Den norske gennembrudsforfatter Alvilde Prydz (1846-1922) udsendte i 1892 romanen Mennesker. Her præsenteres vi for hovedpersonen, Helene Ørn, der netop er blevet ansat som lærerinde i en afsidesliggende fjeldbygd. Hun er på vej ind i et kristent forsamlingslokale for at opsøge Knud Gripp, som hun tidligere har mødt og aldrig siden har glemt. Men mødet bliver ubehageligt og skræmmende. En afskyvækkende mandsfigur stiller sig imellem de to. Han har krop som et underjordisk væsen og lugter grimt. Munden er imidlertid sanselig, bred og fugtig, og blikket, han sender hende, signalerer, at de to har noget sammen, at de deler en hemmelighed. Samtidig holdes Helene Ørn fast af det strenge blik fra den mand, hun søger, men dér er ingen hjælp at hente.
»Det havde blæst og regnet ute; varm efter den hurtige gang tog hun af sig sin dryppende vaade capote og blev staaende nede ved døren. En mand rejste sig deroppe og bød hende sin stol; det var Knud Gripp. Der gik en besynderlig fornemmelse gjennem hende; netop det samme havde jo hændt engang før, den aften da hun kom ind i kapellet, og han rejste sig og bød hende sin stol – havde det bare, som dengang, været ham, der nu gik op paa talerstolen! Hun saa op. Der stod en liten krokrygget person med sterkt faldende skuldre. Han stod uafladelig og løftede brynene op og ned, men øjnene blinkede med et hemmelighedsfuldt uttryk. Fra hans brede mund med de store, fugtige læber halvt aapne, ferdige for ordets strøm, stod der en stram lugt af skraatobak. Helene trak sin kaape tættere om sig. Der kom en fornemmelse af modbydelighed over hende. Hun ønskede, at hun var blevet staaende nede ved døren, – og hun følte et par strenge øjne hvile paa sig«. (Alvilde Prydz: Mennesker, 1892).
Mennesker og fortsættelsen Drøm, 1893, er på mange måder et typisk norsk gennembrudsværk, der tegner et ironisk billede af den provinsielle norske embedsstand. De traditionelle værdier står for fald, og det skaber sociale og personlige kriser. Krisen kommer især til udtryk i kvindernes tilværelse. Både de, der lever efter de gamle normer, og de, der forsøger at føre et moderne liv, er ulykkelige. Væsentligst er dog kærlighedsforholdet mellem Helene Ørn og Knud Gripp. Helene Ørn er beskrevet som en kvinde med udpræget selvstændighedstrang og erotisk bevidsthed. Teksten betoner den stærke erotiske tiltrækning, hun føler i forhold til Knud Gripp. Hun begærer og erobrer den strenge, men moderbundne mand.
Hun genkalder sig aldrig siden mindet om den modbydelige mandsfigur, men læseren slipper det ikke så let. Scenen i det kristne forsamlingshus er fuld af onde varsler, som værket langt hen ad vejen bekræfter. Ægteskabet mellem Helene og Knud beskrives som dybt problematisk. Det barn, de får, dør, og Helene er også selv døden nær, før hun opnår, at manden giver hende den accept og ligeværdighed, hun behøver for at leve. Forløbet bekræfter, at den mandsfigur, Helene mødte, er billedet på den mandlige drift i en truende og monstrøs udgave. Når man har læst andre romaner af kvinder fra samme periode, ved man også, at den er en gennemgående figur.
Det problematiske moderne
Vi genfinder figuren i romanen Kvinder, der udkom i Kristiania i 1889 med undertitlen Et stykke udviklingshistorie. På titelbladet står desuden »Kristiania-roman«. Forfatteren, Anna Munch (1856-1932), levede en moderne, usikker kunstnertilværelse, ifølge hende selv ofte på sultegrænsen, men skrev, til hun var 60 år gammel.
Debutromanen er en tendensroman, næsten et lærestykke. Den behandler nogle af de centrale temaer i det moderne gennembruds litteratur: Konventionalismen og indelukketheden i det traditionelle samfund, de nye normer og det nye, usikre forhold mellem kønnene. Den handler om tre søstre i Kristiania, som hver på sin måde er på vej ud af deres fars – overlærerens – hus. Deres mor er død, og hidtil har de levet i forholdsvis frihed. Bergljot er den mest oprørske. Hun ser med indignation sine ældre søstre træde ind i konventionelle ægteskaber. Den ene som loyal præstekone med udsigt til en slidsom tilværelse. Den anden for overhovedet at blive gift og dermed kunne holde hus og selskaber.
Bergljot vil være fri og moderne. Hun diskuterer kvindesag med sine søstre og sine venner og indleder et kærlighedsforhold til kunstmaleren Nordby. Men forholdet får følger, og da hun opsøger elskeren i hans atelier for at fortælle ham det, oplever hun ham forandret. Igen er det billedet af den modbydelige og skræmmende mand, der træder frem:
»’Hvorfor kom du ikke, – hører du, hvad var der iveien?’ blev han ved.
Hun kunne ikke svare. Der kom en motbydelighed over hende, motbydelighed for at sidde der og holde ham i haanden, for i det hele at være der, – en sterk trang til at reise sig – ialfald gaa saa langt som muligt bort fra ham, hvis hun skulde tale, …«.
Efter denne scene indser Bergljot, at forholdet til kunstmaleren har været et fejlgreb. Hun fortæller hverken sin elsker eller andre om graviditeten og emigrerer i al hemmelighed til Amerika. En ven, Gunnar, som har noteret sig, hvad der er foregået, men som holder af hende, følger imidlertid efter.
Litteraturkritikeren Mathilde Schjøtt (1844-1926), som skrev en omtale af Kvinder i kvindetidsskriftet Nylænde, identificerede den uden videre som en moderne kvindesagsroman. Den var »skrevet under magten af en stærk overbevisning, glødende, stærk, ligesom mættet med farver«. Det hørte med til kvindesagstendensen, at romanen var et »varsko mod bohêmeretningen«. Men Mathilde Schjøtt tog forbehold for, at den trods alt røbede »en vis bohêmevenlighed«, og det kan man nok give hende ret i. Det embedsborgerlige miljø er beskrevet som trist og konventionelt, mens bohemelivet har noget friskt og fristende over sig. Vennen og hjælperen Gunnar opfører sig fornuftigt, men fremstilles ikke som tiltrækkende. Og slutningen synes at give heltinden ret, da hun tager det radikale skridt at forsøge at leve alene med et barn. Hvad Mathilde Schjøtt imidlertid ikke havde øje for er, at romanens vendepunkt kommer i det øjeblik, Bergljot oplever Nordbys modbydelighed. Derved afvises bohemelivet – og den mandlige drift – i romanen.
Værdighed kontra sanselighed
Der blev næppe rejst indvendinger om »bohemevenlighed« mod Drude Krog Jansons (1846-1934) debutroman En ung pige fra 1887. Her befinder heltinden sig allerede i Amerika, nærmere bestemt i det skandinaviske emigrantmiljø i Minneapolis, hvor forfatterinden selv boede. Hun var dansk født og norsk gift, men blev siden skilt fra sin mand.
I denne fortælling er mænds vitalitet og begær utvetydigt koblet til voldelighed og magtmisbrug. Hovedpersonen Astrid er kommet til Amerika sammen med sin fallerede far og sine yngre brødre. Hun holder hus for faderen, som tiltrækkes af et drikfældigt mandsmiljø. Hun forventes at indgå et rigt ægteskab og forlover sig da også med en rig og smuk mand. Men efterhånden som han bliver mere og mere seksuelt påtrængende, beskrives hans sanselighed med stadig større afsky.
Vendepunktet kommer, da Astrid møder digterkongen Bjørnstjerne Bjørnson, der er på turné blandt de norske immigranter. I sin alvidenhed afslører han hendes forlovede som en upålidelig kvindeforfører. Han opfordrer hende til at finde sin egen vej gennem livet, og det formår hun til slut – med hjælp fra en kvindelig læge, der giver hende husly. Astrid bliver præst og ser frem til at leve livet lykkeligt forskånet for mandlige seksuelle krav.
Det er tre romaner fra forskellige miljøer og af varierende litterær kvalitet, men de har nogle påfaldende fællestræk. De har »romanagtige«, til dels romantiske plots med mange melodramatiske elementer. I den forstand er de typiske for 1800-talsromanen. Plottet kan sammenfattes i formlen værdighed kontra sanselighed. Vi finder dette plot i et utal af romaner og lange fortællinger af kvindelige forfattere i perioden. Den udgør næsten en »urfortælling«, en kvindelig arkehistorie: Den kvindelige hovedperson føler sig indelukket i den konventionelle embedsborgerlige kvindetilværelse. Hun drømmer om et anderledes, friere og rigere liv. På et tidspunkt møder hun den moderne livsform, i kunstnermiljøer eller i »storbyen«s gadeliv, som i Kristiania stort set kun drejede sig om én gade, nemlig hovedgaden Karl Johan. Hun forføres, fristes eller overtales til at binde sig til en mand. Det ender dog med, at hun giver afkald på kærlighed og ægteskab og vælger selvstændigheden. Bag dette valg ligger oplevelsen af det mandlige begær som skræmmende og voldeligt. Der findes imidlertid ofte en mandlig hjælper i fortællingen, en »ren« mand, der sikrer, at det selvstændige projekt lader sig realisere.
I al deres tilsyneladende enkelhed er disse historier paradoksale og uventede. De fortæller om en dyb konflikt kønnene imellem, mellem kvinders og mænds livsverden, mellem deres fornuft og deres begær. Mens det moderne gennembruds mænd skriver og taler begejstret om et nyt forhold mellem kønnene, beskriver kvinderne mødet med det mandlige begær som angstfyldt og problematisk. Selv om historierne indeholder moderne forventninger i form af kvindelige udviklingshistorier, dukker der hele tiden et budskab op, der fortæller om en vægring mod det »moderne«, i hvert fald i dets mandligt definerede form.
Opbrud og forventning
Det problematiske og næsten provokerende ved historierne er ikke blot, at de modsiger vore overleverede forventninger til den »moderne« realisme. De modsiger tilsyneladende også den rolle, kvinderne rent historisk spillede i det moderne gennembrud i Norge. Som i de øvrige skandinaviske lande stod diskussionen om kvindeligheden allerede fra begyndelsen af den radikale litteraturbevægelse centralt blandt de mandlige forfattere og intellektuelle. Men i Norge skete der desuden det særlige, at en række kvinder blev betydningsfulde, ja, centrale medaktører i bevægelsen, hvilket bidrog til at skabe en alliance mellem kvinderne og de ledende mandlige intellektuelle. Det resulterede også i, at kvindernes litterære og moralske standpunkter kom til at præge det dominerende standpunkt i den norske gennembrudsbevægelse.
Desuden var det kvindesagen, der åbnede for de moderne idéer i Norge. I begyndelsen af 1870’erne var de toneangivende norske liberale stort set afvisende eller skeptiske over for det radikale program, Georg Brandes havde lanceret i Danmark. Man brød sig ikke om Brandes’ antiklerikale standpunkt og fandt hans litteraturprogram alt for radikalt. I stedet dyrkede man kontakten med miljøet omkring det grundtvigianske og antibrandesianske københavnertidsskrift For Idé og Virkelighed. Men når det gjaldt kvindesagen, vandt Brandes’ synspunkter genklang. Da han udgav og skrev forord til John Stuart Mills Kvindernes Underkuelse i 1869, satte det skred i en avis- og tidsskriftsdebat i Norge. Efter at en konservativ »kvindestemme« havde ladet sig høre i Morgenbladet, greb Camilla Collett til pennen i samme avis under signaturen »CC«. Indlægget blev kaldt »Emancipation«, og det forsvarede Mills idéer og angreb ægteskabet som forsørgelsesinstitution.
Hun fik følge af maleren Aasta Hansteen (1824-1908), som skulle blive en af Norges mest aggressive og pågående kvindesagsskribenter. Hun offentliggjorde fire artikler i Dagbladet under signaturen »Af en kvinde«, hvor hun rettede skarpe angreb mod kirkens og de konservatives kvindesyn. Kort efter skrev hun en serie artikler om kvindesag og teologi i det grundtvigianske Nordisk Maanedskrift for folkelig og kristelig Oplysning, som hun undertegnede med fuldt navn, noget som endnu var helt usædvanligt. Artiklerne dannede siden grundlag for det feministiske, teologiske værk Kvinden skabt i Guds billede, 1878.
Flere mandlige kritikere deltog også i debatten. Kritikeren og forfatteren Kristian Elster d. æ. præsenterede Mills bog i fem indlæg i Norsk Folkeblad i 1870 og betegnede den som »det grundigste, skarpsindigste, varmeste og mest veltalende Udtryk« for »den almindelige Bevægelse, som nu i over et Snes Aar med stedse stigende Styrke har gjort sig gjældende til Fremme af Kvindens Ret og Kvindens Frihed i Familie, Samfund og Stat«.
Realisme og ægteskabskritik
Et andet bidrag til denne første kvindesagsdebat var et lille skrift kaldet Venindernes Samtale om Kvindernes Underkuelse, der udkom på Aschehougs forlag i Kristiania, 1871. Udgivelsen var anonym, men forfatteren afslørede sig siden som Mathilde Schjøtt. Det indeholder en dramatiseret fremstilling af Mills synspunkter i form af en lang, »dannet« samtale mellem en gruppe veninder. Forfatteren lader nogle af veninderne protestere mod de radikale tanker i Mills bog, men lader konklusionen falde ud til hans fordel. Undervejs falder også mange kritiske bemærkninger om kvindernes retsløshed i ægteskabet.
Desuden dukker et litterært tema op i samtalens løb. En af veninderne fremdrager den franske kvinde George Sand som en typisk kvindelig – og dermed dårlig – forfatter. Flere i gruppen sympatiserer med denne holdning, men så vender stemningen, og konklusionen bliver, at George Sand magter at udtrykke kvindelige erfaringer på en måde, som ingen mandlig forfatter ville kunne gøre det. Dette indslag illustrerer den betydning, skønlitteraturen nu havde fået i kvindekulturen i de bedrestillede samfundslag.
Som i det øvrige Europa udgjorde kvinderne fra den højere middelklasse og embedsstanden det vigtigste publikum for den moderne romanlitteratur. Ud over at være den vigtigste læsergruppe var disse kvinder også stærkt repræsenteret blandt oversætterne af de udenlandske romaner. Det drejede sig om kvinder, der arbejdede i de private og offentlige lejebiblioteker og læseselskaber, og som til dels også var kommercielle forhandlere.
I løbet af 1870’erne kom også de »Kvindelige Læseforeninger« i Norge. En af de første blev stiftet i Kristiania i 1874. Den affødte protester fra konservative mænd, men en af protesterne blev listigt imødegået af en kvindelig skribent. Indlægget stod at læse i det konservative Morgenbladet og bestræbte sig på at præsentere læseforeningerne som ufarlige. Argumentet var, at selv om man muligvis kunne nære bekymring for kvinders stadigt voksende læsning af eventyrromaner og den slags, var der nu opstået en storartet mulighed for at kontrollere kvinders læsning. Læseforeningerne ville dermed gavne, ikke skade, familielivet, blev det hævdet. Indlægget var anonymt, men senere blev det kendt, at skribenten var Vilhelmine Ullmann (1816-1915), Mathilde Schjøtts tante. Hendes personlige udvikling modsiger argumentationen i Morgenbladet: Efter at hun havde ladet sig skille og var flyttet fra Trondheim, blev hun erhvervsaktiv i Kristiania, og i 1880’erne udviklede hun sig desuden til at blive en aktiv litteraturskribent.
De kvindelige forfattere orienterede sig mod realismens tematik og skrivemåde. Litteraturens sociale og geografiske horisont blev udvidet. Arbejde og folkeliv i »fjerne« eller lidet kendte egne af Norge blev et gennemgående tema, og skildringerne gav plads til social kritik, også af det traditionelle ægteskab. I dannelses- og udviklingsromanerne kan man finde kvindernes nyvakte forventninger om større social og individuel frihed. Den berejste og meget produktive Elisabeth Schøyen (1852-1934) skrev flere romaner om kvindeskæbner, bl.a. Kamilla, 1873, Svanhild, 1876, Et Egteskab, 1878, og en roman om den nye, intellektuelle mandstype: Ragnvald: eller Folkehøiskolelæreren, 1873. Elise Aubert (1837-1909) havde under pseudonymet »Tante Dorthe« skrevet om pigeopdragelse og kvinders uddannelsesmuligheder i Morgenbladet i 1872. I 1878 debuterede hun med novellesamlingen Hjemmefra. Fortællinger for de Unge, som skildrer folkeliv og folketro i Finnmark ud fra en ung tilflyttet præstedatters perspektiv. De følgende bøger fra hendes hånd var kvindelige dannelsesromaner, Kirsten. En Fortælling, 1880, og Dagny, 1882. Hun var aktiv som forfatter til sit dødsår i 1909. Petra Hauan (?-1883) levede ikke så længe. Hun skrev føljetonromaner i Trondheims- og Bergensaviserne og udgav bl.a. Ingeborg og Thore: et Livsbillede fra Landet, 1877 og i 1879 En Dagsjauer familie (under pseudonymet Lulla).
»Laurens blege, men udødelige Glans«
En af de mest læste kvindelige forfattere var Marie Colban (1814-1884). Hun debuterede i 1869 med den lange fortælling Lærerinden. En Skizze og udgav siden Tre Noveller: Tilegnet de norske Kvinder, 1873, Tre nye noveller, 1875 og bl.a. fortællingen Jeg lever, 1877. Marie Colban foretog sig det efter norske forhold usædvanlige, at hun levede som enke i Paris og forsørgede sig selv ved at skrive politiske og litterære »korrespondancer« til norske aviser og tidsskrifter. Hendes bøger blev udsendt på forlaget Gyldendal i København, noget der gav høj prestige. Temaet i mange af hendes noveller var kvindelivets og ægteskabets vilkår. Fortællingen »I det høie Nord« fra Tre Noveller kan nærmest siges at være en roman. Den skildrer en kvindes afmagt og sorg i et ægteskab, hvor manden i lange perioder indretter sig med en gammel husveninde som sin fortrolige. Kvinden rejser fra manden i protest, men fortællingen ender med, at ægtefællerne forsones.
Colban var ikke nogen »gennembrudsforfatter«, men hun foregreb mange træk i 1880’ernes og 1890’ernes kvindelige dannelses- og udviklingsroman, hvilket ikke mindst gælder hendes sidste roman, Thyra, 1882. Det ses, at tiden er løbet fra skrivemåden, fuld af patos og blomstrende romantisk som den er. Men plottet er genkendeligt. Det drejer sig om en stærk og selvstændig kvinde, som forelsker sig, men ender med at give afkald på kærligheden. Manden må have hjælp af heltinden for at kunne træffe sit valg mellem hende selv og rivalinden, som er hendes yngre plejesøster. Da han hører en kvinde synge lokkende i skoven, er han ude af stand til at holde sit løfte til heltinden, som ender med at vie sit liv til videnskaben. Budskabet formuleres i romanens sidste afsnit: »Rosernes brændende, hurtigt henvisnende Glød erstattedes af Laurens kjølige, blege, men udødelige Glans«.
Bag denne romantiske omskrivning ligger en tydelig opfordring til kvinden om at afvise den sanselige nydelse og i stedet realisere sine åndelige evner. Men samtidig spiller fortællingen et dobbeltgænger- eller forvekslingsmotiv ud, der gør det vanskeligt at skelne heltinden fra hendes rivalinde. Noget tyder på, at det ikke er rivalinden, men heltinden selv, der lokker med (sirene)sang fra skoven. På den måde skaber kompositionen tvivl om, hvem der egentlig er den begærende og sanselige kvinde. Det kvindelige begær er tilsyneladende fraværende, men viser sig i teksten gennem fordoblinger og fordækte former. På den måde bliver det opbyggelige budskab om »Laurens kjølige, men udødelige Glans« undergravet.
Dette træk kan genfindes i mange af periodens kvindelige fortællinger. Således er hovedpersonen i Alvilde Prydz’ roman Gunvor Thorsdatter til Hærø, 1896, rigtignok en »heltinde«, som samtiden så som en forbilledlig ny kvindetype, stærk, selvstændig og modig, mens mændene fremstilles som svage og vege. Men selv om deres fejhed og svig får Gunvor til at give afkald på den sanselige kærlighed, er romanen – i lighed med Colbans – fuld af billeder og symboler, der forbinder heltinden med den »driftsbesatte« kvinde.
Også hos Elise Aubert, Drude Krog Janson og andre skal skildringen af erotik tydeligvis tjene til at illustrere de hindringer og fristelser, som heltinden kan møde på vejen mod værdighed og selvrespekt, men disse fristelser skildres ofte så »forførerisk«, at det eksplicitte budskab trues. En sådan mistanke lå bag Mathilde Schjøtts kritik af Anna Munchs Kvinder.
»Fremtidens Kvinde«
En, der ikke brød sig om Marie Colbans budskab, var Camilla Collett. Hun skrev en knusende kritik af »I det høie Nord«, hvor hun anklagede forfatteren for at »hylde Magten«. Selv om novellen måske var ment som et afskrækkende eksempel, fungerede den efter hendes mening ikke sådan. Forfatteren accepterede snarere kvindens evige opofren sig. Den strenge vurdering er typisk for Camilla Collett.
Camilla Collett godtog ikke, at kvinderne blev skildret som passive og underdanige. Sædvanligvis var det de mandlige forfatteres kvindebilleder, hun gik løs på, men også kvindelige forfattere som Marie Colban blev taget i skole.
Kritikken af Colban er medtaget i essaysamlingen Fra de Stummes Leir, som Collett udsendte i 1877. Værket regnes med rette som et af de første norske gennembrudsværker. Med det stillede Collett sig på de modernes side. Et af de mest programmatiske essays er omtalen af danske J. P. Jacobsens debutroman Fru Marie Grubbe fra 1876. Her blev romanens titelfigur udråbt til at være en fremtidskvinde:
»Marie Grubbe er Fremtidens Kvinde, den nære Fremtids. Overgangens, den til Bevidsthed om sig selv og sin stilling endelig oprystede Kvinde. Hun er endnu ikke kommen, denne Kvinde; endnu ligger hun i Døsen; hun ser intet; hun skal intet; vil intet se og vide. Hun skal blot være, hvad hun i Aarhundreder har været, ved Haanden med sin uudtømmelige Kjærlighedsskat, sin altid paaregnede Offerberedvillighed, sin bundløse Taalsomhed, …«.
Camilla Colletts omtale af Fru Marie Grubbe blev oprindelig trykt i Ny illustreret Tidende, men blev senere indarbejdet i det store essay »Kvinden i Litteraturen«.
Dette er en temmelig opsigtsvækkende erklæring, når man tager i betragtning, at Camilla Collett på dette tidspunkt var en ældre kvinde, der havde udsendt sit litterære hovedværk Amtmandens Døttre 20 år tidligere. Ifølge hende selv havde hun sin vigtigste intellektuelle forankring i 1840’ernes »Intelligenskrets«. Nu går hun i brechen for en af de unge radikale forfattere. Hos ham finder hun en sand virkelighedsskildring og en symbolsk fremstilling af det nye, visionen om en kvinde, der ikke længere vil ofre sig: »Marie Grubbes Taalsomhedsbrønd har faaet en Læk … Hendes Offerberedvillighed forlanger Garantier«.
Startpunkt 1877
Det år, Fra de Stummes Leir udkommer, er sammenfaldende med startpunktet for den radikale litteraturbevægelse i Norge. I efteråret 1877 holdt forfatteren Bjørnstjerne Bjørnson en tale i Studentersamfundet i Kristiania, som han kaldte »At være i Sandhed«. Rent indholdsmæssigt havde talen kun lidt substans, men den var et retorisk mesterstykke, og samtiden opfattede den som et tydeligt signal om brud. Bjørnson forlod nu det moderate, grundtvigianske venstrestandpunkt og gik over til den »vantro« radikalisme.
Baggrunden for dette brud var også velkendt for »alle«: I efteråret 1876 havde der stået vældig blæst om Georg Brandes i Kristiania. Han var blevet inviteret til at komme og tale om sin Kierkegaard-bog og skulle som akademiker have forelæst i Universitetets auditorium, men den konservative universitetsledelse nægtede ham adgang, og dermed var de liberale mobiliseret til kamp. Det endte med, at han med stor opbakning blev inviteret til at tale i Studentersamfundet.
Med Bjørnsons »omvendelse« begyndte holdningerne i det norske intellektuelle venstremiljø for alvor at forandre sig. Historikeren Johan Ernst Sars havde længe været tilhænger af de moderne europæiske strømninger inden for natur- og samfundsvidenskaberne, men han ønskede at introducere de ny videnskaber på en måde, der gavnede en norsk selvstændighedsbevægelse. Med Bjørnsons støtte startede han nu Nyt norsk Tidsskrift med sig selv og litteraturprofessoren Olav Skavlan som redaktører. Tidsskriftet samlede en kreds af radikale intellektuelle mennesker, der også var involveret i Venstreavisen Dagbladet og andre politiske og litterære projekter.
Samtidig forandrede skønlitteraturen sig, hvilket bekræftede, at de radikale forfattere var på »fremtidskvinden«s side. Bjørnsons første gennembrudsværk, romanen Magnhild fra 1877, er en slags norsk Madame Bovary med kvindens ubehag i ægteskabet som sit centrale tema. To år senere udsendte han skuespillet Leonarda, der ligeledes forsvarer kvindens ret til at bryde ud af ægteskabet. Det var også året, hvor Henrik Ibsen udgav sit store opbrudsstykke Et Dukkehjem. De mandlige forfattere gjorde kvindernes ufrihed til et af de alvorligste anklagepunkter mod det traditionelle samfund, samtidig med at kvindeskikkelserne blev symbolet på opbruddet og det nye.
»Sønderbryde alle Baand«
I de første år efter 1877 var det norske samfund konservativt domineret, og kredsen omkring Sars og Bjørnson var fortsat i mindretal i Venstre. Den manglende tilslutning viste sig bl.a. ved, at Nyt norsk Tidsskrift måtte gå ind efter to årgange. Klimaet var så barskt, at både Bjørnson og Ibsen stak af til udlandet, Ibsen i en lang periode.
En af dem, der fik den sociale modstand at føle, var den fraskilte to-børns-mor Amalie Müller, født Alver, siden gift Skram. Læsningen af Bjørnsons Magnhild havde givet hende mod til at bryde ud af sit ulykkelige ægteskab. Hun var flyttet fra hjembyen Bergen og boede med sine sønner hos sin bror i den lille by Fredrikshald (i dag Halden). Foruden at skrive litterære anmeldelser baserede hun sit levebrød på privattimer i sprog. Anmeldelserne var enten usignerede eller mærkede »ie«. Den første, vi kender til, er en omtale af Fru Marie Grubbe, som stod i Bergens Tidende i 1877. Senere anmeldte hun i samme avis Elisabeth Schøyens roman Et Egteskab og flere udenlandske værker. I 1878 og 1879 omtalte hun 14 bøger i Fredrikshaldavisen Smaalenes Amtstidende.
I februar 1878 sendte hun en omtale af Bjørnsons drama Kongen til forfatteren. I følgebrevet camouflerede hun sig som »Hr. A.M.«. »Hvem er De?« spurgte Bjørnson i sit første svarbrev. Han sørgede – dog med en vis forsinkelse – for at få artiklen trykt i Oplandenes Avis. I sit næste brev var han på vej til at afsløre, hvem hun var: »Er De ikke en Dame?«. Kort tid efter fik han det bekræftet og inviterede hende på besøg i sit hjem i Gausdal, Aulestad.
Selv om det var en ære og en lykke at blive indbudt til Aulestad, var det ikke uproblematisk. Det lod sig ikke hemmeligholde i lillebyen, at man kendte den »vantro« Bjørnson. Så sent som i 1881 var det en skandale. Således beskriver Amalie Müller reaktionerne for Bjørnsons kone Karoline: »Siden mit ‘radikale’ og ‘vantroe’ standpunkt, og jeg kan gjerne sige det, min ’tilbedelse’ af Bjørnson, som det kaldes, blev bekjendt her i byen, har jeg, vil de tænke dem, ikke været istand til at få én eneste elev, og det uagtet jeg er flink til at informere. Jeg er på en måde exkommuniceret«.
Hermed var en forventning skabt, en udvikling, der forekom ubønhørlig, var sat i gang. Da Amalie Skram anmeldte Et Dukkehjem i Dagbladet i januar 1880, skrev hun, at læserne ikke skulle »tage fejl af problemerne«. Hvad der forestod, var intet mindre end overskridelse af alle mure og »sønderbryting« af alle bånd: »Som et Tegn og en Advarsel og en Dom staar denne Levendegørelse av Livet blandt os. Naar Kvinden vaagner til fuld Bevidsthet om sin Menneskeværdighed, naar hun ret faar Synet op for al den Uret, der gennem Tiderne har været øvet mod hende, da vil hun væbne sig mod den, hun var given til Medhjælp, og hun vil sønderbryde alle Baand, overskride alle Mure, Samfundet og den institutionsmæssige Autoritet har bygget op omkring hende«.
Kvindelige kritikere
Bevidstheden om, at et brud var i færd med at ske, prægede også en artikel om »Bjørnsons siste Digtninger«, der stod i Nordisk Tidskrift i 1879. Signaturen »D.d.« fortalte de indviede, at forfatteren var en kvinde: Mathilde Schjøtt. Til læsernes forundring var det en grundig og kundskabsrig artikel, hvor forfatteren desuden gik i brechen for tendensdigtningen: »Det er en esthetisk troessætning, at et værk, hvori der er tendents, ikke er noget digterværk. Men det hører til det besværlige ved de store digtere, at de nøde esthetikerne til at skrive sin esthetik om igjen. Saaledes Leonarda. Det er idel kjærlighed, poesi og fortryllelse, og dog, hvor fuldt af tendents«.
Mathilde Schjøtt havde nok nemmere end Amalie Skram ved at stille sig på de radikales side. Hun stammede fra en gammel og fin embedsmandsslægt med tilknytning til den centrale venstreelite. Faderen var regeringsadvokat Bernard Dunker, Bjørnsons og Sars’ nære ven og allierede. Bedstemoderen var memoireforfatteren Conradine Dunker. Men Mathilde Schjøtt havde naturligvis ingen akademisk uddannelse, og hendes familiære situation gjorde det vanskeligt for hende at tage skridtet ud i den litterære offentlighed. Hun havde tilbragt en stor del af sin ungdom i København, i forfatteren Christian Winthers hjem, og siden havde hun kvalificeret sig som sproglærer gennem studieophold i Bruxelles og Paris.
Tilbage i Kristiania underviste hun i fransk på et guvernantekursus, mens hun videreuddannede sig. Derefter blev hun professorfrue, fik fire børn og en stor husholdning. I 1870’erne udgav hun foruden Venindernes Samtale om Kvindernes Underkuelse et par litterære tekster (anonymt), men først i 1877 begyndte hun at tone rent flag – med signatur. Det skete i en artikel, som indeholdt et skarpt angreb på kritikeren Henrik Jæger, fordi han havde skrevet en efter hendes mening forvrængende litteraturhistorisk artikel om Camilla Collett.
En tredje kvindelig litteraturskribent dukkede op ved siden af Amalie Müller og Mathilde Schjøtt. Det var danskfødte Margrete Vullum (1846-1918). Hun fik en hård start i Kristiania-miljøet. Hun var kommet til Norge i 1879 med to børn for at gifte sig med Erik Vullum, der var journalist og litteraturkritiker og nu redaktør på Dagbladet. Deres forhold vakte skandale. Som datter af den danske politiker Orla Lehmann og enke efter den kendte højskolemand Gotfred Rode havde hun ganske vist en solid social baggrund, men »alle« vidste, at hun var blevet forelsket i Erik Vullum, mens hendes mand endnu var i live, og at hun havde levet alene i Paris i næsten to år samtidig med, at Erik Vullum også opholdt sig dér. Erik Vullum var imidlertid meget omsværmet og beundret såvel for sit talent som for sit udseende og blev regnet for Bjørnsons kronprins. Bjørnson tog da også det nye par under sine beskyttende vinger og lod dem fejre bryllup på Aulestad.
Også andre kvinder begav sig ud i den litterære offentlighed. Gina (Jørgine) Krog (1847-1916) var en af dem, der skrev om Et Dukkehjem, da stykket udkom.
Gina Krog var oprindelig lærerinde, men holdt op med at arbejde for at blive heltidspolitiker i Venstre og i kvindebevægelsen. I 1887 blev hun redaktør af kvindesagstidsskriftet Nylænde, og senere overtog hun også det økonomiske ansvar for bladet, som hun drev frem til sin død i 1916. Gennem årene skrev hun et stort antal anmeldelser og litterære artikler. I aviserne meldte hun sig regelmæssigt, når der udkom et nyt værk af Ibsen, som hun aldrig holdt op med at beundre, og som hun også sørgede for at få udråbt til æresmedlem i »Norsk Kvinnesaksforening«.
Gina Krogs omtale af Ibsens Et Dukkehjem stod i Aftenbladet og var signeret »G – g«. Overskriften lød: »Det vidunderlige sker ikke saadant til Hverdags«. Ibsen fik en varm tak på vegne af »os, som har ventet paa, at dette skulde siges … for os var det, da vi hørt dem, som naar Festen begynder at ringes ind efter de mange Hverdage«.
Vilhelmine Ullmann, der havde forsvaret »Kvindelig Læseforening« i 1874, viste i praksis, at dét initiativ ikke blot havde »familiebevarende« konsekvenser. Tidligt i 1880’erne finder vi anmeldelser af bl.a. forfatteren Alexander Kiellands værker fra hendes hånd. Siden blev hun regelmæssig bidragyder til Nylænde. Det samme gjorde hendes datter, Ragna Nielsen (1845-1924), der var pædagog og blev en af de ledende kvindesagskvinder. Embedsmands- og proprietærfruen Hanna Butenschøn (1851-1928) debuterede som litterær debattør i 1886. Siden skrev hun flere store litterære essays, især om Ibsen, og i 1890’erne blev hun skønlitterær forfatter under pseudonymet Helene Dickmar. Camilla Collett deltog stadig aktivt i debatten. Hun blev ofte opfordret af avisredaktører til at udtale sig om nye litterære udgivelser og sendte selv bemærkninger og anmeldelser ind. Aasta Hansteen forlod derimod den offentlige scene. Hun var en outsider, hvis religiøse feminisme kun vandt lidet genklang i det ateistiske klima, der nu prægede Venstremiljøet. Det hjalp ikke, at også hun havde nære familiære bånd til de ledende radikale mænd. I 1880 emigrerede hun til Amerika. Da hun vendte hjem igen omkring ti år senere, var der sket forandringer, der bevirkede, at hun igen kunne skrive og agitere for sin særegne feminisme.
Centrale positioner
Når man tager i betragtning, hvor stor betydning litteraturen havde i middel- og overklassens kvindekultur, og samtidig husker, hvor stærkt den nye litteratur fokuserede på kvinderne, er det ikke så overraskende, at kvinder begyndte at skrive om litteratur. Men det er nok så opsigtsvækkende, at nogle af dem kom til at indtage centrale positioner i det radikale miljø.
Amalie Skram flyttede til Kristiania i 1881. Hun fik lejlighed i samme ejendom som familien Schjøtt og levede en tid et hektisk socialt og intellektuelt liv. I en periode holdt hun »salon« for hovedstadens venstreintellektuelle. Hun skrev anmeldelser og påtog sig oversættelses- og redigeringsopgaver, ikke mindst for Bjørnson, og hun fortsatte med at være en central figur i det radikale miljø, indtil hun giftede sig med Erik Skram og flyttede til Danmark.
Margrete Vullum havde sendt »korrespondancer« til Dagbladet, mens hun boede i Paris. Da hun kom til Norge, blev hun anmelder og kunstmedarbejder på avisen. Siden fik hun også til opgave at redigere og udgive en serie med små hæfter og bøger, den såkaldte »Folkeskriftserien«, der havde et oplysende og agitatorisk sigte, rettet mod et bredt publikum.
Margrete Vullum gik ind i avis- og bogprojekterne med ægte revolutionær glød, hvilket også indebar økonomiske ofre. Hun investerede store summer både i Dagbladet og i bogserien. I hvert fald når det gjaldt Dagbladet var der formelt tale om lån, men hun fik aldrig pengene tilbage. I løbet af 1880’erne gik hun over til Verdens Gang, hvor hun efterhånden mest skrev om billedkunst, men også skabte sensation ved under fuldt navn at skrive et glødende forsvar for maleren og forfatteren Christian Krohgs roman Albertine.
Mathilde Schjøtt var født ind i den inderste radikale kreds. Hendes mand, der var professor i græsk litteratur, leverede også enkelte litteraturanmeldelser til venstrepressen. Alligevel var det en helt usædvanlig begivenhed, da hun som kvinde blev ansat som hovedanmelder i Nyt Tidsskrift, der udkom fra 1882. Hun fungerede også som litterær konsulent for Sars i forbindelse med tidsskriftet. Ved siden af skrev hun en del litteraturkritik i Dagbladet og senere i Verdens Gang. Desuden blev hun litteraturanmelder i Nylænde. Hun kronede sin karriere som kritiker med at udsende en bog om Kiellands Liv og Værk i 1904.
Når man skal vurdere kvindernes betydning, må man tage med i betragtning, at den norske litterære institution i begyndelsen af 1880’erne var svagt udviklet. De få seriøse forlag, der fandtes, baserede deres drift på religiøs litteratur og skolebøger.
Bjørnstjerne Bjørnson, som havde haft stor succes med sine bondefortællinger, havde brudt med de norske forlæggere i slutningen af 1850’erne på grund af økonomiske uoverensstemmelser og var siden udkommet på Gyldendal i København. Han havde overtalt Henrik Ibsen og andre mandlige forfattere til at gøre det samme, og det var blevet en prestigesag for norske forfattere at udkomme på danske forlag.
Kritikermiljøet var præget af de små forhold. Anmeldervirksomheden var usystematisk. Der fandtes kun en håndfuld faste litterære skribenter og kun et par enkelte, der forsøgte at leve af at skrive. Gennem 1870’erne var pressen ekspanderet i tilknytning til den politiske partidannelse, men de fleste større aviser var i praksis telegram- og annonceorganer. Venstrepressen var fattig og udgav mest små firesiders aviser. De betalte dårligt, men havde forholdsvis meget litterært stof.
De kvindelige kritikere skrev jævnligt fra slutningen af 1870’erne, og de markerede sig med deres klare og offensive stillingtagen for den ny litteratur. De skrev mest i venstreaviserne. Artiklerne virker ofte, som om de er indsendt uopfordret, hvilket har krævet et vist mod. Men det gjorde det sandsynligvis lettere, at flere af kvinderne havde nære familiære og sociale bånd til avisredaktionerne. De skrev stort set anonymt eller under godt camouflerede signaturer, noget der i og for sig ikke var usædvanligt. De fleste litterære anmeldelser var stadig usignerede, men læserne var som regel klar over, hvem der bar anmeldernavnet i en avis, og kendte også skribenternes stil. I kvindernes tilfælde spillede det imidlertid en væsentlig rolle, at det frem til midten af 1880’erne blev regnet for upassende, ja, uanstændigt for en kvinde at optræde offentligt. Men læserne var vant til at skaffe sig information om kritikerne og gjorde det da også, når det gjaldt kvinderne. Under alle omstændigheder røbede argumentationen som oftest, at de var kvinder.
Entusiastisk forsvar
Måske var det en medvirkende faktor til kvindernes status, at de skrev så entusiastisk om de mandlige forfattere. I dag virker nogle af deres omtaler som en næsten næsegrus beundring. Det gælder ikke mindst det, de skrev om Bjørnson. Beundringen for Ibsen var lige så stor, men der holdt de en mere respektfuld afstand. Imidlertid var tidens »kode« dengang langt mere lidenskabelig, end vi er vant til. I Norge bidrog ikke mindst Bjørnson til at sætte en fyrig og patosfyldt norm i den offentlige debat. Dertil kom, at kvinderne oplevede sig selv som engagerede i en næsten uovervindelig frihedsbevægelse.
Mathilde Schjøtt skrev, at Bjørnsons En Hanske havde forandret præmisserne for den æstetiske vurdering. Amalie Skram havde understreget bruddet med romantikken allerede i sin anmeldelse af Fru Marie Grubbe (Bergens Tidende 17.2.1877, usigneret): »Det begynder altså nu i Danmark en ny Literaturperiode, der er grundet paa ganske andre Forudsætninger, end den forrige, som blundede i den tyske Romantik«. Om Alexander Kiellands roman Garman & Worse (1880) skrev Amalie Skram i Dagbladet (1. juni 1880), at den var »den første og eneste i sin Art«. Forfatterskabet havde bragt »et Pust av noget nyt og ukjendt« ind i norsk Litteratur: »Der er ingen Forfatter hos os, der i den Grad har begyndt med at emancipere sig fra romantiske Reminiscentser«.
En anden væsentlig årsag til det mandlige miljøs anerkendelse af kvinderne var antagelig, at de var så tidligt ude. De definerede nødvendigheden af et æstetisk brud i en situation, hvor de fleste mandlige kritikere endnu udtrykte forbehold.
Sandhed og virkelighed
Behovet for et æstetisk skift blev meget ofte begrundet ud fra en udviklingsoptimisme, der var typisk for perioden. Realismen var i pagt med fremtiden. Det var »tidsåndens krav«, at litteraturen skulle bidrage til forandring ved at formidle et sandt billede af samfundet.
I de første år blev dette krav om sand virkelighedsskildring næsten ikke problematiseret. Men det viste sig, at den sandhed, som både forfattere og kritikere først og fremmest krævede af litteraturen, var den psykologiske. Samfundet var »sat til debat«, men det var først og fremmest de fiktive personers personlige udvikling, deres psykologiske konflikter og dilemmaer i familien og specielt i ægteskabet som institution, der optog både forfatterne og kritikerne. Sider af samfundsskildringen, der angik økonomiske eller klassemæssige forhold, fik mindre opmærksomhed.
Perioden var ellers karakteriseret af en meningskritik, som også findes i de kvindelige kritikeres læsninger. Amalie Skram udgør imidlertid en vigtig undtagelse. Ved siden af den danske forfatter og kritiker Herman Bang står hun som den måske mest formbevidste kritiker blandt realisme- og naturalismetilhængerne. Hendes litteraturanmeldelser røber allerede tidligt en kommende forfatters optagethed af det litterære håndværk. Som de øvrige kritikere diskuterer hun ganske vist den moralske og livssynsmæssige drivkraft bag værket, men hun fører kritikken videre i en diskussion af, hvordan det er udført æstetisk.
Bevidstheden om et æstetisk brud prægede også selve vurderingsmåden. Kritikken fjernede sig nu fra den regelorienterede genre- og formkritik og gik over til at vurdere litteraturens sociale budskab. I praksis fik anmeldelserne form af en diskussion om værkernes moral eller »meninger«, og det var ikke sjældent de fiktive personers udtalte synspunkter, man tog stilling til.
Talerør
Det var gennembruddets selvforståelse at ville fungere som en del af en litterær og politisk offentlighed. Fra funktionen som æstetiske smagsdommere påtog kritikerne sig nu rollen som en slags samtalepartnere i forhold til publikum. Den vigtigste funktion blev at være talerør for det publikum, som – reelt eller ideelt – udgjorde den »almindelige mening«. Kritikerne fik en vigtig normdannende funktion i offentligheden.
Det er dog tydeligt, at de kvindelige kritikere samtidig og i høj grad opfattede sig selv som formidlere. Deres rolle var at formidle litteraturens budskab til publikum, eller med tidens terminologi til den »oplyste« og dannede almenhed.
Den ny litteraturs stærke budskab om kvindernes ufrihed ser ud til at give den kvindelige kritiker en særlig legitimitet. At de er kvinder sætter dem i stand til at vidne om litteraturens sandhed ud fra egen erfaring. Desuden kan de appellere til andre kvinders erfaringer med ægteskab, kærlighed og lidelse. Kvinderne har en fælles »erfaringshorisont«, som litteraturen bedømmes ud fra.
Kvindeoffentlighed
I løbet af 1880’erne begynder kvindernes reference til egne og andre kvinders erfaringer at få en ny betydning. Den litteraturdebat, kvinderne fører, tager mere og mere form af en egen kvindesamtale. Kvinderne bruger de mandlige forfatteres værker til erfaringsudveksling og diskussion. Der danner sig en særlig kvindeoffentlighed, hvor der fokuseres på kvindeerfaringerne, diskuteres ud fra en særlig kvindehorisont og efterhånden også formes en særegen litterær norm, der er knyttet til et »kvindestandpunkt«. Kvindeoffentligheden er vel at mærke nært forbundet med den mandsdominerede litterære og politiske offentlighed, hvor venstrestandpunkterne nu fik voldsom gennemslagskraft. Men den fremtræder alligevel på mange måder som en egen litterær og social sfære. Det er også herfra, initiativerne til den organiserede kvindebevægelse kommer.
Identifikationen med den mandlige tendenslitteratur fortsatte dog med at være en vigtig del af kvindernes selvforståelse. Man så det moderne gennembrud som en slags forløber for kvindebevægelsen. En sådan forståelse har også præget de historiske fremstillinger af norsk kvindebevægelse, f.eks. Anna Caspar Agerholts Den norske kvinnebevegelsens historie, 1934.
Gina Krog lagde pres på venstremændene for at få dannet »Norsk Kvinnesaksforening«. Det skete i 1884, og året efter fik foreningen kvindelig ledelse. Gina Krog dannede også »Kvinnestemmerettsforeningen« i opposition til, at kvindesagskvinderne ikke ville sætte stemmeretten på dagsordenen. I 1887 begyndte kvindetidsskriftet Nylænde at udkomme.
Bevidstheden om at skrive og »samtale« ud fra en fælles kvindeerfaring kommer bl.a. frem i den hyppige brug af vi-form i de litterære anmeldelser. Den signalerer, at man skriver på vegne af flere. Og det er tydeligt, at det drejer sig om et kvindeligt vi. Amalie Skram bruger vi’et i en anmeldelse af Kiellands roman Gift, 1882, som stod i Nyt Tidsskrift i 1883, og da Hanna Butenschøn skrev om Bjørnsons stykke En Hanske, 1883, lagde hun vægt på, at stykket havde vækket kvinderne generelt: »Jeg ved, at det gik mange qvinder, som det gik mig, da Bjørnsons En Hanske først kom ud. Det var som om vi vaagnede af en drøm, og med en gang havde taget langt, tungt skridt ind i virkeligheden … Bogen selv var kun som et samlet, befriende udtryk for hvad vi alle tænkte og følte…«.
Handskestandpunktet
At der opstod et skel mellem kønnene i den litterære og politiske offentlighed, er ikke specielt for udviklingen i Norge. Hvad der imidlertid kan synes særegent for Norge er, at dette skel mellem kønnene ikke fremstod tydeligt i første omgang.
En vigtig historisk faktor bag splittelsen mellem mænd og kvinder i den litterære og politiske offentlighed var, at den mandlige del af borgerskabet og bondebefolkningen nu opnåede stemmeret og større politisk demokrati i kraft af parlamentarismen, mens kvinderne længe endnu stod uden stemmeret og kun langsomt fik indfriet deres økonomiske og juridiske ligestillingskrav.
Kvinderne oplevede tværtimod, at deres syn på litteratur, moral og politik havde gennemslagskraft blandt de radikale mænd. De følte selv og fik andre til at føle, at det var kvinder, der satte præmisserne for debatten, såvel moralsk som litterært. De oplevede 1880’erne som kvindernes tiår. Ved overgangen til 1890’erne talte Arne Garborg om en »femininiseret« tid. På samme måde omtalte den tysk-danske antifeminist Laura Marholm (1854-1928) perioden, da hun udsendte Kvindernes bog i Kristiania i 1894.
Nøglen til kvindernes oplevelse er at finde i det, der foregik omkring Bjørnsons skuespil En Hanske. Stykket handler om en ung kvinde, Svava, som er forlovet, men opdager, at hendes forlovede tidligere har haft et seksuelt forhold, som han har holdt hemmeligt. Hun bryder forlovelsen, og det sker ved, at hun kaster en handske i ansigtet på ham. I skuespillets første version sker bruddet allerede i anden akt, og det videre dramatiske forløb består i, at Svava må erkende, at det er almindeligt for mænd at have seksuelle forhold både før og uden for ægteskabet. Det gælder også hendes egen beundrede far. Moderen formidler denne viden om en tidligere fortiet kvindeerfaring til sin datter, men Svava står fast på sit krav om, at den mand, hun skal gifte sig med, må indfri det krav, der stilles til hende selv. Han skal være ren.
Det blev det moderne gennembruds mest skelsættende eller – om man vil – mest fatale udgivelse. Straks stykket udkom, udløste det en voldsom strid, der fortsatte med at rase omtrent resten af tiåret under navnet »handskestriden« eller »sædelighedsfejden«. Senere er striden blevet kaldt »den store nordiske krig om seksualmoralen«. Det fatale ved denne »krig« var, at den skabte splittelse mellem de mest fremtrædende radikale intellektuelle. Desuden skabte den en dyb kønsmæssig kløft, som litteraturhistorien har formidlet til stadig nye generationer gennem et billede af perioden, der underkender kvindernes betydning.
Ikke kun Hanna Butenschøn deltog i kvindejubelen over En Hanske. Også Amalie Skram udtrykte sin begejstring for budskabet – om end i mindre grad for stykkets dramatiske form – da hun omtalte det i Dagbladet i november 1883: »Man har fra forskjellige Hold faaet høre, at Udviklingen bar derhen, at Kvinden gaves den samme Frihed som Manden til at besidde og praktisere et Ungkarslivs Forrettigheder, uden at det theoretisk eller praktisk skulde komme hende tilskade. Det er dog ikke vanskeligt at forudse, at en saadan Tingenes Løsning vilde hidføre Forhold, der i alle Dele vilde vise sig ligesaa forkastelige som de nu raadende, og inden føje Tid skabe en Reaktion, der sandsynligvis vilde prøve paa at etablere rent gammeltestamentelige Tilstande«.
Kvindernes triumf
Disse formuleringer formidler ikke blot en almen kvindeerfaring, de udtrykker også en vis triumf. For faktum er, at Bjørnson nu havde skiftet standpunkt. Han stillede sig nu på Amalie Skrams og andre kvinders side i synet på, hvordan seksualmoralen kunne forandres. Da han gik over til de radikale i 1877, havde han med det samme også accepteret det mest radikale seksualpolitiske standpunkt, der satte »fri kærlighed« på programmet. I lighed med Brandesbrødrene og mange andre så han den seksuelle frigørelse som en absolut forudsætning for den sociale.
En af dem, han forsøgte at overbevise, var Amalie Skram. Det fremgår af de mange breve, de udvekslede i den første tid af deres bekendtskab, hvor seksualitet og erotik var et meget hyppigt forekommende tema. Bjørnson insisterede på, at Amalie Skram manglede forståelse for seksualitetens frigørende potentiale; for ham indebar det en mulighed for at realisere såvel den sociale som den personlige sundhed: »Og det vil blive kvinnerne, som slutter sig om den fri kærlighed (formen bliver som diskusjonen engang har afklaret den): ti kvinnernes frigjørelse hviler her, udelukkende her. Hænnes sundhet hviler også her«.
Men i den sag var Amalie Skram påfaldende lidt lærevillig. Hendes egen erfaring gjorde hende skeptisk, men hun havde også vægtige sociale argumenter.
Hvem der ikke jublede over »handsken«, var de radikale mandlige forfattere. De fleste af dem reagerede med skuffelse og vrede. Alexander Kielland fyrede vitser af om det tåbelige budskab, da han skrev til Brandesbrødrene:
»En Hanske maatte jeg rigtigt le af; han har truffet nogle brandkydske Damer i Paris – deriblandt min Søster (malerinden Kitty Kielland) og gennem store og skønne Ord har han saa – midt i Paris! faaet denne Idé om det kolde Kalvekød – om unge Mandfolk, der ved Isomslag bevare denne dyrebare Skat, for ingenting at se eller vide om det morsomste i Verden, førend en Prest har lagt dem ved siden av et ligesaa »rent« stykke koldt Kalvekød, til Slægtens Forplantelse«.
Tonen her er i tråd med den, der tidligere havde rådet mellem Kielland og Bjørnson, når de udvekslede litterære og personlige erfaringer. Nu er det tydeligt, at Kielland føler sig fremmedgjort, men han vogter sig vel at mærke for at markere sin uenighed offentligt. August Strindberg holdt sig derimod ikke tilbage. Han følte sig forrådt og forladt af en mand, han indtil da nærmest havde elsket. Og han gav kvinderne skylden: »Akta dig, BB, för den krypande, falska qvinnorörelsen; det år övferklassens djefvulska taktik mot oss… Du erkånde för mig at du skrifvit En hanske för att få qvinnorna med dig, då alla andra övergåfvo dig«.
Dikken Zwilgmeyer indleder »En hverdagshistorie« (1884) således:»Det var nu snart toogtyve aar siden, at lille madam Bruvold havde gjort, hvad man kalder sin lykke, og giftet sig med kirkesanger Bruvold. Hun giftede sig ikke af Kjærlighed. Det var bare for at blive forsørget … Han giftede sig, fordi han var træt af husholdersker, som sagde op til flyttetid«.
I en knap, lidt undrende stil beskrives den lille kvindes række af børnefødsler og evindelige arbejdsdage frem til hendes død og begravelse. Ved begravelsen går lovtalerne til hendes opofrende mand: »Og inden morgenen laa der et blødt sneteppe over lille madam Bruvolds grav. Vinden strøg henover, sukkende og hvinende, hvert vindstød lød som et klageskrig.
Men lille madam Bruvold laa lunt gjemt for alle verdens barske vinde«.
Måske havde Strindberg ret, når det gælder Bjørnsons politiske hensigter med stykket. Bjørnson var ganske vist en lidenskabelig mand med udpræget sans for det erotiske, og han havde også stort behov for åndeligt fællesskab med andre mænd, men på dette tidspunkt var han desuden en målbevidst politiker, og han havde mødt modvillige reaktioner fra Amalie Skram og andre kvinder, når det gjaldt programmet om fri kærlighed.
Måske anså Bjørnson også sit nye standpunkt for at være en effektiv markering over for de norske bohemer. Det var en lille kreds af i det væsentlige mandlige kunstnere og kritikere med en vis anarkistisk tendens, der flokkedes om forfatteren Hans Jæger og maleren Christian Krohg. De udgav et lille tidsskrift, Impressionisten, der typisk nok udkom med ujævne mellemrum, og de udgjorde en slags rivaliserende gruppe i forhold til den dannede kreds omkring Nyt Tidsskrift. I 1882 holdt Hans Jæger et foredrag i Kristiania Arbeidersamfund, hvor han forsvarede den fri kærlighed og argumenterede for at legalisere prostitutionen. Foredraget vakte voldsom opsigt, og ikke mindst kvinderne tog afstand fra det. Med En Hanske markerede Bjørnson den samme uenighed.
Orgasme og kønssygdom
I øvrigt var det nok slet ikke i Paris, men i Boston, at Bjørnsons tro på den fri kærlighed var blevet stærkest undergravet. I de mange diskussioner, han efterhånden kom til at føre med sine mandlige kolleger og tidligere allierede, refererer han især til de efter hans mening nye videnskabelige resultater af undersøgelser af den kvindelige seksualitet, der blev fremlagt af kvindelige amerikanske læger, som han også selv havde truffet i USA. Deres syn på den kvindelige seksualitet afveg fra det rådende radikale paradigme på to væsentlige punkter: De tillagde kvinden større evne til at opnå orgasme samtidig med, at de hævdede at have bevis for, at seksuel afholdenhed ikke var hverken fysisk eller psykisk skadelig.
Victoriatidens amerikanske kvindebevægelse havde gjort kvindeligt cølibat eller passionlessness til en feministisk dyd, og fra det synspunkt stemte det mistænkelig godt, at nogle af dem også kunne »bevise«, at seksuel afholdenhed ikke var skadelig. Mere problematisk var antagelig opdagelsen af kvinders evne til at få en række på hinanden følgende orgasmer. Umiddelbart kunne det synes at modsige det første »videnskabelige« resultat, men Bjørnson fik i hvert fald det hele til at passe fint sammen. Han skrev belærende til Strindberg om sagen: »(Hos) Mill og Spencer, Schopenhauer, Huxley har jeg læst om det og en række side-uttalelser af de forskælligste med og mot; i America har jeg af en kvinnelig professor i medicin (anatomi) ladet mig forklare den fysiske sammhæng med kvinnens kønsdrift, til min forbauselse lært at den er flere (6) gange stærkere æn mandens; det kan udregnes efter den dels styrke som giver pirreligheden«.
Hans hovedpointe var, at kvinden ikke af den grund blev promiskuøs. I hans øjne var kvinden fremdeles i besiddelse af en moralsk overlegenhed. Hendes kvalitative fortrin kom til udtryk i, at hun »desuaktet kan … behærske sig!«, vel og mærke hvis »ikke altfor djævelske kunster forfører og opøver henne«. Men der er også håb for mændene. »Jeg har hørt om alle de midler, opdragelsen nu råder over for at dæmpe og behærske«, nærmest trøster han Strindberg.
Bjørnson var nu slået ind på vejen mod sin store sociale udviklingsteori, der handlede om, at monogamiet var menneskehedens højeste stadium med kvinden som en vigtig moralsk drivkraft. Teorien blev udviklet i en slags polemisk samspil med de øvrige mandlige gennembrudsforfattere, der nægtede at acceptere såvel hans som kvindernes seksualpolitiske standpunkt. I de følgende år lod de anklager om snerpethed, puritanisme og seksualangst hagle ned over både Bjørnson og kvindesagskvinderne. Mens Bjørnson i stadig højere grad kom til at spille en solorolle i offentligheden, udviklede kvindeoffentligheden sin egen argumentation. Denne var ofte lige så »videnskabelig« og lige så moralistisk som Bjørnsons, men den bevarede sin tilknytning til de konkrete kvindeerfaringer og til et konkret socialt engagement. Tonen slog imidlertid oftere over i det desperate.
Denne desperation kom især til syne i diskussionen om prostitution og kønssygdomme. Gennembruddets program var rettet mod den seksualangst, der lå i de gamle, kristne syndsforestillinger, men meget tyder på, at det moderne standpunkt netop aktiverede de skræmmende forestillinger. De »moderne« fik desuden en konkret angst at knytte deres mareridt til, nemlig syfilissen. I løbet af 1800-tallet havde den spredt sig i Europa i et omfang, der blev opfattet som katastrofalt.
Naturalismen afvises
Hvad der i udgangspunktet var en strid om seksualpolitisk linje, fik med handskestriden mere direkte æstetiske implikationer, som indebar, at både kvindeoffentligheden og Bjørnson-Sars fløjen stillede sig på en linje, der fordømte naturalismen som litterær retning.
I den første periode havde gennembrudsmiljøet været præget af åbenhed. Programmet var »tendens« og sand samfundsskildring, uden at det blev underlagt bestemte æstetiske normer. Der blev ofte refereret til Émile Zola som en af de »moderne«, men naturalismen som sådan blev ikke gjort til noget absolut forbillede. En af de første, der i norsk sammenhæng skelnede tydeligt mellem realismens og naturalismens æstetik, var Amalie Skram. I anmeldelsen af Kiellands Garman og Worse (Dagbladet 1.6.1880) bemærkede hun, at Kielland ikke var naturalist, men realist:
»Alexander Kielland er Realist og beskjeftiger sig som saadan kun med Tilværelsens i Lyset liggende Kjendsgjerninger, i Modsætning til Naturalisternes underjordiske Anatomi, der gransker Tilblivelsebetingelsernes Art og Rækkevidde og med sand Sporhundsdygtighed forfølger Udviklingsprocessens Gang…«.
I 1883 trykte Nyt Tidsskrift en større præsentationsartikel om Zola skrevet af Gerhard Gran, hvad der kunne tyde på, at redaktionen »godkendte« det naturalistiske program. Da Mathilde Schjøtt anmeldte Anne Charlotte Edgren Lefflers værker Sanna kvinnor og Ur lifvet i 1883, gjorde hun det således til en pointe, at de nok var triste, men at deres modernitet og også deres værdi netop lå i dette: »… triste er de, og det maa de være, fordi de er saa moderne«, skrev hun. Pessimisme blev ofte identificeret med naturalisme. Men efterhånden tog de kvindelige kritikere stadig oftere afstand fra naturalismen, både i avis- og tidsskriftsanmeldelser. Såvel hos Mathilde Schjøtt som hos andre kvindelige kritikere støder man stadig oftere på fordømmende formuleringer om »sygelighed«, negativitet og pessimisme i forbindelse med naturalismen. Begrundelsen er, at den implicerer et deterministisk og pessimistisk samfundssyn, som står i modsætning til gennembruddets fremtidsrettede perspektiv, og som desuden er udviklings- og kvindefjendtlig i sin tendens. Begreberne »bohemelitteratur« og naturalisme fremstår også mere og mere som synonymer.
Paradoksalt nok kom denne udvikling især til at ramme Amalie Skram. Det hjalp ikke, at hun var en overbevist tilhænger af handskestandpunktet. Bjørnson sørgede – i spidsen for hele hendes gamle Kristianiakreds – for at afvise Constance Ring, 1885. Resultatet var syv års brud på deres venskab. I en senere forklaring inddrog han den udpræget naturalistiske debutnovelle »Madam Høiers Leiefolk« som endnu en grund til sin afvisning.
Men de naturalistisk orienterede kritikere og forfattere forholdt sig også negativt til Amalie Skrams debutarbejde. Rygter, som Amalie Skram selv refererer til, sagde, at det var »handskemodstanderen« Kielland, der havde anbefalet Gyldendal at refusere romanen. I norsk sammenhæng var Arne Garborg en undtagelse. Han skrev et stærkt forsvar for Constance Ring i Nyt Tidsskrift. Kvindeoffentligheden derimod forholdt sig tavs om romanen og for øvrigt om resten af Amalie Skrams forfatterskab gennem 1880’erne.
Kvindeoffentligheden afviste naturligvis også Hans Jægers roman, Fra Kristiania-Bohemen, der ligeledes udkom i 1885. Romanen blev forbudt og beslaglagt straks, da den udkom. De »moderate« og kvinderne protesterede mod beslaglæggelsen, men de stillede sig negative til værket – både æstetisk og indholdsmæssigt. Ser man imidlertid på Gina Krogs omtale af romanen, er kvindereaktionen overraskende lidt aggressiv: »Det evangelium, som bogen forkynder, og som forfatteren mener skal være botemiddel mod den meste ulykke i samfundet, er frie og – vel at mærke – helst kortvarige elskovsforbindelser mellem mand og kvinde«, skrev hun i en »korrespondance« til Framåt i Göteborg i 1886. Hun karakteriserede romanen som romantisk:
»… paa erkeromantisk manér piskes saa filistersamfundet, fordi det ikke tager hensyn til ‘den dybe trang’ hos fremtidsmændene ‘med det store behov’ – man sammenligne, hvorledes Zola, den lidt mere konsekvente determinist behandler de jamrende samfundforagtere«.
Forfatteren selv gør imidlertid et overraskende godt indtryk. Gina Krog refererer fra et debatmøde:
»For alle dem, der blot kjendte ham gjennem den naive fortale og den dristige, fra artistisk synspunkt ikke aldeles værdiløse, men om liden tænkeevne vidnende bog, var det forbausende at finde, at man her virkelig havde en intelligent mand for sig«.
Albertine-sagen
Den overlegne tone, der præger mange af kvindernes litterære indlæg midt i 1880’erne, giver et tydeligt signal om, at de indtog en stærk stilling i den liberale opinion. Det samme gør modtagelsen af endnu en »bohemeroman«, Christian Krohgs Albertine, der udkom i efteråret 1886. Den handler om en ung arbejderkvinde, der med en blanding af gru og lyst oplever, at hun trækkes mod livet inde i byen, hvor hendes søster tidligere var prostitueret. Til sidst bliver hun offer for kyniske overgreb fra bedrestillede mænd og fra en politiembedsmand og ender i prostitution.
Romanen er litterært set et langt betydeligere værk end Hans Jægers, men fortællingen styres i endnu højere grad af en naturalistisk undergangslogik. Alligevel sagde kvindeoffentligheden entydigt god for romanen, men det skete ved, at de så at sige omdefinerede den til en »protest- og indignationsroman« i pagt med deres egen æstetiske og kvindepolitiske forventningshorisont. Margrete Vullum vakte voldsom opsigt ved at gå ud med et forsvar for romanen under fuldt navn. Hun kaldte den en »dejlig bog« og så den som et entydigt indlæg i den kamp, især kvinderne førte mod prostitutionslovgivningen. Kvindeoffentligheden fik støtte fra den nyetablerede arbejderbevægelse, og demonstrationerne i forbindelse med romanen medførte, at det såkaldte reguleringssystem, der fungerede som en offentlig legitimering af prostitution, blev afskaffet.
Denne litterære og politiske sejr bidrog antagelig til den sejrsbevidste tone, man finder i de første numre af kvindetidsskriftet Nylænde, som blev startet i 1887. På første side stod en prolog skrevet af Jonas Lie, og i en anmeldelse af hans seneste roman, Kommandørens Døttre, 1886, præsenterede Ragna Nielsen såvel tendenslitteraturens som kvindesagens sejr som noget nærmest definitivt.
Medusas latter
Kvindernes modtagelse af Albertine kan ses som en strategisk fejllæsning. I den ophedede strid, der foregik på den litterære scene i 1880’erne, oplevede man i det hele taget mange ideologiske læsninger. Dagbladskritikken indebærer næsten altid en entydiggørelse af de skønlitterære tekster. Kvindeoffentligheden beskæftigede sig tydeligvis hellere med værker, de opfattede som sympatiske eller i pagt med deres egne erfaringer, end med værker, som man kunne sige angreb kvinderne. Christian Krohgs roman udmærker sig bl.a. også ved, at der er en stærk indlevelse i kvindetilværelsen i skildringen af Albertine. De kvindelige kritikere signalerede tydeligt deres misfornøjelse med de romaner af andre »bohemeforfattere« – som Jæger og Garborg – der snarere gjorde kvinderne til de skyldige. Men de gik mærkværdigt lidt ind i teksterne.
Det er måske ikke så mærkeligt, at Fra Kristiania-Bohemen undgik nærlæsninger. Gina Krog undskyldte sig over for læserne med, at den slet og ret var forbudt at læse og dermed at referere. Man kunne dog ønske, at dens paradoksale budskab var blevet diskuteret i samtiden. Som hos Strindberg fortæller teksten om en truet mandighed. Den mandlige hovedperson Eek er intenst optaget af og taler for fri seksualitetsudfoldelse, men seksualiteten tager form af en tvangsmæssig og udmattende fantasiverden, der driver de unge mænd ind i tilintetgørelse og død. Det seksuelle møde lammer og ødelægger dem. Møderne med kvinder og kvinders seksualitet når deres højdepunkt i en bibelsk lignelse og et mytisk billede. Det sker, da Eek skal forklare, hvorfor han selv må forblive uden for det nye, frie samfund, som han ønsker og måske også forsøger at skabe. At skabe frihed er at konfronteres med autoriteten, dvs. Gud, men: »’… jøderne har et gammelt ord: ‘hvo der ser Jehova dør’. Jeg har tømt romantikkens beger ud tilbunds, og paa bunden saa jeg Jehovas ansigt – det ligned Medusa’«.
Medusa er i græsk mytologi et kvindeligt uhyre med slangehår. Alle, som ser hende, forvandles til sten. Psykoanalysen har i denne myte set mandens angst for den kastrerende kvinde, og i Jægers tekst findes en klar parallel til oplevelsen af lammelse i mødet med kvinder. Medusa repræsenterer i romanen den tragiske skæbne, der gør, at Eeks utopi aldrig kan realiseres. Billedet formidler desuden en intens forestilling om, at en kastrerende kvindemagt dukker op, hvor Gud eller fadermagten er fjernet.
Romanen underbygger indtrykket af, at kvindernes stærke tilstedeværelse i samfundet og i den litterære institution udløste en krise i den mandlige bevidsthed. Det moderne gennembrud var i sit udgangspunkt de unge mænds angreb på et traditionelt samfunds stivnede patriarkalske institutioner, men kvindernes aktive deltagelse i såvel det litterære som det sociale oprør – som mændene selv havde bidraget så stærkt til – udløste en usikkerhed og angst omkring mændenes selvbillede, deres autoritet og myndighed. Oprøret mod den faderlige autoritet blev sammen med kvindernes påtrængende nærvær problematisk og truende i mange mænds livsoplevelse. De norske bohemer formidlede i en række sammenhænge oplevelsen af at være et afmægtigt mindretal, og de satte afmagten i sammenhæng med kvindedominansen.
Arne Garborg udtrykte det samme. I romanerne Mandfolk, 1886, og Trætte Mænd, 1891, tegnede han et dystert billede af moderne, rodløse mænd i hovedstaden. De lever i konstant depression, pengemangel og uden livsværdier. De har lurvede forhold til arbejderklassens kvinder, men ambitioner om at gifte sig opad. Romanerne gør det mere end tydeligt, at kvinderne ikke var ene om at have modsætningsfyldte forestillinger om drift og lyst.
Men Garborg var en ironiker, som altid var ambivalent i sine standpunkter. Typisk nok begyndte han efterhånden at bekymre sig om den kønskløft, der var opstået. I 1891 advarede han sine mandlige forfatterkolleger. Han hævdede: »… at det mandige ideal er kommet svært af mode i de dele af verden, hvor kvindebevægelsen har størst magt«. Men han ville dog advare mod tendenser til kvindehad, fordi det afdækker angst, og »angst er ikke mandigt!«.
Det er dog ikke manglen på mandlighed, der er slående ved overgangen til 1890’erne.
Lykke
Margrete Vullum fulgte sit forsvar for Albertine op med i 1887 at udgive en pamflet, hun kaldte Lykke. Der argumenterede hun både for og imod handskestandpunktet, som hun mente muligvis havde støttet dobbeltmoralen, og hun kom med et dristigt forslag om at tillade de unge at leve i frie forhold for at skabe lykkelige ægteskaber.
Hos de kvindelige forfattere, der debuterede i 1880’erne, er troen på lykken imidlertid sært fraværende. Man genfinder i deres værker hverken de optimistiske forventninger fra tiden omkring 1880 eller kvindeoffentlighedens triumferende selvbevidsthed. Amalie Skrams naturalistiske romaner beskriver kvindetilværelsen som udvejsløs. Hos Alvilde Prydz, der stod som periodens anden store kvindelige forfatter, er mønsteret det samme. Hun debuterede i 1880 med den lille romantiske fortælling Agn og Agnar. Den var skrevet ti år tidligere og er en gennemført romantisk tekst. Først i 1885 slog hun igennem med novellesamlingen I Moll, der udkom på Gyldendal i København. Det gennemgående tema både her og i den næste samling, Undervejs, 1889, er kvinders skuffede forventninger. I »Smaastel« tegner hun med gennemført ironi et portræt af en i udgangspunktet glad og tillidsfuld kvinde, der langsomt berøves al tro på eget værd i et trangt og snæversynet samfund.
Den danske kvindesagskvinde Elisabeth Grundtvig stillede sig i sin anmeldelse i tidsskriftet Kvinden og Samfundet meget positivt til I Moll. Hun læste den som en protest mod det romantiske »Afguderi med Kjærligheden«. Mandlige kritikere var mere skeptiske. De fandt novellerne for romantiske. Det mest påfaldende ved dem er imidlertid den dybe desillusion, de udtrykker. I novellen »Forventninger« møder vi den unge Helene Ørn, der falder i afmagt, da hun omsider efter to forlovelser må erkende, at kvinders og mænds forventninger er forskellige. I »Valsen« handler det om en ung kvinde, der dør af skuffelse efter at have brudt et kærlighedsforhold. Kærligheden svarer aldrig til forventningerne. Desuden taler kønnene heller ikke samme sprog. Erkendelsen af denne fremmedhed synes at indebære, at kvindeeksistensen mister sit grundlag. Tiden for forventninger er forbi. Den unge kvinde udbryder i fortvivlelse til novellens fortæller, en ældre veninde: »Jeg er … vist ud af min Himmel eller min Have! Hvad du nu vil kalde det«.
I gennembruddets program lå en opfordring til kvinder om selv at skrive, men der var overraskende få skønlitterære kvindelige debutanter i 1880’ernes Norge. Dikken Zwilgmeyer, der skjulte sin identitet bag signaturen »K.E.«, udkom med to noveller i Nyt Tidsskrift i 1884 og 1885. Titlerne er »En hverdags-historie« og »Det er forskel«. Grundtonen er ligesom hos Alvilde Prydz desillusioneret, men stilen er knappere og mere gennemført ironisk, og den sociale realisme i beskrivelsen af slid og fattigdom giver dem et stærkere præg af protest.
En kvindelitterær bølge
Når man tager kvaliteten i Dikken Zwilgmeyers debutarbejder i betragtning, er det mærkeligt, at hun ikke udgav mere »voksen-litteratur«. Hendes noveller vakte kun ringe opmærksomhed, og det samme gjaldt samlingen Som kvinder er, 1895, og Ungt sind, 1896. Siden udsendte hun fire »voksenromaner«, bl.a. den utopiske Emerenze, 1906, og Maren Ragna: et stykke livshistorie, 1907. Hun blev imidlertid langt mere kendt for sine usædvanlige ungpigeskildringer, de såkaldte Inger Johannebøger, der udkom i store oplag i mange år.
Store dele af den kvindelige gennembrudslitteratur er »traditionel« og romantisk i form og fortællemåde. Her råder patos og følsomhed, mens den var moderne i sit engagement, i sin splittede livsoplevelse og ikke mindst i sin realistiske skildring af forholdet mellem kønnene. Særlig påtrængende er erfaringen af, at den nye, frie seksualitet ikke blot truer kvindernes gamle selvbilleder, men også deres nye muligheder for selvrealisering.
Vilkårene for kvindelige forfatterskaber var på trods af kvindeoffentlighedens slagkraft vanskelige i 1880’erne. Således var det næsten umuligt for Alvilde Prydz at finde en forlægger. Hun identificerede sig med det moderne gennembrud, men kæmpede en bitter og egentlig forgæves kamp for at vinde anerkendelse fra de ledende, mandlige kritikere.
Situationen forandrede sig imidlertid i 1890’erne. Fra cirka 1890 skete der en næsten eksplosiv vækst i antallet af udgivelser af kvindelige forfattere. Mange debuterede omkring 1890, og bølgen af litteratur skrevet af kvinder kom til at holde sig hen over århundredskiftet – og beredte vejen for de store nyrealistiske kvindelige forfatterskaber i de første tiår af 1900-tallet, bl.a. Nini Roll Anker og Sigrid Undset. En række kvindelige forfattere debuterede omkring 1890, og det følgende tiår blev på mange måder et litterært kvindetiår.
En faktor i den udvikling var, at forlaget Aschehoug, der nu satsede på at etablere sig på det norske bogmarked som konkurrent til danske Gyldendal, var aktivt interesseret i at få kvindelige forfattere.
Allerede i 1889 så Mathilde Schjøtt, hvad der var på vej, da hun anmeldte Anna Munchs roman Kvinder. Hun citerede J. S. Welhaven, der havde varslet, at »der forestaar en tid, da literaturen gaar over i kvindernes hænder«, og mente, at nu var det virkelig sket. Efter de store kvindelige forfattere som Camilla Collett, George Eliot og George Sand, melder de nye, endnu uerfarne sig: »Modet og ansvarsfølelsen er kommet, og med modet vil evnerne voxe«.
Alvilde Prydz udsendte i løbet af 1890’erne syv romaner og efter århundredskiftet endnu seks. Efter Kvinder udsendte Anna Munch i løbet af de følgende tyve år syv romaner foruden flere skuespil. Helene Dickmar udsendte efter sin debut fire romaner, tre skuespil og en erindringsbog. Drude Krog Janson udgav sin første roman En ung Pige i 1887. Senere udsendte hun fire romaner, to af dem under pseudonymet Judith Keller. Alle disse forfatterskaber er præget af det moderne gennembruds sociale og æstetiske program med dets fokusering på realistisk skildring og social kritik. Alle tager også på en eller anden måde debatten om moral og seksualitet op. Det sker både gennem diskussion af emnet i selve teksten og gennem, at konflikter knyttet til køn og kvindelighed bestemmer tekstens forløb og dens tematiske mønstre.
De fleste forfattere lader tydeligt skinne igennem, at de er positive over for kvindesagen og kvindestandpunktet. Det gælder imidlertid ikke Hulda Garborg (1862-1934), der debuterede i 1892 med romanen Et frit forhold. I 1904 udsendte hun Kvinden skabt af manden, en blanding af essay og roman, der diskuterer Otto Weiningers kønsteori og formulerer en kritisk holdning til både den liberale kvindesag og til 1890’ernes nye kvindelighedstænkning. Også Minda Ramm (siden Kinck) (1859-1924) udtrykker i debutromanen Lommen, 1890, en dyb skepsis mod den »moderne« kvindesagskvinde. Hendes næste roman Overtro fra 1900 følger imidlertid i højere grad det sædvanlige mønster i periodens romandigtning.
Protest og forhåbning
Det realistiske og psykologiske stofvalg forbliver de kvindelige forfatteres kendetegn gennem 1890’erne og hen over århundredskiftet. Men frem mod år 1900 bliver stilen hos de fleste mere nyromantisk og symbolistisk. Tonen bliver mere dvælende og stemningspræget, miljøskildringen endnu mindre detaljeret, og billed- og symbolbrug får større plads og betydning. Teksterne får ofte et stærkere præg af fantasi og drømme. Jeg-fortællingen anvendes også stadig hyppigere, og det episke forløb brydes ofte af kortere eller længere lyriske eller essayistiske indslag.
Den dominerende genre er udviklingsromanen. De mange titler, der består af kvindenavne, angiver dette. Hvad der kendetegner udviklingsromanen som genre – på tværs af alle variationer i tematik, fortællemåde og intrigemønster – er, at den fortæller – eller i hvert fald foregiver at fortælle – et individs livshistorie, som på en eller anden måde »ender godt«. Hovedpersonen gennemlever konfrontationen med tilværelsen og dens realiteter og kan til sidst se tilbage på livet med i al fald nogle forhåbninger i behold. Slutningens resignation er trods alt en form for accept af tilværelsens vilkår. At denne genre stod så stærkt i kvindernes litterære produktion i 1890’erne kan ses som udtryk for en optimisme, der sikkert har sammenhæng med kvindesagens styrke og sociale gennemslagskraft i 1880’erne.
Amalie Skram, som hidtil kun havde skrevet sammenbruds- eller desillusionsromaner, udsendte i 1890’erne dobbeltromanen Professor Hieronimus, 1895, og Paa St. Jørgen, 1895, som ganske vist indeholder en usædvanlig skarp kritik af mandsherredømmet, men også udtrykker tro på, at en kvinde kan slå sig igennem. Fællesskabet mellem kvinder fremstår som i andre af tiårets romaner som en væsentlig forudsætning for den kvindelige hovedpersons mulighed for at bevare sin selvrespekt og bestemme over sin egen skæbne.
Men det drejer sig langt fra om nogen lysende optimisme. Hos Amalie Skram er rammen omkring fortællingen et sindssygehospital, hvor hovedpersonen Else Kant møder tvang og krav om selvudslettende lydighed fra de mandlige læger og fra sin egen mand.
Amalie Skrams dobbeltroman følger ligesom Alvilde Prydz’ romanværk Mennesker og Drøm et mønster, hvor den kvindelige hovedpersons kærlighedsobjekt viser sig at blive forhindringen for hendes selvrealisering. De mænd, kvinderne elsker, udøver en social tvang, der virker fornedrende og lammende. Derved knyttes den mandlige seksualitet til negative egenskaber.
Også andre romaner fortæller igen og igen, at kvinder møder tvang, nederlag og skuffelse i tilværelsen. De formidler en erfaring om en splittet tilværelse, der ikke mindst har sammenhæng med kønnet.
Kvindekærligheden som forsoner
Anna Munch er en af de forfattere, der bruger mest plads og flest detaljer på det moderne, seksualiserede forhold mellem kønnene. Men samtidig er døden og lidelsen et gennemgående tema i hendes forfatterskab, der er tæt knyttet til konflikten mellem kvinders og mænds værdier og livsprojekter. De fleste af hendes romaner slutter med, at konflikten overvindes, og parterne forsones, og denne forsoning går via en religiøs og åndelig omvendelse.
I romanen Verdens Herrer, 1903, fortæller en kvinde med en blanding af melankoli og ironi om sine observationer af elskeren/mandens ustadighed og manglende evne til at forpligte sig i kærlighedsforholdet. Hun har dystre forudanelser om dette forhold, men så snart hun får et længe ventet og bodfærdigt livstegn, rejser hun alligevel efter ham.
Romanens budskab synes at være, at det er kvinderne, der må varetage kærlighed, værdighed og den åndelige længsel i tilværelsen. Men ofte spiller mænd med kvindelige – eller i hvert fald ikke-mandlige egenskaber – den formidlende og frelsende rolle i hendes romaner, som vi så det med vennen Gunnar i Kvinder. I disse figurer ligger kimen til en utopi. I Roser og tidsler, 1895, reddes den forvildede kvindelige hovedperson af den troende Leo, som har mange fælles træk med Gunnar. Begge fremstår som Kristuslignende skikkelser, men Leo er mere en social oprører, og hans religiøse tro er panteistisk og spiritualistisk.
Hos andre kvindelige forfattere, deriblandt Alvilde Prydz, smelter det kristne kærlighedsbudskab sammen med en panteistisk tro. Alvilde Prydz deler Aasta Hansteens og Ellen Keys overbevisning om, at kvinderne gennem deres intuition og kærlighedsevne har bevaret en særlig forbindelse til tilværelsens grundprincipper. Derfor kan kvinderne påtage sig at frelse og forsone verden. Samtidig lægger hun vægt på, at kvinderne må være aktive og handlekraftige, og deri ligger en anerkendelse af naturens og kulturens mandlige elementer. Længslen mod forsoning finder også hos hende sit udtryk i en bevægelse mod en ny androgyn menneskelighed. Hun formulerede sin feministiske vision i to essays i kvindetidsskrifterne Urd og Nylænde i 1904. Mange af hendes refleksioner har fælles træk med Ellen Keys idéer om det sociale moderskab. Og også med Aasta Hansteen, der var vendt tilbage til Norge omkring 1890, og som omsider vandt gehør for sin religiøse og antikapitalistiske feminisme. Alvilde Prydz udtrykte visionen om androgyniteten og den frelsende kvindekærlighed i skønlitterær form i bl.a. romanerne Det lovede land, 1903, og De dage og de år, 1919.
Fra kvindeoffentlighed til subkultur
De centralt placerede kritikere, der kom til at lægge grunden for de første store litteraturhistoriske fremstillinger af den norske gennembrudslitteratur, havde selv været involveret i 1880’ernes stridigheder. Det gjaldt f.eks. Gerhard Gran, der havde identificeret sig med bohemekredsen i 1880’erne, men som nu fik en fremtrædende og samlende rolle i den litterære institution. Han grundlagde tidsskriftet Samtiden og forsøgte at skabe forsoning mellem de mænd, der havde stået på forskellige fløje i handskestriden. Han ville have Garborg og Bjørnson med i samme tidsskriftsprojekt.
Opskriften på en sådan forsoning var, som han skrev til Bjørnson, at kønsspørgsmålet ikke blev taget op. Det var jo det splittende tema. I praksis fik Samtiden imidlertid en antifeministisk profil i 1890’erne, hvor Laura Marholms artikler repræsenterede linjen. Hun fremhævede Strindberg som en af de store digtere, der digtede på dette »grufulde og uforstaaelige« hos kvinden. Kvindesagen måtte bære ansvaret for, at der var foregået en femininisering af kulturen, som havde splittet den: »aldri har mand og kvinde staaet hinanden saa fjernt i sit indre som nu …«, var hendes synspunkt.
Denne vending i synet på kvindesagen bidrog efterhånden til en marginalisering af kvindeoffentligheden. Kvindebevægelsen var splittet og i tilbagegang, og Nylænde mistede læsere. De, som skrev der, fortsatte i høj grad med at identificere sig med den kritiske realisme, der havde været 1880’ernes æstetiske norm. De erklærede ofte selv, at de ikke var på linje med de nye, rådende strømninger, der bl.a. indebar en professionalisering af den litterære kritik. Kvindeoffentligheden gik i denne periode over til at blive en kulturel og politisk subkultur.
Videre bidrog Gerhard Gran gennem sin kritiker- og redaktørvirksomhed og senere som litteraturhistoriker på universitetet væsentligt til at skabe det, man kan kalde den norske »guldalderkonstruktion«: en fremstilling af den påståede sammenhængende udviklingslinje i den norske nationale skrifttradition. Denne guldalderkonstruktion havde sin basis i gennembruddets æstetiske normdannelse, men den fik to vigtige præciseringer eller modificeringer: Den blev tilpasset 1890’ernes nye, apolitiske kunstnorm, og den blev tilført en næsten eksplicit mandlighedsnorm, som Gran i høj grad selv var med til at formulere. Mandlighedsnormen var oprindelig koblet til gennembruddets paradigme: Betoningen af handlingen, værket og historien. Men i 1880’erne havde den kun en lidet fremtrædende plads. I det næste tiår fik den derimod voldsom aktualitet. Årtiet blev en periode med dyrkelse af mandlige værdier, ikke mindst fremkaldt af Fridtjof Nansens skiture over Grønland og de efterfølgende bogsucceser.
I litteraturkritikken fik fremhævelsen af det mandlige sit mest opsigtsvækkende udtryk i omvurderingen af Amalie Skram. I løbet af kort tid kom der flere omtaler af hendes forfatterskab, som fremmede det synspunkt, at hun skrev på en mandig måde. Gerhard Gran skrev en oversigtsartikel over forfatterskabet i Samtiden i 1897 med overskriften: »Amalie Skram, en kvinde der skriver som en mand«, og Henrik Jæger skrev i sin Illustreret norsk Litteraturhistorie fra 1896, at hun »fører den mandigste, den mest håndfaste pen, nogen norsk dame til dato har ført. I det hele taget er hun et af de djærveste og mandigste talenter i nynorsk literatur«.
Denne højst paradoksale opvurdering frelste måske Amalie Skrams forfatterskab for eftertidens litterære bevidsthed. Prisen var, at kun dele af hendes forfatterskab blev kanoniseret. Såvel ægteskabs- som sindssygeromanerne blev i de næste næsten hundrede år beskrevet og overleveret som andenrangs. De blev fremstillet som alt for »personlige«, for nært knyttet til en moderne, problematisk kvindeerfaring.
»Tag dig i agt, BB, for den snigende, falske kvindebevægelse; det er overklassens djævelske taktik imod os … Du erkendte over for mig, at du har skrevet En Hanske for at få kvinderne med dig, eftersom alle andre forlod dig«.