Med baggrund i den nye kvindeforskning på universiteterne i Danmark i 1970’erne opstod kvindelige kritikerlaug, der skrev om nye – og gamle – kvindebøger. Samtidig fungerede de som dem, der offentliggjorde læserens erfaringer, og som nye normsættere i forhold til tolkning af kvinders litteratur.Det var især forestillingen om den kvindelige erfarings betydning, der blev til en kunstnerisk drivkraft. Den førte til bekendelsesgenren, hvor den subjektive erfaring på samme tid var en vej for den skrivende og den læsende til en erobring af identitet og jeg-styrke. Videre førte den til emancipationslitteraturen, hvor erfaringen paradigmatisk fører til bevidstgørelse, modstand og frigørelse, fra et ægteskab eller fra en psykisk selvundertrykkelse.
Tag: Kvindebevægelse
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.
Kvindeskribentgruppen i Österbotten.
70’ernes nye kvindeoffentlighed.
Den norske lyriker Eldrid Lunden debuterede i 1968 med digtsamlingen f.eks. juli, en bog, der på en ny og fræk måde protesterede mod etablerede konventioner i norsk lyrik. Hun er en pioner blandt de lyrikere, der fra en feministisk position undersøger sproget som magtmekanisme og mulighed i poetisk form.I hendes digte knyttes kvindelighed ofte til metaforer som vand, regn, slim, mund, mens mandlighed konnoteres af »hårdere« metaforer som bil, insekt og puls. Men dette retoriske spil er samtidig åbent og dynamisk; en pointe er at undlade at fastlægge betydning, men at nedbryde de konventionelle forestillinger, der kan cementere kønsrollemønsteret. Bevægelse, musik, melankoli og oprør fejer som en blå bølge gennem forfatterskabet: Ingenting må falde til ro i dette sprog; poesien er evigt utålmodig.
Den finske forfatters Hagar Olssons debut i 1916 bliver sammen med Edith Södergrans debut samme år almindeligvis angivet som den finlands-svenske modernismes fødsel. Som litteraturkritiker på Dagens press begyndte hendes legendariske kampagne for »det moderne« i kunst og digtning. I hendes litterære program stod tillid til livskræfterne, til menneskeåndens magt til at forvandle verden og til kunstnerens hellige kald centralt. Samtidig afstedkom hun den største formelle fornyelse inden for dramatikken. Hendes skuespil er i høj grad politisk teater, forkyndelse og agitation.Fra begyndelsen af 1930’erne blev »den nye kvinde« og hendes problematik et stadig tydeligere tema i Hagar Olssons romaner. Og den tætte kontakt til både den feministiske kvindegruppe omkring tidsskriftet Tidevarvet og Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad skærpede hendes interesse for kvindespørgmål.
I 1920’erne, da de svenske kvinder endelig havde fået stemmeret, benyttede en række etablerede kvindelige forfattere sig af den selvbiografiske genre til at fortælle deres historie og formulere deres forfatteridentitet. Herefter udkom flere kvindelige selvbiografer på bogmarkedet hvert år, og de fik en øget litterær status i løbet af 1920’erne, ikke mindst fordi veletablerede forfatterinder som Selma Lagerlöf, Mathilda Malling, Helena Nyblom og Marika Stiernstedt tog genren i brug.Udgivelsen af kvinders selvbiografier nåede et højdepunkt i 1940’erne og pegede på en voksende kvindelig selvbevidsthed. I begyndelsen ligner disse skrifter randbemærkninger til deres forfatterskab, dokumentariske beretninger om livet bagved, ved siden af eller forud for digtningen. Men, ikke uventet, er de helt igennem prægede af, at forfatteren netop er forfatter. Trods store forskelle har de det til fælles, at de skriver deres eget forfatterskabs historie, mere end de giver en fuldlødig beskrivelse af deres liv. Samtidig giver de tydelige læseranvisninger på deres forfatterskab.
Fra 1910 til 1922 var Gyrithe Lemche en hovedskikkelse i dansk kvindebevægelse. Som landsformand (1921-22) for Dansk Kvindesamfund og redaktør af foreningens tidsskrift Kvinden og Samfundet (1913-19), blev hun strateg og ledende ideolog i de år, hvor kampen for stemmeretten var på sit højeste. Den stort anlagt selvbiografiske romanserie Tempeltjenere, I-III, 1926-28, rummede i fiktiv form hendes tolkning af modsætningerne i dansk kvindebevægelse. Uden at være forfatterskabets hovedværk er den en hovednøgle til forståelse af den kunstneriske omvæltning, hun gennemgik i årene 1910-22, da hun forlod studerekammeret til fordel for kvindesagen.Det er imidlertid splittelserne mellem digteren og realisten, der prægede Gyrithe Lemches forfatterskab. At være realist betød at gå ind i sin tid og tage dens problemer og opgaver på sig. At være digter derimod, at give sig fantasien i vold og puste liv, bevægelse og tolkning i det forbigangne, mente hun. Hun ville begge dele, men oplevede bestandig, at det ene trådte i vejen for det andet.
Forfatteren og journalisten Elin Wägner var en central figur i kvindernes kamp for stemmeret i Sverige, ligesom hun havde et stort pacifistisk engagement. Som forfatter skrev hun omkring 20 romaner, en håndfuld novellesamlinger og flere radiospil, hvor hun igen og igen understregede vigtigheden af, at kvinder arbejdede på at frigøre sig for at »finde en egen form«.Romanen Pennskaftet (1909) var hendes første alvorlige forsøg på at bryde med kendte litterære former og formulere et eget alternativ. Og med romanens indblik i arbejdet i Landsforeningen för kvinnans politiska rösträtt leverede hun et enestående bidrag til den nordiske 1900-tals litteratur. I 1923 var hun med til at grundlægge ugeskriftet Tidevarvet, der erklærede sig som »en arena, hvor mænd og kvinder jævnbyrdigt kæmper for en liberal anskuelse«. Og med romanerne Genomskådad (Gennemskuet), 1937, og Hemlighetsfull (Hemmelighedsfuld), 1938, skabte hun ydermere en feministisk udfordring til den svenske roman i 1930’erne: den selvbiografiske udviklingsroman.
Súsanna Helena Patursson var én af en række kvindelige, færøske forfattere i den nationale bevægelse. Hun skrev det første færøske teaterstykke Veðurføst, som blev opført i 1889. Desuden opfordrede hun kvinder til at deltage i den offentlige diskussion, til at uddanne sig og belærte dem om, hvordan hus og hjem burde indrettes.Som udgiver og redaktør af det første færøske kvindeblad Oyggjarnar (Øerne) 1905-08 gjorde hun husholdning, boligindretning og madopskrifter til en national og politisk sag. Paturssons kvindelige efterfølgere tæller navne som Billa Hansen, Andrea Reinert og Maria Mikkelsen. Mens alle disse rejste ud i verden for at lære og søge inspiration, vendte Johanna Maria Skylv Hansen i sit forfatterskab tilbage til det gamle bondesamfund.