Modernismen og kvinderne i norsk efterkrigslyrik.
Tag: Oversigtsartikler
Mange nyere kvindelige forfattere synes fanget i et formens paradoks: På den ene side skaber kvinder i samtidslitteraturen litterær æstetik, der bevæger sig på grænserne af genrer og former, og gør det i kraft af det stof og de temaer, de arbejder med. På den anden side vurderes kvinderne stadig i forhold til relativt traditionelt udstukne normer og forventninger.Medmindre der er tale om et fåtal af sanktionerede genier, henregnes kvinders mest værdifulde litterære indsats stadig helst til stoffet, som meget gerne må bryde tabuer, være dristigt eller kontroversielt. Æstetisk værdi forbindes inden for prosaen sjældent med værkernes form.
I 1980’erne gennemgik den historiske roman, som er en århundredgammel favorit blandt kvindelige læsere, en kraftig opdatering. De kvindelige helte blev ført up-to-date. De historiske skildringer tilpassedes til samtiden, og sammen med den nyromantiske litteratur overtog den nyfeministiske historiske roman de kvindelige læseres interesse.Nye kvindelige forfattere i hele Norden begyndte at skrive om gemte, glemte, oversete eller helt ukendte kvinder fra tidligere århundreder, og bøgerne blev af store læserskarer (og anmeldere) modtaget med en så overvældende interesse, at det kunne virke, som var det præcis den genre, de havde ventet på i årevis.
70’ernes nye kvindeoffentlighed.
Sensymbolister og modernister i efterkrigslitteratur.
Lyrikere fra 1960’erne.
I 1950’erne og 1960’erne træder en række kvindelige forfattere ind i centrum af den nordiske litteratur. De træder frem på scenen som flyvefærdige modernister, og de hilses med ovationer. De nyskriver modernismens fremmedhed, men samtidig med at de placerer sig midt på den litterære scene, stiller de deres digtning til rådighed for en oplevelse af at være fremmed og stå udenfor.De skriver sig ind i en tradition, hvor digteren er en fremmed, der står på kanten af samfundet, men de stiller sig også uden for denne tradition og slås med dens vedtagne former, symboler og sprogbrug. Et gennemgående tema er det kulturelt marginaliserede, det som blandt efterkrigstidens og i højere grad postmodernismens filosoffer er blevet defineret som »det kvindelige«.
Under 2. Verdenskrig skete der en forskydning i motivet i kvinders litteratur. Barnet, der er udsat for meningsløs vold, kommer i fokus, og 30’ernes mere erotiske betoning af moderkroppen træder i baggrunden. Det er, som om tiden nu er moden til at virkeliggøre den samfundsmoderlighed, som Fredrika Bremer og Ellen Key havde beskrevet som kvindernes bidrag til civilisationen, men med den vigtige forskel at tyngdepunktet forskydes fra kvindens egen tale til barnets.Fokuseringen på barnet – og dermed på mødrenes samfundsansvar – er de skrivende kvinders sidste forsøg i moderne tid på at lancere en ny etik for menneskelige relationer og formulere en politisk utopi for et fredeligt samfund. Og det sker over en bred front, om end i mange litterære varianter, og klinger ikke af før i 1960’erne, da moderskabet mister sit revolutionære potentiale ved at problematiseres som magt alternativt afmagt. Da kommer kvinden i litteraturen til i forhold til manden at indtage det magtesløse barns position. Og den kæmpende mor reduceres til frustreret husmor.
Efterkrigstiden i Finland skabte en længsel efter kunst og litteratur. Der blev udgivet megen lyrik, og blandt debutanterne var ualmindelig mange kvinder, både finlandssvenske og finske. Men kvindernes digtning var ikke centreret om politiske temaer eller patriotisme. Det personlige jeg, kvindens egne erfaringer, omsorgen for hjemmet, for børnene, for verden og for menneskeligheden stod i centrum. Man søgte efter en form, der adskilte sig fra det klassicistiske digtsprog, som var blevet styrket i 1930’erne og under krigen. Hurtigst tonede denne stemme frem blandt de unge kvinder, der ofte var mere parate end mændene til at finde nye synsvinkler og komme ud af krigstidens univers.Kvindernes lyrik kan delvis læses som en stillingtagen til en lyrikkultur i forvandling, men også som en videreudvikling af strategier inden for skrivekunsten. Et bevis på den betydning de kvindelige lyrikere, der dukkede op i krigens skygge, har haft, er, at bemærkelsesværdig mange af dem har skabt deres egen profil og er fortsat med at skrive deres egne moderne digte helt frem til i dag.
I mange kvindelige dannelsesromaner fra mellemkrigstiden er et lesbisk motiv et vigtigt indslag i beskrivelsen af en kvindes vej til frigørelse og selvstændighed. Men det var ikke risikofrit åbenlyst at have kærlighed mellem kvinder som litterært motiv. Homoseksuelle handlinger hørte under straffeloven, og psykiatriens stempling af de homoseksuelle som psykisk abnorme, altså patologiske, ophørte først i Sverige i 1979.Det var således ikke let at finde udtryksformer for et kvindeligt begær, som i århundreder var blevet undertrykt, defineret og diskuteret af mænd inden for litteratur, medicin og psykiatri. Hvad de »nye kvinder« i mellemkrigstiden havde brug for, ud over at gøre sig synlige, var et sprog, som gjorde det muligt at udtrykke, at kvinder kunne have erotiske følelser og oplevelser også uden for mænds domæner.