Mens den nye kvindebevægelse i løbet af 1970’erne var med til at bringe læseren på scenen og gøre hende til forfatter, bekender eller debattør i samtale om kvindeliv og kønsroller, formulerer 1980’er-litteraturens kvinder og mænd forholdet mellem læsere og forfattere på andre måder. Scenen skiftede hurtigt og dramatisk: Centrum var ikke længere erfaringen og samtalen, men udforskningen og æstetikken.En ny professionalisering af litteraturen fandt sted, og unge veluddannede læsere, der ikke søgte svar og bekræftelse, men oplevelse, anfægtelse, skønhed og indsigt i litteraturen, flokkedes om de unge digtere på de vidtoplyste caféer.
Seksualitet
Postmoderne fortællere.
Den norske forfatter Herbjørg Wassmo debuterede som lyriker i 1970’erne, og har siden skrevet både dramatik og dokumentarlitteratur. De fem store romaner, hun udgav i 1980’erne og 90’erne, har i al deres kompleksitet og tilsyneladende forskellighed et samlende tema: det svigtede barn. Men hendes hensigt er ikke at kritisere utilstrækkelige forældre eller et fremmedgørende samfund i moderne forstand. Den egentlige konflikt foregår på et dybere plan.Foruden at fortælle om det unge og ufærdige menneske i en kompliceret socialiseringsproces repræsenterer »det svigtede barn« først og fremmest det »barnesår«, vi alle bærer med os – uanset alder, tid og omgivelser.
I 1980’erne gennemgik den historiske roman, som er en århundredgammel favorit blandt kvindelige læsere, en kraftig opdatering. De kvindelige helte blev ført up-to-date. De historiske skildringer tilpassedes til samtiden, og sammen med den nyromantiske litteratur overtog den nyfeministiske historiske roman de kvindelige læseres interesse.Nye kvindelige forfattere i hele Norden begyndte at skrive om gemte, glemte, oversete eller helt ukendte kvinder fra tidligere århundreder, og bøgerne blev af store læserskarer (og anmeldere) modtaget med en så overvældende interesse, at det kunne virke, som var det præcis den genre, de havde ventet på i årevis.
Den finske forfatter Eeva Kilpi debuterede i 1959 med novellesamlingen Noidanlukko (Månerude), og i 1960’erne skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor det bærende er modsætningen mellem mand og kvinde, mellem krop og intellekt, men især mellem by og land. Men med digtsamlingen Laulu rakkaudesta (En sang om kærlighed, 1981), og romanen Tamara (da. 1984), begge fra 1972, bliver hun en af de ledende personligheder på den finske kvindelitterære scene. Som en central tematik i forfatterskabet dræber byen og det moderne teknokrati ikke blot planter og dyr, men også mennesket.Hun er en blanding af hjemstavnsnostalgiker og militant økoaktivist, og hendes organiske helhedssyn på livet kommer stadigt tydeligere til udtryk i hendes produktion. Med sin selvbiografiske trilogi skriver hun Verdenskrigens historie set fra kvindens og den finske hjemmefronts perspektiv. Hun aktiverer læserens hukommelse og gør rede for sin egen, og fuldfører med stor konsekvens det civilisationskritiske perspektiv, der har været drivkraften i hele hendes forfatterskab.
I Edith Øbergs mere seriøse romaner træder forholdet til mænd i baggrunden, og i stedet bliver kvinders forhold til hinanden hovedsagen. Det er kvinden som skabende subjekt, der interesserede hende. Spørgsmål om kvindelig identitet behandles stadigt mere indtrængende i hendes senere bøger, der er præget af psykoanalytiske tankegange.Særlig interessant bliver det, når hun belyser kvinders seksualitet og erotiske konflikter med rødder i det ubevidste. Her skriver Edith Øberg sig ind i mellemkrigstidens modernistiske kulturdebat. Hendes kvindeskikkelser flyder sammen, glider ind og ud af hinandens liv og psyke, fordobles og splittes. I sine sidste romaner berører hun dybt tabubelagte emner om kvinders seksualitet.
I begyndelsen af 1900-tallet udtrykker kvinder erotiske erfaringer diskret ved at tale om græs, der brænder eller trykkes ned som et tæppe under elskende. Men efterhånden bliver omskrivninger unødvendige, og Eros’ betydning for en kvindelig lyrikergeneration bliver tydelig, blandt andet hos Berit Spong, Ingeborg Björklund, Greta Knutson, Martha Larsson, Maria Wine, Ingeborg Erixson og Elsa Grave.
I 1910’ernes og 1920’ernes Norge findes en skjult og glemt underskov af erotisk kvindelyrik produceret af blandt andre Halldis Moren Vesaas, Aslaug Vaa og Inger Hagerup. Udforskning af erotisk psykologi og kønsidentitet er et gennemgående tema. Det kan tyde på fremmedfølelse – men fremmedfølelsen var poetisk produktiv. Herfra tog nye kvindelige lyriske udtryk form.Den tematiske spænding i digtene ligger ofte i dragningen mod ekstasen i en total kærlighedssymbiose og den samtidige trang til selvstændig identitet. Udgangspunktet er forventningen om total lykke, om både erotisk, emotionel og åndelig selvrealisering. Fremmedfølelsen og dissonanserne fremkommer, når den mandlige modpart ikke opfylder forventningerne, tonen bliver resigneret eller anklagende og til tider masochistisk.
En stor del af 1920’ernes kvindelige forfattere reagerede på forandringer i seksualmoralen i Sverige. Den nye tid, den nye kvinde og den nye seksualitet er klangbund i deres litteratur. Denne nye kvinde med »sex appeal« og en »professionel« holdning til den traditionelle kvindelighed bevæger sig på grænsen mellem det gamle seksuelle systems »pæne« og »slemme« pige.Marika Stiernstedts omfattende forfatterskab afspejler dette kvindelitterære klima i første halvdel af 1900-tallet. I løbet af 20’erne blev hun toneangivende. Hendes første romaner behandler utroskab og dobbeltmoral i Ellen Keys ånd. I sidste del af forfatterskabet bliver mødet mellem kvinde og mand kompliceret. Hendes sidste værk, Kring ett äktenskap (Omkring et ægteskab) fra 1953 handler om det skandaleombruste ægteskab med forfatteren Ludvig Nordström. Den nærmest pedantiske skildring af det fordrukne og seksuelt ambivalente mandlige genis forfald taler sit skånselsløse sprog. For hvilken glæde har »den nye kvinde« af sin nyvundne frihed, når »den nye mand« viser sig at være en gammel dobbeltmoralsk patriark og et hjælpeløst barn?
Om 1930’ernes litterære seksualpolitik.