Om bogværket Nordisk Kvindelitteraturhistorie

Bogværket Nordisk Kvindelitteraturhistorie udkom i 4 tekstbind og et biobibliografisk bind fra 1993-1998. Hvert tekstbind blev indledt med et redaktionelt forord skrevet af værkets hovedredaktør Elisabeth Møller Jensen.

De 4 forord, der begrunder og forklarer værkets metode og opbygning er samlet nedenfor.


Af Elisabeth Møller Jensen

Historien om kvindernes litteratur

Nordisk kvindelitteraturhistorie handler om, hvad kvinder har skrevet, og den handler om Norden. Selv om de nordiske lande historisk har udviklet sig forskelligt, er fornemmelsen af et særligt tilhørsforhold, af en nordisk identitet, en del af de fleste nordboers selvopfattelse.

I arbejdet med tekster af kvindelige forfattere har et nordisk afsæt vist sig at være et frugtbart og givende udgangspunkt. For i samtidige nordiske kvindelige forfatterskaber kan man undertiden genfinde netop de træk, som har isoleret en kvindelig forfatter nationalt. Træk som ikke har passet ind i en dominerende litterær norm. Et kvindeligt forfatterskab, der nationalt set falder uden for gængse litteraturhistoriske kategorier, tager sig i nordisk kvindelitterær sammenhæng undertiden selvfølgeligt ud. Motiver, temaer og æstetiske særtræk spiller sammen og danner nye mønstre nordisk set.

Nordisk kvindelitteraturhistorie har ikke haft til hensigt at bevise, at Nordens kvindelige forfattere har mere tilfælles indbyrdes, end de hver især har med deres mandlige kolleger i de nationale litteraturer, men undervejs er det blevet tydeligt, at der litteraturhistorisk set er baggrund for at tale om begrebet kvindelig æstetik. Eksempelvis er Leonora Christina også i nordisk sammenhæng en enestående og usædvanlig forfatter; men fordi hun stilles ved siden af Agneta Horn, bliver hendes forfatterskab samtidig en del af et kvindeligt mønster. Hendes iscenesættelse af sin troskab mod fader, ægtemand og Gud er ikke bare et personligt anliggende, men også et særligt dilemma, som har med hendes køn at gøre. Samlæsningen af Leonora Christinas Jammersminde og Agneta Horns dagbog kan således fungere som et fremkalderbad for 1600-tallets kvindelighed.

Der er derfor god grund til at tale om kvindelitteratur i betydningen kvinders litteratur. Såvel i mænds som i kvinders litteratur er der et køn, der taler. Hvis man vil vide, hvad det taler om, og hvordan det taler, er den første forudsætning en evne til at opfatte, at et mandligt forfatterskab ikke blot taler generelt om det menneskelige i kulturen, men også taler på et bestemt køns vegne, og at et kvindeligt forfatterskab ikke blot taler på et køns vegne, men også generelt om det menneskelige i kulturen.

Gennem de sidste 25 år har de kvindelige forfattere i nordisk litteratur så overbevisende erobret den litterære institution, at det i dag er uafgjort, om det er mændene eller kvinderne, der tegner den litterære fornyelse. Kommende litteraturhistorier kan ikke længere udelukkende tage afsæt i mandlige forfatterskabers idégrundlag og æstetik. For fremtiden må en helt anden tænkning til, og det skal blive spændende at iagttage, hvordan fremtidens litteraturhistorikere vil løse den opgave.

Kvindelighedens paradoks har historisk set på den ene side bestået i en kamp for at blive en del af historien, af magten, af institutionerne, og på den anden side i en vægring mod netop den proces, fordi integration er ensbetydende med tab af identitet, af kvindelighed. Som forfattere, som litteraturelskere og som kvinder skriver gruppen bag Nordisk kvindelitteraturhistorie sig midt ind i kvindelighedens paradoks, sådan som de kvindelige forfattere altid har gjort det.

Et lands litteraturhistorie burde selvfølgelig være en dækkende beskrivelse af såvel mænds som kvinders værker. Et sted, hvor tekster forfattet af begge køn kunne mødes, gå i dialog og konfrontation. Med enkelte undtagelser – som har skullet bekræfte den regel, at store forfattere er lig med store mandlige forfattere – har de kvindelige forfattere imidlertid været enten fraværende i litteraturhistorien eller fejl og undervurderet. Vi har derfor været nødt til at præsentere Nordens kvindelige forfattere fra middelalderen til i dag i en kvindelitterær tradition, der læser dem på teksternes og dermed på kønnets egne præmisser.

Ikke fordi kønnet efter vores opfattelse er det væsentligste træk ved et forfatterskab, men fordi den litteraturhistoriske tradition har vist os, at kønnet gennem historien har fungeret som et kriterium i spørgsmålet om et forfatterskabs overlevelse i den fælles bevidsthed, som et lands litteraturhistorie gør krav på at være. Det er derfor vores håb, at nye kræfter med afsæt i det foreliggende arbejde vil læse de kvindelige forfattere i dialog med mandlige forfattere i deres egen tid.

Metodeovervejelser

Ordet »kanon« stammer oprindelig fra oldkirken som en betegnelse for de bibelske bøger, der modsat de såkaldt apokryfe tekster blev betragtet som ægte. Senere brugte den katolske kirke ordet i betydningen »helgenfortegnelse«, og i litteraturhistorisk terminologi betegner kanon en samlet forestilling om nationallitteraturens bærende forfatterskaber.

Antallet af kvindelige forfattere, som i de nordiske lande er optaget i denne litteraturhistoriske tradition, i kanon, kan for hvert lands vedkommende tælles på én hånd. Resten går enten helt i glemmebogen uafhængigt af gennemslagskraft, popularitet, betydning og udbredelse i samtiden, eller de får omvendt tildelt en særlig plads i litteraturhistorien, en plads for kvinder. Underforstået, at de som kvindelige forfattere skriver om noget så ejendommeligt, at det falder uden for almindelig litterær vurdering. Det mest pudsige eksempel på denne praksis er nok stadigvæk Vilhelm Andersens store danske litteraturhistorie, hvor de kvindelige forfattere i lighed med skolelærerlitteraturen betegnes som »En særegen provins i den danske kultur«.

De eksisterende litteraturhistorier er derfor i alt overvejende grad historier om mændenes litteratur og meget lidt om kvindernes. Man kan således uden større problemer pille de få kvindelige forfatterskaber ud af traditionelle litteraturhistoriske fremstillinger. Det litteraturhistoriske system ville blive stående uanfægtet alene af den grund, at det litterære system af perioder, genrer, temaer, vurderinger og vægtninger er bygget op over mandlige forfatterskaber, af mandlige forskere, organiseret og struktureret ud fra et mandligt blik på verden i en afsøgning af mandlig identitet. Herunder selvfølgelig ikke mindst et mandligt blik på kvinder og det kvindelige.

Det første valg, redaktionen af nærværende arbejde derfor måtte stille sig selv over for, var, hvorvidt vi ville forsøge at tænke kvinderne ind i en litteraturhistorisk tradition, eller om vi hellere skulle tage afsæt i de kvindelige forfatterskaber og så forsøge at tænke frit og forfra. Vi valgte den sidste model og stillede os selv det spørgsmål, hvad der egentlig ville ske, hvis vi gjorde de kvindelige forfattere til hovedpersoner i en historie, hvor de hidtil har været marginale. Hvad sker der med litteraturhistorien, når der sættes fokus på kvindernes litteratur? Hvad sker der, når man skriver litteraturhistorie med afsæt i de kvindelige forfatterskaber i stedet for, som det altid har været praktiseret, at se de kvindelige forfatterskaber med den litteraturhistoriske traditions blik?

En kort overgang troede vi, det gjaldt om at finde en overordnet litteraturhistorisk teori om kvinders litteratur. Ret hurtigt – heldigvis – gik det op for os, at en sådan teori ikke kan etableres. Der er i dag ingen samlende forestilling om, hvad en kvinde er, eller hvad kvindelighed er. Derfor gives der heller ikke nogen overordnet teori om kvinders litteratur. I stedet valgte vi at læse de kvindelige forfatteres tekster forfra i en venten på, at nye struktureringer ville vise sig. Det overordnede spørgsmål, vi undervejs har stillet os selv, har været: Hvor og hvornår sker der noget afgørende nyt i den nordiske kvindelitteratur? Vi måtte så finde os i at vente på, at dispositionen efterhånden dukkede frem af det i mange tilfælde helt nye stof, vi arbejdede med.

Den første virkelige bekræftelse på, at vi var på rette spor, fik vi på et internationalt seminar, da en tysk professor oprørt udbrød, at vi kastede os med katapult ud af den videnskabelige tradition. Da følte vi os for første gang helt trygge i det forehavende, vi var i gang med. For det vanskelige har selvfølgelig ikke været at skrive om de kvindelige forfatterskaber. Udfordringen ligger i at forske i kritisk opposition til – men uden at glemme – den tradition, vi som litterater er uddannet inden for. For os at se den eneste videnskabeligt holdbare metode.

En anden udfordring har ligget i forskergruppen selv, som spænder over en tre-fire forskergenerationer. 100 skribenter fra universitetsmiljøer i hele Norden har skullet samarbejde ud fra vidt forskellige nationalt bestemte arbejdsmåder, metoder og teoretiske afsæt. For redaktionen har den store udfordring derfor været på én gang at strukturere et stort, delvist ukendt og i hvert fald aldrig før sammentænkt stof og samtidig tænke en struktur frem, som ville tillade stor individuel frihed for den enkelte skribent. Dette krav til arbejdet har fået en række konsekvenser for fremstillingsformen. Den væsentligste er måske, at vi har skrevet os fri af de meget forskellige teoretiske skoler, som forskergruppen tilhører. Og vi har alle bestræbt os på en stor åbenhed i vurderingen af de enkelte forfatterskaber, så lidt ideologi og så stor frihed for den enkelte skribent som overhovedet muligt under hensyntagen til helheden.

Værkets disposition

Nordisk kvindelitteraturhistorie består af i alt fem bind, fire tekstbind og et afsluttende selvstændigt biobibliografisk leksikon. Litteraturhistorien tager sin begyndelse på Island i overgangen fra mundtlig fortælletradition til indførelse af skriftkulturen. Og den slutter med et kapitel om samiske og grønlandske kvinders erobring af skriftsproget i vores egen nutid. I de mellemliggende 1000 år beskrives i en overvejende kronologisk fremstilling historien om nordiske kvinders litteratur i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Færøerne og Island. Mest udførligt for de skandinaviske landes vedkommende, hvor de nationale kvindelitteraturhistorier hver for sig har været beskrevet tidligere, men godt begyndt for Finlands, Færøernes og Islands vedkommende.

De enkelte bind har hver især en titel, som angiver det sted, den energi eller inspiration, som periodens kvindelige forfattere har skrevet ud fra, sådan som vi som forskere ser det i dag. Det første bind, der strækker sig frem til 1800-tallet, hedder således I Guds navn, 1800-tallet behandles derefter i et selvstændigt bind med titlen Faderhuset, det tredje bind Vide Verden strækker sig fra århundredskiftet frem til et sted i 1950’erne og 1960’erne, og det fjerde og sidste tekstbind På jorden følger den yngste generation af kvindelige forfattere til dørs.

I Guds navn 1000-1700

Kvindeskriftens religiøse binding er gennem stort set hele den første lange periode så påfaldende, at titlen I Guds navn gav sig selv. Vores overordnede bestræbelse har været at vise, hvordan og ad hvilke forskellige veje, fra hvilke steder, relationer og institutioner kvinders skrift har udviklet sig. Vi følger bevægelserne mellem forskellige former for skrift, forfølger historier, som glider ind i hinanden, og som ind imellem ender blindt. Vi skaber horisont omkring en til dels ubemærket kvindelig salmedigtning ved også at tage heksenes bekendelser på ordet og læse Mariaviserne med ind som et resonansrum. Gennem kirkens forskellige institutioner, gennem den lærde kultur, teateret og pietismens vækkelsesbevægelser, gennem bønnebøger, stambøger, slægtsbøger, selvbiografier og tidsskrifter nærmer vi os de tekster, som i 1700-tallet efterhånden gør krav på at ville opfattes som en del af en litterær offentlighed. Og vi afslutter det første bind med et nordisk kapitel om den mundtlige litterære tradition, som siden hen får sig et kunstnerisk eftermæle. Med »vi« menes den nordiske redaktion, som består af Rakel Christina Granaas, Margaretha Fahlgren, Elisabeth Møller Jensen, Beth Juncker, Dagny Kristjansdóttir, Anne Birgitte Richard, Anne Birgitte Rønning, Christina Sjöblad, Birgitta Svanberg og Ebba Witt-Brattström.

(København 1993)

Faderhuset 1800-1900

Det var især forfattere som Amalie Skram og Victoria Benedictsson, der lagde tekster til den litterære kvindeforskning i begyndelsen af 1970’erne. Opdagelsen af det moderne gennembrud som en vigtig periode også for kvindelitteraturen blev igangsættende inspiration. Skram og Benedictssons afsløringer af dobbeltmoral og seksuelt hykleri i det borgerlige ægteskab i 1800-tallets slutning passede på mange måder godt til 1970’ernes kvindepolitiske oprør, og i kølvandet fulgte en bølge af nyudgivelser og forskningsresultater. I Danmark høstede forskningsindsatsen sit smukkeste resultat med Pil Dahlerups disputats Det moderne gennembruds kvinder, 1983.

Det moderne Gjennembruds Mænd var blevet opregnet af Brandes i 1883. Først 100 år senere blev det kvindernes tur, og det viste sig, at de moderne kvinder, som havde inspireret til Ibsens dramaer og til Strindbergs paranoia, selv i vid udstrækning havde taget ordet i deres samtid og havde formuleret sig om den forandringens tid, de levede i.

Sektionsforside "Den olyckliga texten", svensk bind 2. Kunstakademiets afd. for kvinder, 1890'erne. Foto: Danske Kvinders Fotoarkiv»Sol, siger De – hvor skulle jeg få den fra?« svarer Victoria Benedictsson i et brev fra 1887 Georg Brandes, der har kritiseret hende for manglende sollys over hendes sætninger. Selv yndede han, skrev han, at bade hver af sine sætninger i lys eller i musik. Kvindelitteraturen i 1800-tallets slutning derimod er så påfaldende depressiv og dyster, at det kvindelige selvmord får lov at afslutte såvel flere af romanerne som også forfatternes eget liv.

For en umiddelbar betragtning kan det forekomme ejendommeligt, at tidens samfundsmæssige fremskridt ikke kunne bringe solen til at skinne i Benedictssons tekster. Der er langt mellem kvinders nye muligheder i uddannelse og arbejdsliv og den litterære fremstilling af indre tab og undergang i kvindernes litteratur.

Fuldt så gådefuld er euforiens og længslens nærvær i romantikkens kvindelitteratur. Set med vore øjne var 1800-tallets første halvdel klaustrofobisk i sin indespærring af kvinder i familien, i sin næsten fuldstændige udelukkelse af kvinder fra offentligt liv. Men forklaringen er måske, at den romantiske kønsfilosofi tilbød kvinderne en egen identitet ved at tildele dem en helt ny betydning for hjem og samfund.

Romantikkens kvindelighed viste sig imidlertid at være en erobring, som måtte opgives. Der gik koks i systemet, når romantikkens teori om den ideelle kvindelighed skulle forenes med idéen om jeg’ets ret til fuld udfoldelse.

Det var især sammenstillingen af kvindelighed og moderlighed, der gav problemer. Alt hvad der faldt uden for det moderlige, blev nemlig anset for ukvindelig unatur. Men eftersom kvinderne også tog romantikkens jeg-filosofi til sig, kom romantikkens kønsteori og dens jeg-filosofi på kollisionskurs. At denne spænding kom til fuld udfoldelse hos de kvindelige forfattere siger næsten sig selv. Forfattere som Thomasine Gyllembourg, Fredrika Bremer, Mathilde Fibiger, Fredrika Runeberg og Camilla Collett var alle repræsentanter for et romantisk menneskesyn, men deres lidenskab for at skrive var i sig selv et uoverkommeligt bevis på, at de som kvinder havde andre ambitioner og lyster end moderskabets. Længslen i deres forfatterskab, euforien og håbet om et helt andet liv er stadigvæk styret af en tro på, at det er muligt at erobre identitet uden samtidig at miste kvindelighed.

Måske kan man sige, at romantikkens kvindelitteratur dybest set udtrykker et ønske om at forandre verden på kvinders betingelser, og måske er det dette håb, naturalismens fremmeste repræsentanter erkender ikke er muligt.

Klaustrofobien, euforien, depressionen og oprøret i 1800-tallets kvindelitteratur har mange forskellige æstetiske udtryk. Men faderhuset er de kvindelige forfattere fælles om. Den patriarkalske selvforståelse findes såvel i bekræftelsen som i oprøret. I den forstand forbliver 1800-tallets kvinder døtre og faderhuset den horisont, som kvinder århundredet igennem skriver ud fra. Fra salonværtinderne over romantikkens gode kvindelighed til naturalismens ulykkelige tekster fyldes faderhuset af 1800-tallets nordiske lys og mørke.

(København 1993)

Vide verden 1900-1960

»Min selvsikkerhed beror på, at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke min sag at gøre mig mindre, end jeg er«, skrev Edith Södergran i indledningen til Septemberlyran, 1918, og dermed placerede hun sig som kvinde så langt forud for sin tid, at det vel egentlig først er selvsikkerheden hos dagens unge kvinder, der gør hendes lyriske projekt fuldt forståeligt. Hendes ekstatiske poetiske jeg blev hørt i hele Norden og bekræftet af hendes skandaløse selvbevidsthed.

Edith Södergrans digterjeg fik stemme samtidig med kvindernes politiske jeg, da Nordens kvinder med få års forskydning fik stemmeret i det 20. århundredes begyndelse. Det er dette kvindelige jeg, der samler det første store kapitel i Vide verden. Uddannelse, lønarbejde og organisering sendte kvinderne ud af det 19. århundredes faderhuse, og de kvindelige forfattere kvitterede med samtidsromaner om det nye liv, de anderledes valg og den opbruddets identitet, som blev resultatet. Når kvinder bevæger sig fra familien ind i samfundet, forandrer de sig, når kvinden går ind i mandens verden, bliver hun til dels en anden. Og kvindernes nye erfaringer tog livtag med romanens formkrav og æstetiske udfordringer.

Med Sigrid Undset og Thit Jensen i spidsen gennemskrev en nordisk generation af kvindelige forfattere visionen om det hele menneske, drømmen om et moderne liv, hvor arbejde og moderskab kan forbindes. De debuterede omkring århundredskiftet og skrev over de første årtier samtidsromanen frem til det punkt, hvor enten visionen eller realismen måtte opgives. Såvel Sigrid Undset som Thit Jensen fastholdt visionen i en fornyelse af den historiske roman, som tillod helhedsskildringer af middelalderens stærke kvindeskikkelser. Her kunne børnefødsler, erotisk kærlighed og den store kvindelige personlighed forenes uden sammenstød med den realitet, som tvang kvinderne til et valg mellem kønnet og individet.

Sigrid Undset forstod og frygtede måske mere end de fleste omfanget af kvindernes bundne kræfter. Derfor var det også i hendes forfatterskab, at rædslen for begærets frie udfoldelse blev stærkest formuleret. Fordi hun vidste, at kulturens byrde i så høj grad var kvindernes, var hendes frygt for konsekvenserne af et kvindeligt opbrud tilsvarende stor.

»Jeg har været min mand utro«, lyder således den første anfægtede sætning i Sigrid Undsets debutroman Fru Marta Oulie fra 1907, og fra denne på én gang skyldbetonede og frihedsforjættende bekendelse vokser en moderne skæbneroman om drift og død, som om hele civilisationen byggede på kvindernes troskab og den monogame kærlighed. I Fru Marta Oulie skabes der en underforstået forbindelse mellem kvindens utroskab og ægtemandens sygdom. Billedlig talt hostes den utro og gravide Martas udeblevne blødning op af den bedragne ægtemands sygdomsplagede lunger, og således bliver den begærende kvindes skyld tema for en helt ny litterær genre, hvor verden rystes af kvindernes nye eksistentielle livsvalg.

Men kvindernes begær lod sig ikke udelukkende beskrive som skyld og skam. Over hele Norden og ikke mindst i Sverige og Finland skrev forfattere som Agnes von Krusenstjerna, Moa Martinson, Karin Boye, Iris Uurto og Helvi Hämäläinen om et mangfoldigt kvindeligt begær, som i sig rummede en forandringens og en oprørets styrke, der satte forfatterne uden for det pæne litterære selskab.

Mellemkrigstidens litterære og politiske optagethed af den erotiske moderkrop blev i efterkrigstiden afløst af et nyt fokus på barnet som bærer af håb og overlevelse. Således åbner Tove Jansson, Astrid Lindgren og Tove Ditlevsen »Køn og krig«, det sidste store kapitel, der fører historien om 1940’ernes og 1950’ernes nordiske kvindelitteratur frem til moderne forfattere som Asta Sigurdardóttir, Sonja Hauberg og Elsa Gress.

I nordisk litteratur begynder det 20. århundrede allerede i 1891 med Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga, og århundredets første halvdel topper æstetisk med forfattere som Sigrid Undset, Edith Södergran, Cora Sandel, Karen Blixen og Tove Ditlevsen. Hver for sig er de så enestående, at de unddrager sig en endegyldig fortolkning. Men i Nordisk kvindelitteraturhistorie bliver de højdepunkter i en broget strøm af forfatterskaber, der belyser hinanden og tilsammen danner en litteraturhistorisk horisont for temaer og tekstformer i både mænds og kvinders litteratur.

(København 1996)

På Jorden 1960-1990

På jorden, midt i mylderet af skrivende forfattere, der uden ophør udvikler og forandrer det kvindelige tekstunivers, er Nordisk kvindelitteraturhistorie nået frem til i dag. Det kulturhistoriske og litteratursociologiske stof, som fik lov at fylde og forklare ikke mindst de ældste tekster, er undervejs svundet ind for her til sidst at være erstattet af en mere tekstorienteret fremstilling af de litterære fortællinger om vor egen tid. Som i de første tre bind har vi måttet vælge og vrage, skelne og sortere. For fremstillingen kan ikke og skal ikke dække alt, have alt med.

Da Simone de Beauvoir i Det andet køn, 1949, slog fast, at mennesket hidtil alene har inkarneret sig i manden, var det i sidste øjeblik. For med modernismen sker der det afgørende nye, at kvindelige forfattere i stort tal skriver sig ind i centrum af den litterære institution og det med en sådan vægt, at det mest af alt ser ud til, at modernismen med den kvindelige kønserfaring radikaliseres i sit udtryk. Modernismens tematik om fremmedfølelse, splittelse og jeg-tab blev æstetisk forløst hos 1950’ernes og 1960’ernes debutanter som Birgitta Trotzig, Eeva-Liisa Manner, Inger Christensen og Eldrid Lunden. Det fælles menneskelige lod sig i høj grad udtrykke i kvinders kunst.

Også tiden var med kvinderne, der indtog en nøgleposition i de gennemgribende forandringer af de nordiske samfund efter 2. Verdenskrig. Med en højkonjunktur i ryggen var de mange nye kvinder på arbejdsmarkedet med til at skabe de økonomiske og strukturelle forudsætninger for de nordiske velfærds-samfund. Og Nordens kvindelige forfattere begyndte på en ny stor fortælling om det kvindelige subjekt under forandring. Med Suzanne Brøgger og Märta Tikkanen som superstars blev 1970’ernes litterære offentlighed såvel nordisk som kvindelig i en grad, som man i 100 år ikke havde set magen til. De kvindelige forfattere forandrede og fornyede bogmarkedet, som blev domineret af behovet for ny viden, nye konkrete fortællinger om kvindeliv, nye bud på de voldsomme forandringer, som industrikultur, velfærdssamfund og nye kønskontrakter mellem mænd og kvinder havde ført med sig.

Da periodens store fortællinger kunne skrives, var det igen de kvindelige forfattere, der fik hele det læsende Norden med sig i en intens søgen efter gåden, drømmen, fortolkningen og forklaringen. I Sverige gik Kerstin Ekman med Häxringarna, 1974, som Sara Lidman med Vredens barn, 1979, tilbage til industrialiseringens begyndelse for at beskrive det moderne Sveriges udvikling frem til i dag. Kerstin Ekman fortalte om livet i den lille svenske by Katrineholm, og Sara Lidman skrev sine »jernbaneromaner« om livet i Norrland. I Danmark og Norge tog Kirsten Thorup med Jonnaserien fra Lille Jonna, 1977, og Herbjørg Wassmo med Toratrilogien fra Huset med den blinde glassveranda, 1981, afsæt i perioden efter 2. Verdenskrig i stort anlagte fortællinger om nordisk efterkrigshistorie og moderne kvindehistorie. Det anfægtende fælles for Lidman, Ekman og Thorup er lyse, håbefulde begyndelser og dystre, civilisationskritiske konklusioner. Kvindepolitikkens glade udviklingsoptimisme er her stort set fraværende.

Opgøret med 1970’erne, der allerede var i fuld gang, da det første møde om Nordisk kvindelitteraturhistorie blev holdt i 1981, har positivt været med til at beskytte værket mod indbygget ideologisk forældelse. Men kampen om 1970’erne skulle en lang overgang også vise sig negativt at true evnen til at tænke perioden frit og forfra. For på samme måde som den kvindelige gennembrudslitteratur med Amalie Skram og Victoria Benedictsson som nordiske frontfigurer hurtigt blev reduceret til problemlitteratur og først blev genopdaget i 1970’erne, var tiåret næppe overstået, før der uanset genre blev dømt bekendelse i betydningen dårlig litteratur over hele kvindelinjen. Også i Nordisk kvindelitteraturhistorie flygtede såvel skribenter som redaktører bort fra det forkætrede 1970’er-kapitel, fordi lige præcis »deres« forfatter var bedre end bekendelsen, bedre end bevægelsen, ja, hun var, uanset bøgernes udgivelsestidspunkt, slet ikke en 70’er-forfatter, når det kom til stykket.

Som det vil fremgå alene ved et kig på indholdsfortegnelsen, endte kampen om 1970’erne med vedgåelsen af arv og gæld. Efter to stramt redigerede første kapitler om 1960’er-modernismen »Fornyelser« og »Forandre sproget« blev det store midterkapitel »Bevæge verden« en manifestation af periodens frodige og nyskabende mangfoldighed med plads og rum til navne, tendenser, genrer og nye teksttyper. At skrive litteraturhistorie om samtiden er måske i endnu højere grad end en litteraturhistorie om eget køn bundet af forskergruppens egne erfaringer. Men skriver man om eget køn i egen tid, er der i udgangspunktet sat nogle præmisser for fremstillingen. I hvert fald vil det med Nordisk kvindelitteraturhistorie 1960-1990 stå klart, at projektet er tænkt og båret igennem af en generation, for hvem oplevelsen af 1970’erne som æstetisk inspirerende, eksperimenterende og fornyende stadigvæk er intakt.

Med 1980’ernes unge forfattere, der litterært set snarere er »døtre« af 1960’erne end af 1970’erne, vitaliseres det æstetiske projekt på ny. Visioner bliver på postmoderne vis til versioner, og 1970’ernes tømte fortællinger fyldes med betydning og helt nye tegn i et først og fremmest æstetisk, sprogligt projekt. Skal man skabe nyt land og »Blive sig selv«, må man ud til grænserne. Men når kvindelige forfattere i dag satser på æstetisk fornyelse, spænder kønnet ben. For kvinder vurderes stadig traditionelt i forhold til først og fremmest litteraturens indhold. Når den kvindelige forfatter ambitiøst fornyer det litterære udtryk og det æstetiske formsprog, risikerer hun prædikatet uforståelig eller mislykket. Med en omskrivning af Simone de Beauvoir kunne man derfor fristes til at mene, at behovet for en kvindelitteraturhistorie forbliver aktuelt, så længe kvinden, der selv opfatter sig som et individ, fortsat behandles som køn.

Værket, der I Guds navn begyndte med et kapitel om kvinderne i de islandske sagaer, lukker igen cirklen højt i Nord med et afsnit om kvindelige forfattere i Grønland og Sameland. Her er skiftet fra mundtlig fortælling til litterær skriftkultur foregået sent og i vor egen tid. Mellem første og sidste anslag, mellem værkets prolog »Vølvens spådom« og epilogen »Oprindelige folk« er nordisk litteratur over ét tusinde år således beskrevet med afsæt i Nordens kvindelige forfattere.

Tilbage står udgivelsen af det afsluttende leksikon, biobibliografien Liv og værk med godt 800 opslag om Nordens kvindelige forfattere til alle tider. Det mylder, som vi i dag står midt i, og som har lange, stærke rødder, visualiseres i Liv og værk historisk og i alfabetisk rækkefølge.

(København 1997)