Tag: Sædelighedsfejden

Leg på grænsen til det forbudte

Bag pseudonymet Stella Kleve gemte sig den unge svensker Mathilda Kruse, der senere blev kendt som forfatteren Mathilda Malling. Hun var veluddannet og berejst, og hun ville skrive i de allernyeste baner. En bestræbelse, der indebar, at hendes pseudonym kom til at stå for usædelighed. Hendes kvindeportrætter forargede offentligheden. Et forhold hun var sig helt bevidst; hun ville skildre den moderne dannede kvinde, der kender sig selv og sine erotiske virkemidler og køligt beregnende er i stand til at manøvrere i spillet mellem kønnene.Hendes kvindelige hovedpersoner legede på grænsen af det forbudte. Derfor er det nærliggende at læse hendes portrætter som kvindelige modstykker til mandlige dekadente helte i den samtidige litteratur i bl.a. England og Frankrig og selvfølgelig også i Norden. Eller hvorfor ikke: som en kvindelig udfordring til den overvejende mandligt dominerede moderne litteratur.

At elske og elskes

De kvindelige forfattere skrev i med- og modspil til kvindebevægelsen sidst i 1800-tallet. De selvsikreste af dem kunne udadtil organisere sig omkring veldefinerede mærkesager som kvindevalgretten og indadtil danne uofficielle netværk med andre kvinder i ugentlige saloner, hvor de kunne mødes om tvivlen.Det var kvinder, der undlod at sætte sædeligheden på formel, netop fordi de var åbne og derfor dybt berørt af den mentalitetsændring, som udløste sædelighedsfejden: seksualiseringen af kønnet. Meget få af dem ytrede sig i den ideologiske strid. I stedet brugte de fiktionen til at orientere sig i kvindeligheden. Og her formede de et anderledes og mere farligt billede af den kvindelige erotik, end de klichéer, der var oppe at vende i den offentlige debat.

Modernitetens kvindelige tekst

Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.