Tag: Moral

Ond tid

Med bøgerne om Hilke Thorhus skabte den norske forfatter Kim Småge en forløber for det, der gennem 1980’erne og 90’erne både nationalt og internationalt eksploderede som en selvstændig genre: kriminalromaner med kvindelige hovedpersoner. Hun slog en kile ind i det maskulint dominerede felt, norsk kriminallitteratur indtil da havde været. Hun og de kvindelige forfattere, der er fulgt i hendes spor, har vist, at kvindesynsvinklen kan berige og forny den kriminelle intrige.En anden norsk forfatter, Elin Brodin, har siden debuten i 1983 skabt et stort prosaforfatterskab, der omfatter romaner, børne- og ungdomsbøger og debatbøger. Hendes samfundskritiske engagement spænder fra kritik af børns og unges vilkår over behandlingen af narkomaner og syge. Tematisk kredser hun om det ondes problem i en normløs kultur. Hendes projekt er at knuse idyllen.Mari Osmundsens (pseudonym) forfatterskab kan sammenlignes med Elin Brodins. Som politisk bevidste kulturkritikere er de begge optaget af menneskelig lidelse og skyld i vores moderne samfund. De står begge med et ben i den socialrealistiske romantradition. Men hvor Elin Brodin skildrer det katastrofale, er Mari Osmundsen optaget af at formidle en tro på, at selv det ubetydeligste menneske kan mobilisere indre styrke og kærlighed.

Båret af indignation

Martha Christensen udviklede sin socialrealisme og sit kritiske engagement i samfundets omgang med de svage gennem sit lange og populære forfatterskab. I hendes fortællinger bliver det sociale system i sig selv en mægtig person, der vinder over de individuelle viljer.Christensens kritiske socialpsykologi var ikke direkte politisk, som forfatteren Dea Trier Mørchs beretninger om forholdet mellem individ og samfund var. Her bliver systemet den nødvendige organisering og helhed, der danner sammenhæng i den enkeltes liv og tager sig af det. Hendes holdning, hele forfatterskabets tendens, samler sig til et kritisk billede af det moderne velfærdssamfund og dets menneskesyn.I sine tekster blev hun i den sociale struktur, hun kritiserede, hvor forfatteren og modernitetskritikeren Anne Marie Løn, efter sin storbyroman om Veras vrede fra 1982, derimod begiver sig på rejse i tiden, landet og andre samværsformer for at finde et positivt modstykke til den destruktive by.

Oprindelsens sprog

Den islandske forfatter Svava Jakobsdóttirs fantastiske fortællinger er vittige, og deres humor og ironi hviler på deres dialoger med andre tekster i teksten. Bibelen udgør en indre tekst i hele forfatterskabet, men derudover henviser hun til tekster fra verdenslitteraturen, myter, eventyr og dameblade. Hendes epik bliver allermest grusom og grotesk, når hun angriber traditionelle klichéer og faste udtryk, som folk anvender uden at tænke sig om: »at ofre sig«, »at give nogen sin hånd«.Hendes forfatterskab er tit blevet delt op i en realistisk og en fantastisk del, og det er de fantastiske fortællinger, der har vakt størst opmærksomhed. Det er imidlertid en forenkling af hendes radikale projekt. Hun har aldrig forkastet den realistiske fortællekunst eller dens sociale og politiske referencer.

Det utroliges anråb

Med sin bemærkelsesværdige debutroman Tjärdalen fra 1953 (Tjæremilen, 1954) skabte den svenske forfatter Sara Lidman grundplanen til en storslået litterær verden, som forfatterskabet til det sidste forblev tro mod. Hendes romaner er bygget op omkring en mangfoldighed af mennesker forenet i landsbyen. Denne landsby ligger som regel i Norrland, i en udkant af civilisationen, men den har også aflæggere i Afrika og i Vietnam. Den er præget af fattigdom og udbytning – men samtidig fremtræder den, som et sælsomt rigt kollektiv.Tematisk bliver alvorlige spørgsmål om skyld og svig og ansvar rejst, men de er indbefattet i en kærligt tilgivende skildring, i en bestandig balanceakt mellem lov og nåde. I perioder lå Sara Lidmans store indsats kun delvis i forfatterskabet. Lige så vigtig var avisdebatterne, dramatikken og frem for alt det politiske foredrag. Hun fremtræder med en sælsom blanding af faktaopremsning og følelsessprog, af frontrapport og Højsang. Forbilledlig, elsket og afskyet.

Det som brister, det som stænger

Karin Boyes mest inspirerede digte synes at være blevet til i skæringspunktet mellem to verdener: »skinnets verden – en verden, der forestiller« og »den anden verden, den tunge, omformende«. I lyrikken vibrerer spændingen mellem »det som brister/ og det som stænger« og får sin udløsning i den euforiske lethed, frihedsjublen, hvor jeg’et udleverer sig uden forbehold til »den tillid, der skaber verden«.Hendes selvmord i 1941 har siden farvet synet på hendes liv og digtning. Ofte er forfatterinden blevet fremstillet som »tragisk« og »skæbnebestemt« allerede fra begyndelsen og gennemgående tolket som et menneske, der heroisk kæmpede mod sin »dødsdrift«. Hendes fortællinger og digte udspilles ofte i mellemområdet mellem søvn og vågen tilstand, denne uvirkelige verden, hvor drøm og begær udspiller sig, det sted, som vi aldrig helt har forladt og altid dybest inde vil længes tilbage til.

Kvindehjertets historie

Camilla Colletts hovedværk, romanen Amtmandens Døttre, er norsk litteraturs første realistiske tendensroman. Og den første norske roman, der bredt og kritisk udforsker vilkårene for kvinder, der tilhører samfundets bedrestillede lag. Den var ingen dusinvare, da den udkom i 1854-55. Mange blev grebet af bogens angreb på fornufts- og forsørgelsesægteskabet og klagerne over kvindelivets snærende rammer. Efter Amtmandens Døttre og et bind Fortællinger, 1861, skrev hun ikke fiktion. I stedet brugte hun 1860’erne til at udforske gråzonen mellem selvbiografi, memoirelitteratur og rejseskildring. Derefter tog hun springet over i essayistikken, og udsendte sin gennembrudssamling som feministisk kulturkritiker i 1877 Fra de Stummes Leir.Hun har sin store del af æren for, at det norske moderne gennembrud blev så stærkt præget af kvindesagen. Og hun var medvirkende til, at man i Norge undgik den skarpe kløft mellem kvinder og mænd i synet på kønsmoral, som prægede dansk kulturliv i 1880’erne.

Hun var en kvinde i ordets hele potens

I 1810’erne havde den talentfulde svenske friherreinde Sophie von Knorring udgivet seks romaner. I litteraturhistorien er hun nu kun en fodnote. Måske fordi hun var et paradoks?Som aristokrat af nærmest gustaviansk tilsnit, men samtidig en skånselsløs kritiker af standshovmodet, hørte hun hjemme i de mest forfinede miljøer, som hun ubarmhjertigt afslørede. Kritikken taler om hendes forældede kvindesyn og mener, at hendes centrale emne er ægteskabets uopløselighed. For en moderne læser bliver den egentlige hensigt med hendes romankunst snarere at skildre den kvindelige erotiks problematik og lidenskabens idealiserende magt.Hun analyserer utrætteligt dobbeltmoralens bud og de hårfine nuancer, der adskiller »rene« og »dårlige« kvinder. Og når hun i sine romaner undersøger, hvordan kvindernes lidenskaber bliver »forbryderiske« i forhold til mændenes dobbeltmoral, er hun i godt selskab med verdenslitteraturens store: Germaine de Staël, Rousseau og Johanna von Schopenhauer.

Fuldendelsens noveller

Med sine 24 fortællinger i En Hverdags-Historie fra 1828 konsoliderede Thomasine Gyllembourg en ny litterær tradition – den realistiske prosafortælling. Hun bevæger sin læser rundt i dagligdags ydre handlingsrum, ornamenterede med enkeltheder, som alle gør hendes univers til genkendelig virkelighed. Mens En Hverdags-Historie viser familielivet i et hulspejl, findes der i forfatterskabet også en række noveller, der reflekterer familien i et troldspejl. Da hun skrev sine hverdagshistorier, var kernefamilien stadig ny, og hun havde selv gjort en væsentlig del af dens tilblivelseshistorie med.Med En Hverdags-Historie stillede hun sig imidlertid i vadestedet mellem den slægtsbevidste gamle familie og den nye individorienterede familie, og derfra anskuede hun familiens udvikling, opvejer tab og vinding og blotlagde de sprækker, som kernefamilien bærer i sin grundvold. På den led registrerede hun de tendenser i 1840’erne, der pegede frem mod dén moderne livsform, som nogle tiår senere blev sat til debat i gennembrudslitteraturen.

… for unge og uerfarne Personer af mit Kiøn

De danske forfattere Charlotta Dorothea Biehl og Sophia Lovisa Charlotte Baden dyrkede sammen med flere anonyme kvindeskribenter en moralsk og følelsesopdragende prosa. Biehl i sine moralske fortællinger. Baden i sine moralske brevfortællinger.Her stod familietematik og kærlighedsintriger i centrum, og en konflikt omkring ægteskabets indgåelse var ofte den langtrukne handlings drivfjeder. De store forbilleder var Richardson, hans franske elev Marmontel og den tyske Gellert.