Hvem bestemmer over Bjørg og Unni? lød det provokerende spørgsmål i Liv Køltzows roman fra 1972. Det var et spørgsmål, der forstod kvindesagen som et både socialt, politisk og kønspolitisk anliggende, og som omfattede mere og andet end den kvindelige erfaring. Bjørgs og Unnis liv er et arbejdsliv med lønforskelle og hierarkier, et liv splittet mellem arbejdspres og børneomsorg, et liv underlagt kapitalmagt, reklamer og gamle husmorroller. Men deres liv indeholder også et engagement i en politisk kamp, hvor handling og solidaritet kan vise vejen frem mod forandring. Således mødes den realistiske samfundskritik og den politisk-feministiske utopi i en roman, der symptomatisk markerer en ny tendens i 70’ernes litteratur.
»Hun tør, hvor andre tier«
Da Kvinner og klær i 1977 præsenterede Bjørg Vik (født 1935) under denne overskrift, havde hun været forfatter i flere år, og netop dristigheden var blevet et varemærke. Bjørg Vik debuterede i 1963 med novellesamlingen Søndag ettermiddag. Kritikken antydede en Cora Sandelsk tradition, og der var slægtskab både i tematik og skrivestil: kvinders liv, triviel hverdag, brudte illusioner – afgrunden mellem drøm og virkelighed formidlet pointeret, skarpt og eftertænksomt.
Bjørg Vik viser et 1960’er-billede med frustrerede hjemmegående husmødre, ofte i mindre byer. Her ryges, her er ikke langt mellem drinksene, og makeuppen forekommer krampagtig. Masseturismen til sol og strand er i sin vorden og arrogancen stor hos mange som hos Nina i novellen »Bryllupsreise«, 1966: »Pittoresk fattigdom, sa hun … Lille gås, tenkte han«.
Tematikken passede til den tids kvindeverden. Damebladenes ideologi lå under mange af disse novellers triste kvindeskæbner. Udseende, lækre interiører og festligt børnetøj er ude af stand til at dække over tomheden, kvinderne føler sig narret og ved ikke hvorfor. Mænds tilværelse præges af deres status som eneforsørgere, af stress og et ikke helt vågent blik for, hvad der egentlig foregår i hjemmet. I titelnovellen i Bjørg Viks tredje samling, Det grådige hjerte, 1968, har den kvindelige hovedperson, Ena, en voldsom seksuel appetit. På en syd-landsk strand tager hun det, livet byder, og giver sin elsker en stor oplevelse, som han næppe kan forvente at opnå hos sin kedelige Bitten. Her findes ingen skilsmisseplaner eller drøm om en fælles fremtid. Her findes kun et udtryk for øjeblikkets kødelige sult og hurtige tilfredsstillelse.
Bjørg Vik udsendte i 1970 romanen Gråt elskede mann (Græd, elskede mand), hvor hippiepigen Ilni repræsenterer den såkaldte »frihed«. Modsætningerne mellem konventioner og hippieliv er naturligvis iøjnefaldende, men ingen af alternativerne giver grobund for det gode liv.
Med Kvinneakvariet fra 1972 blev Bjørg Vik den nye kvinde-bevægelses forfatter. Hun tilhørte ny-feministerne og kredsen omkring bladet Sirene, men frasagde sig stemplet som »galionsfigur« og trak sig efterhånden i baggrunden for at kunne koncentrere sig om at skrive. I løbet af 1970’erne skete der noget nyt i forfatterskabet. Mens hun i de første bøger holdt sig ekstremt tæt til det private miniunivers, går hun nu ind i samfundets uligheder. Novellen »Klatreroserne« er blevet en model for forståelse af materiel stræben og unge menneskers reaktion på tomheden i forældrenes ambitioner. I »Liv« og »Emilie« er kvinderne ikke længere hjemmegående husmødre. Liv arbejder på fabrik, hendes tilværelse er slid og desillusion. »At hun ikke skaffet seg en utdannelse, en annen job eller en annen mann?« Emilie har en uddannelse, hun er bibliotekar, har mand og to børn, men ender alligevel i et sammenbrud.
Bjørg Vik er nået ud til vide kredse med sin digtning, både med de korte former som noveller og hørespil og med de lange, roman og drama. Hun blev en tidlig skønlitterær formidler af temaer, som den ny kvindebevægelse fokuserede på i andre former og andre fora, og hun er decideret blevet en læsernes forfatter. Æstetisk arbejder hun i prosagenren enten med fortættede situationsskitser eller den bredere skildring, og som regel udtrykkes scenerne realistisk i en lidt resigneret eller en ironisk og distanceret tone. I skuespillene udgør de private interiører stedet, og spændingen ligger i et ladet replikskifte, der opruller underliggende eller historiske konflikter.
Da Bjørg Vik i 1974 udsendte skuespillet To akter for fem kvinner, havde hun nået et højdepunkt i sin skildring af kvinder i forskellige faser, med forskellige frustrationer og forskellige opfattelser af det gode liv. Fem veninder omkring de 30 mødes, snakker og afslører mere eller mindre ufrivilligt deres liv. De fem repræsenterer forskellige tilværelser, ikke altid selvvalgte – det blev bare sådan. Her er husmoderlige Lilleba, ungkarlekvinden Gry med bil og computere, den prægtige lærer Anne Sofie, barnløse Ellinor, der maler, og den fraskilte fotograf Hanna. Samtalen er springende, temaerne skifter – men er livsvigtige i al deres tilsyneladende trivialitet: hverdagsliv, børn, kærlighed, sidespring, arbejde eller hjemmegående – og ikke mindst deres slidte, desillusionerede mødre, der ønskede et bedre liv for deres døtre. Hanna har taget skridtet fuldt ud, har forladt sit hjem og udsat sig for skarp kritik ved at lade sin søn blive tilbage – men det var nødvendigt. For hende er tilværelsen blevet en bevidst protest mod moderens liv: »Jeg visste bare én ting: jeg ville ikke bli som mor … den grå, utvaskede kvinnen med støvklut og stoppekurv«. Hun er også den, der gennemskuer mange kvinders trang til at ommøblere, flytte rundt derhjemme – sådan som Lilleba stadig gør. Deres mødre gjorde det ustandselig: »De forandret på møbleringen og trodde de forandret på livet sitt«, siger Hanna.
Bjørg Vik har i lighed med flere andre kvindelige forfattere – som Inger Hagerup, Solveig Christov, Ebba Haslund og Merete Wiger – skrevet radiohørespil. En kort, fortættet historie, i slægt med novellen, er velegnet som radiodramatik. »Ferie«, 1967, handler om ægteparret i feriehuset, de slider på hinanden, småhakker på hinanden. »Døtre« tematiserer spændinger og modsætninger mellem mor og datter. Den aldrende mor, der har gået hjemme »uden eksamen« finder, at den forlagsarbejdende datter er for lidt omsorgsfuld, for lidt huslig, mens unge Siv er dødtræt af moderens masen og kaster sig ud i venindesludder i et hårdt ungdomssprog.
Frihedslængslen er et motiv tidligt i forfatterskabet. Titlen på novellesamlingen fra 1975, Fortellinger om frihet (Fortællinger om frihed, 1978) er tvetydig. Den såkaldte frihed viser sig ofte at være det modsatte. For børn er det voksne liv forbundet med den frihed, de voksne har: Tilsyneladende handlefrihed, ingen koster rundt med dem, skænder, dømmer, udsteder forbud. Og Bjørg Viks fortællinger om børn og unge mennesker afspejler i høj grad længslen efter frihed. Fortellinger om frihet indledes netop med børns oplevelse af barndommen som fængsel: »Fisken i garnet« – det er barnet, og piger er mere indespærrede end drenge. Men i den samfundskritiske novelle »De kommer i små flokker« er de voksne også fanget som fisken i garnet. Det moderne samfund med bykoncentration og fremmedgørelse er ødelæggende – og drømmen om frihed fortrænges. Har de egentlig valgt denne tilværelse?
Drømmen om frihed opfattes som individuel. Det eksistentielle problem består i at have frihed til at vælge, men det skæbnesvangre er, at man, i og med at man træffer sit valg, har givet afkald på den totale frihed. At leve i et anarkistisk ingen-mandsland er ikke muligt, og når længslen efter frihed bliver så stærk hos mange af kvinderne i Bjørg Viks univers, skyldes det som regel, at disse kvinder ikke har foretaget et reelt valg. »Bestemmelsen« – at gifte sig – lever så hårdnakket, at de nærmest havner i ægteskabet uden at have nogen anden identitet, i modsætning til deres mænd, der er nødt til at se sig selv som udøvere af et erhverv, og som også er socialiseret ind i en forsørgerrolle. Også for mænd er valgfriheden ofte temmelig illusorisk, men de er perifere her, fordi hovedpersonen som regel er kvinden, og synsvinklen ligger hos hende.
Novellesamlingerne fra årene 1979-1985 er præget af vemod og melankoli, og længslen efter de yngre års hektiske kærlighed afløses af positiv resignation – mange af personerne gennemløber en harmonisk modningsproces. Den yngre generations intense tilstedeværelse understreger den begyndende ældning. Titlerne peger også i retning af resignation: En håndfull lengsel, 1979, Snart er det høst, 1982, En gjenglemt petunia (En efterladt petunia), 1985. Kærlighedsobjektet er ikke længere kun den erotiske partner: i »Enkene« og i »Gamle piker må holde sammen« finder man venskabet mellem to gamle veninder, i »Smuler for en gammel mann« den gamle redaktørs oprigtige glæde over den unge kvindelige journalist, i »Kystlandskap« faderens kærlighed til den næsten anorektiske datter.
De tre selvbiografiske romaner Små nøkler, store rum, 1988, (Små nøgler, store rum, 1994), Poplene på St. Hanshaugen, 1991 (Poplerne på St. Hanshaugen, 1996), og Elsi Lund, 1994, er skrevet i genren kvindelig udviklingsroman. De tre bind fortæller historien om Elsi Lunds opvækst og modning og er et tidsdokument om en barndom i krigens Oslo og tiden frem til de nøjsomme konventionelle og tilsyneladende upolitiske 1950’ere. Elsi og hendes veninder lever i en privatiseret sfære, demonstrationstog og engagement tilhører først det næste årti. Trilogien afsluttes med Elsis refleksioner over uddannelse og arbejde – og det værste af alt: at blive gravid. Det er småt med prævention, og en uønsket graviditet er skæbnesvanger. Bjørg Viks trilogi bevæger sig mellem det trivielle, hverdagsagtige, skrevet med sans for realistisk tidskolorit, og det mere tidløst eksistentielle. Hun veksler mellem krøllenåle og sminke og sammenbrud og livskriser. Med romanerne om Elsi Lund har Bjørg Vik i et stort retrospektivt greb fremskrevet et tidstypisk kvindeportræt og samtidig samlet mange af trådene i sit eget forfatterskab.
Annie Riis (født 1927) har både litterært og personligt 1970’ernes erfaring som udgangspunkt. Efter at have levet som husmor med tre børn debuterede hun som 48-årig med digtsamlingen Satura, 1975, og har siden udsendt flere digtsamlinger, børnebøger, romaner og gendigtninger. Annie Riis’ indfaldsvinkel til sine motiver er oftest humoristisk og satirisk, og hun bruger folkedigtning og klassisk litteratur som resonans ved at citere sekvenser fra disse.
Evige opbrud
Emancipationsfortællingen er Liv Køltzows (født 1945) genre. Hos hende handler det så at sige altid om frigørelse – langsom frigørelse.
Hun debuterede i 1970 med novellesamlingen Øyet i treet. Gennem årelang læsning af europæiske modernister – Witold Gombrowicz, Franz Kafka, Samuel Beckett, Jean-Paul Sartre, Robert Musil, Nathalie Sarraute, Michel Butor, Claude Simon – havde Liv Køltzow udviklet et bevidst forhold til sprog og form, og hun placerede sig omgående i en modernistisk prosatradition, der på det tidspunkt var relativt uudviklet i Norge.
Modernismen er Liv Køltzows ene ståsted. Det andet er kvindebevægelsen. I 1974 præsenterede Nationaltheatret gruppearbejdet Jenteloven (Pigeloven – ordspil på Janteloven), der handler om dobbeltarbejdende kvinder i lavtlønserhverv. Stykket indgik i en serie samfundskritiske forestillinger, der belyste uretfærdige samfundsforhold og anviste mulige politiske løsninger. Bag Jenteloven stod bl.a. Liv Køltzow og filminstruktøren Anja Breien. I Liv Køltzows forfatterskab har det politiske engagement nedfældet sig mest direkte i romanen Hvem bestemmer over Bjørg og Unni?, 1972, der handler om to kvinders hverdag i en forstad og deres muligheder for at påvirke deres egen situation.
Liv Køltzow udgav i 1992 bogen Den unge Amalie Skram. Et portrett fra det nittende århundre, en biografi som fremstår som et inciterende møde mellem to stærke forfattere. Ud fra et personligt behov for at finde tilbage til en svunden tid og gå ind i spændingsfeltet mellem dengang og nu bruger Liv Køltzow sin egen fantasi, sine egne erfaringer og sit stofligt prægnante sprog til at digte et portræt af Amalie Skram frem, som fascinerer læseren lige så meget, som det må have fascineret forfatteren selv. Hun strækker biografigenren, og det faldt nogle kritikere tungt for brystet, men hensigten er åbenbar: hun får udnyttet sine evner som skønlitterær forfatter, samtidig med at hun problematiserer biografigenren.
Novellerne i Øyet i treet er fænomenologisk optaget af hverdagsagtige ting og tilsyneladende ubetydelige hændelser. I bogens første novelle, der også har titlen »Øyet i treet«, beskrives en situation, hvor hovedpersonen Liv sidder i et træ og iagttager tingene omkring sig og alt, hvad der foregår (børnene der leger Borte). I begyndelsen sidder hun i træet og har fuld kontrol over øen, dvs. novellens verden, men hun falder ned og ender som den sårede – med de andres blik rettet mod sig. I udgangspunktet er hun den, der fortæller, men hun bliver efterhånden den, der fortælles om. Novellen tematiserer dermed forholdet mellem jeg’et og de andre, men også forholdet mellem identitet og fortælling: Allerede i Liv Køltzows første tekst i bogform introduceres fortællingen som en måde at forstå sig selv og verden på.
I den sidste novelle, »Dobbelt«, videreføres denne tematik, samtidig med at erotiske spændinger og problematiske køns-relationer her for alvor introduceres i forfatterskabet. Også i denne novelle befinder personerne sig et sted mellem handling og handlingslammelse, mellem sagte og usagte ord, men teksten »løser« ikke tvivlen, tvetydighederne og modsætningerne.
Formsproget i Øyet i treet var nyt i forhold til den dominerende psykologisk-realistiske prosa, og Liv Køltzow er blevet en af de mest toneangivende prosamodernister i dagens Norge. I hendes fortællinger er en stadig optagethed af eksperimenter med og fornyelse af formsproget.
Et markant træk i Liv Køltzows tekster er således refleksionerne over det at fortælle. I hendes tredje bog, romanen Historien om Eli, 1975 (da. 1977), bryder en fortællerstemme ind i fiktionen med kommentarer til sin egen tekst: »Må videre, kan ikke holde på (blive ved) sånn å stampe (stå i stampe). Eli er bare såvidt blitt voksen, såkalt, men hun er det da, det burde vel gjøre det litt lettere å fortelle om henne«.
Den kvindelige hovedperson bærer i sig en længsel efter noget andet, et andet liv, en bekræftelse på, at hun er i stand til at handle. Men hun har nogle indre barrierer at kæmpe med. De bevirker, at hun i samme øjeblik, hun tænker en tanke, også får en modforestilling.
Historien om Eli trænger ind i de psykiske mekanismer og forudsætninger, der styrer den voksne kvindes adfærd. Romanen skildrer pigesocialisering i et typisk norsk middelklassehjem i 1950’erne og analyserer pigens reaktioner på konflikten mellem sin trang til selvrealisering og omgivelsernes krav om konformitet. Handlingsforløbet beskriver en romanperson, der udvikler sig fra passivitet til en vis grad af aktivitet. Men hun er hele tiden præget af ubeslutsomhed, usikkerhed og tvivl, noget der kommer til udtryk i hendes – og romanens – sprog.
Historien om Eli blev af radikale kritikere læst som et opgør med modermyten. Den vigtigste prøvelse i Elis frigørelsesforsøg er nemlig at bestemme sig for abort, da hun bliver gravid for anden gang. Andre kritikere reagerede negativt på denne tilsyneladende lette løsning, men enkelte indså det rimelige i, at Eli mest af alt trænger til at være tryg i sig selv, før hun kan tage ansvaret for et nyt barn. Abortscenen – besøget hos lægen – er da også indskrevet i en fødselssymbolik, som understreger Elis egen genfødsel og løsrivelse fra sin mor. Således er Historien om Eli i mindre grad en fortælling om vægringen ved at blive mor men snarere en fortælling om, hvor vanskeligt det er at være datter.
Løp, mann, 1980 tematiserer forholdet mellem kvinde og mand. Ægteparret Jon og Rita står sammen med deres venner Eva og Helge i centrum for handlingen. På mange måder er det et Ibsensk familiedrama, Liv Køltzow her har lagt op til, med kritik af ægteskabsinstitutionen som en vigtig ingrediens.
Løp, mann er både en kritik af patriarkatets cementerede undertrykkelsesmekanismer og en afsløring af, at mændene selv er slaver af dette system. Romanen gennemsyres af en løbsmetaforik, der spiller på mandens stræben efter altid at have kontrol, altid at være lidt foran, altid at være den stærkeste. Og mænds evindelige indbyrdes konkurrence.
Romanen er også en nærgående afsløring af, at socialismens tilsyneladende antiautoritære ideologi overhovedet ikke har forandret magtforholdene mellem kønnene i privatsfæren. På den måde formidler bogen kvindelige socialisters dybe desillusion og følelse af forræderi: »Jon satt (sad)… på møter og sa (sagde) at han hørte til i en større sammenheng, at han hadde funnet nøkkelen (nøglen) til noe, solidariteten med de svake, strategier for sosialisme, en begynnelse til et annet samfunn. Men han fortsatte å fange inn Rita«.
Som Historien om Eli og Løp, mann ender Hvem har ditt ansikt, 1987 (da. 1989), med, at den kvindelige hovedperson indleder en ny fase af sit liv efter at have brudt med sin fortid. Det nye i Hvem har ditt ansikt? er, at hun gør det sammen med en mand. Den 29-årige Helen, der har mand og børn og en afbrudt kunstnerisk karriere bag sig, forelsker sig i Aksel, der er musiker og har kone og børn.
Liv Køltzows særlige fortælleteknik viser sig her gennem jeg-fortælleren, der indleder bogen og indsætter en tekst i teksten: »– jeg gjør første forsøk på å få notatene hennes til å henge sammen og vet straks at dette blir som å legge et gammelt puslespill«. Denne fortællerstemme glider derefter ud og ind af historien på en næsten umærkelig måde, men alligevel sådan at den fungerer som et brud på illusionen, en påmindelse om at det fortalte er fiktion.
Romanen drejer sig først og fremmest om Helens oplevelser af Aksel og hendes eget stærke begær efter ham. Hun oplever to kroppe, der finder hinanden i en vældig lyst, men er samtidig bange for, at hun ikke kender ham godt nok. Hvordan er han egentlig? Hvem er hun selv, at hun så brat kan distancere sig fra sit gamle liv? Er det nye forhold kun en gentagelse af det gamle, hvor hun deltager på mandens præmisser?
Helens forsigtighed sættes i kontrast til Aksels frihed og udlevelse af kunstnerisk kreativitet. Helen har lagt kunsten på hylden og er begyndt i et fag, der egentlig ikke interesserer hende for at være sikker på, at hun senere kan få job og regelmæssig indtægt. Hun lever et vaneliv, fordi hun er bange for det, der er nyt og anderledes. Hun bedrages af sin mand, men finder sig i det for at slippe for at udfordre ham.
Aksel er stærk og selvstændig og forventer, at hun er det samme. For Helen bliver han et identifikationsobjekt: Han er et eksempel på en person, der har realiseret det, hun selv drømmer om at realisere, og han stimulerer hende til at finde tilbage til og turde realisere sit talent. Men selv om hun kaster sig ud i det nye, følger hendes gamle jeg stadig med, usikkerheden, hendes tøven. Har hun selv valgt det, eller har han valgt det for hende? Mod bogens slutning rejser Helen med Aksel til Italien. De har lagt bruddene bag sig og er begyndt på noget nyt et andet sted.
Liv Køltzows bøger kritiseres ofte for at være for stillestående, der sker for lidt, de er for optaget af indre liv og for lidt fokuseret på ydre handling. I tråd med den modernistiske æstetik følger fortællingerne ikke kun et lineært handlingsforløb. Flere tidsplaner mødes og skaber en fragmenteret sproglig tilstand i erkendelse af, at bevidstheden altid rummer nutid, fortid og fremtid på samme tid. Brokker af forskellige begivenheder på forskellige tidspunkter beskrives parallelt, og fortællingen veksler til stadighed mellem situationer og tidsplaner. Men der ligger faktisk også en stærk narrativ drivkraft i forfatterskabet, fra det gamle mod det nye, en intens vilje hos de kvindelige hovedpersoner til at forandre deres liv, overvinde utilfredsheden og sætte noget andet og bedre i stedet.
Til trods for, at Liv Køltzows kvinder grundlæggende er handlingslammede, handler de – efterhånden. Hendes personer er individer med modstridende følelser og drifter, deres handlinger er ikke logiske og konsekvente, de forandrer sig hele tiden. Fortælleren er bevidst om, at det billede, der tegnes, ikke er eller kan blive fuldstændigt. Det repræsenterer stumper af en helhed, brudstykker af en sandhed og en subjektiv fortolkning. Derfor er dette forfatterskabs tekster også langt hen ad vejen åbne i begge ender. De prætenderer at være et tilfældigt udsnit af nogle tilfældige menneskers liv på et tilfældigt sted i et tilfældigt tidsrum. Fortællingerne har tilsyneladende ingen klar begyndelse og slutning.
Men samtidig er de formfuldendte konstruktioner og en kunstnerisk bearbejdelse af en række kvindelige erfaringer helt klart knyttet til en bestemt tid og et bestemt sted. Kernen i disse erfaringer – og samtidig en drivkraft i forfatterskabet – kan formuleres som spændingen mellem en oplevelse af handlingslammelse og en stærk indre drift til at overvinde den.
Romanernes udsagn er, at bruddet er nødvendigt og den eneste rigtige løsning for heltinderne. Kvindernes »sejr« består i at rive sig løs, at klare sig selv. At udholde deres nuværende liv vil betyde fortsat undertrykkelse, ufrihed og nederlag.
Kjersti Ericsson (født 1944) er repræsentant for den politiske lyrik og kvindebevægelsen. Hun debuterede karakteristisk nok i 1968 med digtsamlingen Fotnoter i rødt, en titel som viser forfatterens ståsted inden for den internationale marxistiske bevægelse. Digtene »… knytter sig til under-trykkelsen og terroren, som imperialisterne udøver rundt omkring på kloden«, skrev Tor Obrestad i en sympatiserende kommentar. Også den næste bog, Våpnet er smidd på ny, 1978, består af typiske kampdigte og lejlighedsdigte skrevet til politiske begivenheder og højdepunkter (»Partiet er fire år«, »Til Rød Front-leiren på Herdia 1972«). I sine senere digtsamlinger er Kjersti Ericsson fortsat engageret i politiske sager og forhold, som har med magt, kontrol og undertrykkelse at gøre. Hendes digte åbner sig efterhånden mere for motiver hentet fra intimsfæren og naturen, men hun skriver stadig i et direkte sprog uden særlig brug af billeder eller omskrivninger; den ydre virkelighed er vigtigere end det poetiske sprog selv.
Unni Langås
Et andet blik
Kvindeperspektivet blev også til et nyt syn på de to køn. I Tove Nilsens (født 1952) forfatterskab udfolder arbejdet med dette andet blik sig som fortælletekniske eksperimenter og perspektivforskydninger i forhold til en køns- og kulturtematik, og hun præsenterer også historien om magt og afmagt i kønsforholdet fra mandens synsvinkel. Selve udgangspunktet i kulturens »anden«, kvinden, fører hende mod en opmærksomhed på det uvante, det anderledes, der sætter både mand/kvinderelationen og den vestlige civilisation i et nyt perspektiv.
Tove Nilsen debuterede i 1974 med Aldri la dem kle deg forsvarsløst naken (nøgen), en tidstypisk brugsroman, der blev markedsført under overskriften »skønlitterært indlæg i abortdebatten« og fik stor publikumssucces med Skyskraperengler, 1982, om opvæksten i en norsk forstad. Med enkelte undtagelser har hun udsendt bøger hvert år, også reportagebøger fra Oslo, »hovedstaden som det er så lett å rømme fra/ og så vanskelig å romantisere«, som hun skriver i et digt.
Kønsproblematikken og den sociale samvittighed fra de første romaner er bevaret i de senere værker, men det klare debatpræg har fået et mere nuanceret udtryk, bl.a. gennem eksperimenter med forskellige fortællerstemmer og flere stilniveauer. Chaplins hemmelighet, 1989, er den første roman, hvor Tove Nilsen for alvor spiller to forskellige tidsplaner ud mod hinanden. Ved at parallelskrive bibliotekaren Tone Holmsens historie, som den udfolder sig i Oslo i begyndelsen af 1970’erne, med en farverig og fantastisk beretning fra London omtrent hundrede år før, får historien resonans og kontinuitet. Langsomt tydeliggøres forbindelsen mellem historier og personer, og Tone Holmsens kamp for at finde et eget omdrejningspunkt filtreres så at sige gennem oldemoderens historie.
Selv en realistisk og samfundskritisk roman som Den svarte gryte (Den sorte gryde), 1985, holder en distance til sin hovedperson og sit stof, som til trods for emnets alvor også giver plads til humor og ironi. Den Oslo-fortæller, der i Skyskraperengler kan forekomme næsten irriterende naivistisk, giver i sine senere bøger et både mere farverigt og mere brutalt billede af Oslo. Sammenligningen aktualiserer ikke blot Tove Nilsens udvikling som forfatter, men reflekterer også på en interessant måde et stykke politisk historie – fra de optimistiske, socialdemokratiske 1950’ere til de adskilligt hårdere og mere uoverskuelige 1980’ere og 90’ere.
I Amazonaspornografen, 1991 (da. 1992), genfortæller en af personerne historien om antropologen, der tager en yanomamöeindianer med op i et fly:
»Da yanomamöekrigeren – som var så redd at han klamret sig til flysetet under hele turen – kom tilbake til jungelstammen sin, spurte de andre om han hadde stanget hodet i taket på himmelen? Et spørsmål som noen timer tidligere ville vært naturlig også for denne yanomamöen å stille. Men hva gjør han nå? Han ser på antropologen, så himler han med øynene«.
Citatet viser både Tove Nilsens evne til at berette pointerede og medrivende historier og hendes romanpersoners sans for det usædvanlige. Hovedpersonerne i såvel Amazonaspornografen som I stedet for dinosaurer, 1987 (da. 1989), nærer glødende interesse for antropologi og har en fortæller, der boltrer sig i en blanding af anekdoter, fagkundskab og fiktionsglæde. Bøgerne afslører en sproglig opfindsomhed og en sans for visuelle detaljer, der placerer Tove Nilsen i selskab med så forskellige forfattere som Dag Solstad og Milan Kundera. Teksternes kritiske potentiale kan ikke adskilles fra det blik, der ser og formidler sine oplevelser i form af erotisk ladede billeder. Tilsyneladende irrationelle detaljer står i løfterig kontrast til det, som en af hendes fiktionspersoner foragteligt kalder for »vanliggjøringen, normaliseringen, det å se verden som den var«. Det er netop suget efter »det uframkalte som aldri skulle bli til noe«, der genskabes i hendes seneste bøger. Fotografen i I stedet for dinosaurer, hvis arbejde det er at forevige folk, er paradoksalt nok først og fremmest optaget af de flygtige detaljer, de detaljer der kun lader sig fastholde med de største omkostninger for dagligliv og ægteskab: »Akillessenene han nettopp hadde forlatt, anklene hennes i svev over asfalten. Hendene rundt vinglasset, spinkelheten i stetten (stilken), samme spinkelheten i håndleddet«. Meget karakteristisk er det netop det blottede håndled, han ønsker at indfange med kameraets øje.
Tove Nilsen kan i lyset af tilsyneladende uvæsentlige og overflødige detaljer formulere kritikken af cementerede køns- og samfundsforestillinger. Ethvert menneske, der lader sig fascinere af det, flertallet ikke lægger mærke til, står udenfor på en måde, der virker provokerende på dem, der accepterer tingenes tilstand. Antihelten, fotografen Kjell, formulerer det, der for Tove Nilsens hovedpersoner – uanset deres køn – er indbegrebet af det foragtelige. Han kritiserer bittert sin bror Kåre, »kødhovedet«: »… det verste han visste var å forlate Norge«. Hovedpersonerne stiller i stadig højere grad spørgsmål, der både fører dem ud i håbløse og destruktive situationer og demonstrerer for læseren, at der går et skel mellem dem, der ser – og dem der ikke vil eller kan se.
Blikket, der ser og noterer sig detaljer, får sit mest konkrete og ekstreme udtryk i Tove Nilsens bog: Øyets sult, 1993. Her sættes blikkets begær efter at gennemtrænge stadig nye områder i grel kontrast til dem, der lader sig nøje med at gå til julefrokost, samtidig med at videbegæret også tematiseres som en rent fysiologisk fascination. Øjets sult skal ikke kun opfattes metaforisk, men betegner også det skælvende, geleagtige og uendeligt ensomme menneskeøje på hjerneforskerens kontor. Denne sammenkobling af det bogstavelige og det billedlige og af det frastødende og det smukke kendetegner både skrivemåde og tematik.
Udviklingen fra en omstændelig, didaktisk realisme til en mere eksperimenterende form har Tove Nilsen fælles med andre norske forfattere af sin generation. Den formmæssige udvikling løber parallelt med en indholdsmæssig drejning mod de usædvanlige og bizarre fortællinger. Antropologiens fokusering på fremmede kulturer og ukendte stammefolk optager mange af hendes senere romanpersoner.
Tone Selboe
Konfrontationer
Laila Stiens (født 1946) noveller er befolket med hverdags-mennesker: en skolepige, en ung pige på en fiskefiletfabrik, en overarbejdet servitrice, en mor, en enke, to ældre kvinder på plejehjem. Men hun skriver også om deres mænd: Samedrengen Mattis, der går på kostskole og lærer norsk, anlægsarbejderen, der er væk fra sin kone hele ugen, og gamle tæringssyge Greger på sygehjemmet.
Den ydre ramme om de fleste af hendes tekster er et nordnorsk landskab med småbygder og nærværende dramatisk natur. Desuden skriver hun ofte dialogerne ud på dialekt.
Laila Stien har tæt kendskab til både det nordnorske og det samiske og har i flere noveller fra det samiske miljø udfoldet den indbyggede dramatik, der ligger latent i mødet mellem samernes gamle kultur og det norske samfund.
I debutbogen Nyveien, 1979, lader hun denne konfrontation – der godt kan læses som et billede på en større og mere omfattende konfrontation mellem natur og kultur – udspille sig i en tæt og dramatisk historie, »Reisen mot øya« (Rejsen mod øen).
En gruppe fjeldsamer er i færd med at lede en stor flok rener på sommergræsning ude på øen. De har været undervejs i ni døgn. Nu mangler de kun det åbne sund over til øen. Midt om natten er der strømstille i sundet, og de har da en halv time til at svømme dyrene over. Når de det ikke, kan der opstå vanskeligheder. Da flokken er nået halvvejs over, kommer en stor båd under norsk flag til syne. Selv om samerne forsøger at varsle båden, glider den videre gennem sundet. Bølgerne fra den bevirker, at renflokken mister retningssansen. Renerne går i panik.
»Alt skjer så fort (hurtigt). Med ett er alle linjene brutt. De rytmiske bevegelsene borte. Hornkroner tvinner (vikler) seg fast i hverandre. Rein (ren) støter mod rein. Kjemper i hver sin retning. Målet er ikke lenger kjent. Det finnes ikke noe mål. Bare desperat oppholdelsesdrift. Kaos«.
I hendes noveller er det ofte manden og kvinden, der holder forskellig kurs. Det er en grundkonflikt i de fleste af historierne, at mænd og kvinder har så forskellige drømme og er så dårlige til at tale med hinanden om, hvad de tænker på og drømmer om. Laila Stien skildrer det, der foregår mellem mennesker, når den ydre situation ofte på grund af en bagatel låser sig fast. Og hun skriver om det, der sker, når et menneske lukker sig inde i sig selv og bliver sin egen fjende. Hun skriver om kærlighed og om længsel efter kærlighed, om jalousi og om den frygt og det had, jalousien kan føre med sig. Anlægsarbejderen i novellen »Spiller ingen rolle« fra Sånt som skjer (Den slags der sker), 1988, tror, at hans kone er ham utro med en ny nabo. Jalousien og den utryghed, han føler, gør ham voldelig. Han jager konen ud af lejligheden og ud af sit liv.
Den nygifte og højgravide kvinde i »Hvit brud« kan ikke få sit drømmebillede af ægteskab og ægtemand til at stemme med virkeligheden. Da den første glans er gået af samlivet, vil han hellere sidde i stuen og se sport i fjernsynet end se på hende. I værelset ved siden af, til akkompagnement af en hylende sportsreporter, vender hun i stum og ensom desperation utilfredsheden mod sin egen krop og mod manifestationen af det liv, hun tidligere havde ønsket sig, den hvide brudekjole: »Jeg tok leppestiften og klinte (smurte) den på i tjukke (tykke) lag, pressa den mot munnen til den knakk. Så tok jeg neglesaksa fra hylla og klipte håret, store dotter (totter), slengte dem i golvet. Etterpå (bagefter) satte jeg spissen av saksa mot kinnet, ret (lige) under øyet, og dro (trak) til. Hårdt. … Åpna skapsdøra og plukka (tog) fram brudekjolen, trakk den overhodet. Hele tida grein (græd) jeg, så sminken rant (løb). Kjolen blei liggende i en krans nedafor brystene. Jeg fikk den ikke lengre. Måtte ta tak (fat) i stoffet og rive. Det var en god lyd så jeg tok nytt tak og reiv mere. Kjolen glei nedover magen (maven)«.
Laila Stien bygger personer og situationer op af hverdagsbilleder. Af og til vipper realismen over i det groteske og uvirkelige. På den måde får hun sagt noget om det enkelte menneskes spillerum, drama og dilemma.
Politik og utopi
Spørgsmålet om kvindelig identitet, om undertrykkelse og oprør er i store dele af den norske kvindebevægelse altid samtidig et større socialt og politisk anliggende. I 1972 dannedes Kvinnefronten som et erklæret socialistisk alternativ til Nyfeministerne, og det betød, at kvindernes kamp i høj grad blandede sig med tiårets øvrige politiske mobilisering – og polarisering. En stor del af 1970’ernes emancipationslitteratur er da også skrevet på et dobbelt engagement af social kritik og ny kvindebevidsthed, rækkende fra et marxistiskleninistisk standpunkt i AKP (Arbeidernes Kommunistiske Parti) mod en bredere socialrealisme. Med debutromanen Jenny har fått sparken (Jenny er blevet fyret), 1976, stod Toril Brekke (født 1949) frem som en forfatter, der lagde vægt på litteraturens politiske dimension, og hun blev af de norske kritikere straks opfattet som en »AKP-forfatter«. Denne gruppe bestod ellers mest af mænd, bl.a. Dag Solstad, Espen Haavardsholm, Tor Obrestad og Jon Michelet, der i vid udstrækning prægede 1970’ernes og 1980’ernes norske mediedebat om litteraturens væsen og opgave. For Toril Brekke var det et spørgsmål om at integrere et feministisk og et arbejderpolitisk perspektiv: Hun ville skrive »brugslitteratur« for arbejderkvinder, og hun høstede af egne erfaringer som »selvproletariseret«, når hun skrev om arbejdsforholdene på en kvindelig industriarbejdsplads. Historien i Jenny har fått sparken er enkel og positiv. Den 60 år gamle Jenny siges op, men de yngre viser deres solidaritet, og strejken, de gennemfører, lykkes. Kvinderne skildres som hverdagshelte midt i rutinearbejde og vanskelige ægteskaber.
Toril Brekkes største episke satsning er romanen Granitt, 1994 (da. 1995). Her nærmer hun sig i fiktionens form sin egen slægts ophav i stenhuggermiljøet ved Iddefjorden. Beretningens kerne er Anton fra Syrinplassen, der stammer fra de laveste sociale lag, men som med drømme, musik og maskulin kraft griber de udfordringer, tilværelsen byder ham. Toril Brekke skildrer Antons liv gennem de store forandringer i 1900-tallet, og hun fortæller om forfaderens ægte og uægte børn og børnebørn, der lever i forskellige lande og verdensdele. Trådene samles gennem kunsten – på romanens nutidsplan er det gennem musikken i form af en stor europæisk korkoncert, at Antons ætlinge mødes. På samme måde giver romanens orkestrering af de mange fortællinger om enkeltpersoners liv en version af hele århundredets historie.
I et år, hvor diskussionen om norsk medlemskab af EU for anden gang delte det norske folk i to lejre, viser Toril Brekke, at selv en søgen efter norske rødder har europæiske dimensioner.
I Filmen om Chatila, 1983, har Toril Brekkes kvindelige hovedperson, Eva, været sundhedsarbejder i palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. I Sølvfalken fra 1986 skildres en kvinde, der gennem hallucinationer, drømme og telepati kan opleve andres nød og fornedrelse overalt på kloden.
»Det er tross alt menn som avler barn«. Med dette udsagn indleder Gerd Brantenberg (født 1941) sin dystopiske roman Egalias døtre, 1977 (da. 1980), en roman der anvender utraditionelle midler – bl.a. latteren – til at sige noget af det, 1970’ernes kvindebevægelse brugte megen energi på at få sagt på mange andre måder.
Gerd Brantenberg opdigtede samfundet Egalia, hvor kvinderne sidder på magten, og mænd må tilpasse sig deres fruedømme til vores alle sammens og mødrelandets bedste. Det er mænd, der passer børn, mænd der er lavtlønnede, og mænd der må gå med PH – penisholder – for at tage sig godt ud. Desuden må de klippe deres P-kort hver måned som bevis på, at de har taget den offentligt kontrollerede P-pille.
Romanen skildrer den unge Petronius Brams oprør. Sammen med nogle venner starter han en maskulinistbevægelse, hvilket hans mor, direktør Bram, mener er dømt til fiasko.
Gerd Brantenberg brugte en gammel genre, den utopiske roman, og satte kontant kønsspørgsmålet på dagsordenen. Ikke blot fik kvinder mænds magt, men sproget selv genspejlede denne magt: »man« blev til »dam«, »menneske« til »kvinneske«. Måske var det den slags detaljer, lige så meget som det var den tydelige samfundskritik og den totale sociale omvendings-operation, der gjorde Egalias døtre til en tankevækkende og mobiliserende bog, som blev en bestseller i flere andre europæiske lande, inden den for alvor slog an i Norge.
Gerd Brantenberg debuterede i 1973 og placerede sig allerede med debutbogen Opp alle jordens homofile (Rejs jer fordømte!, 1974) som en engageret oprører, Ja vi slutter, 1978, (Farvel og tobak, 1982) var en bog af samme type, men om et andet emne, cigaretrygning. Sangen om St. Croix, 1979, Ved fergestedet, 1985, og For alle vinder, 1989, har homoseksualitet som tema, men trilogien om Frederikstadpigen Inger Holms opvækst er samtidig skrevet i forlængelse af en realistisk kvindelitterær romantradition fra Cora Sandel til Torborg Nedreaas og Bjørg Vik. I bøgerne giver Gerd Brantenberg et bredt portræt af en tid, en generation og et geografisk område, men først og fremmest af et menneske, der når frem til en erkendelse: Hun er lesbisk. Inger skal finde sig selv, sin identitet som både seksuelt og socialt individ, og hun skal finde frem til en form for kvindeliv, som der ikke er udbredt tolerance for i samfundet omkring hende.
Den retfærdige sag
I en af Sidsel Mørcks (født 1937) noveller spørger hovedpersonen sig selv, om det er døden, damerne venter på, mens de spiller og spiser lagkage under formiddagsbingoen. Sidsel Mørcks bøger sætter fokus på den nære virkelighed, og hendes bøger er fyldt med enkle, skarpe, men samtidig underfundige observationer, der ofte tillægges voksne erfarne kvinder som i »Stamcafeen« fra Lykkehjulet går!, 1976. Kernen i hendes forfatterskab er engagement i de umyndiggjorte og undertrykte, der savner indflydelse på deres eget liv.
Men parallelt med engagementet i den enkelte løber hendes politiske engagement, ikke mindst i miljøsag og industriforurening, hvor hun gennem mange år har placeret sig som vagthund, debattør og aktør i grænselandet mellem kunst og sagprosa.
Her nærmer hun sig dokumentarismen som i historien Ikke til salgs!, 1983, om ingeniøren, der fryses ud af den store petrokemiske virksomhed på Rafnes i Telemark, fordi han udtaler sig kritisk om selskabets livsfarlige gastransporter. Blandt læserne er hun især populær som novellist. I en række novel-lesamlinger skildrer hun det nære genkendelige hverdagsliv, især kvinders almindelige liv med kærligheden og ensomheden, følelsen af at livet er et andet sted. Flere af novellernes personer gør et beskedent oprør på egne vegne som f.eks. pensionisten i novellen »Fri« fra Kikkeren, 1987.
Sidsel Mørck arbejder med mange litterære genrer. Hun debuterede i 1967 som lyriker og er en populær forfatter af børnerim. Hendes Erta berta Sukkererta, 1978, er en central bog i den norske børnerimstradition.
Den stærke indignation og vrede over uret, miljø-ødelæggelser og politisk suspekte afgørelser er også centrum i Vigdis Stokkeliens (født 1934) forfatterskab. Hun debuterede i 1967 med novellesamlingen Dragsug (Bølgesug) og bruger ofte denne kortform til sine næsten desperate råb om en verden i drift og uden retning.
Vigdis Stokkeliens personlige erfaringer er mangeartede, og hun udnytter dem maksimalt. Som radiotelegrafist i udenrigsfart, som officer og hvid oplevede hun standsforskellen, men som eneste kvinde i et mandsmiljø brød hun også med entydige roller. På land har hun arbejdet som journalist, og som krigsbarn har hun vidst, hvad der ventede mennesker, der var på den »forkerte« side. Alt dette kommer til udtryk i hendes hovedværk, trilogien om Gro: Lille-Gibraltar, 1972, Båten under solseilet, 1982, og Stjerneleden (Stjernevejen), 1984. Gro er barn under krigen, og Lille-Gibraltar slutter med voldtægt og befrielsesdagenes lynchstemning. I næste bog sejler Gro som radiotelegrafist på Østen, og i sidste del er hun hjemme igen, alvorligt syg og med næsten voksne børn.
I Lille-Gibraltar tager Vigdis Stokkelien et tabuemne op, nemlig om der kunne være noget godt i mennesker på den »gale« side. Synsvinklen er hos barnet Gro, som forstår, at tantens tyske mand er et hæderligt menneske, selv om de tyske officerer og soldater omkring dem er fjender. De »blakkede«, anlægsarbejderne som arbejder for tyskerne, klarer frisag – og voldtager Gro i fredsrusen.
Trilogien fortæller om et livsforløb fra barn til moden kvinde og er komponeret som et kredsløb – fra et stærkt matriarkat i barndommen via sølivets og krigens mandsmiljø tilbage til udgangspunktet. Den centrale person er bedstemoderen, en stærk kvinde, der kan håndtere alle parter, både tyske officerer og »drengene i skoven«, modstandsbevægelsen.
Trilogien er en udviklingsroman, der konsekvent forbinder pigens og kvindens liv med den store historie, fra dystre krigserfaringer over efterkrigstiden med nazitidens spøgelse og den politiske McCarthyisme, der ramte de unge sømænd, der blev straffet for fædrenes kommunistiske engagement, og frem til 60’erne med Vietnamkrigen og en større forståelse for Østens elendighed, fattigdom og krig. Gro mestrer den ydre verden, men bukker under for sygdommen i sin egen krop. Men bøgerne bærer også vidnesbyrd om, hvordan kvinders styrke og engagement mod uretfærdighed og trusler mod miljøet kan gå i arv fra de ældre kvinder som Gros bedstemor. De fortæller om sømandsmiljøet som et sted, hvor matriarkatet lever videre under mændenes stadige fravær.
Solidariteten med de svage og det skarpe blik for både social uretfærdighed og knægtelse af kvinders livsmuligheder deler Margaret Johansen (født 1923) med Sidsel Mørch og Vigdis Stokkelien. Hun havde erfaring som skribent i dagspressen og reklamebranchen, da hun i 1971 debuterede med novellesamlingen Om kvinner, der to år senere blev fulgt af … men mannen ler.
Novellerne »Damene« og »Firmafesten« griber fat i kontorets typiske kvindearbejde, hvor kvinderne varter middelmådige, halvgamle chefer op. De korte historier er øjebliksbilleder af en virkelighed, mange genkendte. De var brugslitteratur, men udtrykker også en vemod i skildringen af de små, svage og ikke helt vellykkede kvinder, der er outsiderne i dette univers.
Romanen Det var engang en sommer fra 1974 tager udgangspunkt i debutsamlingens sidste novelle. Den unge, usikre Maria er fuldstændig kuet af en tyrannisk tante, der egentlig er hendes mor – hun blev engang forført, og det må i hvert fald ikke ske for Maria. Anders, naturmennesket fra skoven, får det oprørske frem i hende, og hun får styrke til at trodse hjemmets hårde kvinderegime og glæde sig over kærligheden og sin egen krop.
I novellesamlingen Død og småsuppe, 1976, er billederne af de små og magtesløse tegnet med indignation og medfølelse. Den sidste novelle, »– og det skal gå deg vel«, om Marte, der må passe sin gamle, senile far, peger frem mod den næste bog, Damenes vals, 1978 (da. samme år). Mens familie og venner forsvinder, er det Kristines selvfølgelige pligt at tage sig af sin præsenile ægtemand. En klog og sympatisk mand er blevet offer for den snigende sygdom, der stjæler hjerneceller og gør ham til et andet menneske. Med Damenes vals gik Margaret Johansen ind i samfundsdebatten om privat kontra offentlig omsorg, om skyldmanipulation og ansvarsforflygtigelse.
»Du kan da ikke bare gå … «. Replikken er blevet en klassiker. For mange blev den nøglen til en uhyggelig verden, de mishandlede kvinders verden. I kølvandet på 1970’ernes kvindebevægelse blev denne verden synlig. Krisecentre dukkede op, og gennem sin lille bog, Du kan da ikke bare gå, 1981 (da. 1982), som blev dramatiseret af Fjernsynsteateret, gik Margaret Johansen direkte til problemet.
En tredje feminisme
I 1980 brugte den norske feminist Nina Karin Monsen (født 1943) Leonora Christinas titel Jammers Minde som titel på en moderne dagbogsroman, Jammersminne. Romanens hovedperson Maria sidder i sit sekskantede værelse i København og skriver for at komme ud af sit fangetårn – opdragelsen til pige og sin binding i et havareret ægteskab. Hun vil »finne (seg) selv – eller rettere finne ut hvem det er som leter etter seg selv«. Derfor skriver hun om sine oplevelser som kvinde og om sine daglige gøremål, men denne fremstilling afbrydes af stadige udkast til et afskedsbrev til eksmanden.
Marias manglende bevidsthed og virkelighedsforståelse fremstilles som et resultat af pigeopdragelsen, og den giver sig også udslag i en ambivalens i forhold til selv at få børn. Denne problemstilling tager Nina Karin Monsen også op i debutbogen Kvinnepakten, 1977, en jegroman hvor »lille Karen« formidler sin livserfaring, som den er vundet gennem kampen for at få og eje sine egne oplevelser og ikke drukne i kvindernes kor. Kvinderne er mødre, der får deres (utrygge og falske) eksistens gennem børnene – i forhold til barnet kan moderen forherlige sig selv, være autoritet og samtidig fremvise det offer, hun bringer (for mand og børn).
Bogen blev en brandfakkel, da den udkom; Nina Karin Monsen giver et grotesk billede af moderrollen og afmystificerer moderkærligheden grundigt:
»Alle våre mødre har slitt og hatt det ondt, de har født det ene barnet etter det andre som døde for dem, og selv har de dødd litt etter litt inne i seg, og det første som døde var kjærligheten til barnet«.
Mens Jammersminne er skrevet inden for rammerne af en hverdagsæstetik, bærer Kvinnepakten præg af fabel og læredigt. Den realistiske ramme nedbrydes ligeledes i novellesamlingen Dødt liv, 1987. I situationsbilleder af forskellige kvindeskikkelser tegnes hverdagen og dens fængsel, og når kvinderne – i oprør, desperation eller selvhævdelsestrang – overskrider deres tærskler, formidles det gennem drømmen, eventyret og det absurde.
Nina Karin Monsen er en af de mest kendte feminister i norsk debat i 1970’erne og 1980’erne. Foruden de skønlitterære værker har hun skrevet filosofisk sagprosa, kronikker og avisindlæg. I Det kvinnelige mennesket, 1975, og Jomfru, mor eller menneske?, 1984 (da. 1985), begge med undertitlen »feministisk filosofi«, udvikler Nina Karin Monsen sit eget feministiske ståsted, og hun afviser både marxistiskinspirerede og nyfeministisk kvindelighedsdyrkende retninger som ulogiske og etisk uforsvarlige. Nina Karin Monsens tese har været, at kun den enkelte kvindes personlighedsudvikling i et mellemmenneskeligt rum kan føre til virkelig kvindefrigørelse. I Det elskende menneske – person og etikk, 1987, præsenterer Nina Karin Monsen en personalistisk filosofi, inspireret af Emmanuel Mounier. Vægten er her lagt på, hvordan hvert enkelt menneske skaber sig selv i samspillet med andre, og køn bliver mindre væsentlig for problemstillingen. Alligevel er utopien: »Amo ergo sum«.
Anne Birgitte Rønning, Janneken Øverland og Elisabeth Aasen