Sofi Oksanen er en litterær sensation. Født 1977 i Finland, med en finsk far og en estisk mor, skriver hun på finsk, men kalder sig finsk-estisk forfatter. Hun er erklæret feminist og har i den offentlige debat udtalt sig imod mænds vold mod kvinder og Putin-vældet i Rusland. Hun er internationalt berømt, oversat til omkring fyrre sprog og modtager af en lang række priser, ofte som den yngste forfatter nogensinde (Finlandiaprisen og Nordisk Råds litteraturpris 2008, Svenska Akademiens nordiske pris 2013).
Tag: Krige
Emigrantlitteraturens kulturelle dobbeltblik.
De finske forfattere Eeva Joenpelto, Ann Kaipainen og Eila Pennanen har alle i deres prosaværker fokuseret på kvindelivet, patriarkatet og kønsrollerne, hvad enten det har drejet sig om tidsskildringer i Eeva Joenpeltos Lojoserie fra 1970’erne, Anu Kaipainens historisk-mytiske romaner, Eila Pennanens indblik i den hellige Birgittas liv Pyhä Birgitta (Seersken Birgitta) fra 1954, eller middelklasselivet i Tammerforstrilogien henlagt til århundredets begyndelse.
I 1980’erne gennemgik den historiske roman, som er en århundredgammel favorit blandt kvindelige læsere, en kraftig opdatering. De kvindelige helte blev ført up-to-date. De historiske skildringer tilpassedes til samtiden, og sammen med den nyromantiske litteratur overtog den nyfeministiske historiske roman de kvindelige læseres interesse.Nye kvindelige forfattere i hele Norden begyndte at skrive om gemte, glemte, oversete eller helt ukendte kvinder fra tidligere århundreder, og bøgerne blev af store læserskarer (og anmeldere) modtaget med en så overvældende interesse, at det kunne virke, som var det præcis den genre, de havde ventet på i årevis.
»Den første bombe, der blev bragt til sprængning på Treenighedspladsen, blev kaldt en ‘baby’. Da forskerfædrene i Manhattan-projektet telegraferede til præsident Truman efter ‘fødslen’ d. 16. juli 1945, lød telegrammet: ‘Barnet var velskabt’. Bomben over Hiroshima blev kaldt ‘Little Boy’. Og i dag er man i gang med at fremstille ‘femte generations raketter’«. Sådan skriver den norske forfatter og psykolog Wera Sæther i 1985.Kan en sådan civilisation nogensinde reddes? Kun med kærlighedens sprog kan det onde besejres og livet tilbedes, ikke med dødens, mente blandt andre Wera Sæther. I denne stræben er mand og kvinde ikke adskilte fra hinanden. Først i deres fælles stræben ophører magtesløsheden.
Den finske forfatter Eeva Kilpi debuterede i 1959 med novellesamlingen Noidanlukko (Månerude), og i 1960’erne skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor det bærende er modsætningen mellem mand og kvinde, mellem krop og intellekt, men især mellem by og land. Men med digtsamlingen Laulu rakkaudesta (En sang om kærlighed, 1981), og romanen Tamara (da. 1984), begge fra 1972, bliver hun en af de ledende personligheder på den finske kvindelitterære scene. Som en central tematik i forfatterskabet dræber byen og det moderne teknokrati ikke blot planter og dyr, men også mennesket.Hun er en blanding af hjemstavnsnostalgiker og militant økoaktivist, og hendes organiske helhedssyn på livet kommer stadigt tydeligere til udtryk i hendes produktion. Med sin selvbiografiske trilogi skriver hun Verdenskrigens historie set fra kvindens og den finske hjemmefronts perspektiv. Hun aktiverer læserens hukommelse og gør rede for sin egen, og fuldfører med stor konsekvens det civilisationskritiske perspektiv, der har været drivkraften i hele hendes forfatterskab.
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.
Kvindeskribentgruppen i Österbotten.
Efterkrigstidens unge forfattergeneration i Finland oplevede et enormt behov for at bryde båndene til den klassiske lyriktradition og det retorisk tomme lyriske sprog fra førkrigstiden. Fællestræk inden for prosamodernismen i Finland er sprogets oprør mod tidligere traditioner, synsvinkelskift, en ironisk stil, som kan slå over i parodi. Ofte forekommer syntaksbrud. Nyt er også, at udramatiske hændelser skildres nøje, får symbolsk betydning, og at virkeligheden beskrives mere kompliceret end tidligere.
I de tidlige 50’ere indledtes et stort svensk forfatterskab med den unge Birgitta Trotzigs romandebut Ur de älskandes liv (Fra de elskendes liv) fra 1951. I romanen er der en stræben efter at nå ud over jeg’ets grænse, at nå frem til det livsvigtige du, og dette forbliver en grundlæggende tematisk og stilistisk bevægelse i hele forfatterskabet.Men er Birgitta Trotzig egentlig ikke lyriker? De mest intense partier i hendes værk har prosalyrikkens form. Alligevel bliver den lange fortælling, som anskueliggør livsforløbet, en nødvendighed for hende. »Det store problem er stadig enkelt. Et kort forløb mellem fødsel og død. At menneskenes verden skulle være et kærlighedsfællesskab. Hvorfor er den ikke det?« skriver hun i essayet Hållpunkter, hösten 1975 (Holdepunkter, efteråret 1975). Denne koncentration om livsløbet i dets helhed finder man i alle hendes fortællinger.