Tag: Anden verdenskrig

Den mørke historie hos Sofi Oksanen

Sofi Oksanen er en litterær sensation. Født 1977 i Finland, med en finsk far og en estisk mor, skriver hun på finsk, men kalder sig finsk-estisk forfatter. Hun er erklæret feminist og har i den offentlige debat udtalt sig imod mænds vold mod kvinder og Putin-vældet i Rusland. Hun er internationalt berømt, oversat til omkring fyrre sprog og modtager af en lang række priser, ofte som den yngste forfatter nogensinde (Finlandiaprisen og Nordisk Råds litteraturpris 2008, Svenska Akademiens nordiske pris 2013).

Plus og minus fremkalder stjerneregn

Den finske forfatter Eeva Kilpi debuterede i 1959 med novellesamlingen Noidanlukko (Månerude), og i 1960’erne skriver hun en række romaner og novellesamlinger, hvor det bærende er modsætningen mellem mand og kvinde, mellem krop og intellekt, men især mellem by og land. Men med digtsamlingen Laulu rakkaudesta (En sang om kærlighed, 1981), og romanen Tamara (da. 1984), begge fra 1972, bliver hun en af de ledende personligheder på den finske kvindelitterære scene. Som en central tematik i forfatterskabet dræber byen og det moderne teknokrati ikke blot planter og dyr, men også mennesket.Hun er en blanding af hjemstavnsnostalgiker og militant økoaktivist, og hendes organiske helhedssyn på livet kommer stadigt tydeligere til udtryk i hendes produktion. Med sin selvbiografiske trilogi skriver hun Verdenskrigens historie set fra kvindens og den finske hjemmefronts perspektiv. Hun aktiverer læserens hukommelse og gør rede for sin egen, og fuldfører med stor konsekvens det civilisationskritiske perspektiv, der har været drivkraften i hele hendes forfatterskab.

Fra manden til barnet

Under 2. Verdenskrig skete der en forskydning i motivet i kvinders litteratur. Barnet, der er udsat for meningsløs vold, kommer i fokus, og 30’ernes mere erotiske betoning af moderkroppen træder i baggrunden. Det er, som om tiden nu er moden til at virkeliggøre den samfundsmoderlighed, som Fredrika Bremer og Ellen Key havde beskrevet som kvindernes bidrag til civilisationen, men med den vigtige forskel at tyngdepunktet forskydes fra kvindens egen tale til barnets.Fokuseringen på barnet – og dermed på mødrenes samfundsansvar – er de skrivende kvinders sidste forsøg i moderne tid på at lancere en ny etik for menneskelige relationer og formulere en politisk utopi for et fredeligt samfund. Og det sker over en bred front, om end i mange litterære varianter, og klinger ikke af før i 1960’erne, da moderskabet mister sit revolutionære potentiale ved at problematiseres som magt alternativt afmagt. Da kommer kvinden i litteraturen til i forhold til manden at indtage det magtesløse barns position. Og den kæmpende mor reduceres til frustreret husmor.

Finlandssvenske krigsmodernister

Tre finlandssvenske forfattere, som sædvanligvis henregnes til modernismens anden bølge, debuterede i 1930 i Helsingfors: Solveig von Schoultz, Mirjam Tuominen og Eva Wichman. Krigen ændrede deres liv og vilkårene for deres forfatterskab, som fik en ny intensitet og et nyt engagement.Alle søgte de nye udtryksmidler for deres erfaringer og blev hver for sig fornyere inden for novellens område. Inden for poesien fortsatte de på en modernistisk linje, som de modificerede på forskellig måde. Solveig von Schoultz retter søgelyset mod »samfundets mindste celle – forholdet mellem mennesker«, mens Mirjam Tuominen peger på tidens brændende etiske spørgsmål, og Eva Wichman, der blev mere radikal under krigen, forsøger at skabe politisk kampdigtning.

Ud af krigens univers

Efterkrigstiden i Finland skabte en længsel efter kunst og litteratur. Der blev udgivet megen lyrik, og blandt debutanterne var ualmindelig mange kvinder, både finlandssvenske og finske. Men kvindernes digtning var ikke centreret om politiske temaer eller patriotisme. Det personlige jeg, kvindens egne erfaringer, omsorgen for hjemmet, for børnene, for verden og for menneskeligheden stod i centrum. Man søgte efter en form, der adskilte sig fra det klassicistiske digtsprog, som var blevet styrket i 1930’erne og under krigen. Hurtigst tonede denne stemme frem blandt de unge kvinder, der ofte var mere parate end mændene til at finde nye synsvinkler og komme ud af krigstidens univers.Kvindernes lyrik kan delvis læses som en stillingtagen til en lyrikkultur i forvandling, men også som en videreudvikling af strategier inden for skrivekunsten. Et bevis på den betydning de kvindelige lyrikere, der dukkede op i krigens skygge, har haft, er, at bemærkelsesværdig mange af dem har skabt deres egen profil og er fortsat med at skrive deres egne moderne digte helt frem til i dag.

Et sprog af kød og blod

Torborg Nedreaas debuterede sent. Først som 39-årig udsendte hun sine to første novellesamlinger og markerede sig øjeblikkeligt som en forfatter af betydning. Novellegenren er som skabt for hendes stilsikre udmejsling af en central begivenhed i en afgrænset tekst. Hun følger konsekvent sine udvalgte personer, fastholder hele tiden kronologien, og lægger sjældent op til parallelle handlingsforløb. Læsningen skal ikke være som at løse en rebus, mente forfatteren.Fra forskellige positioner behandler forfatterskabet outsidere og hverdagsmennesker under krigens og kapitalismens åg. Hun er optaget af de små i samfundet, og det er ofte kvinder og børn, der udgør den svageste gruppe. Hun bevæger sig mellem arbejderklassen og borgerskabet og lader verdensbegivenheder som det tyvende århundredes to store krige og mellemkrigstiden danne grundlag for sine personers udvikling og mellemmenneskelige relationer. Kærlighedens betydning for enkeltmenneskets mulighed for at handle og gøre noget ved sin egen og andres situation står hele tiden centralt.

Modstandens utopi

I Tove Janssons forfatterskab, både i hendes børnebøger og i voksenlitteraturen, er en særlig forskydningsteknik typisk. En tryg idyl dækker over en uhyggelig baggrund, som dog altid toner frem igen. Billedbøgerne Hur gick det sen? og Vem ska trösta Knyttet? fra 1958 (Hvem skal trøste Knytten?, 1960) kan læses som bekræftelser på den moderlige utopi, som voksede ud af Tove Janssons traumatiske oplevelse af krigens meningsløshed, og skabte mumitroldenes verden.Det er en verden, hvor moderligheden styrer, og familiebåndene strækkes ud til at omfatte alle. Men forfatterskabet standser ikke ved drømmen om den lykkelige familie. I de sidste Mumibøger og i voksenforfatterskabet dekonstrueres dette mytebillede.