En litterær fejde om moderlighed.
Tag: Husmødre
Køn og klasse i 1970’ernes islandske kvindelitteratur.
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.
Under 2. Verdenskrig skete der en forskydning i motivet i kvinders litteratur. Barnet, der er udsat for meningsløs vold, kommer i fokus, og 30’ernes mere erotiske betoning af moderkroppen træder i baggrunden. Det er, som om tiden nu er moden til at virkeliggøre den samfundsmoderlighed, som Fredrika Bremer og Ellen Key havde beskrevet som kvindernes bidrag til civilisationen, men med den vigtige forskel at tyngdepunktet forskydes fra kvindens egen tale til barnets.Fokuseringen på barnet – og dermed på mødrenes samfundsansvar – er de skrivende kvinders sidste forsøg i moderne tid på at lancere en ny etik for menneskelige relationer og formulere en politisk utopi for et fredeligt samfund. Og det sker over en bred front, om end i mange litterære varianter, og klinger ikke af før i 1960’erne, da moderskabet mister sit revolutionære potentiale ved at problematiseres som magt alternativt afmagt. Da kommer kvinden i litteraturen til i forhold til manden at indtage det magtesløse barns position. Og den kæmpende mor reduceres til frustreret husmor.
Den norske forfatter Ebba Haslund var først og fremmest interesseret i middelklassekvindens sociale situation og livsvilkår i efterkrigstidens Norge. Hun forsvarede husmødrenes funktion, men så samtidig, hvordan den øgede velstand og teknologiske udvikling medførte, at deres opgaver mindskedes. Derfor forsvares såvel kvindens ret til at være almindelig husmor som hendes ret til at afvige fra de traditionelle kønsmønstre.Hun skildrer kvinders hverdag. Men gennem det hverdagsagtige spejles også et samfunds konflikter og modsætninger. Derfor har mange læsere følt hendes bøger vedkommende. Ebba Haslund lod ikke blot sin stemme høre gennem forfatterskabet; hun var i mange år formand for Den Norske Forfatterforening, og som morgencausør i norsk radio nåede hun ud til mange lyttere.