Inge Eriksen, der lever i et stadigt opgør med 68-doktrinerne, er måske den danske forfatter og kulturpersonlighed, der mest konsekvent fører 1970’ernes verdensforståelse videre. Hun forstår verden politisk og har blandet sig i den danske og internationale debat, hvad enten den drejer sig om storpolitik, kultursyn eller science fiction-genrens muligheder. Hun er i al sin kritik forblevet forkæmperen for det hele liv. Hendes romaner bevæger sig mellem politikken, dramaet, æstetikken og lidenskaben.En anden dansk forfatter, Grete Roulund, har et skarpt blik på den vesterlandske kultur. Hendes hårdkogte stil, der gjorde kritikerne så forvirrede, at man diskuterede hendes køn, har rødder i 1970’ernes bevidsthed om krop og køn, men regiet er nyt. Tonen i hendes fortællinger er rå, men også sorthumoristisk. Teksterne er mindre interesserede i indfølingen end i den psykologi og etik, der kan studeres hos afstumpede og plagede mænd. Volden og brutaliteten står som sygdommen i en kultur, der i sin angst for de fremmede, det andet køn og for døden, må se sin egen undergang i øjnene.
Tag: Socialisme
»Den første bombe, der blev bragt til sprængning på Treenighedspladsen, blev kaldt en ‘baby’. Da forskerfædrene i Manhattan-projektet telegraferede til præsident Truman efter ‘fødslen’ d. 16. juli 1945, lød telegrammet: ‘Barnet var velskabt’. Bomben over Hiroshima blev kaldt ‘Little Boy’. Og i dag er man i gang med at fremstille ‘femte generations raketter’«. Sådan skriver den norske forfatter og psykolog Wera Sæther i 1985.Kan en sådan civilisation nogensinde reddes? Kun med kærlighedens sprog kan det onde besejres og livet tilbedes, ikke med dødens, mente blandt andre Wera Sæther. I denne stræben er mand og kvinde ikke adskilte fra hinanden. Først i deres fælles stræben ophører magtesløsheden.
Velfærdssamfundet set fra neden.
Martha Christensen udviklede sin socialrealisme og sit kritiske engagement i samfundets omgang med de svage gennem sit lange og populære forfatterskab. I hendes fortællinger bliver det sociale system i sig selv en mægtig person, der vinder over de individuelle viljer.Christensens kritiske socialpsykologi var ikke direkte politisk, som forfatteren Dea Trier Mørchs beretninger om forholdet mellem individ og samfund var. Her bliver systemet den nødvendige organisering og helhed, der danner sammenhæng i den enkeltes liv og tager sig af det. Hendes holdning, hele forfatterskabets tendens, samler sig til et kritisk billede af det moderne velfærdssamfund og dets menneskesyn.I sine tekster blev hun i den sociale struktur, hun kritiserede, hvor forfatteren og modernitetskritikeren Anne Marie Løn, efter sin storbyroman om Veras vrede fra 1982, derimod begiver sig på rejse i tiden, landet og andre samværsformer for at finde et positivt modstykke til den destruktive by.
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.
I begyndelsen af 1960’erne udkom den første digtsamling af Vilborg Dagbjartsdóttir, der som modernist og mangesidet kulturpersonlighed har inspireret såvel en yngre generations kvindelige islandske digtere som digtere i sin egen generation.Digtere, som Þóra Jónsdóttir, der debuterede i 1973 og Þuríður Guðmundsdóttir, der udgav sin første bog i 1969, er som Vilborg Dagbjartsdóttir begge tilflyttere i Reykjavík og til dels optaget af de samme digteriske motiver. De udtrykker sig i præcist mejslede minimalistiske digte, der kræver læserens fulde opmærksomhed.
Karin Boyes mest inspirerede digte synes at være blevet til i skæringspunktet mellem to verdener: »skinnets verden – en verden, der forestiller« og »den anden verden, den tunge, omformende«. I lyrikken vibrerer spændingen mellem »det som brister/ og det som stænger« og får sin udløsning i den euforiske lethed, frihedsjublen, hvor jeg’et udleverer sig uden forbehold til »den tillid, der skaber verden«.Hendes selvmord i 1941 har siden farvet synet på hendes liv og digtning. Ofte er forfatterinden blevet fremstillet som »tragisk« og »skæbnebestemt« allerede fra begyndelsen og gennemgående tolket som et menneske, der heroisk kæmpede mod sin »dødsdrift«. Hendes fortællinger og digte udspilles ofte i mellemområdet mellem søvn og vågen tilstand, denne uvirkelige verden, hvor drøm og begær udspiller sig, det sted, som vi aldrig helt har forladt og altid dybest inde vil længes tilbage til.
Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.
Kvinder har altid stået stærkt inden for finsk teater. De har domineret teaterinstitutionen som skuespilforfattere, instruktører og direktører. Rækken af kvindelige pionerer indenfor finsk dramatik tæller navne som Minna Canth, Elviira Willman-Eloranta, Maria Jotuni, Hagar Olsson, Hella Wuolijoki.Finsk teater er ungt og var fra starten påvirket af tidens radikale tanker, nationalfølelsen, arbejderbevægelsen og den Ibsenske realisme. Men den vigtigste årsag til den kvindelige dominans må søges i kulturtraditionerne: I de forbilleder, som folkedigtningen frembyder. Her florerer nemlig mange stærke kvindefigurer og positive rollemodeller. Ligesom folkedigtningens myte om et fordums matriarkat satte sit præg på dramatikken, hvor forfatterne fremhævede kvinders ressourcer.
Svenske Ellen Key satte fokus på det sammensatte. Ikke bare i kvindespørgsmålet – men overhovedet i spørgsmålet om forholdet mellem tradition og modernitet. Det var i bestræbelserne på at forene de tilsyneladende modsigelser i konservatismen og radikalismen, at hun blev en omdiskuteret skikkelse. Hendes forfatterskab blev et medium – det pegede ikke ind mod sig selv, men virkede snarere som en smeltedigel. Hendes skrifter er på en gang udtryk for en uhyre kulturel modtagelighed og er samtidig originale i deres visionære kombinatoriske greb. Traditionen stilles ikke i modsætning til moderniteten, men begribes i lyset af hendes engagement i sin nutid: Kvindesagen, arbejderbevægelsen, den folkelige uddannelse og den moderne brydning mellem naturvidenskab og religion er overalt til stede som konteksten i forfatterskabet. Hun blev et organisk bindeled mellem det moderne gennembrud og det 20. århundredes modernistiske strømninger.