Den senmoderne børne- og ungdomsbog i Norden er livskraftig, farvestrålende og mangfoldig.Spørgsmål som køn, krop, seksualitet og identitet spiller en stor rolle og tilbyder børn og unge alternativer til stereotype kønsopfattelser. Eksempler på kvindelige forfattere, der har fornyet børne- og ungdomsbogen er Dorte Karrebæk, Lene Kaaberbøl, Inga Sætre, Pija Lindenbaum og Anna Höglund.
Tag: Lesbianisme
Omkring 2000 debuterer en ny generation af kvindelige nordiske forfattere, hvis signatur er performativ eksperimentering ofte tilsat humor og ironi.Forfatterne skriver videre på en kønsbevidst litterær tradition og henter bl.a. deres inspiration fra samtidens kønsteoretikere som fx Sara Ahmed og Judith Butler. Generationens toneangivende stemmer er Christina Hagen, Kristina Nya Glaffey, Mara Lee og Trude Marstein.
Sofi Oksanen er en litterær sensation. Født 1977 i Finland, med en finsk far og en estisk mor, skriver hun på finsk, men kalder sig finsk-estisk forfatter. Hun er erklæret feminist og har i den offentlige debat udtalt sig imod mænds vold mod kvinder og Putin-vældet i Rusland. Hun er internationalt berømt, oversat til omkring fyrre sprog og modtager af en lang række priser, ofte som den yngste forfatter nogensinde (Finlandiaprisen og Nordisk Råds litteraturpris 2008, Svenska Akademiens nordiske pris 2013).
Om 1960’ernes og 1970’ernes nye sprogbevidste digtning.
Med baggrund i den nye kvindeforskning på universiteterne i Danmark i 1970’erne opstod kvindelige kritikerlaug, der skrev om nye – og gamle – kvindebøger. Samtidig fungerede de som dem, der offentliggjorde læserens erfaringer, og som nye normsættere i forhold til tolkning af kvinders litteratur.Det var især forestillingen om den kvindelige erfarings betydning, der blev til en kunstnerisk drivkraft. Den førte til bekendelsesgenren, hvor den subjektive erfaring på samme tid var en vej for den skrivende og den læsende til en erobring af identitet og jeg-styrke. Videre førte den til emancipationslitteraturen, hvor erfaringen paradigmatisk fører til bevidstgørelse, modstand og frigørelse, fra et ægteskab eller fra en psykisk selvundertrykkelse.
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.
Nye litterære fronter.
Karin Boyes mest inspirerede digte synes at være blevet til i skæringspunktet mellem to verdener: »skinnets verden – en verden, der forestiller« og »den anden verden, den tunge, omformende«. I lyrikken vibrerer spændingen mellem »det som brister/ og det som stænger« og får sin udløsning i den euforiske lethed, frihedsjublen, hvor jeg’et udleverer sig uden forbehold til »den tillid, der skaber verden«.Hendes selvmord i 1941 har siden farvet synet på hendes liv og digtning. Ofte er forfatterinden blevet fremstillet som »tragisk« og »skæbnebestemt« allerede fra begyndelsen og gennemgående tolket som et menneske, der heroisk kæmpede mod sin »dødsdrift«. Hendes fortællinger og digte udspilles ofte i mellemområdet mellem søvn og vågen tilstand, denne uvirkelige verden, hvor drøm og begær udspiller sig, det sted, som vi aldrig helt har forladt og altid dybest inde vil længes tilbage til.
I mange kvindelige dannelsesromaner fra mellemkrigstiden er et lesbisk motiv et vigtigt indslag i beskrivelsen af en kvindes vej til frigørelse og selvstændighed. Men det var ikke risikofrit åbenlyst at have kærlighed mellem kvinder som litterært motiv. Homoseksuelle handlinger hørte under straffeloven, og psykiatriens stempling af de homoseksuelle som psykisk abnorme, altså patologiske, ophørte først i Sverige i 1979.Det var således ikke let at finde udtryksformer for et kvindeligt begær, som i århundreder var blevet undertrykt, defineret og diskuteret af mænd inden for litteratur, medicin og psykiatri. Hvad de »nye kvinder« i mellemkrigstiden havde brug for, ud over at gøre sig synlige, var et sprog, som gjorde det muligt at udtrykke, at kvinder kunne have erotiske følelser og oplevelser også uden for mænds domæner.
Hele Agnes von Krusenstjernas forfatterskab bevæger sig omkring de følelser af ufrihed, desperation og oprør, som hendes opvækst i den gamle svenske overklasse fremkaldte. I sin søgen efter »sandheden om kvinderne« gik hun fra sammenbrudsromanens depressive tekst til den romantiske drøm om den frelsende kvindelighed.Hun stiller de spørgsmål, der var så svære og vedkommende for kvinder i denne brydningstid: Hvad betyder seksuallivet for kvindeidentiteten? Hvordan kan vi finde frem til en positiv kvindelig sanselighed, fri for den nedarvede byrde af kønsangst, kvindeforagt og fornægtelse af det kvindelige begær? I evnen til at udtrykke det fortrængte, det forbudte, ligger styrken i hendes fortællekunst, hemmeligheden ved dens stærke suggestivitet og tiltrækningskraft – men også dens evne til at støde nogle læsere bort i foruroligelse og væmmelse.