I 1970’erne begyndte Nordkalottens eneste oprindelige folk, samerne og minoriteter som de svenske tornedalinger at organisere sig. Det første skønlitterære værk skrevet af en samisk kvinde på samisk udkom i 1971 og siden har en række kvindelige forfattere fulgt efter med værker, der ofte tematiserer modsætningerne mellem majoritets- og minoritetskulturen. I værkerne bringes ofte gamle samiske myter og mundtlige overleveringer i spil i undersøgelserne af en særlig samisk kvindelig identitet.De toneangivende kvindelige forfattere er bl.a. Rauni Magga Lukkari, Synnøve Persen, Maren Uthaug og Rosa Liksom.
Tag: Moderskab
Sara Stridsberg er født i Stockholm i 1972. Hun debuterede i 2004 med romanen Happy Sally og modtog i 2007 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Drömfakulteten.
Et vigtigt tema i 1980’ernes finske kvindelitteratur er opdragelseskritikken. Den idylliske overflade brydes, og ingen familiemedlemmer skånes under inspiration af en teoretiker som Alice Miller, hvis værker begyndte at blive oversat til finsk i 1980’erne. I de nye familieskildringer viser moderen sig ofte som en udbytter, men man finder også børn i rollen som umættelige tyranner. Gængse opfattelser og fortolkninger af pige-opvæksten vendes og drejes, og myter omfortolkes.Mange kvindelige forfattere i 1970’ernes og 1980’ernes Finland koncentrerer sig om eksistentielle spørgsmål, som hører til det at være menneske. Ofte beskrives mennesket i grænsesituationer, adskilt fra andre, tæt på sorg og død. Foretrukne temaer er skyldfølelse, identitet, psykisk sammenbrud og muligheden for at forandre sig. I baggrunden skimtes problemer med at blive voksen, at leve i ægteskab eller at gå på arbejde.
Mens den nye kvindebevægelse i løbet af 1970’erne var med til at bringe læseren på scenen og gøre hende til forfatter, bekender eller debattør i samtale om kvindeliv og kønsroller, formulerer 1980’er-litteraturens kvinder og mænd forholdet mellem læsere og forfattere på andre måder. Scenen skiftede hurtigt og dramatisk: Centrum var ikke længere erfaringen og samtalen, men udforskningen og æstetikken.En ny professionalisering af litteraturen fandt sted, og unge veluddannede læsere, der ikke søgte svar og bekræftelse, men oplevelse, anfægtelse, skønhed og indsigt i litteraturen, flokkedes om de unge digtere på de vidtoplyste caféer.
Den norske forfatter Herbjørg Wassmo debuterede som lyriker i 1970’erne, og har siden skrevet både dramatik og dokumentarlitteratur. De fem store romaner, hun udgav i 1980’erne og 90’erne, har i al deres kompleksitet og tilsyneladende forskellighed et samlende tema: det svigtede barn. Men hendes hensigt er ikke at kritisere utilstrækkelige forældre eller et fremmedgørende samfund i moderne forstand. Den egentlige konflikt foregår på et dybere plan.Foruden at fortælle om det unge og ufærdige menneske i en kompliceret socialiseringsproces repræsenterer »det svigtede barn« først og fremmest det »barnesår«, vi alle bærer med os – uanset alder, tid og omgivelser.
Den danske Vibeke Grønfeldt har efterhånden et omfattende forfatterskab bag sig. Men på trods af tyngden, på trods af den bevågenhed og respekt som omgærder forfatterskabet, står det mærkelig afsondret i den litterære debat. Ligesom forfatteren stadig bor på sin fødeø Samsø, synes hendes skrifter tilsvarende at insistere på at forblive i udkanten af kulturen.
Den svenske forfatter Kerstin Ekman er Elin Wägners kvindelige arvtager og en ven af hendes bidende samfundskritik og stærke patos. Hendes omfattende forfatterskab opstod af en række detektivromaner, men gennemgik siden en udvikling bort fra kriminalgenren samtidig med, at hun tog detektivromanen med ind i romanen.Forfatterskabet rummer kontroversielle opfattelser af Gud og metafysiske antydninger, der markerer en kamp mod de mandlige ideologier, som i årtusinder har indlemmet kvinden i et mønster, hvor hun har måttet kæmpe mod sig selv. Hendes bøger er indbyrdes meget forskellige. Hun afprøver hele tiden nye former. Men de drejer sig alle om kærlighedsløshed og kærlighed. Og om at rejse i sproget gennem stadige forvandlinger hen imod et midtpunkt i mennesket – »et punkt hvor hun er sig selv«.
Eksistentiel poesi.
Den danske forfatter Vita Andersens prosadigtning fik øgenavnet knækprosa, fordi digtene tilsyneladende blot var episke forløb med ulige linjelængde. Men hendes digtning er mere kompliceret. Den er en iscenesættelse af hverdagssproget, en udstilling af tvangen og rollerne, men langtfra en kunstløs gentagelse. Kønsrollerne som tvang og hindring for et lykkeligt samspil mellem kønnene er et centralt tema. Men kønsforskellen er ikke kun social, bag den står barndommen, der især foldes komplekst ud i romanerne.Charlotte Strandgaard debuterede i 1965 og skrev i 1960’erne og 70’erne en række digt- og dokumentsamlinger, der fokuserer på tidstypiske problemer som alkoholisme, narkomani, de socialt udstødte og taberne. I hendes univers hersker lidelsen, misforståelser mellem dem, der gerne vil elske hinanden, skyldfølelse og håbløshed. Tonen er medfølelse og vilje til at pege mod en forklaring og en løsning. Hendes voksne er som hos Vita Andersen sårede børn. Men sammen med smerten findes en insisteren på forsoning og forløsning.
Martha Christensen udviklede sin socialrealisme og sit kritiske engagement i samfundets omgang med de svage gennem sit lange og populære forfatterskab. I hendes fortællinger bliver det sociale system i sig selv en mægtig person, der vinder over de individuelle viljer.Christensens kritiske socialpsykologi var ikke direkte politisk, som forfatteren Dea Trier Mørchs beretninger om forholdet mellem individ og samfund var. Her bliver systemet den nødvendige organisering og helhed, der danner sammenhæng i den enkeltes liv og tager sig af det. Hendes holdning, hele forfatterskabets tendens, samler sig til et kritisk billede af det moderne velfærdssamfund og dets menneskesyn.I sine tekster blev hun i den sociale struktur, hun kritiserede, hvor forfatteren og modernitetskritikeren Anne Marie Løn, efter sin storbyroman om Veras vrede fra 1982, derimod begiver sig på rejse i tiden, landet og andre samværsformer for at finde et positivt modstykke til den destruktive by.