I 400 år havde Danmark-Norge været tvillingeriger med en fælles litteratur. Norske Holberg bosatte sig i Danmark og blev leverandør af danske skuespil med mange norske karaktertræk. Danske Leonora Christinas tragiske skæbne var kendt i Norge, og da norske Dorothe Engelbretsdatter udsendte sine salmer i 1678, læste Leonora Christina dem i sit fangetårn og skrev hyldestvers til Dorothe: »Du Norske Fakkel-Blus og sand Lærmesterinde!«. I Fr. Chr. Schønaus Samling af Danske lærde Fruentimmer, 1753, var norske kvinder med som en selvfølgelig del af dobbeltmonarkiets fælleskultur.
Mange opfattede tvillingerigerne som en ubrydelig enhed, men i slutningen af 1700-tallet begyndte nationale kræfter i Norge at markere sig. I patriotisk begejstring stiftede norske akademikere og studenter i København Det norske Selskab i 1772. Selskabet er blevet anset for at være en ren herreklub, men der var også kvinder med. Norske Magdalene Castberg (gift Buchholm) var et aktivt medlem, og danske Christiane Koren kendte også til dette miljø.
Det nye århundrede indledtes med krig, og kontakten mellem Danmark og Norge blev brudt. Den engelske blokade standsede både postgang og korntilførsel, og nøden var stor. Efter 1814 var verden ikke længere den samme. Tvillingerigerne blev opløst, og Norge kom i union med Sverige. Kvinders dagbøger fra denne tid fortæller om hverdagslivet under de dramatiske historiske forandringer. I memoirer skrevet af ældre kvinder betragtes de historiske omvæltninger retrospektivt.
Parykkernes tid
Ifølge folketællingen i 1769 havde Kristiania cirka 7.500 indbyggere. Denne lilleby levede i en slags uskyldstilstand, mens Den franske Revolution sendte chokbølger gennem det øvrige Europa. I sine memoirer, Gamle Dage, Erindringer og Tidsbilleder, 1871, dvæler Conradine Dunker (født Hansteen, 1780-1866) ved denne periode. Det var stadig i parykkernes tid, hvor de store familier holdt overdådige fester på deres landsteder, de pragtfulde ejendomme i byens udkant, og hvor en og anden eksileret franskmand sammen med stedets egne originaler satte kolorit på bybilledet.
Det gamle Kristiania levendegøres gennem forfatterens distancerede humor, tørre nøgternhed og malice. Her er stof til adskillige romaner, og kvindeskæbner sættes ofte i fokus: Det »uægte« barn fra det københavnske aristokrati, som blev sendt til Norge med livrente og ordre om en fornem opdragelse, men endte som fattigunge hos høkerenken, der gemte pengene på kistebunden. Og hvad skjuler der sig bag historien om bondepigen, der løb hjemmefra, udklædt som sin bror? »Ole« kom i tjeneste hos en høkerenke, som ville ægte drengen for at holde giftesyge unge piger væk. Og gifte sig gjorde de, selv efter at »Ole« havde fortalt sandheden. Man kan læse om den fornemme kvinde, som ikke ville bytte sin frihed med ægteskab, og om den ulykkelige Karen, der endte i tugthuset efter at have fået et barn med en gift mand. Hverdagstragedierne beskrives, men Conradine Dunker fortæller også om de borgerlige forlystelser som f.eks. Det dramatiske Selskab. Her kunne kvinder udfolde sig – ikke mindst Conradine Dunker selv, der spillede Holbergroller.
Krigstid og opløsning af tvillingerigerne
Christiane Koren, født Diderichsen, 1764-1815, var dansk, men norsk gift, og for hende var tvillingerigerne en ubrydelig enhed. Af Dagbog for Kristiane Koren paa en Reyse fra Norge til Dannemark begyndt den 6. september 1802 fremgår det, at tiderne stadig er rolige i Danmark. Venner og teateraftener er det væsentlige i hendes liv. I 1808 er krigen imidlertid blevet en del af hverdagen. I »Moer Korens« Dagbøger, 1808-1815, fortæller hun om hverdagslivets mange små og store bekymringer for dagen og vejen, og »Mor Koren« inspicerer dagligt kartoffelstykket, der skal give mad til mange.
»Britternes Helvedondskab har afskaaret Broer og alt, som forbandt Norge med det systerlige Danmark. Kun det Baand, det hellige Baand som binder Nationernes Hierter, skal hans Diævlemagt ikke naae«, hedder det i Christiane Korens dagbog.
Husmoderen og den unge pige ser tingene forskelligt, og Emerentze Munch, født Barclay, 1786-1868, giver i sine erindringer, Fru Emerentze Munchs Optegnelser, et helt andet billede af den tid. Krigsårene var nok magre, men blev ikke traumatiske. Hendes forlovede, maleren Jacob Munch, var i Paris og Rom og kunne ikke vende hjem, men hendes optimistiske livssyn gjorde ventetiden nemmere.
»Jeg kan ikke sige, at jeg til-bragte den Tid som en sørgende Forlovet, nej langt fra, jeg nød de selskabelige Glæder, som fandtes paa den Tid«, skriver Emerentze Munch i sine optegnelser.
Skønt det også for børn var en hård tid, oplevede mange af dem krigen fra et andet perspektiv. Krigen repræsenterede noget spændende og anderledes. Gustava Kielland, født Blom, 1800-1889, husker i Erindringer fra mit Liv, 1899, ligefrem krigens første år i Stavanger som en slags folkeforlystelse. Men omkring 1812 tilspidsedes situationen, og på den tid boede Gustava Kielland alene med sin mor i Drammen, ikke langt fra Kristiania. Deres økonomi var i en elendig forfatning, men de havde kartofler, og det frelste dem. Heller ikke Carine Rehbinder, født Thrane, 1803-1875, som levede i velstand og ikke selv led under hungerår og krig, kunne undgå at registrere elendigheden. Hun skriver i Barndoms og Ungdoms Erindringer:
»Jeg glemmer aldrig de Skarer af udmagrede, blege Ansigter, som strømmede ind til Byen fra Landet for at bede om lidt Meel til at blande deres Barkebrød med og for at faae kjøbt lidt Korn. Der stoed daglig i Gaarden hos os et langt Bord med Bænke om, hvorpaa der hele Formiddagen blev sat Grød og Mælk og Brød. Hver og en, som kom fra Landet, kunde gaae ind af Porten og spise«.
»Nøden og Hungeren voxede i Byen. Blege, forgræmmede Sømandskoner, hvis Mænd enten var Fanger i England eller ikke kunde faa Hyre eller Arbejde herhjemme, gik omkring i Husene og bad om Hjælp. Magre, forsultne Barn saa man overalt i Gaderne«, fortæller Gustava Kielland i sine erindringer.
Tiden efter 1814
Krigens afslutning gav nyt håb og livslyst. Gustava Kiellands mor fik enkepension, og dagliglivet bar præg af luksus i form af kaffe og et mere velforsynet spisekammer. Emerentze Munch kunne fejre bryllup med sin hjemvendte, populære portrætmaler, men det store spørgsmål var Norges fremtid. Mange ønskede den danske prins Christian Frederik som norsk konge, og Christiane Koren fulgte begivenhederne i Eidsvoll fra dag til dag. I Eidsvoll var mænd nu bænket for at sikre Norge en egen konstitution – den grundlov, som i dag er en af Europas ældste. Christiane Koren var fuld af entusiasme den majdag, Christian Frederik blev valgt til konge. Men storpolitiske forviklinger førte til, at Christian Frederik måtte forlade Norge i oktober 1814, og Sveriges Carl XIII blev Norges konge. Tvillingerigernes tid var forbi. Unionen med Sverige et faktum. Christiane Koren oplevede disse begivenheder som et forfærdeligt nederlag. Skuffelsen svækkede hende, og hun døde i januar 1815.
Andre havde med spænding imødeset overgangen til union med Sverige, og det skyldtes ikke mindst den eksotiske Jean Baptiste Bernadotte, fyrste af Ponte Corvo og Napoleons marskal, som blev kronprins af Sverige-Norge under navnet Carl Johan. Emerentze Munchs mand var efter sit lange ophold i udlandet begejstret for ham, og begejstringen smittede. Carine Rehbinder fortæller, at faderen, justitsråd Paul Thrane, var blandt dem, som »indsaae, at Foreningen med Danmark ikke kunde bestaae«, og hun siger videre, at Carl Johan snart vandt alles hjerter.
»Der stoed han nu, denne Helt, med sit Ørneblik og med det dog saa godmodige Udtryk i sit herlige Ansigt. Han var dengang 50 Aar, i sin fulde Kraft, hans Haar var endnu sort, han bar det stort, hvilket flatterede hans noget store Træk, – ‘en Sol fra Syden’, skrev min Broder, da han havde set ham i Danmark. Og han saa i Sandhed godt ud. Det var morsomt at se, hvor Folk vendte Kappen«, skriver Emerentze Munch i sine erindringer om Jean Baptiste Bernadotte.
Men den politiske situation var spændt. I 1821 samlede Carl Johan tropper i Etterstad ved Kristiania. Lejren blev kaldt »Lystleiren«, men var en ren magtdemonstration.
Vilhelmine Ullmann, født Dunker, 1816-1915, fortæller i sin bog, Fra Tyveaarene og lidt mere, 1903, at moderen, Conradine Dunker, som ellers nødig forlod huset, drog af sted til »Lystleiren«: »Det er ikke umuligt, at Mors gode fransk ogsaa her skulle søges nyttet for en eller anden Supplikant«.
Selv om Carl Johans personlighed charmerede folk, var den svenske indflydelse på kulturlivet øjensynlig ikke stor. Den norske nationalfølelse var vågnet og gav sig kulturelle udslag. Folkeeventyrene blev populære, og Conradine Dunker kunne gengive viser og remser på »rent Maal med fuld, bred Udtale… Ellers var hendes Tale korrekt dansk«, skriver datteren Vilhelmine Ullmann. Rent dansk var den nu nok næppe. Skriftsproget var dansk, men udtalen var norsk. »Svensk Sprog og svensk Literatur kjendte vi ikke noget til, og følte heller ingen Interesse for«, skriver Vilhelmine Ullmann. Fællesskabet om det litterære sprog gjorde, at dansk litteratur føltes nært og beslægtet, men op gennem århundredet blev der dog også læst svensk litteratur. Elise Aubert, født Aars, 1837-1909, skriver i Fra de gamle Prestegaarde, 1902, om læsningen i 1850’erne:
»Til den mørke og kolde Aarstid gjaldt det at ruste sig med Bøger til Underholdning og Høitlæsning… Bøgerne var naturligvis af forskjellig Værdi, men der fandtes ogsaa Værker af virkelig blivende Værd, saaledes alle Schillers Tragedier, J. L. Heibergs samlede Skrifter, Goldschmidts Fortællinger, flere af Fru Gyllembourgs, Fredrika Bremers og Emilie Carléns Noveller, Romaner af Walter Scott, Bulwer og Dumas og forresten en Mængde spredte Bind af Datidens Forfattere«.
Kvinders hverdagsliv
I 1820’erne og -30’erne var de store politiske spørgsmål mindre påtrængende, selv om unionens indre konflikter blev åbenbare. Statsråd Collett kom – bl.a. på grund af festligholdelsen af den norske nationaldag – i et modsætningsforhold til Carl Johan, og han måtte gå af i 1836. Johanne Vogt, født Collett, 1833-1906, statsrådens barnebarn, var selv for lille til at huske begivenheden, men hun voksede op i nær kontakt med sine bedsteforældre og følte deres hjem som sit eget, og hun baserede sin bog Statsraad Colletts Hus og hans Samtid. Erindringer 1814-89, 1903, dels på optegnelser fra mormoderens almanakker, hvor politik og hverdagsliv stod side om side, og dels på sine egne erindringer.
For de fleste gik livet sin gang under mindre dramatiske omstændigheder. Emerentze Munch fik børn og var ikke i tvivl om, at det indebar en ændret livsstil i form af strammere økonomi, huslige bekymringer og forstyrret nattero. Hendes fire døtre blev alle sammen gift – til moderens lettelse, eftersom ægteskabet stort set var kvinders eneste forsørgelsesmulighed. Kathinka Kraft, født Mørch, 1826-1895, var nødt til at flytte fra Kristiania til en embedsbolig på landet med sin sorenskrivermand og havde af samme grund mange bekymringer. I så lille et samfund var der mangel på passende ægteskabskandidater, og resultatet var da også, at ingen af Kathinka Krafts tre døtre blev gift. I Et og andet fra min Tid. Erindringer, udgivet 1938, fortæller hun om sin egen barndom og ungdom og om livet i Kristiania – en kontrast til det stille liv på landet.
Det religiøse liv og den stille hverdag
»Mit Liv var, syntes mig, saa stille, simpelt, ensformigt og fattigt paa interessante Begivenheder…«.
Dette udsagn stammer fra Gustava Kielland, og med en så »uinteressant« baggrund havde hun da også betænkeligheder ved at skrive sine erindringer, men gav efter for familiens bønner. Hun tilføjer, at hun vil fortælle, som hun plejede at fortælle for sine børnebørn, og undertegner sig »Moder, Bedstemamma, Edda«.
Den aldrende Edda lader fortællingen formidle 1800-tallets historie på flere niveauer – socialhistorisk, nationalhistorisk om forholdet mellem Norge og Danmark og ikke mindst kvindehistorisk: ansvaret for børn, mand og tjenestefolk, for produktionen af mad og tøj og for opdragelsen.
Gustava Kielland blev præstekone på landet, og overgangen fra muntert byliv til evindeligt slid stillede store krav. Men hendes baggrund var solid og allerede fra barnsben præget af flid og arbejdsomhed. Sideløbende med alle opgaverne fandt hun også tid til at læse.
»Men jeg var meget flink til at passe paa at læse, naar dette kunde forenes med mit Arbeide. Naar jeg kardede Uld, tvandt eller nøstede Garn, strikkede, eller naar mit mindste Barn laa i mine Arme paa mit Fang, eller naar jeg redte mit lange og tykke Haar og ordnede det i to Fletninger, havde jeg altid Bogen for mig og fik paa denne Maade læst mere end man skulde tro«, forklarer Gustava Kielland i sine memoirer.
Gustava Kiellands erindringer kan læses som en udviklings-historie, ikke mindst af religiøs karakter. Mens religionen for de fleste var en selvfølge, en forholdsvis uproblematisk del af livet, var præsten Kiellands strenge kristendom svær at tilegne sig for Gustava Kielland, som havde et lysere sind end sin mand.
1800-tallets bedst kendte præstekone var Hanna Winsnes, født Strøm, 1789-1872. Hendes dag bestod ligeledes af tusindvis af gøremål – og skrivning indimellem. Præstegården fungerede som oplæringssted for unge piger, som skulle lære husarbejde, som pensionatskole for konfirmander, som bygdens kulturcentrum og som rådgivning både i sjælelige og medicinske spørgsmål, og de mere jordiske problemer var gerne præstekonens område.
Privatsfæren bliver offentlig
En direkte motivation til kvinders erindringer er ofte et ønske fra den efterfølgende generation om at få førstehåndskendskab til den forgangne tid. De ældste af memoireforfatterne fortæller om dagliglivet og om historiens gang og henvender sig ofte direkte til deres børn eller anden nærtstående familie.
Disse erindringer er beregnet til privatsfæren. Her findes ingen litterære ambitioner. Andre memoireforfattere havde offentligheden for øje. Den bedst kendte af disse er Camilla Collett, som i 1862 udsendte I de lange Nætter. Med episoder fra sit liv som udgangspunkt fylder hun søvnløse nætter med refleksioner over tabte år. Hun skriver om barndom og ungdom, men lader ikke offentligheden få indblik i sit voksne privatliv.
Kvinder født omkring 1814 blev præget af et nyt borgerligt kvindeideal med det »passende« som overordnet lov, og for dem var det en protesthandling at skrive offentligt. De fleste skrev under pseudonym helt frem til 1870’erne og 80’erne.
Camilla Colletts samtidige, Vilhelmine Ullmann, en produktiv skribent og selverhvervende kvinde, var næsten 60, da hun begyndte at skrive offentligt, og hun var 87, da hun udsendte Fra Tyveaarene og lidt mere – kulturhistoriske beretninger om livet i Kristiania, om teater, marked, undervisning og børns fordringsløse liv.
Kristiania Marked i 1820’erne: »Boderne med Sukkertøi og Dukker, det hørte altid sammen. Begge Dele var indenbys Industri. Sukkertøiet var fra Byens eneste Conditor, Zuvan, og fra Madame Mageisen og Madame Werner. Disse to Søstre maa ha været ganske ualmindelig dygtige Mennesker. De var, saavidt jeg ved, de eneste Kvinder hos os, som i den Tid drev det huslige Arbeide op til at bli en Industri… For ret at vurdere et saadant Tiltag af Virksomhed, maa man huske paa, at det var ikke alene Mangelen paa Adgang til Arbeide, som la Tryk paa Kvinderne i ældre Dage, men det var ogsaa Fordommen, det var ikke fint at arbeide for Brød til sig og sine. Det er langtfra, at Fordomen endnu er udryddet, men en Mængde Kvinder har lært at trodse den, og det gjør samme Nytte«, skriver Vilhelmine Ullmann i 1903.
Vilhelmine Ullmann kommenterer bl.a. kvinders arbejdsmuligheder. Tanken om at arbejde for penge, når der bortses fra undervisning, var uhørt for borgerskabets kvinder, men den greb nogle af de unge. I 1859 skrev Elise Aubert i sin dagbog, at hun og veninden Johanne Vogt »ere begyndt at sy for Industrien«. Det var et forsøg på at komme ud af »… den smaalige Betragtning, at det skal være Skam at arbeide for Betaling, som om det ei var langt større Skam at lade sig klede og føde sit hele Liv uden at yde den ringeste skjærv«.
Både Elise Aubert og Johanne Vogt blev forfattere, og i fiktionens form kunne de bygge videre på de skildringer af miljøer og mennesker, man finder i memoirelitteraturen.
Selv om memoirerne først blev skrevet ned efter 1850, er det århundredets første halvdel, der skildres. Tiden efter 1850 finder sin plads i fiktionslitteraturen. De skønlitterære forfattere kommer fra samme miljø som memoireforfatterne, og de anvender til dels samme stof, men fiktion tillader også afsløring af konflikter.
At vejen er kort mellem erindringer og fiktion, viser Elisabeth Welhaven, 1815-1901, i sine fortællinger fra det gamle Bergen. Hun var en udpræget fortællerske, som styrede uden om sit privatliv til fordel for bergensiske originaler. Med skarp observationsevne og i bergensisk sprogdragt levendegjorde hun gamle dages hverdagsbegivenheder for interesserede tilhørere i Kristianias selskabsliv.
I 1854 udkom en roman, der blev skelsættende. Formelt var forfatteren anonym, men »alle« vidste, hvem hun var. I Fra de gamle Prestegaarde fortæller Elise Aubert om denne begivenhed: »Julen 1854 kom den Bog, som sterkest satte Sindene i Bevægelse, fordi den var norsk og indvarslede en ny Tid i Literaturen, en ny Tid i norske Samfundstilstande… Vi læste, vi nød, medens Beundring og Protest, Enighed og Tvivl fulgte denne Forfatterindedebut… Mægtige Genier, Navne, som hele Verden kjender, har efter den Tid beriget vor Literatur, men neppe har noget Digterverk havt en saadan Fornyelsens Magt over Sindene som ‘Amtmandens Døttre’ i 1854«.
Camilla Colletts Amtmandens Døttre var startsignalet for de kvindelige forfattere. Med den fik Norge sin første betydningsfulde realistiske roman.