Efter årtusindskiftet 2000 bliver globaliseringen og den kvindelige migration fra fattige lande til vesten et tema i litteraturen. Forestillingen om et globalt søsterskab udfordres af virkeligheden, hvor mødet med den “anden” fremmede kvinde bl.a. foregår som et møde mellem arbejdsgiver og hushjælp og som udstiller et overordnet-underordnet forhold. Reflektioner over det skæve magtforhold mellem den nordiske kvinde og hendes undertrykte “søster” kommer bl.a. til udtryk i au-pair-romaner, litteratur om kvindelige flygtninge samt i reportager og tegneserier om mødet med undertrykte kvinder uden for Europa.Eksempler på forfattere, som arbejder med disse problemstillinger litterært er Kirsten Hammann, Sara Kadefors, Aasne Linnestå og Åsne Seiersted
Tag: Selvbiografier
I 2000-tallet afløses 1970’ernes biografiske og selvbiografiske fortællinger af nye blandingsformer, som bevæger sig i grænselandet mellem fakta og fiktion – også kaldet autofiktion. Genren benyttes både af mandlige og kvindelige forfattere, men især de kvindelige forfatteres værker er blevet kritiseret for at overskride og udstille det private.Kvindelige eksponenter for autofiktionen er bl.a. Maja Lundgren, Carina Rydberg, Suzanne Brøgger, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Herbjørg Wassmo.
Omkring årtusindskiftet opstår en ny forfatterfunktion – også kaldet den seminautiske. Det betyder, at forfatteren opfatter verden som tilgængeligt materiale, der kan indsamles og efterbehandles.Forfatterens krop og privatliv opfattes hverken som principielt uvedkommende eller per definition relevant, men mere som et materiale, som kan genbruges.Eksponenter for denne måde at skrive på er bl.a. Christina Hagen, Mona Høvring, Athena Farrokhzad og Niviaq Korneliussen.
Den nordiske samtidslitteraturs fortællinger om galskab og psykiatri handler om kønslig ambivalens og kreativitet. I modsætning til tidligere er litteraturen nu optaget af helt fundamentalt at bryde med kønnet som sådan og finde tilbage til en prækønnet tilstand, hvor der ikke sættes lighedstegn mellem den kønnede krop og det seksuelle begær.Eksponenter for denne tendens er bl.a. Lotte Inuk, Christel Wiinblad, Beate Grimsrud og Linda Boström Knausgård.
I 2000’ere og 2010’erne befolkes den litterære scene med nye stemmer, der kredser om temaer som racisme, hvidhed, køn, adoption og migration.Forfatterne har det til fælles, at de med udgangspunkt i deres minoritetsbaggrund, reflekterer over deres erfaringer med at have en sproglig eller kulturel dobbeltidentitet.Eksponenterne for disse nye stemmer er bl.a. Maja Lee Langvad, Eva Tind, Athena Farrokhzad og Jonas Hassen Khemiri.
Agneta Pleijel var en af de toneangivende i den kritikergeneration, der i 1970’erne gik i brechen for en ny og mere samfundsrelevant litteratur. Ligesom Anna Westberg tager hun udgangspunkt i de æstetiske og etiske idealer, der var fremherskende i 1970’erne. Men mens de begge gennem hele deres forfatterskab holder fast ved de etiske idealer, kan man også se, hvordan de distancerer sig fra den fremherskende æstetik.I begyndelsen af 1980’erne forlader de 1970’ernes realisme og bevæger sig mod en mere tentativ og fragmenteret skrivemåde. De forlader sagligheden for et mere højstemt tonefald. Klangbunden i forfatterskaberne, der oprindelig var lys og udviklingsoptimistisk, bliver stadig mørkere.
Emigrantlitteraturens kulturelle dobbeltblik.
Velfærdssamfundet set fra neden.
En litterær fejde om moderlighed.
Køn og klasse i 1970’ernes islandske kvindelitteratur.