Den første »Hun-Poet i Arvekongens Lande«, Dorothe Engel-bretsdatter, er på titelkobberet til 1681-udgaven af sit salmeværk Siælens Sang-Offer afbildet som det, hun er, nemlig skrivende præsteenke. Eftertænksomt og med øje for sine memento mori, kraniet og timeglasset, fører hun pennen i sit eget salmeværk. Billedet er, som Engelbretsdatter selv, usædvanligt.
Den skrivende kvinde er en undtagelse i 1600-tallets litteratur, og hun må, som Engelbretsdatter, bruge både forstand og følelser på at gøre sit værk acceptabelt over for sig selv og over for sin samtid. Titelkobberet afslører ingen af den skrivende kvindes kvaler. Kvinden på billedet skriver med sikkerhed, koncentration og med selvfølge. Men trods situationens ubesværede portræt er billedet enestående i sin art: En afbildning af en nordisk 1600-tals-kvinde, der skriver på sit værk.
Således digter Dorothe Engelbretsdatter om sig selv og sit salmeværk:
At fra skinhellig hyckleri
Har bedekonsten gjort mig fri
I dig bestod min glæde
Dit kraftig ord i dette lif
Var min udvalde tidsfordriv
udi mit Enke sæde
1700-tallet kan fremvise et større antal billeder af kvinder, der direkte og især indirekte er beskæftiget med deres egen litterære skaben, og selve iscenesættelsen af den skabende kvinde er i disse portrætter særdeles gennemtænkt og undertiden uhyre omstændelig.
En af det tidlige 1700-tals-forfattere, Anna Margrethe Lasson, præsenteres på titelkobberet til sin roman, Den Beklædte Sandhed, 1723, på en ganske anden måde end præsteenken Engelbretsdatter. Tilsløret sidder Lasson i en allegori over sin egen fabel. I sin ene hånd holder hun solen, oplysningens symbol, i sin anden hånd holder hun palmegrenen, sejrens symbol. For hendes fødder ligger hyrdestaven og en kongelig krone og kåbe, rekvisitter i hendes »liden Roman«. Lasson fører ikke pennen, hun fremviser fortællingen. Hun er det danske sprogs inderlige elskerinde, den tilslørede Aminda. Billedet af Aminda antyder, hvilken gennemtænkt iscenesættelse 1700-tallets nye verdslige litteratur fordrer af sine udøvere.
1600-tallets ceremonielle og lærde udtryksformer afløses i 1700-tallet af et mere løssluppent og farverigt litterært sceneri. 1700-tallets litteratur skrives ikke blot af forfattere og skribenter, hvis religiøse kald eller fyrstestand og -forbindelse giver dem adgang til litteraturen, men af skribenter, der har tilstrækkelig lærdom, rigdom, dyd eller gudstro til at kunne iscenesætte sig selv og udstyre sig selv med en åndelig klædedragt, der er passende i forhold til deres foretrukne genrer. 1700-tallets skribenter og forfattere skriver ikke blot løs efter lyst og forgodtbefindende på deres komedier, dagbøger, læredigte, sørgespil, salmer og moralske fortællinger. Enhver skrift og henvendelse til litteraturens nye almene publikum er en »beklædt sandhed«; »beklædningen«, skribentmasken og iscenesættelsen, er et signal om skriften, dens muligheder, rum og grænser. Masken er – som på de yndede og omdiskuterede maskerader – adgangstegn og raffineret udfoldelsesmulighed. Og mens skribenterne fremviser deres masker på digterparnasset, bliver hoffets maskerader i Danmark og Sverige scene for voldelige magtopgør mellem borgerlige og adelige kræfter. Maskernes magi er ikke blot et litterært anliggende.
I 1700-tallets oplysende og satiriske litteratur bliver det også populært, at mandlige skribenter forklæder sig som kvinder.
På din maske skal jeg kende dig – kunne man med forfatteren Karen Blixen sige om mange af 1700-tallets skribenter, der i deres forhold til skriften er særdeles reflekterede og selvbevidste.
I de danske kvindelige komedier spiller masketemaet ofte en meget central rolle. De falske friere er »sminkede« og løgnagtige, mens de dydige og ømme heltinder og deres fortrolige venner er åbenhjertige og ærlige. Men masken eller forklædningen kan blive et vigtigt middel til at undslippe de sminkede og falske skurke. »Mit smukke Kiøn! Tag Eder vare,/ Brug Masqven til sin Tid og Sted,/ Naar Eders Hierte er i Fare«, hedder det i Anna Catharina von Passows hyrdespil Elskovs eller Kierligheds-Feyl, 1757.
Den kvindelige 1700-tals-litteratur opviser forskellige selviscenesættelser. Kvinderne skaber og optræder i masker og dragter, der giver dem kunstneriske udfoldelsesmuligheder, og som også gør dem genkendelige som skribenter. Det belæste og fornuftige fruentimmer er beslægtet med 1600-tallets lærde kvinde. I 1600-tallets debat om lærde kvinder understreges det ofte, at kvinden er i besiddelse af fornuft, og derfor vil kunne tilegne sig mændenes lærde kultur.
Hvi skuld’ det ædle Qvinde-Kiøn Saa vel ey kunde være Til Lærdom færdig, snar og skiøn Som Manden og studere Gud og Naturen jo saavel Har det med hende lavet, At hun med en fornuftig Siæl Og Sandser er begavet.
Således skriver den akademiske versekunstner Anders Bording i sit lange digt Scutum Gynæcosophias eller lærde Quinders Forsvar fra midten af 1600-tallet. 1700-tallets debat om kvindens fornuftsevner ser først og fremmest kvinderne som bidragydere og som et publikum for en ny modersmålslitteratur, herunder en populariseret videnskabelig litteratur. Således bruger netop den unge filosof Friederich Christian Eilschov i sit værk Forsøg til en Fruentimmer-Philosophie, 1749, et fornuftigt fruentimmer som led i sit angreb på den umoderne latinske lærdomskultur.
Den norske digter Christian Braunmann Tullin udformede et stort anlagt bryllupsdigt til en norsk købmand som en kvindedeputations naturretslige opgør med mændenes overherredømme over kvinderne. I hans »Indlæg til Fornuftens Ret fra Qvindekønnet«, 1758 hedder det således:
Vort Kjøn har nu vel længe
nok
I tvungne Lænker sukket;
Og, som en taus, taalmodig
Flok,
For Voldsmænd sig nedbukket.
Den kvindeskribent, der har mulighed for at iscenesætte sig selv som belæst og fornuftigt fruentimmer, bruger et signal, der er begribeligt og aktuelt i 1700-tallets diskussion af kvindekønnets forstand og udbredte forsvar for kvindekønnets fornuftsevner. Inspireret af den rationalistiske sjælelære, der ikke gør forskel på mænds og kvinders sjæl og dermed på deres mulighed for fornuft, fører Holberg energisk forstandige og fornuftige kvinder ind i sit forfatterskab og fremhæver i 1728-udgaven af sin Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab, at man »blant Qvinde-Kiønnet finder fortreffelige Sindets Gaver«. Holberg bliver tidligt i sit forfatterskab opmærksom på, at kvinderne er et muligt publikum for hans nyttige og fornuftige modersmålsværker. Holberg iscenesætter omhyggeligt og morsomt sig selv som satiriker og praktisk skribent. Den komiske Hans Mickelsen, borgmester i Kalundborg, er en af hans tvetydige litterære masker. I »Zille Hans Dotters Gynaicologia eller Forsvars Skrift for Qvinde-Kiønnet«, 1722, maskerer Holberg sig som den dydige Zille og gør satire over den sædvane, de love og den opdragelse, der holder kvindekønnet i ufrihed og dumhed. Zille-figuren fungerer som en entydig og positiv skribentmaske, og med den begavede Zille får Holberg skabt et billede af en publikumstype: den fornuftige og kundskabssøgende kvinde.
»Zille bliver således en symbolsk repræsentant for den kvindelige læserskare, som Holberg ønskede sig«, skriver Anne E. Jensen i Holberg og kvinderne, 1984, hvor hun gør rede for udviklingen i Holbergs kvindesyn.
Charlotta Dorothea Biehl iscenesætter i sin selvbiografi, Mit ubetydelige Levnets Løb, 1787, sig selv som forstandigt og belæst fruentimmer. Hendes tilrettelæggelse af sin livshistorie minder læseren om Holbergs Zille-portræt. Om Zille hedder det hos Holberg: »Jeg neppe fuld var otte Aar,/ Jeg vilde vide meere/ End A.B.C. og Fader vor/ Jeg Lyst fik at studere«. Parallelt hermed kan Biehl fortælle om sig selv:
»Naturen havde forleenet mig med et hurtigt Nemme, en stærk Hukommelse, og en overmaade stor Lyst til at Lære alt hvad mueligt var. Førend jeg var fem Aar læste og forstod jeg hvilken tysk og Dansk Bog jeg fik«.
Biehls fortrolige ven hofmarchal Johan Bülow kalder hende en »lærd Dame« og fortæller, at han ved deres første møde »er noget bange for hendes Bekiændtskab«. Den lærde og belæste kvinde er genkendelig, men hun vækker også uro og modstand hos mændene, og det er betegnende, at Biehl nægter at kalde sig selv lærd. Hun vil hellere fremhæve sin forstand og sin evne for at læse. På Cornelius Høyers miniature fra ca. 1775 holder hun et beskrevet ark i hænderne. Hun har brugt sine fornuftsevner, hun er fortrolig med skriften og kan rette blikket mod beskueren.
Kvindeforsvareren fru Nordenflycht iscenesætter sig selv som lærd fruentimmer i 1600-tallets kendte tradition og som en moderne, fornuftig 1700-tals-kvinde. Hun optræder som den forstandige borgerinde, der kan ytre sig om filosofiske, politiske og litterære spørgsmål og gå i dialog med både Holberg og Rousseau. Nordenflycht bliver midtpunktet i det litterære selskab Tankebyggar-Orden i 1753 og kan i sin lyriske digtning optræde som en »hyrdinde i Norden« og skabe rum for en selvbevidst og inderlig følelsesbeskrivelse. På Schleffels portræt af hende er hun elegant »beklædt« med skærf, rose og digterlyre. I hyrdefor-tællingen »Fröjas räfst« (Frejas revselse), 1762, bruger Nordenflycht digterlyren i tankevækkende symbolsk selvfortolkning. Her er det den mandlige hyrde, der som kærlighedsgave får tildelt digterlyren.
Dumma lag, du blinda sed,
Som af nedrig afwund ljuder.
När du Evae Kön forbjuder,
at Parnassen komma wed.
Således skriver fru Norden-flycht i digtet »Fruentimbers Plikt at upöfwa deras Vett«, 1744.
Mens Nordenflycht betragter Newtons skrifter som nyttige for kvindekønnet, og Biehl fortæller om, hvordan hun drager fordel af sine hårdt tilkæmpede sprogkundskaber, lægger Anna Maria Lenngren i sine tanker om en kvindelig oplysning afstand til den lærde kultur og henviser sig selv – omend ikke uden ironi – til sin »Natur og könets gräns«. Inspireret af Rousseau problematiserer Lenngren den belæste og lærde kvinde. Hun anser studiet af verden som vigtigere for kvinderne end studiet af lærde bøger.
I sit digt »Til Lisette«, 1781, skriver fru Lenngren om den unge kvinde, som ikke har lærde »nykker«:
Du håller intet lärdt parti
Mot Folk som älska melodie,
Du känner ej den fantaisie,
At granska alting som du tycker,
Du yfves ej med lärde nycker,
Kort sagt du vil ej ansedd bli
För sakens djupa kännarinna,
Du söker endas ro deri,
at utan alt pedanteri
Blott dina vänners bifall vinna.
Samtidig aktualiserer den litterære udvikling helt nye kvindelige skribentmasker. Den danske Fruentimmer-Tidendes skribenter præsenterer sig som en selvlærd og selvstuderet kvindeforsamling, men for flere af bidragyderne er det i højere grad studiet af livet end studiet af bøgerne, der gør dem berettigede som skribenter. Hofmesterinden, der er bidragyder i nr. 2-3, 1767, fortæller således, at selskabet har opfordret hende til at skrive om »Kiønnets Ja og Ney i Henseende til at gifte sig«, fordi hendes stilling har givet hende »lang Erfarenhed« i de fejl, kønnet kan begå i ægteskabsanliggender. Hofmesterinden fører en raffineret argumentation med sig selv om, hvorvidt hun overhovedet bør og tør optræde som skribent.
»…og overhovedet en gammel Hofmesterinde, hvad Smag har hun? hvad veed saadan en af de nye Ting? Hvad kan hun sige os uden det, som var bekiendt før Syndfloden? Ey hvilken Bane vover jeg mig paa! jeg som forudseer, at baade min Stiil, min Maade at foredrage paa, ja Foredraget selv vil mishage.
Dog hvad kan ikke Egenkierlighed friste et Fruentimmer til? det lærde Navn af Forfatterinde, det smigrende Haab at det torde maaske behage nogle, tildrer mig alerede saa stærk, at jeg maa pibes ud, førend jeg nedlegger dette store Navn«.
Fruentimmeres behagesyge er en velkendt traver i den tidlige tidsskriftlitteratur, og selv om det er meningen, at læseren skal tage Hofmesterindens råd alvorligt, har hendes »maske« også komiske træk. Måske er hofmesterindens bidrag skrevet af en mandlig og ikke af en kvindelig skribent.
Men hvordan det end forholder sig, er det spændende og nye, at livserfaring berettiger en skribent. I 1700-tallets anden halvdel optræder den livserfarne kvinde ofte i tidsskrifterne, i de moralske og følsomme fortællinger, i portræt- og lejlighedsdigte. Den livserfarne kvindemaske er ikke forbeholdt kvindelige skribenter. Hun optræder også som fortæller i mændenes prosa. Knud Lyhne Rahbek kan således i sin lille fortælling »Børnekopperne«, 1805, lade en brav borgerkone fortælle sin livshistorie for et selskab af dannede og litterært interesserede venner.
Mens den belæste og forstandige kvindemaske kræver lærdom af sine bærere, stiller livserfaringens skribentmaske sine bærere friere eller rettere pålægger dem andre bånd i forhold til den litterære offentlighed. Som skribent og fortæller er den livserfarne kvinde først og fremmest en ædel borgerinde, der deler ud af den dyd og forstand, livet som datter, hustru og moder har givet hende. Den nye iscenesættelse af den kvindelige skribent bliver uhyre betydningsfuld og livskraftig. Den norske »Moer Koren«, Christiane Koren, iscenesætter eksempelvis sit forfatterskab omkring sit liv som mor. Som hjemmets moder har hun skærpet sin opfattelsesevne og sin menneskekundskab. Også en senere 1800-tals-forfatter, Thomasine Gyllembourg, iscenesætter sit forfatterskab omkring livserfaring og formulerer indirekte modsætningen mellem to skribenttyper: den livserfarne kvinde og det belæste fruentimmer. Gyllembourg kalder sine hverdagshistorier »Frugter af Livet, ikke af Lærdom og dybe Studier«.
Mens en voksende tidsskriftlitteratur i 1700-tallet gør den livserfarne, dydige kvinde til en fast og undertiden karikeret figur, fremkalder en ganske anden type erfaring også kvindelige skribenter. 1700-tallets herrnhuterbevægelse fordrer bekendende selvbiografier af de troende. Herrnhuterne pålægger i princippet alle troende at nedskrive selvbiografier om deres trosliv, synd, tvivl og sjælelige oplevelse af Jesus. Selvbiografierne bliver oplæst i de herrnhutiske societeter og udvekslet imellem dem. I disse selvbiografier skaber kvinder og mænd af vidt forskellig baggrund en bekendende prosa. Især har udforskningen af det svenske materiale fremdraget spændende kvindelige selvbiografier.
Den præromantiske og romantiske litteraturs iscenesættelse af den mandlige forfatter som et følende jeg og som et anende geni har linjer tilbage til pietisternes og herrnhuternes dyrkelse af følelsen og sjælens trosdrama. I den præromantiske og romantiske litteratur får kvinden en ny »beklædning«. Hun betragtes først og fremmest som en indgiver og en forløser af mandlig genialitet. Den romantiske kvindeforklædning har lighedstræk med den franske preciøse 1600-tals-kultur. Som i den preciøse kultur idealiseres det ømme, åndelige venskab imellem mand og kvinde. Men mens de franske preciøser selv er skabende kunstnere og inderlige sprogelskere, begrænser den romantiske iscenesættelse af kvinden hendes udfoldelsesrum til salonen og til de personlige og halvoffentlige genrer: brevet, dagbogen og selvbiografien. Den franske preciøse kultur formulerer et radikalt opgør med ægteskabsinstitutionens tvang og med den lærde latinske universitetskultur og tilstræber en forfinelse af sprog og omgangsformer.
»Verbet aimer (holde af, elske) må ikke bruges om hverdagslige ting som melon og sukker, men skal forbeholdes genstande af ædel art. Preciøsernes sprogreform og sprogrensning går så vidt som til at ville afskaffe alle ord af hankøn, dvs. flertallet af ord i det franske sprog!« fortæller Merete Gerlach-Nielsen i »Om at gøre sig kostbar – bevidsthed og oprør hos preciøserne«, Forum for kvindeforskning, nr. 3, 1987.
Den præromantiske og romantiske iscenesættelse af kvinden er langt mindre radikal og langt mere symbolsk. Her må også de højst virkelige og kødelige muser, som Bellman præsenterer i sit rokokounivers, vige for fraværende kvinder, åndelige Venus’er og lykkegudinder.
Den følende skjald, Johannes Ewald, iscenesætter sit jeg i forhold til tabet af kvinden, Arendse. Denne fraværende og uopnåelige kvinde, der ikke ved fysisk tilstedeværelse kan forstyrre den følende skjald, kaldes ubesværet frem i fantasien og optræder i den følsomme skrifts fine og udsmykkede rum. Hun er det sansede og dog fiktive kød og blod, og Ewald bliver følende og skabende på sit spørgsmål: »Havde jeg da og en Arendse? – Eller var det en Dulcinea; som min Indbildningskraft allene skabte sig, fordi den trængte dertil?«
Jens Baggesen iscenesætter sin ven Chr. Prams kone som en Venus Urania, en kærlighedens åndelige, usanselige gudinde. Det er hendes ånd, der fylder hans værk. »Og dersom Evighedens Hæder lønner/ Min Sang, og vorder jeg saa lykkelig,/ At elskes af den fierne Fremtids Sønner,/ Din Aand, Dit Vid, dig elsker man i mig«, hedder det i Baggesens ode »Min anden Skabelse«, 1785. Men i det liv, der er uden for digtene og oderne, har Baggesen svært ved at holde rede på de åndelige og fysiske passioner.
Også den unge Knud Lyhne Rahbek forsøger sig med et inspirerende platonisk trekantsforhold. Rahbeks iscenesættelse af sin ven Michael Rosings kone Johanne som Goethes Lotte eller Beaumarchais’ Eugenie er et ungdommeligt forsøg på at dramatisere sit eget følelsesliv. Det er det mandlige jegs følelses-muligheder, der afprøves.
»Atter i Dag et Lotte-Træk! og i Overgaars med! – din kiære Rahbek! saa kaldte du mig? Er det ikke Lottes ‘Lieber Wer-ther!’ – Mon Du derfor har saa fuldkommen Liighed med Lotte for at forberede mig til, at jeg fuldkommen engang skal ligne Werther!« funderer Rahbek teatralsk i sin dagbog 30. juni 1779 efter et besøg hos familien Rosing. Rahbek undlod dog som Werther at tage livet af sig selv.
Men med det sene 1700-tals litterære saloner får en romantisk iscenesættelse af kvinden sine rum og sine medspillende kvinder. Salonerne har uskrevne regler og regulære genrer for ømme og kostbare hjertevenskaber. Salonernes refleksion over og iscenesættelse af følelser gør det muligt for kvinderne at give sig til kende som levende skabninger. Den romantiske kvinde, som for Rahbek og Baggesen var et luftigt sjælebillede, der ikke tålte megen virkelighed, træder nu ud i sin virkelighed.
Men hun må kende sin maske og indstille sig på, hvad den kan vise, og hvad den må skjule. Det er karakteristisk, at Friederike Bruns datter Ida henrykker salonens gæster med sin tavse eurytmi.
I et fødselsdagsdigt til Friederike Brun skrev Baggesen om »den glade Moder« og hendes to døtre, Charlotte og Ida:
Hvor den glade Moders Øre,
Blikfortrylt af Lottes Syn,
Engles Sang alt kunde høre
Lyttende til Idas Nyn –
Hvor de tvende Søster-Engle,
Dalens modne Roser nu,
Blomstrede paa spæde Stengle,
Knop og Knop, kun Børn endnu.
(»Sophienholms Erindring«, 1813).
Det er kendetegnende, at den svenske Malla Silfverstolpe kan føle sig ensom og uforløst i sin fornemme salons kærlige venskaber. Det er næsten symbolsk, at der ikke findes et eneste sikkert identificeret portræt af Kamma Rahbek, men kun et silhuetklip, en følsom maske, der skjuler hendes træk, men antyder hendes væsen.