Anna Margrethe Lasson

1659 - 1738

Danmark

Født i København og voksede op på Dalum Kloster på Fyn, hvor hendes far var landsdommer. Efter faderens død i 1706 flyttede hun ind hos en gift søster. Siden flyttede søstrene til priorgården i Odense, hvor de levede under vanskelige økonomiske forhold, tynget af gæld efter faderen. I 1730 sattes priorgården på auktion, men de to søstre fik lov til at blive boende til deres død.

Anna Margrethe Lasson har forfattet et hyldestdigt til den norske salmedigter Dorothe Engelsbretsdatters Taareoffer, hvori hun forsvarer kvinders evner som forfattere. Hun har skrevet den første originale nordiske prosaroman Den beklædte Sandhed, offentliggjort i 1723 under pseudonymet “Det danske Sprogs inderlige Elskerinde Aminda”. Det er en roman om høvisk kærlighed, skabt efter franske og tyske forbilleder og tilrettelagt som en nøgleroman om ægteskabet mellem den danske prins Jørgen og den engelske prinsesse Anne.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Stig Dalager og Anne-Marie Mai: Danske kvindelige forfattere, bd. 1, 1982

Jens Hougaard m.fl. (red.): Dansk litteraturhistorie, bd. 3, 1983

Peter Thage: "Et in Arcadia ego: om Anna Margrethe Lassons roman "Den beklædte sandhed"" i: Danske studier, bd. 97, rk. 9. bd. 1, 2002

Gustav Ludvig Wad: Fra Fyens Fortid, bd. 4, 1924