I 1970’erne begyndte Nordkalottens eneste oprindelige folk, samerne og minoriteter som de svenske tornedalinger at organisere sig. Det første skønlitterære værk skrevet af en samisk kvinde på samisk udkom i 1971 og siden har en række kvindelige forfattere fulgt efter med værker, der ofte tematiserer modsætningerne mellem majoritets- og minoritetskulturen. I værkerne bringes ofte gamle samiske myter og mundtlige overleveringer i spil i undersøgelserne af en særlig samisk kvindelig identitet.De toneangivende kvindelige forfattere er bl.a. Rauni Magga Lukkari, Synnøve Persen, Maren Uthaug og Rosa Liksom.
Tag: Sprogpolitik
Den grønlandske litteratur efter 2000’erne er bl.a. optaget af sprogpolitik og nationalfølelse på Grønland og af at tage et nyt afsæt, der overskrider de gamle koloniale fortællinger om magt og afmagt i forhold til Danmark.Hvor grønlandske forfattere tidligere primært skrev for et grønlandsk publikum, har den grønlandske litteratur i de seneste år undergået en udvikling til at blive mere internationalt orientereret.Blandt de toneangivende nye grønlandske stemmer er Jessie Klemannn, Julie Edel Hardenberg og Katti Frederiksen.
Hulda Garborgs store produktion vekslede mellem tidsskriftsartikler og romaner, men det var især dramatikken, hun satsede på. En stor del af hendes forfatterskab blev skrevet i forbindelse med »nynorsk-bevægelsen«, der i 1880’erne og 1890’erne for alvor fik vind i sejlene, og for hvilken Hulda Garborg blev en forgrundsfigurer. Fra 1910 til 1912 ledede hun turnéteatret, Det Norske Spellaget, der rejste langs den norske kyst. Turnéens succes gav hende mod på at initiere etableringen en fast nynorsk scene i Kristiania. Allerede året efter i 1913 blev Det Norske Teatret åbnet. Hulda Garborg sad selv i bestyrelsen i mange år og påtog sig instruktøropgaver. Men det var forfatter, hun helst ville være. Hun hentede sit stof fra nationallitteraturen og den norrøne arv, men fandt også inspiration i mysticisme og østlig religionsfilosofi.
Sprogdebatten i Finland.
Det eventyrmateriale, der kaldes »Narrationes Lubricae«, slibrige eller erotiske historier, blev i ældre tid fortalt af voksne rundt omkring i de norske landområder, i bygderne. Der er registreret mange kvinder blandt de voksne informanter. De grove historier var/er ingenlunde forbeholdt herreselskab.Man kender navngivne personer til omtrent to tredjedele af det erotiske skæmtemateriale, og af disse er nøjagtigt halvdelen kvinder. Det er måske overraskende. For mange steder regnes eventyret og ikke mindst den grovere type for en mere mandligt præget form. Kvindelige informanter knyttes i folks bevidsthed først og fremmest til folkeviserne, hvor musikken og det æstetisk bundne er i forgrunden.
Den danske forfatter Anna Margrethe Lasson bestemte sig tidligt for at prøve kræfter med romangenren og skrive en prosaroman. Hendes roman Den beklædte Sandhed forelå i et håndskrift allerede i 1715; den blev trykt i 1723 og er dermed Nordens første trykte prosaroman.»Ingen Moders Siel er i Stand til at holde dens Læsning ud til Enden«, skrev litteraturhistorikeren Rasmus Nyerup i 1828 om romanen, og i litteraturhistorien er den blevet en kuriositet, der huskes, fordi den var en af de få nordiske hyrderomaner, der var udformet som en prosafortælling, og som blev trykt.Anna Margrethe Lasson havde forskellige ambitioner og idéer med sin roman. Hun ville underholde sin læser, demonstrere kvinders evner for at skrive, og hun ville yde sit litterære bidrag til det danske modersmål.
1700-tallet kan fremvise et større antal billeder af kvinder, der direkte og især indirekte er beskæftiget med deres egen litterære skaben. Og selve iscenesættelsen af den skabende kvinde er i disse portrætter særdeles gennemtænkt og undertiden uhyre omstændelig.
Den danske professor J. S. Sneedorff fremhævede forfatterinden Margaretha Klopstocks Breve fra Døde til Levende som eksempel på det moderne modersmål, han selv ønskede at fremme.Årsagen til dette og til 1700-tallets voksende interesse for kvindelige skribenter, især nye og gamle, kendte og mindre kendte brevskrivere, var, at kvinder skrev på modersmålet. Således kunne de bruges som eksempler på praktisk sprogbrug i den temmelig abstrakte debat om, hvad modersmålet burde være. Kvinderne var tilmed ikke strengt skolede i den latinske lærdomstradition, som man ønskede at frigøre sig fra.