I Aase Hansens (1893-1981) debutroman Ebba Berings Studentertid, 1929, kommer den unge provinsstudine Ebba til København for at læse statsvidenskab. Forventningerne til det nye liv er høje efter studentertalen om den frigjorte kvinde, »som for Alvor kan dele med os, fordi hun har faaet Lod og Del i Altet omkring os«. Men nedturen bliver ubønhørlig, byen og de mandlige kammerater opfylder ikke Ebbas drømme. Byliv og studieliv giver ikke livet fylde, her er kun tomhed, jazz, løs seksualmoral og ulykkelig kærlighed til de mænd, der ikke vil dele alligevel. Og Ebba lader sig resigneret forføre af en gift mand fra barndomsbyen, da alle illusioner er bristet.
Fortællingen handler imidlertid ikke kun om den moderne tids tomhed, men også om Ebbas og fortællerens tøven over for dens løfter. Livet i storbyen ses i skæret af det forladte provinsliv og det tabte, ulige, men værdige forhold mellem kønnene. Dette ambivalente forhold mellem kvinderne og den nye tid bliver det stadige tema for Aase Hansens forfatterskab fra uskyldstabet – overgangen fra uvidenhed, provinsliv og ungdom – til intellektuel og seksuel erfaring.
Aase Hansen var selv universitetsuddannet, i dansk, engelsk og tysk, da hun som 36-årig debuterede med sin universitetshistorie. Den lidt ældre Ellen Raae (1885-1965) var uddannet i dansk og engelsk. De tilhører en generation af kvinder, for hvem statsborgerskabet var blevet erobret, uden at denne erobring føltes som en personlig sejr. Sammen med forfattere som Johanne Buchardt (1908-48), Ellen Duurloo (1888-1969), børnebogsforfatteren Estrid Ott (1900-1967), arbejderforfatteren Caja Rude (1884-1949) og Karen Bjerresø (1922-2004) udgør de en gruppe forfattere, der er optaget og anfægtet af spillet mellem kvindernes krav til livet – og den nye tid som et løfte og en trussel.
Det er en gruppe forfattere, hvis litteraturhistoriske skæbne i høj grad har været tavsheden. I Politikens Forlags Dansk Litteraturhistorie fra 1967 nævner Torben Brostrøm kun Aase Hansen, der har »udsendt en lang række tematisk nært beslægtede romaner, som kan være vanskelige at skelne fra hinanden«. Bøgerne er »handlingsfattige«. »Det intime og private fremhæves ved det kun spinkle samtidspræg; de kunne i og for sig foregå når som helst«.
Byliv og kærlighedsliv
Johanne Buchardt var født på en fattiggård af en tysk mor, kendte ikke sin far og voksede op som plejebarn på landet. Fra 1939 til 1948 udgav hun seks romaner, der alle er båret af samme stærke længsel efter at blive synlig, værdifuld og anerkendt. Buchardt og hendes personer vil på den ene side gerne anerkendes som moralsk overlegne, bærere af traditionens værdier, men på den anden side også belønnes ved gedigen økonomisk og karrieremæssig succes. Byen bliver da på samme tid sjælløshedens og forløsningens arnested.
Johanne Buchardts personlige arveløshed viser sig på flere måder. En tone i værkerne er oplevelsen af tomhed, mangel og depression, en følelse hun søger at flygte fra gennem »lånt« arvegods. I debutromanen Født til Graad, 1941, om den forældreløse Lene lader hun heltinden mislykkes i sit forsøg på at klare sig i den moderne byverden. På dødens rand beskrives hun i sin totale lidelse som en Kristus, der martres for at genopstå på landet med naturen, moderskabet og manden Sejr.
Mens Berlingske Aften karakteriserede debutanten Johanne Buchardt som »dilettant«, der låner fra Anton Nielsen, Skjoldborg og Aakjær (»der er naturligvis ogsaa noget af Johanne Buchardt selv, men det er ikke det bedste«), gav Hakon Slangerup (Nationaltidende den 10.2.1941) hende mere opmuntrende ord med på vejen: »Johanne Buchardts Bog giver Løfter – fordi den ikke bare er en Fortælling om hende selv, men har sine største Værdier i det, den fortæller om andre. Denne unge Forfatterinde har et skarpt Blik og en formende Evne. Hun behøver ikke at blive hængende ved den ene Roman, som alle Mennesker kan skrive om sig selv«.
I hovedværket Der gaar ingen Vej tilbage, 1944, overvinder pigen Ingeborg den personlige arveløshed og skaber sin egen identitet som selvstændig, synlig og økonomisk succesrig kvindelig hattedesigner ud af tilsyneladende ingenting. Hun må lægge afstand til umulige moderbilleder: Hendes mor er en af Johanne Buchardts mange elendige biologiske mødre. Omvendt har Ingeborgs første arbejdsgiver opgivet kærligheden for karrieren i Ingeborgs symbolske fødselsår 1914. Tilsammen udgør de to moderfigurer selve splittelsen mellem kærlighed og karriere, mens en tredje, hendes københavnske arbejdsgiver, forener de to sider i en mandhaftig lesbianisme.
»Kun naar han om Natten tog hende i sine Arme, brast Ømheden ud i en svimmel Lidenskab, der drev dem mod hinanden i en Forening, der syntes naturlig som deres egne Legemer, varig som deres eget Blods Røster og uundgaaelig som selve Døden, der engang ventede dem. Deres Følelser for hinanden blev fornyede i disse Timer, naaede en Højde, de aldrig før havde naaet – og som de aldrig mere skulle naa, og som næsten syntes at skulle fortære dem. De vidste ikke, ingen af dem vidste, at en saadan Ild, der i sin flammende Vildskab stiger op mod selve Himlen, altid er et Varsel om Død«. (Johanne Buchardt: Der gaar ingen Vej tilbage, 1944).
Som hos Aase Hansen er der en mistanke om, at de nye kærlighedsformer mellem mand og kvinde yder mindre garanti for kvindens værdighed og lighed end det traditionelle ægteskab. Ingeborg gør sig fri af sin seksuelle lidenskab og vender sig mod en mand, hvis ar, dvs. symbolske kastration, er garant for en begærløs kærlighed, der bygger på næstekærligheden. Med denne løsning bliver hun også et levende paradoks, der skal forene det smukke, inderlige kærlighedsforhold med drømmen om en succesrig karriere, der kan aflæses i den flotte dragt, hvormed hun overstråler sin misundelige mor.
Socialistisk moral for unge piger
I Caja Rudes (1884-1949) forfatterskab præsenteres den socialdemokratiske bevægelse som en løsning på de unge arbejderkvinders livskamp. Som ene kvinde i den lange række af danske arbejderforfattere debuterede hun 1929 med novellesamlingen Skyggebilleder, og allerede året efter startede hun sin række af fortællinger for unge piger om den rette forståelse af arbejderpigens rolle, i familien, på arbejdspladsen og i forhold til det andet køn. Bøgerne skal også læses som svar på et behov: i hendes bedst kendte roman, Kammerat Tinka, 1938, lader hun sin hovedperson efterlyse tekster, der fortæller om arbejdernes liv og om pigernes. Tinka kan pege på Karin Michaëlis, men Caja Rudes romaner bliver også selv et æstetisk univers, hvor arbejderpigerne kan se deres eget liv spejlet og fortolket.
Det pædagogiske aspekt er centralt: I Magasinets Else, 1936, holder heltinden foredrag for sine kammerater om det farlige i at være så forfængelig og forlystelsessyg, at man indleder et forhold til en mand for at få tøj og natklubbesøg igen. Nydelsessygen fører til uønsket graviditet og social degradering. Arbejderpigen må lære at beherske sig og styrke sit selvværd gennem viden, dygtighed og arbejde. Elses veninde er på vej ind i murerfaget. Moderen derimod er hjemmegående, men Caja Rude skildrer det som en nødvendig og en uproblematisk udvikling, at den nye generation af piger er på arbejdsmarkedet.
Moderskabet har en central placering i Caja Rudes visioner, i det ligger både mandens og kvindens redning fra de faldgruber, der lurer på de to køn: den aggressive drift og det asociale anarki.
Arbejdet har også en funktion i forhold til mændene, der tvinges til at respektere deres stærke koner. Igennem forfatterskabet udvikler moderskikkelserne sig. I begyndelsen er mødrene svage og syge. Senere i forfatterskabet inkarnerer mødrene en særlig kvindelig autonomi, kulminerende i Tinkas mor, der hver gang vinder over sin lidt gammeldags mand. Arbejdet og selvdisciplinen bliver Caja Rudes løsning på kønskampen, på etableringen af et seksuelt forhold til mændene og en ideel arbejderfamilie. Hun kan godt skildre udnyttelsen af pigerne og kvinderne på barske fabrikker, men den udnyttelse, hun især vil lære pigerne at undgå, er mændenes. Kernen i kvindernes liv er familien, og det er deres status dér, hun først og sidst vil forbedre og beskytte. Den velfungerende arbejderfamilie er på samme tid målsætning og målestok for individernes liv og midlet til at skabe de gode og sunde mennesker.
Hos Caja Rude finder man derfor ingen tale om fri seksualitet og fri abort, tværtimod skriver hun flere artikler om kammeratægteskabets ødelæggende indflydelse. Det frie forhold ser hun som en rus af vellyst, der breder sig over alle livets områder, fra det erotiske til overforbrug af restaurationsbesøg, spiritus og taxikørsel, og derfor fører det i sin konsekvens til økonomisk og moralsk ruin. Kammeratægteskabets store problem er, at det ikke er baseret på børn og derfor fratager kvinden moderskabet, »og den Form for Askese kan slaa enhver normal Kvinde til hysterisk Vanvid«, siger Caja Rude.
I Kravet, 1931, kastes den purunge Agnes ud i livet, da hendes fader bliver alkoholiker. Moderen er hjælpeløs og skamfuld over sin erotiske dragning mod manden, og Agnes er i starten selv et lille Guds lam, et offerlam, for faderens vildskab og moderens umyndighed. Det bemærkelsesværdige er da, at Caja Rude i romanens løb lader sin unge pige undergå en forvandling, der sluttelig skal vise hende som en kæk heltinde på vej ind i både ægteskab og arbejdsliv. I romanens første del betragter fortælleren med gru og fascination mændenes overgreb mod kvinderne. Beruset af spiritus og dyriske drifter ødelægger og undertrykker de kvinderne og bliver derigennem også årsag til arbejderfamiliens sammenbrud.
Forestillingen om disciplineringens nødvendighed deler Caja Rude med andre dele af de socialistiske bevægelser. Arbejderpartierne vil også gerne kunne præsentere deres egen klasse som den moralsk overlegne. Men samtidig spiller der, som vi har set, en række fantasier med om mænds og kvinders natur og om driftens mulige retninger i familietrekanten. Der er hos Caja Rude ingen formidlende instans mellem billedet af den ydmygede, umyndige kvinde, hvis krop er hærget af mandens drifter, og den spejderkække oplyste pige, på vej ind i et ægteskab defineret af lige dele kammeratskab og moderskab.
Kampen mellem kønnene
Driften og moderskabet er genkommende temaer i tidens tekster, selve familien bliver smertepunktet. Ellen Raaes forfatterskab er en kæde af historier om unge piger, der kommer til byen for at blive uddannet og forsørge sig selv, men byen bliver fatal, fordi den bliver udtryk for deres historie- og rodløshed: familien, de bryder op fra, giver dem ingen ballast med til det nye liv. I pensionatets parodihjem agerer værtinden snarest bordelmutter, der udleverer den unge pige til forførerne. Den voldtægtslignende og fornedrende forførelse er et genkommende tema, der understreges af, at den forførende mand kommer inde fra huset som fader eller broder.
Forførelsen bliver både en kamp mellem pigen og manden og en kamp i pigen mellem hendes afsky og hendes lyst, som manden i tale, skrift og handling provokerer frem. Ellen Raae fortolker kvindernes problemer driftspsykologisk, med inspiration fra psykoanalysens begreb om spaltning, fortrængning og terapeutisk konfrontation med barndommen. I Frigørelsen, 1949, lader hun den unge kvinde møde en del af sig selv i en yngre pige, for hvem det lykkes at etablere et harmonisk forhold til en mand. Hovedpersonen selv får i stedet »eget værelse«, en smuk og velindrettet lejlighed, men i bogens slutlinjer lader Ellen Raae de to smelte sammen til én utopisk hel kvinde.
I Gæsten, 1955, bliver kampen mellem manden og kvinden – og i kvinden – sat på spidsen. Fortællingen består af tre samtaler med og om den samme mand, der kaldes gæsten. Kampen mellem kønnene bliver hos Ellen Raae en kamp i og om sproget. Manden og kvinden argumenterer ikke blot med ordene, men søger også at læse den andens begær bag ordet. Og netop mandens læsning af kvindens krop og seksualitet bliver kvindens svaghed. Kvindens drift mod manden bliver til et nederlag for hende og for kvindelige principper og værdier. Uafhængighed og frihed finder kvinderne kun i deres eget, ensomme, rum. I forhold til dette hårdt tilkæmpede kvinderum er mændene uansvarligt barnlige, men magtfulde snyltere, eller omvendt som ægtemanden i Tidens Tryllespil, 1941, patriarker, der selv indretter rummene til kvinderne.
Hun slutter sig til Johanne Buchardt i forståelsen af det kvindelige begær som en trussel mod den kvindelige selvrespekt. Kærligheden er farlig, balancen besværlig, og hos Ellen Raae er vi fjernt fra Aase Hansens billeder af en svunden tids idyl. Selve kvindeskæbnen er problematisk.
»Kun nuet var virkeligt, og nuet var Mogens, der mumlede små kælende ord, ikke løfter, aldrig løfter, aldrig kærlighedsord, blot de kære intime ord som hun kendte så godt, og som altid gjorde hende svag, også nu. Hans små hårde hænder rørte ved hendes hud – også dem kendte hun, hendes hud kendte og huskede dem, de havde engang for længe siden rørt ved hende, og siden måtte hun altid længes efter dem. Nu kom de og løsnede hendes klæder, løftede og bar hende, lagde hende ned.
– Kom, hviskede han, – kommer du nu? Hendes mund gav ikke noget svar, men hendes legeme var svar nok, hun gjorde ikke modstand mere, hun kom«. (Ellen Raae: Gæsten, 1955).
»Da Mor var Dreng«
Det er den også hos børnebogsforfatteren Estrid Ott (1900-1967), der i sine pigebøger fremhæver den fysisk aktive, modige pige, der har en uspoleret appetit på livet, til det voksne kvindelivs krav melder sig.
Selv debuterede Estrid Ott allerede som 17-årig, hun havde været spejder (jvf. Spejderminder, 1919), blev student, journalist og rejste jorden rundt. Og netop spejderlivets udfordringer, uddannelsen og de små eller lange rejser bliver centrale elementer i hendes fortællinger om pigelivet til pigerne i mellemkrigstiden og via de mange genoptryk langt op i 1960’erne. På bibliotekernes hylder finder man i dag endnu hendes småbørnsbøger, hvor tøjelefanten Bimbi fortæller om sit livlige liv hos pigen Babsi (1936-1947).
Den vilde drengepige rendyrkes i skildringen af den 14-årige Kari, der bor i Norges fjelde i 1850’erne. Hun kan ikke koncentrere sig om vævningen, men vil hellere med drengene ud for at se efter en bjørn, de har opdaget. Pludselig kommer hun for tæt på bjørnen, den vil gå til angreb – og hun skyder den og får sit navn, Bjørne-Kari, som også er bogens titel, 1945. I sin naturlighed og stærke oppositionstrang står hun centralt i rækken af piger, der absolut er mest interesseret i livet uden for husets stille sysler.
Bag de kække pigebilleder ligger imidlertid en konflikt, der tydeligst kommer til udfoldelse i den tidlige del af forfatterskabet. Den handler om den unge piges trængsler i valget mellem faderens verden med dens frie liv og moderens verden, der implicerer en langt tungere kvindeskæbne. Før pigebogsproduktionen for alvor kom i gang, skrev Estrid Ott sammen med sin mor Olga Ott Vi tre. En Roman i Breve, 1923, en beretning for voksne om den unge journalistelev med det symbolske navn Vera, der befinder sig i en klemme mellem sine (ad)skilte forældre. Hendes mål bliver at vende sig fra faderen mod moderen, men også at retablere en familieenhed, et »vi tre«, der har været slået i stykker gennem flere generationers splid og hævnakter.
Vi tre er en dybt alvorlig roman, holdt i en lidenskabelig tone, der er sjælden for Estrid Ott i hendes ungpigebøger. Man genfinder dele af alvoren og af samme konflikt i Skal – skal ikke, 1930, med fortsættelsen Kære Chester, 1931, hvor den unge pige er i klemme mellem faderens ønsker for hende om en mandlig karriere i forlængelse af hans egen og den nervesvage moders drømme om at se sin datter i smukke balkjoler, dvs. i en erotiseret, men også mere passiv kvinderolle.
Sonjas mareridt: »Hun drømte, at hun havde Slæbkjole paa. Et Slæb saa vægtigt, at det næsten ikke var til at hale over Gulvet. Pludselig blev hun en Hest, der trak et tungt Læs. Hun lagde sig forover i Selen og halede til; men det var ikke til at rokke. Saa stod hun i en stor Sal med mange Spejle; stod som naglet til Gulvet, fordi Slæbet var af Bly. Hun saa sit eget Spejlbillede; saa ogsaa en anden i Spejlet bag sig. Chester Gordon, der lo og lo. Chester Gordon, som havde plantet sig paa hendes Slæb, saa hun ikke kunne røre sig ud af Stedet«. (Estrid Ott: Skal – skal ikke).
Den meget omfattende pigebogsproduktion er lysere og lettere i tonen, men bag de mange glade pigebilleder ligger en mærkelig blanding af dyb foruroligelse ved kvindelivet overhovedet – og en selvfølgelig accept af familielivet, der stort set altid skildres som muntert, ofte uortodokst med meget lidt autoritære forældre.
Moderskab og fadermagt
Estrid Ott stiller med flere af sine moderportrætter op i rækken af forfattere, for hvem moderskabet bliver et smertenspunkt. Både Aase Hansen, Johanne Buchardt og Ellen Raae skildrer vejen til moderskabet som spærret af dybt tvetydige moder- og faderbilleder. Mødrene er en sjælden gang idylliserede, oftest afvises de som ubrugelige, mens faderbilledet er forvirrende, forførende, almægtigt og tit skræmmende. Bag de nyvundne sociale rettigheder står gamle, uforløste billeder af manden, faderen og moderen og blokerer for den lystfyldte erobring af fremtiden. De kan læses som indre traumer, som bindinger til faderlig autoritet, men også som billeder på mere omfattende konflikter mellem kønnene.
Det er de konflikter, der martrer den unge Karen Bjerresøs heltinde, tandlægen Birgit, og som romanerne om hende, Men der kom ingen, 1945, og Ene mod mange, 1946, med mange anstrengelser søger at redde hende ud af.
»Nu staar min Mor for mig med luende Øjne, jeg synes næsten, hendes sparsomme Haar – for i Øjeblikket har hun hverken Tørklæde eller Kappe paa – rejser sig paa hendes Hovede som vrede ildspyende Slanger, jeg føler igen lidt af min Barndoms og Ungdoms Rædsel for Troens hellige Vrede. Hvis jeg nu lader det hvidglødende, jeg føler nede i mig, boble op, saa kan jeg gøre mig selv gal som en dansende Dervish, og saa vil jeg se Ilden slukkes i hendes Øjne og vige for en undrende Forfærdelse, hendes Arme vil falde matte ned, og hun vil bede mig om at blive den mig, hun kender. Jeg har prøvet det en Gang og to i svundne Tider. «. (Aase Hansen: En Kvinde kommer hjem, 1937).
Den veluddannede Birgit med egen klinik er i klemme mellem kravene fra forældrene, som hun stadig bor hos, og kroppens ubesvarede kalden på erotik og svangerskab. I sin frustration søger hun at løse alle sine konflikter med ét slag ved at vælge at få et barn alene: Herigennem vil kroppen få sin ret, og hun vil på samme tid kunne frigøre sig fra forældrene og skænke sin far det barnebarn, han drømmer om. Men dette tvetydige projekt kommer til at slå fejl, da faderen afviser hende, og moderskabet er i Karen Bjerresøs fortælling da på én gang et svar på kvindens længsel, et billede på hendes sociale lidelse og kernen i hendes – uforløste – opgør med den faderlige autoritet.
Den morale bliver ekstra tydelig i lyset af Ellen Duurloos forfatterskab. Hun havde en større børnebogsproduktion bag sig, da hun i 1939 debuterede som voksenforfatter med trilogien Han skal herske over dig, 1939-41. Anden del hedder At elske, tredje del Gud er Kærlighed. Den blev starten til et langt og populært forfatterskab, der har kærligheden og den forvirrede drift som centralt tema, eksempelvis mandlig homofili i Dømt til Undergang, 1945, mandlig donjuanisme i Elsket og savnet, 1947. Temaet behandles fascineret, seriøst, men også af og til for pirringens skyld. Driftens sære veje bliver da til pikant underholdning som i Fru Ellermans pensionat, 1949, der er en veritabel rundvisning i menneskelig perversion og afstumpning. I det store debutværk er hun imidlertid dødsens alvorlig.
Historien er én lang gennemskrivning af kampen mod en autoritær far og et autoritært faderbillede, der ganske overskygger moderen og hovedpersonen Elses egen moderrolle. Faderen er beskrevet som videnskabeligt oprørsk og fremskridtsvenlig, og i lyset heraf bliver hans autoritetsudøvelse over for datteren endnu mere paradoksal. Han anbringer hende på et indremissionsk opfostringshjem for »faldne« piger og overgiver hende hermed også til den kvindelige stedfortræder, en grum og aseksuel, magtfuld moderskikkelse, der stiller sig hindrende mellem faderens og datterens omfavnelser. Efter disse ungdomsår går resten af datterens liv med at finde en fadererstatning, hun både kan elske og leve med. Det umådeholdne begær og den umådeholdne angst binder hende til en syg og sadistisk ægtemand, indtil deres fælles datter symbolsk dør som tegn på deres forholds destruktive karakter. Som hos Ellen Raae bliver begæret en selvdestruktiv kraft, der gør kvinden til den voldelige mands nemme offer.
Mødrene arv og digtekunst
Hos Ellen Duurloo bliver Elses stadige uro og længsel efter at blive behersket og finde fred et udtryk for en omfattende fremmedfølelse.
Mest gennemarbejdet er dilemmaet i Aase Hansens store forfatterskab, der som udgangspunkt netop har kvindens manglende identitet med sig selv og sin tid. Kvinderne kan, i hendes fortolkning, vælge at leve som elskende uden styr på deres eget begær eller som tænkende, lyttende og skrivende kvinder, der gør afstanden til profession. Med en vis melankoli tager Aase Hansen den sidste kvinderolle på sig, efter at hun i sine første værker har raset mod det moderne, intellektuelt nervøse kvindeliv. For hører intellektet og ordet ikke faderen til? Kan det moderne kvindeliv overhovedet betragtes som en kontinuitet i forhold til mødrenes liv, de mødre, der bliver glemt, tabt, fornægtet, fortiet og afskyet i kvindernes skildringer?
I En Kvinde kommer hjem, 1937, lader hun fortælleren nærme sig en forsoning ved at konfrontere sig med den mor, hun er flygtet fra, og som hun atter opsøger for at lære at forstå. Det er en beretning om en frustreret, arbejds- og kæresteløs moderne kvinde, der vender hjem til sin mor i en periode, hvor hun rekreerer sig fra sine nederlag og søger nyt arbejde. Moderen er en sær, religiøs og noget vredladen kvinde, som datteren i sin ungdom har vendt sig fra for at tilslutte sig faderens mere realistiske lærdom om verden. Hun er altså langtfra et idealbillede, hvortil der sentimentalt kan søges tilbage, når livet med karriere og fri kærlighed skuffer. Moralen bliver, at hun alligevel kan arves, hvis datteren skifter syn på hende, ikke længere med barnets øjne ser hende som den voldsomme, ofte vrede moderkrop. Datteren må med et voksent blik se, at moderen er lille og ikke angstvækkende, men i al sin særhed i besiddelse af en styrke, en integritet i forhold til faderens verden, som hun giver videre til sin datter ved at støtte hendes uddannelse. Da dette nye modersyn er kommet på plads, kan datteren forsone sig med sig selv, mændene og arbejdet, og hun rejser væk – for atter at blive kaldt tilbage til moderens dødsleje, hvor det endelige fortolkningsgennembrud sker. Hun indser dér, at hun kan vende sig mod livet skyldfrit og derigennem følge moderens værdier – trods deres forskellighed. At hun ved at leve sit eget liv understøtter moderens parti. At moderen har været på livets side. Og mor og datter vender hjem, hver til sit.
Ene mod mange udkom netop et år efter, at den 42-årige ugifte skoleinspektør Inge Merete Nordentoft havde meddelt, at hun ventede et barn. Det førte til en voldsom debat i hele skoleverdenen og til krav om afskedigelse, men 1200 ud af skolens 1900 forældre støttede hendes forbliven som inspektør.
Her er Aase Hansen tæt på en udsoning mellem kvinden, fortiden og fremtiden, selv manden forsoner og forener fortælleren sig med uden at føle sig truet. I hendes næste romaner falder det fortællende jeg og den fortalte kvinde ofte fra hinanden. Den ene har bevidstheden og skriften, den anden det stormfuldt levede kærlighedsliv, og ofte kan de, som i Drømmen om igaar, 1937, ikke hjælpe hinanden. Den fortællende kvinde bliver den betroede, men magtesløse, hvis eget liv ligger mørkelagt og ubeskrevet hen, mens det kvindeliv, der leves i kærlighedens tegn, er langt fra idyllen. Her optræder kvinder, der bukker under for forførere og for deres egne indre besættelser. Hos Ellen Raae splittes kvinderne mellem det skæbnesvangre begær og den kølige ensomhed, mens Ellen Duurloos Else går til bunds i den uforløste drift uden at turde tage intellektet på sig.
Faldet er, i Aase Hansens regi, blevet en del af kvindeligheden selv, og fortælleren redder sig ofte kun med nød og næppe fra selv at bukke under. Digtningen bliver på ét plan en fremmedgørelse fra kvindeskæbnen. Men den bliver også en redning fra den. At blive »A Woman of Profession« (Skygger i et Spejl, 1951) giver en respit og et rum, hvor fortælleren med varsomhed kan holde stand, mod tiden, mod kvindehjertets uro, mod fortidens traumer.
Anne Birgitte Richard
Nationalisme, racisme og sexisme
Olga Eggers (1875-1945) beskæftiger sig allerede i debutromanen Zigøjnerblod, 1903, med kvinders seksuelle frigørelse, der danner et hovedtema i den skønlitterære del af forfatterskabet, tilføjet stadig større desillusion over for de muligheder, som det eksisterende samfund tilbyder kvinderne. Hendes forfatterskab, der strækker sig fra 1903-42, spænder over både fiktion, journalistik – og nazistiske kampartikler. Den skønlitterære del kulminerer og slutter med romanen Erotik, 1932, der behandler kærlighedens vilkår og angriber de indsnævrende og borgerlige fordomme, der præger tiden.
Hvad lidenskaberne, overraskelserne, de fantasifulde brud og spring angår, er Olga Eggers’ liv fuldt på højde med de romaner, hun skriver. Hendes far var rigsfriherre og kaptajn på en af de danske kolonier, Sankt Thomas, hvor hun også blev født. Allerede i hendes barndom flyttede familien dog hjem til Danmark. Som 26-årig blev hun gift med en forfatter og redaktionssekretær på Familie-Journalen, Ludvig Ferdinand Adolf Rosenberg, fra hvem hun dog relativt hurtigt lod sig skille. I 1912 blev hun gift igen. Denne gang med en mand, der senere blev professor i filosofi, dr. phil. Anton Ludvig Christian Thomsen. Efter hans død i 1915 levede hun sit liv alene. En kvinde fra det pænere borgerskab, der langsomt, men sikkert brød med den livsstil og de livsvilkår, som hun var født til.
I Zigøjnerblod udtrykker hun en vis optimisme i forhold til kvinders seksuelle frigørelse, men allerede i den anden roman, Moderne Ægteskab, fra 1904, går længslen i retning af det hjem, der før blev opfattet som et fængsel.
Lige fra forfatterskabets start fremgår det, at Olga Eggers opfatter mænd og kvinder som væsensforskellige. Kvinder er mere stabile i deres følelser, kan også kun elske én gang i livet, hvilket udtrykkes utvetydigt i romanen Den røde Synd, 1908.
Men frem for alt er moderskabet og moderfølelsen kvindens særlige fortrin. Moderfølelsen opfattes som iboende alle kvinder og kan derfor også udløses over for adoptivbørn som i En Mor fra 1919 og En grim Kvindes Bekendelser fra 1909.
I romanen Erotik behandler Olga Eggers en række af de temaer, der er gennemspillet i det tidligere forfatterskab. Temaerne belyses gennem tre forskellige kvinder og deres vidt forskellige livsvilkår: To søstre, der gifter sig, den ene ulykkeligt med en mand med penge, den anden lykkeligt med en fattig mand, med hvem hun får fem børn. Endelig er der en tredje kvinde, de to søstres fælles veninde, der engang har oplevet en stor kærlighed, men har resigneret og nu forsøgsvis lever en uafhængig tilværelse, hvor hun har frihed som selvforsørgende kvinde, men må give afkald på tryghed og moderskab.
Olga Eggers viser igennem romanen, hvordan disse tre kvinder på hver deres måde låses fast af omstændigheder, de ikke selv har magt over. Den ene af søstrene er ulykkelig og lukket inde i et kærlighedsløst ægteskab, som hun bryder ud af, da hun for første gang bliver lidenskabeligt forelsket i en anden mand. Men denne lidenskab opfattes i forfatterskabet som mørk og destruktiv, og affæren ender, da kvinden, som har givet sig sine lidenskaber i vold, forlades af både elskeren og ægtemanden.
Den anden søster lever i et lykkeligt forhold til en mand, som dårligt kan forsørge deres fire børn. Hun havner i hænderne på en kvaksalver, da hun bliver gravid med barn nummer fem. Abort bliver det dog ikke til, fordi det ikke lykkes for kvaksalveren at afbryde svangerskabet, men barnet bliver skadet.
En læge udtrykker bogens ideologiske budskab, der lidt overraskende indledes med et varmt forsvar for racehygiejne for derefter at gå videre i en fortale for udbredelse af oplysning om prævention. Han er for abort på social indikation og ender med at tale om statens forpligtelser over for mødrene.
I 1935 meldte Olga Eggers sig ind i et af de danske nazistpartier, N.S.A.P., National Socialistisk Arbejder Parti, og i 1939 blev hun redaktør af det nazistiske tidsskrift, Kamptegnet. I sine artikler i Kamptegnet fremkommer hun med synspunkter på moderskabet, der ligger i umiddelbar forlængelse af dem, der præsenteres i det skønlitterære forfatterskab.
De danske nazister har som deres tyske forbillede racismen som et vigtigt ideologisk fundament. Nationalisme, racisme og sexisme er den nazistiske ideologis tre støttepiller, og hvad det angår, udgør Olga Eggers’ holdninger ikke en undtagelse.
Racehygiejnen, reguleringen af den menneskelige arvemasse, som blev drevet ud i sin yderste konsekvens i Tyskland, blev introduceret allerede i Erotik, men de ekstremt racistiske synspunkter, som kommer til udtryk i Olga Eggers’ artikler efter 1935, står i direkte modstrid til de ganske vist naive, men også åbne, tolerante og ikke-diskriminerende holdninger, der udtrykkes f.eks. i hendes rejsebeskrivelse fra 1931, Ene Hvid gennem Liberias Urskove.
I slutningen af 1920’erne kommer et af de store spring i Olga Eggers’ egen tilværelse. Hun tog på en opdagelsesrejse til Liberia. I bogen Ene Hvid gennem Liberiets Urskove, 1931, beskriver hun sine oplevelser på turen. I denne bog taler hun imod racisme, imod fordommene over for de sorte i Afrika.
Man kan vælge at læse disse modsætninger som et klart brud i Olga Eggers’ tilværelse. Men man skal måske snarere se dem som et udtryk for den glidende proces frem mod større og større mistro og desillusionering. Olga Eggers nåede at opleve nazismens sammenbrud. Hun blev arresteret umiddelbart efter befrielsen og døde kort efter i Vestre Fængsel, 69 år gammel.
Annelise Ebbe