Eksistentielle modstandshistorier.
Tag: Universiteter
Aase Hansen og Ellen Raae tilhørte en generation af kvinder, for hvem statsborgerskabet var blevet erobret, uden at denne erobring føltes som en personlig sejr. Sammen med forfattere som Johanne Buchardt, Ellen Duurloo, børnebogsforfatteren Estrid Ott, arbejderforfatteren Caja Rude og Karen Bjerresø udgjorde de en gruppe forfattere, der var optaget og anfægtet af spillet mellem kvindernes krav til livet – og den nye tid som et løfte og en trussel. Det er en gruppe forfattere, hvis litteraturhistoriske skæbne i høj grad har været tavsheden.
Sverige var det første nordiske land, der lukkede kvinderne ind på universiteterne. Men studinerne følte sig usikre ved deres situation. Tilsyneladende delte de vilkår med mændene. Men i virkeligheden var vilkårene yderst forskellige. For mændene var de gamle traditioner en medfødt ret. Over for dette var kvinderne som indtrængende fra en fremmed planet. Og de spurgte sig selv, om de skulle falde ind, understrege det fælles, eller fremhæve det forskellige.I løbet af 1880’erne og begyndelsen af 90’erne vogtedes på alt, der kunne fokusere på kvinden som afvigende. Omkring århundredskiftet ændredes strategien imidlertid, »kvindeligheden« understregedes, forskellene sattes i relief.Året for omsvinget var i Sverige 1896 med Ellen Keys Missbrukad kvinnokraft. Her efterfølges emancipation og ligestilling af krav til kvinden om at præge samfundet og kulturen med sin egenart. Således fik kvinden en ny værdighed i sin egenskab af kvinde. Men også nye byrder. Og det påvirkede tidens kvindelige akademikere.