Opvokset i provinsen, blev cand.mag. i dansk, tysk og engelsk 1921, underviste frem til 1932 og ernærede sig herefter som forfatter og oversætter. Hun var ugift. Allerede debutromanen Ebba Berings Studentertid, 1929, berører konflikten mellem provins og storby og den uddannede, moderne kvindes problemer med sig selv, sine store drømme og sin tid. En Kvinde kommer hjem, 1937, danner med sin psykologiske realisme og sin tematik om mor/datterforholdet et højdepunkt.
Ofte er romanerne fortalt som spejlingshistorier mellem en elskende og en skrivende kvinde, Drømmen om i gaar (R), 1939, og Skygger i et Spejl (R), 1951. Kunstnervirksomheden fortolkes snart som en modsætning til den erotiske lykke, som i De røde Baand (R), 1943, snart som forsonende og tolkende mulighed. Et centralt tema er tabet af uskylden, der både tidsfæstes til den tidlige ungdom – og til tiden før 1914. Tonen er melankolsk, vekslende mellem afklaring, resignation og bitterhed. I 1973 udkom erindringsbogen Klip af et Billedark.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Torben Brostrøm og Mette Winge (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 2, 1981
Drude Nielsen: Rejse i tid. Aase Hansens forfatterskab, 1975
Cai M. Woel: Tyvernes og Tredvernes Digtere, bd. 1, 1941