Ellen Margrethe Duurloo

1888 - 1960

Danmark

Forfatterens far var læge i København, og hendes mor var spansk. Hun arbejdede efter sprogstudier i Schweiz som journalist og oversætter og debuterede i 1919 med børnebogen Lise og de to smaa, der blev starten til en omfattende og meget læst børne- og ungdomsproduktion, til dels udgivet under pseudonymer.

Driftens veje og vildveje er et centralt tema i et stort og populært voksenforfatterskab fra første del af trilogien Han skal herske over dig, 1939, om en kvindes splid mellem sin drift mod en sadistisk mand, sine børn og en journalistisk karriere, til mere pikante skildringer af f.eks. homoseksualitet i Dømt til Undergang (R), 1945. I 1950’erne udgav Ellen Duurloo bl.a. de meget populære slægtsromaner Mester Gottlieb og hans hus, 1953, og Gottliebs Gave, 1954, samt Edens Have (Er), 1944.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Mette Winge: Dansk børnelitteratur 1900-1945, 1976

Cai M. Woel: Dansk Litteraturhistorie 1900-1950, bd. 2, 1956