Forholdet til familien, moren og kvindeligheden er det ene af de to hovedtemaer i Auđur Jónsdóttirs (f. 1973) forfatterskab, det andet er de vestlige herrefolks forhold til den nye internationale arbejderklasse i begyndelsen af det nye årtusind. Disse to temaer får efterhånden mere til fælles, end man først kunne tro, de havde.
Tag: Far-datterforholdet
Et vigtigt tema i 1980’ernes finske kvindelitteratur er opdragelseskritikken. Den idylliske overflade brydes, og ingen familiemedlemmer skånes under inspiration af en teoretiker som Alice Miller, hvis værker begyndte at blive oversat til finsk i 1980’erne. I de nye familieskildringer viser moderen sig ofte som en udbytter, men man finder også børn i rollen som umættelige tyranner. Gængse opfattelser og fortolkninger af pige-opvæksten vendes og drejes, og myter omfortolkes.Mange kvindelige forfattere i 1970’ernes og 1980’ernes Finland koncentrerer sig om eksistentielle spørgsmål, som hører til det at være menneske. Ofte beskrives mennesket i grænsesituationer, adskilt fra andre, tæt på sorg og død. Foretrukne temaer er skyldfølelse, identitet, psykisk sammenbrud og muligheden for at forandre sig. I baggrunden skimtes problemer med at blive voksen, at leve i ægteskab eller at gå på arbejde.
Den norske forfatter Herbjørg Wassmo debuterede som lyriker i 1970’erne, og har siden skrevet både dramatik og dokumentarlitteratur. De fem store romaner, hun udgav i 1980’erne og 90’erne, har i al deres kompleksitet og tilsyneladende forskellighed et samlende tema: det svigtede barn. Men hendes hensigt er ikke at kritisere utilstrækkelige forældre eller et fremmedgørende samfund i moderne forstand. Den egentlige konflikt foregår på et dybere plan.Foruden at fortælle om det unge og ufærdige menneske i en kompliceret socialiseringsproces repræsenterer »det svigtede barn« først og fremmest det »barnesår«, vi alle bærer med os – uanset alder, tid og omgivelser.
Cecilie Løveids tre første prosalyriske romaner bryder radikalt med den socialrealistiske romangenre, der dominerer i Norge i 1970’erne. Hun insisterer på sin modernistiske æstetik, hvor fragment, collage, intertekstualitet og flerstemmighed foretrækkes frem for de realistiske koder. Hun er fundamentalt forankret i poesien, og fordi hun forbliver en modernistisk lyriker, uanset hvilken genre hun tilnærmer sig, bliver det umuligt for hende at træde ind i et socialrealistisk formsprog.Det samme gælder for så vidt Kari Bøge, der med sin eksperimentelle bogdebut Asmorelda i 1971 også bryder med den realistiske fortælletradition og repræsenterer et af de første væsentlige forsøg på at skrive en ny kvindelig modernistisk prosa i Norge. Hun adskiller sig fra andre kvindelige forfattere omkring 1970, idet hun insisterer på en ahistorisk individualisme og en tomhedens æstetik, men samtidig lancerer nogle temaer, der var centrale for en feministisk bevidst digtning: identitetsspørgsmålet, forholdet til manden og forholdet til skriften.
Den danske forfatter Jette Drewsens 1970’er-forfatterskab er blevet et billede på det opbrud i litteratur, politik og privatliv, som den nye kvindebevægelse satte gang i. Hendes romaner fortæller om og til den nye bevidstgjorte mellemlagskvinde; de gav anledning til diskussioner om den nye kvindelitteraturs form og budskab – og de blev efterhånden i sig selv refleksioner over en kvindelig æstetik, der er under stadig forvandling.Hvor Jette Drewsens kvinder gennem 1970’er-romanerne finder en strategi til overlevelse, starter Anne Marie Ejrnæs’ forfatterskab med to romaner om kvinder, hvis liv bryder sammen på gabet mellem idealer og social virkelighed. Krisen er et centralt og efterhånden ikke udelt negativt begreb i hendes forfatterskab. Et forfatterskab der senere især er præget af interessen for det historiske.
Ungdomsromanen er under voldsom forvandling fra 1960’erne og de følgende årtier. Nye måder at skildre unges oplevelser og erfaringer på slår igennem i 1970’ernes socialrealistiske ungdomslitteratur. Til forskel fra den ældre ofte moraliserende litteratur er den moderne ungdomsbog både system- og tabunedbrydende.Ingen temaer er længere forbudte, og traditionelle kønsrollemønstre, autoritetsforhold og samfundsformer kritiseres mere eller mindre åbenlyst. Hos den nye forfattergeneration ligger synsvinkler og sympatier hos bøgernes unge, ofte utilpassede og oprørske hovedpersoner i splid med sig selv og det omgivende voksensamfund.
I de tidlige 50’ere indledtes et stort svensk forfatterskab med den unge Birgitta Trotzigs romandebut Ur de älskandes liv (Fra de elskendes liv) fra 1951. I romanen er der en stræben efter at nå ud over jeg’ets grænse, at nå frem til det livsvigtige du, og dette forbliver en grundlæggende tematisk og stilistisk bevægelse i hele forfatterskabet.Men er Birgitta Trotzig egentlig ikke lyriker? De mest intense partier i hendes værk har prosalyrikkens form. Alligevel bliver den lange fortælling, som anskueliggør livsforløbet, en nødvendighed for hende. »Det store problem er stadig enkelt. Et kort forløb mellem fødsel og død. At menneskenes verden skulle være et kærlighedsfællesskab. Hvorfor er den ikke det?« skriver hun i essayet Hållpunkter, hösten 1975 (Holdepunkter, efteråret 1975). Denne koncentration om livsløbet i dets helhed finder man i alle hendes fortællinger.
Et af Astrid Lindgrens mest virkningsfulde fortællergreb er at lade fantasien overtage virkeligheden. Det »lyvende« barns tolkning af virkeligheden får lov at triumfere. I skildringen af Pippi har Astrid Lindgren ladet alle den barnlige almagtsdrøms vildeste ønsker gå i opfyldelse. Med uimodsigelig logik demonstrerer hun håndfast, hvad et ensomt barn behøver for ikke at blive kvast og tilintetgjort i vores hårde verden.På denne grænse mellem fantasi og virkelighed bevæger alle Astrid Lindgrens tekster sig. En del af hendes værker kan kaldes realistiske. De holder sig inden for virkelighedens grænseskel, men handler ikke desto mindre om fantasifulde børns evne til at leve i legens og indbildningens verden. Forfatterens lydhørhed over for børns følelser og forestillingsverden er et modernistisk træk, som forbinder bøgerne med den radikale børnepsykologi, der vandt indpas i Sverige i mellemkrigstiden, og hvis nye syn på barndommen plæderede for, at børn skulle opdrages i frihed og med hensyntagen til deres behov for netop at være børn.
I mange kvindelige dannelsesromaner fra mellemkrigstiden er et lesbisk motiv et vigtigt indslag i beskrivelsen af en kvindes vej til frigørelse og selvstændighed. Men det var ikke risikofrit åbenlyst at have kærlighed mellem kvinder som litterært motiv. Homoseksuelle handlinger hørte under straffeloven, og psykiatriens stempling af de homoseksuelle som psykisk abnorme, altså patologiske, ophørte først i Sverige i 1979.Det var således ikke let at finde udtryksformer for et kvindeligt begær, som i århundreder var blevet undertrykt, defineret og diskuteret af mænd inden for litteratur, medicin og psykiatri. Hvad de »nye kvinder« i mellemkrigstiden havde brug for, ud over at gøre sig synlige, var et sprog, som gjorde det muligt at udtrykke, at kvinder kunne have erotiske følelser og oplevelser også uden for mænds domæner.
Aase Hansen og Ellen Raae tilhørte en generation af kvinder, for hvem statsborgerskabet var blevet erobret, uden at denne erobring føltes som en personlig sejr. Sammen med forfattere som Johanne Buchardt, Ellen Duurloo, børnebogsforfatteren Estrid Ott, arbejderforfatteren Caja Rude og Karen Bjerresø udgjorde de en gruppe forfattere, der var optaget og anfægtet af spillet mellem kvindernes krav til livet – og den nye tid som et løfte og en trussel. Det er en gruppe forfattere, hvis litteraturhistoriske skæbne i høj grad har været tavsheden.