Med sin debut Indeni – udenfor fra 1967 placerede danske Kirsten Thorup sig centralt på den litterære scene. Her og i de følgende samlinger er det fremmedgørelsens, afmagtens og objektiveringens positioner, der afsøges i et hørbart personligt udtryk. Med romanen Baby fra 1973 signalerer hun imidlertid, at andet og mere er undervejs. Med denne roman skabte hun en stiliseret og stram optakt til et stort anlagt samtidsforfatterskab, der siden har gjort hende til en af Danmarks mest læste forfattere.Et forfatterskab der også har kridtet danskernes bane op i en ubarmhjertig, men dog paradoksalt kærlig fritlægning af de undergangsbilleder, som samtidskulturen er fyldt af.
Tag: Storbyer
Aase Hansen og Ellen Raae tilhørte en generation af kvinder, for hvem statsborgerskabet var blevet erobret, uden at denne erobring føltes som en personlig sejr. Sammen med forfattere som Johanne Buchardt, Ellen Duurloo, børnebogsforfatteren Estrid Ott, arbejderforfatteren Caja Rude og Karen Bjerresø udgjorde de en gruppe forfattere, der var optaget og anfægtet af spillet mellem kvindernes krav til livet – og den nye tid som et løfte og en trussel. Det er en gruppe forfattere, hvis litteraturhistoriske skæbne i høj grad har været tavsheden.
Storby og tekst.
Atmosfæren op igennem 1880’erne var anspændt – og frugtbar! Den fik kvinder til at skrive som aldrig før. I perioden mellem 1870 og 1890 debuterede over 70 kvindelige forfattere i Danmark – tre gange så mange som i de to foregående årtier. Mange kan hverken tematisk eller stilistisk udskilles som moderne, men mangfoldigheden er et vidnesbyrd om, at kvinderne var med. De mange udgjorde vækstlaget for de få, der skrev den nye tid ind i sprog og forestillinger. Dét krævede mod – for disse kvinder blev forfattere på tvivlen om kønnet. De mange mandlige pseudonymer er sigende.Som forfattere fik de det svært – blev klemt fra flere sider. Dels fra mændenes side. Og dels kunne de ikke leve af det. Typisk brugte kvinderne derfor forfatterskabet som ét aspekt i et bredere kvindekulturelt virke. Skønlitteraturen var én måde at tale på – journalistik, foredrag, organisationsarbejde andre.
Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.