Fotografiet af den tyske soldat i færd med at smide en lille jødisk dreng ned i en affaldsbrønd ætsede sig ind på den finske forfatter Mirjam Tuominens nethinde og fik hende til utrætteligt at arbejde med en analyse af voldens udtryksformer. Fotografiet blev sammen med Hitlers »uudgrundelige smil«, da han i en ugejournalfilm betragtede grædende polske kvinder, børn og gamle mænd under indmarchen i Polen i september 1939, et stående billede på 2. Verdenskrigs brutaliserede vold, ikke mindst mod civile.
Barbro Alvings rapporter i Dagens Nyheter fra de olympiske lege i Berlin i 1936 eller fra borgerkrigen i Spanien blev legendariske ved deres subjektive holdning. Litteraten Birgitta Svanberg har påpeget, at hemmeligheden ved hendes uforlignelige stil er, at hun tilbyder pladsen som oplevende subjekt til hver enkelt læser. Ligesom barnet i »Kejserens nye klæder« viser hun med uhildet blik magten, der i sin groteske opblæsthed fremstår som både komisk og farlig. Om Hitler i Berlin i 1937 skriver Barbro Alving f. eks. »han ryster hele talerstolen, og ordene forplumres til hæse skrig«. Og hvad har han ud af det: »Nord for Malmø ville publikum gå hjem«.
Billedet af manden som bøddel og barnet som offer forsøger kvindelige forfattere i hele Norden at opveje med bindingen mellem mor og barn, hvor barnet får en politisk ladet rolle som symbol på freden og livskraften. Under 2. Verdenskrig sker der en forskydning i motivet i kvinders litteratur. Barnet, der er udsat for meningsløs vold, kommer i fokus, og 30’ernes mere erotiske betoning af moderkroppen træder i baggrunden, som når den finske lyriker Sirkka Selja i et digt, Barnet og krigen, i digtsamlingen Vielä minä elän (Endnu lever jeg), 1942, udtrykker krigens absurditet gennem barnets naivitet: »Når jeg bliver stor,/ slår jeg krigen ihjel,/ for den har taget min far fra mig,/ – og så bliver jeg også en helt./ Og mor bliver glad,/ for da har hun to helte,/ far og mig«.
Hos den finlandssvenske Solveig von Schoultz fører tidens motivforskydning til, at hun i De sju dagarna, (De syv dage), 1942, mens Verdenskrigen rasede, formulerer en ny respekt for barnet som livets værdighedstegn. Da hendes lille, feberhede datter i lejrbarakken under evakueringen til Sverige kærligt hvisker: »Du e aldji dum, du e baja sød« – konstaterer moderen/forfatteren: »Det er næsten mere end man kan bære, alene to i det fremmede mørke. Netop da er der intet andet, der betyder noget, end at måtte høre denne hæse, kærlige stemme én gang til, høre den hver dag, følge den overalt. Og engang, måske, at kunne gengælde, hvad den giver«.
For Solveig von Schoultz resulterer krigsmoderens betingelsesløse kærlighed til sit barn i en undersøgelse af »kvinden som samfundets moder«, og moderskabet som lyrisk tema introduceres hermed i den finlandssvenske modernisme. Mens den svenske forfatter Stina Aronson måtte forlade den svenske modernisme for at finde et litterært sprog for hverdagsheroismen, når hun i Hitom himlen (På denne side af himlen), 1946, skildrer en mor med en psykisk handicappet søn.
I norsk krigslyrik får kravet om national samling den konsekvens, at kvinden forsvinder, har litteraturforskeren Torill Steinfeldt påpeget. Hos en digter som Inger Hagerup, der sammen med Halldis Moren Vesaas, Aslaug Vaa og Zinken Hopp i mellemkrigstiden havde skrevet sig frem til en erotisk, moderlig stemme, er det nu fangen, soldaten, broderen, der må symbolisere krigen. Tilbage bliver bebrejdelsen, der rettes mod kvinderne i 1944 af Astrid Hjertenæs Andersen: »Hvorfor kæmper du ikke, kvinde? / Du, som er slægtens mor«.
Men kvinderne kæmpede, om end ikke altid i digtningen. Danskeren Kate Fleron indleder sin bog, Kvinder i Modstandskampen, 1945, med at hylde den passive kvindearmé, som »lavede Mad med en ladt Revolver på Køkkenbordet«, men som afstod fra at spille en mere aktiv rolle. De kvinder, der blev frihedskæmpere, måtte ofte udgøre »Mændenes Skjold«, konstaterer Kate Fleron, og hun leverer dokumentation for en imponerende kvindelig opfindsomhed. Lige for næsen af de tyske vagtposter forcerer kvinderne afspærringer med cykelkurven fuld af sabotageordrer og ladte pistoler, eller de tripper pjankende forbi med illegale depecher i hofteholderen: »… det var vel i hvert fald det sted, de sidst nåede frem til, tænkte jeg«. Med sorg i hjertet sender nogle børnene på børnehjem og går under jorden sammen med deres mænd.
Kvindepolitik som litteratur
Appellen til mødrene om at arbejde mere langsigtet for en verden, hvor børnene kan leve, formuleres stadig skarpere gennem de tunge krigsår. Nini Roll Ankers sidste roman inden hun døde i 1942, Kvinnen og den svarte fuglen, udgivet posthumt i 1945, taler for en sådan kæmpende moderpacifisme. Den følger hverdagsnært en kvindes jublende oplevelse af at blive mor og hendes angst, da krigen bryder ud, og de smukke sønner slagtes. »Ah, jeg ser dem begge to – den lyse, den mørke – små mænd i deres vorden, regelmæssige træk allerede da, sundhed og styrke i hud og lemmer«. Og den munder ud i datterens feministiske forvisning om, at det er kvinderne, som må arbejde for en fredelig verden. Moderen kan i sin fortvivlelse bare håbe: »Er en ny tid, en ny kvinde på vej – kan styrke tage varmens plads og tænkning følelsens? Kan vi være med til at skabe en stor, ny verden på bekostning af vor egen lille? Var JEG aldrig med til det? Eller – ?« Det samme udtrykker Halldis Moren Vesaas, da hun i sin første digtsamling efter krigen, Tung tids tale, konstaterer: »Det hedder ikke længere Jeg. / Herefter hedder det Vi«.
Dette litterære nybyggerprojekt fra kvindernes hånd oprettes i den rituelle, maskuline volds no man’s land. For Elin Wägner, som siden 1920’erne med den pacifistiske kvindebevægelse havde plæderet for, at kvinderne skulle genoprette deres moderlige autoritet fra urtiden for at beskytte deres børn – ikke mindst gennem organiseringen af Kvinnornas vapenlösa upprör mot kriget (Kvindernes våbenløse oprør mod krigen) i 1935 – var det for sent.
I 1935, da det stod klart for mange, at Europa var på vej ind i en ny storkrig, lykkedes det Elin Wägner at få et stort opinionsmøde i stand i Stockholm med delegater fra hele landet. Resolutionen, som blev overrakt Folkeforbundet, lød: »Gør verden sådan, at kvinderne kan leve i den med deres børn, ellers generalstrejker kvinderne«.
Hendes civilisationskritiske debatbog Väckarklocka, 1941 (Ilden overlever Natten, 1942), blev tiet ihjel. Det er i litteraturen, ikke i den kvindepolitiske kamp, det nye udkrystalliseres. Nu bliver det kritiske potentiale hos barnet litterært bærende, som hos Astrid Lindgren, når hun i Pippi Långstrump, 1945, lader den forældreløse pige næsvist udbryde: »Lever vi ikke i et frit land måske?« Tora Dahl, som ikke havde held med at skrive antinazistiske satirer under krigen, finder sit eget litterære udtryk i Fosterbarn (Adoptivbørn), 1954, og ser derefter barnet med dets indre vækst som et modstandspotentiale: »Barnet har ingen fordomme, det gør ikke forskel på høj og lav, sort og hvid, kristen og jøde, mand og kvinde, rene hænder og snavsede«, i Vargar och får (Ulve og får), 1961. Ragnheiður Jónsdóttir fra Island forlader kunstnerromanen og begynder på sine fire Þorabøger med skildringen af den femårige bondedatter i Úr minnisblöðum þóru frá Hvammi (Af Þora fra Hvammurs notater), 1954.
Fokuseringen på barnet – og dermed på mødrenes samfundsansvar – er de skrivende kvinders sidste forsøg i moderne tid på at lancere en ny etik for menneskelige relationer og formulere en politisk utopi for et fredeligt samfund. Og det sker over en bred front, om end i mange litterære varianter, og klinger ikke af før i 1960’erne, da moderskabet mister sit revolutionære potentiale ved at problematiseres som magt alternativt afmagt. Da kommer kvinden i litteraturen til i forhold til manden at indtage det magtesløse barns position. Og den kæmpende mor reduceres til frustreret husmor.
Et granskende moderblik
»Min bog kommer til at give indtryk af, at jeg antager en tone, som ingenlunde passer. Det gør den heller ikke. Det er helt rigtigt. Men den er dog ikke blevet til i krigerens lovlige hensigt at såre og dræbe. Jeg mener ikke, at det er en lovlig hensigt. Det er et af de citater, jeg gerne ville vernichten, détruire, annihilate, destruere«. Med denne skarpe profilering mod en civilisation, som legaliserer drabet, indleder Elin Wägner Väckarklocka. På baggrund af krigens hærgen bliver, ligesom hos Nini Roll Anker, appellen til mødrene om at tage kommandoen og forandre verden stærk og indlysende. Det er, som om tiden nu er moden til at virkeliggøre den samfundsmoderlighed, som Fredrika Bremer og Ellen Key havde beskrevet som kvindernes bidrag til civilisationen. Men med den vigtige forskel, at tyngdepunktet forskydes fra kvindens egen tale til barnets. »Altid, også i mørket, følte hun deres blikke. Altid spørgende, altid ventende noget af hende, man vidste ikke hvad«, skrev Solveig von Schoultz i De sju dagarna (De syv dage).
Den folkekære kvinderadikale journalist Barbro Arving (1909-1987) var den eneste, der konsekvent fulgte Elin Wägners specielle form for radikalfeminisme op. I 1950’erne sad hun i fængsel på grund af sin vægren ved at deltage i civilforsvaret, og senere startede hun den svenske modstand mod atombomben sammen med bl. a. Sara Lidman. Med sine causerier Käringen mot strømmen (Kællingen mod strømmen) nåede hun ud til en stor læserkreds.
Et granskende, kritisk blik på mandsvældet i dets mest perverterede form som overgreb mod børn bliver et markant indslag. I Gunvor Hofmos digtning er det hjælpeløse og for meningsløs vold udsatte barn et grundmotiv siden debuten i 1946 med digtsamlingen Jeg vil hjem til menneskene.
I Danmark udgiver Tove Ditlevsen romanen Man gjorde et Barn Fortræd, 1941, som fokuserer på en ung kvindes fortrængte had til den »børneglade« søndagsskolelærer, der udsatte hende for seksuelle overgreb, da hun var en lille pige. Da hun endelig får kontakt med sine forbudte erindringer om fornedrelsen, ønsker hun i begyndelsen at dræbe: »Så åbnede hun øjnene, og han sænkede blikket for dem. ‘Jeg var gået gennem en Ild’, hviskede hun, ‘og om Ild kan man ikke tale, derfor brænder man op indvendig. Og det har brændt i femten År’. Hun åndede heftigt, hele Tiden betvingende sin Lyst til at se Blod i det Ansigt, Død i det Blik«.
Det er ved at fremmane moderlig medlidenhed med den sønderknuste bøddel, hun kan afstå fra lysten til at se blod – og komme igennem sit traume. I Norge debuterede i 1945 Torborg Nedreaas, hvis forfatterskab vokser frem af krigshverdagens mødrene slid og af vreden over, at det er de svageste og for seksuel vold udsatte, der altid bliver straffet, som f.eks. tyskertøsene.
Men når dette lydhøre menneskesyn, som de skrivende mødre forsøger at lancere, tager barnets parti, er det, som om mændene overlades til deres skæbne. De indtager ikke den samme selvfølgelige rolle som attråede eller forhadte partnere, som i 20’ernes nye kvinderoman eller i 30’ernes emancipationsroman. Den nye tids pointerede lighedstegn mellem kvindelighed og moderlighed giver kun manden en enkelt mulig positiv rolle: det store barns. Den voksne mand har mistet troværdighed, han bliver gjort ansvarlig for civilisationens fallit, og kvinden vil ikke tage ham alvorligt længere.
Mandslitteraturen i denne tid præges af en modernistisk melankoli, emblematisk udtrykt i den svenske lyriker Erik Lindegrens digtsamling Mannen utan väg (Manden uden vej), 1942. I mandens poesi er kvinden kosmisk moder eller aldrende kurtisane, påfaldende ofte er hun allerede død. Nu vokser der også en ny prosagenre frem, som understreger det mandlige køn som våben, nemlig beredskabsromanen. Det ser i hvert fald ud som en tanke, når betegnelsen kvinde, et hædersord i 20’ernes og 30’ernes litteratur, nu erstattes af kasernejargonens nedsættende benævnelser som f.eks. tøs eller endnu bedre kvindfolk, hvilket måske siger noget om den underordning, som 40’erne krævede af deres kvindelige medborgere. Denne genres absolutte højdepunkt i Sverige, Stig Dagermans Ormen (Slangen), 1945, anses i litteraturhistorien for at være en udformning af en almenmenneskelig eksistentiel problematik, forbundet med angst og skyld. Men den hugorm, der opererer i romanen, kan også tolkes som et fallossymbol i en mandlig potensproblematik, især når den bringes til at angribe afklædte kvinder under et vildt drikkegilde.
En idealiseret, nærmest bibelsk kvindelighed optræder hos flere af de centrale danske mandlige efterkrigstidsforfattere. I H. C. Branners Ingen kender natten, 1955, frelses den moralsk anløbne Tomas, der under krigen har arbejdet for en værnemager, til ansvarlighed og frihed af kvinden med navnet Martha Maria Magdalene. Han vælger sokratisk at tage sit eget liv, da han har indset sit ansvar.
Hos dramatikeren Kjeld Abell optræder det ufødte barn Esmond, der forskydes af og vægrer sig over for svage og angste voksne, som stærkt symbol på et truet livsprincip i Den blå pekingeser, 1954.
Kvindekønnet som socialt problem
Den kvindelige moderutopi bliver revideret og efterhånden dekonstrueret i skønlitteraturen, men overlever politisk i det omsorgssamfund, »velfærdssamfundet«, som vokser frem i efterkrigstiden i de nordiske lande.
Samtidig bliver samfundets generelle kvindeideologi stadig mere individuelt indrettet. Som den svenske politiker Alva Myrdal skriver i Folk och famili i 1944: »Hele kvindekønnet er blevet et socialt problem. Enten en kvinde er ung eller gammel, enten hun er gift eller ej, enten en hustru arbejder eller ej, så er og bliver hun et problem for sig selv og for omgivelserne«. I 40’erne udarbejdes den moderne genuskontrakt, som bygger på kønssegregation og på, at manden og hans overlegenhed bibeholdes som norm. I praksis indebærer det, at kvindeundertrykkelsen bliver kvindernes indre byrde. Det gjaldt om at tiltage sig elementære rettigheder uden at true mandens magtposition hverken i hjemmet eller på arbejdspladsen og at indtage en slags evindelig, dobbeltarbejdende sekretærposition. Forskellen er bemærkelsesværdig i forhold til 20’ernes og frem for alt 30’ernes valgfrihed, sådan som den fremstilles eksempelvis i det store svenske kvindesagsblad Idun, hvor advokatens, husmoderens og kontoristens roller er jævnbyrdige eksempler på moderne kvindefag, og hvor der endnu finder en diskussion sted mellem kønnene.
»Min tese er nu … , at mellemkrigstiden har bidraget til ubønhørligere at adskille mænd og kvinder i isolerede båse. Kvindeskæbnerne bliver mere konkret til kvindeskæbnen og mindre til almenmenneskelige skæbner«, skriver Alva Myrdal i Idun i 1942. Hun havde grund til at føle bekymring. I 30’erne havde hun ved sagligt at argumentere for kvinderne som en samfundsmæssig ressource stillet krav om en ændring af familiens vilkår. Mens Alva Myrdal hævdede, at det gjaldt om at sikre kvinden en plads som integreret samfundsborger, mente Elin Wägner, at kvinderne allerede havde tilpasset sig for meget. Disse to delvist modstridende retninger kom til at præge efterkrigstidens kvindelitteratur i Sverige. Den praktiske reformisme, som Alva Myrdal repræsenterede, forsøgte at forene 1800- og 1900-tallets store kvindeideologier. Fra Clara Zetkin stammede en analyse, der påviste, at kvindefrigørelsen gik gennem lønarbejde og en stordriftsløsning af hjemmearbejdet med kollektivspisesale og småbørnsasyler. Hos Ellen Key hentede hun visionen om barnet, der skulle opdrages til et bedre samfund, hvilket i Alva Myrdals version indbefattede faderens ansvar.
Alva Myrdals idéer blev politisk slagkraftige i kraft af den nationaløkonomiske legitimitet, hun sammen med sin mand Gunnar Myrdal gav kvindesagen i Kris i befolkningsfrågan, 1934 (Krise i Befolknings-Spørgsmålet, 1935). De anvendte en enkel udvekslingsteori. Hvis børn er en mangelvare, så bliver kvinderne vigtige. I efteråret 1934 og nytåret 1935 var befolkningsspørgsmålet i centrum for den svenske aktuelle. En befolkningskommission blev nedsat, og kampagnen mod gifte kvinder i statsforvaltningen afblæstes. På samme tid arbejdede de socialdemokratiske kvinder på at få medtænkt hjemmearbejdet i den socialistiske økonomiske teori. Det burde være lige så vigtigt at opføde et barn som en gris, ræsonnerede man. Men hvordan føre faglig kamp mod sin egen ægtefælle? Det viste sig at være en blindgyde. Husmor blev et »kald« i farlig nærhed af den nazistiske ideologis syn på kvindens eneste rolle som Gebärmaschine (fødemaskine).
Velfærdspolitikken indebar et moderniserings- og rationaliseringsprojekt, som paradoksalt nok også gavnede kvinderne, fremhæver sociologen Margareta Lindholm, eftersom den socialdemokratiske leder i Sverige Per Albin Hanssons berømte appel til kvinderne i 1927 om at komme og »med al deres iver og begejstring redde folkehjemmet« er dybt konserverende og i sidste instans retter sig imod alle de kvinder, som har valgt at gå ud på arbejdsmarkedet. Til trods for dette er kernen i den nordiske velfærdspolitik – ikke i teorien, men i praksis – at imødekomme hverdagslivets behov, det, som kvindehistorikeren Yvonne Hirdman har kaldt »det lille livs spørgsmål«. I det gode samfund påvirker de »moderlige« værdinormer umærkeligt de politiske beslutninger, som officielt tages ud fra en traditionel klasseanalyse.
Den nye kønskontrakt
I litteraturen mærkes den nye orientering mod kvindens huslige kald også hos de etablerede forfattere. Moa Martinson forlader sine stærke 30’er-skikkelser for at skrive historiske bondeeposser og udgiver under krigen seriebøger for at styrke »hjemmefronten«. I 50’erne skriver hun de monologiske husmoderromaner om arbejderhustruen og småbørnsmoderen Betty, Den osynlige älskaren, 1943, Du är den enda, 1952, Klockor vid Sidenvägen, 1957, og Hemligheten, 1959.
I den danske forfatter Eva Hemmer Hansens En lille tøs og hendes mor, 1952, skildres en arbejderkvindes kamp for at få lov at være mor på heltid. Den søn, hun fik som 18-årig, tvinges hun til at give fra sig, fordi hun af medlidenhed lod hans barnlige far luske sig fra underholdet. Da hun får en datter, gifter hun sig for at blive forsørget, men projektet mislykkes. I en af bogens første scener tror hun, at den lille udsættes for overgreb fra hendes arbejdsgiver, som datteren forguder. Moderen tåler ingen konkurrence, hun vil være alt for sin datter. »Hun skal høre det. Så hun kan vide, hvad De er for en. Så hun kan lære at tage sig i agt for dem, der vil lokke hende fra hendes mor. – Joan – hvor langt er han gået? Hvad har han gjort ved dig, barn? Sig det til din mor. Jeg skal nok passe på dig. Sig det, barn!« Eva Hemmer Hansen skildrer den lille verdens perverterende indvirkning på en kvindepsyke. Husholdersken Anne-Marie Alm får sin identitet i sin egenskab af mor, men det er denne scene, hvor hun gennemspiller sin kontrollerende moderfunktion og sine dårlige erfaringer med ansvarsløse mænd, der bliver startpunktet til en forandring. Hun konfronteres med sit liv i erindringens selvransagelse og lærer at tage ansvaret for sine handlinger. I bogens sidste scene gifter hun sig – af kærlighed – med den gode mand, hun har kaldt »en modbydelig gammel gris«, da hun troede, han truede hendes datter.
Tendensen er mærkbar også i mindre bemærkede forfatter-skaber som i den svenske forfatterinde Margit Palmær-Waldéns bog En husmor lever farligt, 1944. Det er et polemisk skrift i en tid, hvor kvinderne i Riksdagen kæmpede for at holde positionerne, f.eks. lykkedes det dem at stoppe Højres tilbagevendende lovforslag om obligatorisk husholdningsuddannelse for unge kvinder. Margit Palmær-Waldén er da fembørnsmor og forfatter, en kombination, der opfattes som suspekt af omverdenen. Det er ikke længere accepteret, at kvinder med børn skal have erhvervsarbejde, og Margit Palmær-Waldén løser konflikten uden egentlig at drage de nye direktiver i tvivl. I stedet for at diskutere, om kvindens eneste erhvervsrolle er husmoderens, udvider hun betegnelsen, så den også kan indbefatte erhvervsarbejde – vel at mærke uden at det går ud over børnene.
Kontrasten er stor til interviewbogen om Margit Palmær-Waldén: Nutidskvinnan i närbild (Nutidskvinden i nærbillede), udgivet på Kooperativa förbundets förlag i 1937. Her er tonen optimistisk og fremadskuende; landbrugskvinden, industriarbejdersken, sygeplejersken, lærerinden, ekspeditricen, hushjælpen, socialarbejdersken, videnskabskvinden – alle fremhæver de arbejdets glæder og nærer forhåbninger til fremtiden om bedre lønvilkår, moderskabspenge osv. , nu hvor det viser sig, at de er en duelig arbejdskraft.
Den nye kønskontrakts krav til kvinden om at spille en underordnet rolle over for manden er et tema hos Ulla Isaksson. Den skaber frustrerede kvinder, som den perfekte frue og statstjenestemand, Anna, i Kvinnohuset, 1952, der kvæler sin mand, da han vender tilbage for at søge trøst i hendes favn, efter at hans elskerinde har smidt ham ud. Eller den paranoide lærerinde, Viveca, i De två saliga (De to salige), 1962, der gasser sig selv og ægtemanden ihjel for ikke at blive forladt.
Kvinderne kan og vil ikke være stærke mødre længere, og det fører til forskellige litterære løsninger. I Sonja Haubergs Hvad vil du mig?, 1942, tolkes forholdet mellem mand og kvinde som et mor/barn-forhold, hvor kvinden vil være barnet.
Da Gunvor Hofmo i sit senere forfatterskab sammensmelter det sårede barn og mændenes dobbelte rolle som krigere og fædre, ender hun i et resigneret sprog, som kun kan rumme smerte over de tabte muligheder, som i Det er sent, 1978: »… og rystet under friheden/ køber vi billet/ til den endeløse arena/ af blodige krigere/ og små børn/ spiddet på hornet/ af den sidste tyr«.
Barnet – skiftevis stærkt og svagt – holdes fast i den stadig mere blomstrende børne- og ungdomslitteratur, men få forfattere formår at arbejde ud fra efterkrigstidens utopiske billede af barnet som verdens samvittighed. Når Elsa Grave forsøger som i digtsamlingen Mödrar som vargar (Mødre som ulve), 1972, er det i raseri over den privatiserede afmagtsposition, som mødrene tvinges ind i.
Kønsfascismens sejr
Alva Myrdal så det som en direkte følge af udviklingen i Europa og påpegede i Idun i 1942, at »den fristelse til fascisme, som også demokratierne har været udsat for, har hjemført sin stærkeste sejr i kvindespørgsmål«. Og måske kan man se svækkelsen af krigslitteraturens moderutopi, den voksende følelse af kvindelig afmagt og fristelse til at indtage en mere og mere seksuelt farvet, »barnlig« offerposition, som et tegn på, at kønsfascismen sejrede.
Hitler mente, at feminismen var en af årsagerne til menneskehedens åndelige krise, og den nazistiske propaganda i begyndelsen af 30’erne udbasunerede, at »Al kvindeindflydelse betegner, når det gælder den politiske og sociale udvikling, begyndelsen til forfaldet«. Kvindens eneste funktion som samfundsvæsen var at forsyne »mændenes statslige sammenslutninger« med nye medlemmer.
Kvinderne advarede mod dette barbari og gjorde, hvad de kunne for at standse dets udbredelse også i fredens kvindeideologi. Da det illegale norske modstandsblad Kvinnefronten i december 1945 ændredes til det kvindelitterære tidsskrift Kvinnen og tiden, var det for at skabe en kvindelig folkefront for »fred, frihed og fremskridt«. Tidsskriftet blev et kulturradikalt samlingspunkt for de norske forfatterinder; her bidrog Cora Sandel, Nini Roll Anker, Torborg Nedreaas, Inger Hagerup og flere andre frem til nedlæggelsen i 1955, da bladet blev slået ud af den ekspanderende kulørte damepresse. De sidste år muliggjordes udgivelsen af den svenske kvindepolitiker Elisabeth Tamm, der betragtede Kvinnen og tiden som en opfølgning af det svenske kvindepolitiske tidsskrift Tidevarvet, 1926-35, som hun også havde finansieret.
Den kæmpende humanisme, som så mange nordiske forfatterinder stod for i 1930’erne og 50’erne, nåede aldrig ud til den brede masse af kvinder. I det umådeligt populære, svenske radioprogram »At være kvinde« fra 40’erne blev kvindeundertrykkelsen kvindernes egen psykiske byrde. Egenartsideologien gik af med sejren.
Den nye situation krævede en mere kompleks tænkning, og en ny type af intellektuelle forfattere som f.eks. Elsa Gress dukkede op. Hendes erindringsbog om krigen, Fuglefri og fremmed, 1971, har forladt en enkel kampposition. Den unge studine Elsas møder på cykelture i de sene 30’eres Europa med de mænd, der snart skulle iføre sig uniformerne og blive bødler, udgør bare forudsætningen for en indre vækst ved hjælp af kunst og litteratur. Elsa Gress skildrer uden besmykkelse modstandskampens menneskelige pris gennem broderens og kærestens nervesammenbrud og selvmord. Hun går bag om den heroiserende beskrivelse, som Kate Fleron kunne give i 1945 af kvindernes kamp. Kate Flerons bog havde til hensigt at skabe en stærkere platform for kvindernes videre emancipation i fredstid. For Elsa Gress eksisterer den litterære moderutopi heller ikke. Hendes sammenhæng er kammeratskabets, uanset køn, sammenfattet i billedet af modstandsparret, for hvem det lykkes at undgå tyskernes razzia ved i fællesskab at koncentrere sig om en mariehønes vej over cafébordet. Fuglefri og fremmed er en hyldest til det tænkende menneske – som kvinde. Dermed tages skridtet ind i en ny tid.