Forholdet til familien, moren og kvindeligheden er det ene af de to hovedtemaer i Auđur Jónsdóttirs (f. 1973) forfatterskab, det andet er de vestlige herrefolks forhold til den nye internationale arbejderklasse i begyndelsen af det nye årtusind. Disse to temaer får efterhånden mere til fælles, end man først kunne tro, de havde.
Tag: Børn
Et vigtigt tema i 1980’ernes finske kvindelitteratur er opdragelseskritikken. Den idylliske overflade brydes, og ingen familiemedlemmer skånes under inspiration af en teoretiker som Alice Miller, hvis værker begyndte at blive oversat til finsk i 1980’erne. I de nye familieskildringer viser moderen sig ofte som en udbytter, men man finder også børn i rollen som umættelige tyranner. Gængse opfattelser og fortolkninger af pige-opvæksten vendes og drejes, og myter omfortolkes.Mange kvindelige forfattere i 1970’ernes og 1980’ernes Finland koncentrerer sig om eksistentielle spørgsmål, som hører til det at være menneske. Ofte beskrives mennesket i grænsesituationer, adskilt fra andre, tæt på sorg og død. Foretrukne temaer er skyldfølelse, identitet, psykisk sammenbrud og muligheden for at forandre sig. I baggrunden skimtes problemer med at blive voksen, at leve i ægteskab eller at gå på arbejde.
I 1980’ernes svenske kvindeprosa er der en udpræget sprogkritisk og jegcentreret holdning. Samtidig findes en tematisering og omskrivning af monstrøse og engleagtige træk, som knytter an til en kvindelitterær tradition.
Den svenske forfatter Carola Hanssons forfatterskab befinder sig midt i 80’ernes æstetiske turbulens af nye tendenser. Alligevel er hendes romaner ved siden af den litterære hovedstrøm. De handler som megen anden prosa i årtiet om en opløst identitet, et mistet sprog og erindringens flygtige karakter. I centrum finder man den modernistiske antihelt, et hjemløst fremmedgjort menneske, der søger sin identitet uden nogensinde at finde den.Den samme identitetsopløsning tematiseres hos Åsa Nelvin, der allerede i sin debut, børnebogen De vita björnarna (De hvide bjørne) fra 1969, skildrer den konflikt mellem jeg’et og verden, som kom til at bære hele hendes forfatterskab. De metafiktive, klichéagtige og ironiske træk i hendes tekster mangfoldiggør og destabiliserer tekstens jeg. Og gør opmærksom på, at skildringen af denne opløste kvindelige »identitet« er en diskussion af kvindens forhold til sprog, kreativitet og en endnu ikke realiserbar, ny kvindelighed.
I 1960’erne veg den islandske rimtradition til fordel for en »fri« modernistisk digtform i forlængelse af et internationalt oprør inden for det poetiske sprog. Forfatteren Steinunn Sigurðardóttir træder i 1969 19 år gammel frem med en digtsamling i skæringspunktet mellem modernismen og 1970’ernes opgør med modernismens utilgængelighed.Hendes forfatterskab har vakt stor opmærksomhed og præges af en lethed i legen med ordene. Den tematiske kombination af ‘adskillelsen’ og et ‘mangesidet selv’, som slår ned i hendes digte og prosaværker, følges af refleksion over tiden, dens væsen og dens forgængelighed. En søgen efter tiden går hånd i hånd med en søgen efter selvet. Forfatteren er i dag et fyrtårn i islandsk litteratur. Hendes tematiske tråd er videreført af islandske forfattere som Vigdís Grímsdóttir og Álfrún Gunnlaugsdóttir.
Den norske forfatter Herbjørg Wassmo debuterede som lyriker i 1970’erne, og har siden skrevet både dramatik og dokumentarlitteratur. De fem store romaner, hun udgav i 1980’erne og 90’erne, har i al deres kompleksitet og tilsyneladende forskellighed et samlende tema: det svigtede barn. Men hendes hensigt er ikke at kritisere utilstrækkelige forældre eller et fremmedgørende samfund i moderne forstand. Den egentlige konflikt foregår på et dybere plan.Foruden at fortælle om det unge og ufærdige menneske i en kompliceret socialiseringsproces repræsenterer »det svigtede barn« først og fremmest det »barnesår«, vi alle bærer med os – uanset alder, tid og omgivelser.
Den danske Vibeke Grønfeldt har efterhånden et omfattende forfatterskab bag sig. Men på trods af tyngden, på trods af den bevågenhed og respekt som omgærder forfatterskabet, står det mærkelig afsondret i den litterære debat. Ligesom forfatteren stadig bor på sin fødeø Samsø, synes hendes skrifter tilsvarende at insistere på at forblive i udkanten af kulturen.
I begyndelsen af 1960’erne udkom den første digtsamling af Vilborg Dagbjartsdóttir, der som modernist og mangesidet kulturpersonlighed har inspireret såvel en yngre generations kvindelige islandske digtere som digtere i sin egen generation.Digtere, som Þóra Jónsdóttir, der debuterede i 1973 og Þuríður Guðmundsdóttir, der udgav sin første bog i 1969, er som Vilborg Dagbjartsdóttir begge tilflyttere i Reykjavík og til dels optaget af de samme digteriske motiver. De udtrykker sig i præcist mejslede minimalistiske digte, der kræver læserens fulde opmærksomhed.
Sensymbolister og modernister i efterkrigslitteratur.
Under 2. Verdenskrig skete der en forskydning i motivet i kvinders litteratur. Barnet, der er udsat for meningsløs vold, kommer i fokus, og 30’ernes mere erotiske betoning af moderkroppen træder i baggrunden. Det er, som om tiden nu er moden til at virkeliggøre den samfundsmoderlighed, som Fredrika Bremer og Ellen Key havde beskrevet som kvindernes bidrag til civilisationen, men med den vigtige forskel at tyngdepunktet forskydes fra kvindens egen tale til barnets.Fokuseringen på barnet – og dermed på mødrenes samfundsansvar – er de skrivende kvinders sidste forsøg i moderne tid på at lancere en ny etik for menneskelige relationer og formulere en politisk utopi for et fredeligt samfund. Og det sker over en bred front, om end i mange litterære varianter, og klinger ikke af før i 1960’erne, da moderskabet mister sit revolutionære potentiale ved at problematiseres som magt alternativt afmagt. Da kommer kvinden i litteraturen til i forhold til manden at indtage det magtesløse barns position. Og den kæmpende mor reduceres til frustreret husmor.