I 1930’erne debuterede i Helsingfors tre finlandssvenske forfattere, som sædvanligvis henregnes til modernismens anden bølge: Solveig von Schoultz (1907-1996), Mirjam Tuominen (1913-1967) og Eva Wichman (1908-1975). Alle tre havde stiftet familie, da den finske vinterkrig brød ud i efteråret 1939, og de måtte tage hovedansvaret for børnene både i krigsvinteren og under fortsættelseskrigen 1941-1945. Krigen ændrede deres liv og vilkårene for deres forfatterskab, som fik en ny intensitet og et nyt engagement, men også en stærk koncentration omkring det kunstneriske. Alle søgte de nye udtryksmidler for deres erfaringer og blev hver for sig fornyere inden for novellens område, og de fortsatte inden for poesien på en modernistisk linje, som de modificerede på forskellig måde. Efter krigen kæmper de sig frem til hver sin holdning. Solveig von Schoultz retter søgelyset mod det, hun senere har kaldt »samfundets mindste celle – forholdet mellem mennesker«, mens Mirjam Tuominen med en Kassandras lidenskab peger på tidens brændende etiske spørgsmål, og Eva Wichman, der blev mere radikal under krigen, forsøger at skabe politisk kampdigtning.
Solveig von Schoultz, som debuterede i 1932 med pigebogen Petra och silverapan (Petra og sølvaben), udgav sin første digtsamling Min timme (Min time) i 1940. Det var, som hun selv skriver i sine erindringsbilleder Langs vattenbrynet (Langs vandkanten), 1992, de overvældende oplevelser under krigen, der fremskyndede hendes lyriske debut. Her er der digte med motiv fra krig og evakuering og digte om moderskab i konflikt med kunstnerisk skaben. I prosabogen De sju dagarna (De syv dage), 1942 og nyoptrykt 1987, skriver hun en kvindelig skabelsesberetning, hvor mor og barn bliver til for hinanden, allerførst i fællesskab med faderen, men da krigen er brudt ud afskåret fra ham på evakueringsrejse i Sverige. Solveig von Schoultz bygger her på notater fra hverdagen med sine to små døtre.
Der ligger ti år mellem Melanie Kleins første bog om børneanalyse, The Psycho-Analysis of Children, som kom i 1932, og Solveig von Schoultz’ De sju dagarna. Ligesom Melanie Klein anvender Solveig von Schoultz autentisk materiale, når hun fanger børnenes egen skaben i den verden, som møder dem. De to piger taler deres eget sprog i de scener og spændingsfelter, som moderen med sin psykologiske lydhørhed fanger ind. Men det er afgørende, at hun har lyrikerens øre for, hvordan børnenes ord ligesom digtet kan gribe et kompliceret forløb i ekspressiv forkortelse. »Bogen om de syv første år står mig særlig nær: vi var jo tre, der skrev den«, skriver Solveig von Schoultz i indledningen til nyudgivelsen i 1987.
Krigen spiller med i baggrunden også i Nalleresan (Bamserejsen), 1944, en børnebog, som Solveig von Schoultz oprindelig skrev til sine to døtre, da de blev evakueret til Sverige i den sidste krigssommer. Tove Janssons illustrationer tager udgangspunkt i dramatiske øjeblikke i fortællingen om dukkernes og bamsernes strabadserende rejse til deres dukkemødre i Sverige. I litteraturen omkring krigens børn har den sin selvfølgelige plads; den vil vise, at det er muligt at finde frem i det nye land, og at alle bånd ikke er brudt.
Inga-Britt Wik
Kvindepsykens nærlæser
»Den betydeligste kvindelige lyriker i det svenske Finland efter Edith Södergran«, udtalte Olaf Lagerkrantz i 1945, da Solveig von Schoultz havde udsendt sin tredje digtsamling Eko av ett rop (Ekko af et råb). Men lyrikken er som nævnt kun én side af forfatterskabet.
Siden Solveig von Schoultz debuterede som prosaist i 1932 og frem til hendes seneste digtsamling, Samtal med en fjäril (Samtale med en sommerfugl), 1994, har det læsende publikum forandret smag og syn på litteraturen mange gange. Som det gælder for de fleste lyrikere, der debuterede i Finland i 1940’erne, optager »det psykologiske« hende mest. Det gjorde det også i 1960’erne og 70’erne – de tiår hvor den litterære offentlighed krævede politisk litteratur. Menneskets indre liv og relationer mellem mennesker er sat i fokus gennem hele forfatterskabet. Forfatterskabets holdning er udforskende. I novellerne finder man gerne de fiktive personer – flest kvinder i alle aldre, men også børn og mænd – placeret i hverdagslige og kendte situationer. Handlingen er uden ydre dramatik, og tempoet kan være langsomt. Forfatterens interesse er at synliggøre indre konfliktstof, ubevidste processer, der ofte kan træde frem som en spænding bag replikkerne. På den måde giver teksterne ord til det usagte, det der ligger gemt bag hverdagen og den dagligdags tænkning. Fremstillingen er satirisk, forfatter-personen i novellerne er ikke identisk med forfatteren. Det er i det hele taget vanskeligt at finde deciderede talerør for forfatterens synspunkter i hendes mange fiktive kvindeskikkelser. De er under udforskning hele tiden, »lys og skygge« skifter.
I lyrikken finder man ofte samme tematik som i novellerne – i strammere form efterhånden som forfatterskabet skrider frem. Objektive refleksionsdigte, der samtidig åbenbarer og udtrykker forfatterens evne til empati, til indlevelse, bliver et lyrisk særpræg. Digtet »Pelikanen«, Sänk ditt ljus (Sænk dit lys), 1963, er en af de mange små lyriske allegorier fra dyre- og fugleverdenen, som særlig det sene forfatterskab er så rigt på.
Bortvänd, på boets kant
ordnar hon glesa dun.
Vad kommer det ungarna vid
att bröstet
bär blodiga strimmor.
Bortvendt, på redens kant
ordner hun sparsomme dun.
Hvad kommer det ungerne ved,
at brystet
har blodige strimer.
Det allegoriske Pelikandigt demonstrerer et centralt tema i lyrikken og i novellerne: Mor- og omsorgspsykologien, som Solveig von Schoultz gør til et vigtigt tema i finlandssvensk modernisme. Forskellige aspekter af moderskabet skildres, såvel lykke, undren, angst og konflikt som opofrelse, tilsidesættelse af egne behov og drifter med tab af identitet og glemsel som psykiske konsekvenser. Lyriske portrætter af ældre kvinder er typisk for Solveig von Schoultz, kvinder der er udtærede af barsk omsorgsliv, men også seje og stærke og med en ung drøm, der stadig er intakt.
I digtet »Gammal kvinna«, Nätet (Nettet), 1956, præges kvindebilledet af en psykoanalytisk synsvinkel. Det stærke overjeg, »hovedet«, har »tyranniseret« kroppen og driftslivet. En indsigt, at det irrationelle, det fortrængte og det ukontrollable kan undergrave vore livsbilleder, blev efterhånden stærkere i forfatterskabet.
Huvudet var sig själv:
på en förtorkad hals
reste det sitt torn av erfarenhet.
Taket av glesnat grått
krönte det väderbitna
vattniga vrårur
nätverk av bekymmer
stirrade
små elefantgrå stenar
hårda av visdom.
Huvudet var sin egen ålder.
Huvudet: en tyrann.
Kroppen: ett underkuvat land
med torr vit hud
skuldrorna skamset unga.
Kroppen, fördröjd i drömmar
om vattenliljor och blod.
(Solveig von Schoultz: »Gammal kvinna«, Nätet (Nettet), 1956).
Solveig von Schoultz’ udforskning af krigens og efterkrigstidens »samfundsmoder« er af kvindehistorisk interesse. »Samfundsmoderen« er en kvindefigur, der ofte dukker op i periodens kvindetekster, og Solveig von Schoultz fremstiller denne kvindefigur, eller aspekter af den, i forskellige litterære billeder på forskellige tidspunkter. I krigsvarianten »Urmoderen« fra digtsamlingen Den bortvända glädjen (Den bortvendte glæ-de), 1943, er samfundsmoderens ansvar for jord og eksistens gestaltet i en ludfattig kvinde, der i desperation og angst for undergangen styrter mod »gatans köttkö«.
Erfaringer fra Solveig von Schoultz’ egen opvækst har fået mere litterær form i den maskerede selvbiografi Ansa och samvetet (Ansa og samvittigheden), 1954. Det gælder også bogen Där står du (Dér står du), 1973, der handler om kvindesind og pigesocialisering. Biografien om moderen, Porträtt av Hanna (Portræt af Hanna), 1978, føjer sig fint ind. Den lidt distancerede fremstilling af Hanna Frosterus-Segerstråle gør moderfiguren til model for Solveig von Schoultz’ aktive og skabende liv. Den konflikt mellem biologisk og åndelig kreativitet, der har været så vanskelig at løse for århundredets kvinder og så ofte tematiseres i Solveig von Schoultz’ digtning, har hun selv vendt til produktiv energi.
Solveig von Schoultz er født i 1907 i den finske by Borgå som den yngste af otte børn i familien Segerstråle. Moderen, Hanna Frosterus-Seger-stråle, var billedkunstner, uddannet i Paris i sidste del af 1800-tallet. Faderen, Albert Segerstråle, var præst og lektor ved Borgå Lyceum. Selv er Solveig von Schoultz læreruddannet og har arbejdet som pædagog og journalist sideløbende med forfatterskab og forældreomsorg for to døtre.
Sigrid Bø Grønstøl
Eksistentialismens Kassandra
»Jeg skal bare kunne skildre angst og ekstase«, skriver Mirjam Tuominen (1913-1967) i et dagbogsnotat fra januar 1939. Hun har netop debuteret med novellesamlingen Tidig tvekan (Tidlig tøven), 1938. »En meget mærkelig debut«, skrev Hagar Olsson.
Mirjam Tuominen søger fra allerførste begyndelse, hvad hun selv kalder for »det sidste udtryk«, og hun går ind i sit forfatterskab med en intensitet og en udtryksvilje, som præger hele hendes produktion. Hun afprøver hele tiden nye udtryksformer. I de første noveller holder hun sig endnu til den psykologiske fortælling, og det, hun fokuserer på, er livsafgørende valg og søgen efter identitet hos meget unge mennesker og særlinge. Irina i debutsamlingen er en lille pige, som efter en livstruende sygdom kommer ud af den »glaskugle«, hun har haft fornemmelsen af at leve i. Den grimme og isolerede Anna Sten i Murar (Mure), 1939, åbner sig for en indre virkelighed, som gør det muligt for hende at møde sine medmennesker.
Mirjam Tuominen tager tidligt stilling imod nazismen. I sin dagbog skriver hun den 17. september 1939 – efter at hun har set en ugejournalfilm, som viser Hitler efter indmarchen i Polen: »Hele natten har jeg set for mig ‘det uudgrundelige smil’, hvormed du betragtede de grædende polske kvinder, børn og gamle mænd, dette smil, som forskrækkede og forundrede dine egne soldater«.
Mirjam Tuominens tema er eksistentiel udsathed, hun søger en paradoksal frihed og udforsker sjælens grænseområder, men også magtrelationer, samfundsvold og krig. 2. Verdenskrig bliver for Mirjam Tuominen en tid med intens engagement mod krig og undertrykkelse og for barnet, heksen og »en ny, virkelig humanisme«. Hun går i Visshet (Vished), 1942, ind i en mytisk fortælling for at kunne skildre den verden af vold, hun ser omkring sig. I fortællingen »Jan och Marietta« forsøger hun at fange »en forvirrende mangfoldighed af stemmer«. De to unge, der elsker hinanden, brydes ned, heksen, som står i pagt med naturens lægende kræfter, bliver brændt på bålet. Hun er normbryderen, og det samfund, hun lever i, udpeger hende som skyldig. Endnu skarpere er satiren i »Det outgrundliga leendet« (Det uudgrundelige smil), en vision af voldens verden, som beherskes af en mandlig døds- og krigskult. Novellen går i dialog med Pär Lagerkvists »Det eviga leendet« (Det evige smil), hvor menneskene kommer frem til deres Gud og finder en livstro at leve med. I Mirjam Tuominens fortælling er verden hærget af krig. Tilbage er en lille gruppe mennesker, som i blind underkastelse følger den store fører, der til sidst vender sit had mod kvinderne: »Så længe kvinden eksisterer, er vi ikke entydige og lige, men dobbelte og ulige, kvinden må bort«. Nu står føreren alene over for sin Gud. Det eneste, han kan, er at anklage: »Du alene er skyldig. Skyldig«. Så dør han. Ud af dette inferno vandrer et menneskepar, som har nægtet at underkaste sig ensretningen og volden.
I Mirjam Tuominens eget liv indebærer 2. Verdenskrig ikke bare forpint indlevelse i voldens problematik, men også ægteskab og børn. Størstedelen af krigen levede hun isoleret med sine to små døtre i den lille provinsby Nykarleby. Hendes mand havde en stilling som lektor ved seminariet her, men var indkaldt til krigstjeneste. I fortællingen »Två« (To), giver hun en skildring af et mor/datter-forhold, hvor barnets første skridt ud i verden følges lige så kærligt som skarpsynet.
Mirjam Tuominen søger under krigen nye udtryksformer for sin prosa. I novellen »Ny gryning« (Nyt morgengry) i samlingen Mörka gudar, 1944, følger hun i en intens koncentreret prosa en ung kvinde, Chérie Kloster, ind i en psykisk krise, som bliver hendes eneste mulighed for at dyrke sin egen vækst. På sygehuset bliver Chérie opfordret til at skrive sin sygdomshistorie ned. Og Chérie skriver sig fri af sin vegeterende tilstand. Hun indleder sin fortælling, som hun kalder »Pigen der blev en plante« på følgende måde:
»Hvorfor taler I til mig? kunne hun spørge. I forstyrrer mig, det er, som om min stængel vil briste«.
I Chéries skikkelse udtrykkes Mirjam Tuominens eget traume. Hun mistede selv tidligt sin far, et tab hun ofte vender tilbage til. Hos Chérie slår en intens længsel efter nærhed over i angst for alt for meget nærhed. Som da hun forlader den unge mand, som elsker hende: »Nærmere end nær, så nær at vi ikke kunne mødes«. Mirjam Tuominen havde planer om at fortsætte fortællingen om Chéries liv, men syntes, at hun kom for tæt på Cora Sandels Alberte. Senere skrev hun et strålende essay om Cora Sandel, trykt i essaysamlingen Stadier, 1949.
Bøddel og offer
Det er essay- og bekendelsesbogen Besk brygd (Besk bryg), 1947, som bliver Mirjam Tuominens vigtigste skildring af sine krigserfaringer.
»Du menneske, som i denne stund med et skuldertræk smækker min bog i og lægger den bort for at vende tilbage til din avis – gør det ikke, netop for dig, netop til dig taler jeg – netop dig gælder dette. Du har en bøddel inden i dig ligesom jeg, og hvis din bøddel ikke truer dig med død, så meget desto værre måske«. (Mirjam Tuominen: Besk brygd).
Hun skriver i jeg-form og søger et nøgent, fortættet udtryk i sin analyse af sin samtid, og hun føler det, som om hun i den »appellerede til alle verdens mennesker«. Krigen er slut, billeder af nazismens ofre er nået ud. Hun tager i sin etiske refleksion udgangspunkt i et billede af en tysk soldat, der smider en jødisk dreng i en afløbsbrønd.
Besk brygd vakte debat, da den udkom. »Hvilken grund har digteren til optimisme i dag, hvilken grund har han til ikke at føle sig skyldig?« var spørgsmålet. »Min novelle er ikke længere novelle, den er en sønderrivelse af en novelle. Hvert digt skal være digtets sønderrivelse«, skriver hun i sin dagbog i for-året 1949 med et citat fra Edith Södergrans digt »Beslut« (»Beslutning«). Hun koncentrerer den konventionelle novelle og søger en tættere, mere ekspressiv prosa. Både Edith Södergran og den franske symbolist Paul Valéry (1871-1945) bliver hendes læremestre. I den mesterlige novelle »In absurdum« i samlingen Bliva ingen, 1949, viser hun sin nye holdning, en intens fortætning og en lyrisk nøgenhed i udtrykket. Novellens danserinde er blevet sammenlignet med danserinden i Valérys L’Âme et la Danse, 1925 (Sjælen og Dansen, 1946). Til forskel fra Valérys kvindefigur styrter danserinden i »In absurdum«. I sin kamp for fuldkommenheden har hun drevet sig selv ind i en hybris. Først i dødsøjeblikket oplever hun en følelse af helhed.
I Tema med variationer, 1952, går Mirjam Tuominen over til lyrisk kortprosa. Det tema, hun varierer, er livet, som »længes efter at frigøre sig til selvstændigt skabende virksomhed«. Hun skriver fortættet ekspressivt, stedvis en slags psykisk realisme af en uovertruffen art. Den lyriske kortprosa i Tema med variationer hører sammen med prosastudierne i Bliva ingen til det centrale inden for den finlandssvenske prosamodernisme.
Med samlingen Under jorden sjönk (Under jorden sank), 1954, slår Mirjam Tuominen ind på lyrikken. Hun søger en ligevægt mellem liv og død og finder en intens, nøgen tone. Digtene har ofte klang af bøn og besværgelse. I digtet »Gör mig ren« hedder det: »Ikke tese,/ ikke antitese,/ men syntese./ Måtte livet og døden holde hinanden i ligevægt«. En hel del digte er fremragende kunstnerportrætter, bl.a. af den finsk-svenske lyriker Gunnar Björling og de franske forfattere Marcel Proust og Simone Weil.
Det afsluttende digt i Under jorden sjönk sammenfatter den vege og inderlige side af Mirjam Tuominens digtning:
Jag skriver det ses i hundens
ögon
det smyger i kattens tass
det skimrar i enstaka flugans
vingpar
det springer i fölig manke
det flyger i fåglars flykt
det flyr
det sjunker
i jorden ned under roten
det ler i spädbarns ögon
det växer i barnaögon
det undrar i unga ögon
det längtar i människans
ögon.
Også i lyrikken vil Mirjam Tuominen bryde den traditionelle form. Digtene bliver i løbet af 1950’erne længere, en slags lyriske livsdokumenter i jeg-form, i en bevidst ulitterær stil, som står dagbogsnotaterne nær, en form, som Mirjam Tuominen er alene om på sin tid. Hun skriver om eksistentiel udsathed og hårde livsvilkår: »Arbejde fattigdom sygdom/ det er tre-enigheden/ liv«. Hun reagerer med forpint følsomhed på vold, undertrykkelse, krig. Kernen i hendes budskab er barnets udsathed: »Atombombe/ ikke atombombe/ ak denne atombombe/ da den faldt i vore børns indre«, hedder det i Dikter III, 1956. Både mænd og kvinder er skyldige, mener hun, kvinderne svigter deres »almodernatur«. Hun har splittet digtets linjer og lader de korte linjer bære budskabet. Vigtigst er intensiteten, indskærpelsen. Hun ser i Kassandra en frænde i kampen mod volden. Hendes rytme bæres af den samme »klarsynede skælven«, som hun ser hos Kassandra.
I den græske mytologi fortælles der om Kassandra, kong Priamos’ datter, der af Apollon får evnen til at forudsige fremtiden. Der hviler imidlertid også den forbandelse over hende, at hendes forudsigelser aldrig bliver troet. Kassandra-skikkelsen har ofte været tolket symbolsk, enten med vægten lagt på hendes klarsyn eller på hendes tragiske skæbne.
En Kristusvision åbner for nye åndelige erfaringer, som hun giver videre i meditationsbogen Gud är närvarande (Gud er nærværende), 1961. Karin Boyeeksperten Margit Abenius ser noget nyt og befriet i den: »ikke bare et moderligt dyb, som altid har eksisteret, men også en højdedimension«.
Mirjam Tuominen konverterede til den romersk-katolske kirke 1963, og hendes sidste år stod i den religiøse digtnings tegn, men de to digtsamlinger, hun fuldførte, Ave Maria og Jesus Kristus lyra, blev refuserede. Dette betød, at hun forstummede og følte sig krænket. I slutningen af 80’erne er hendes særprægede og kunstnerisk fornemme forfatterskab hentet frem igen. Et udvalg af hendes prosa og poesi er blevet udgivet i tre bind, Ny gryning, Det outgrundliga leendet, Förstumning och inristning, 1989-1992. Ligeså har de nonfigurative »ikke-billeder«, som hun skabte i 1950’erne, da hun under en kriseperiode arbejdede med en anden kunstart, maleriet, givet hende anerkendelse som den første finske informalist.
Mirjam Tuominen oversatte Rilke, både digte og breve. Hendes oversættelse af Orfeussonetterne er den første på svensk. Hun søger nye ledsagere i sin kamp med de eksistentielle spørgsmål. Ved slutningen af sit liv var hun dybt optaget af Hölderlin, om hvem hun skrev en biografi Hölderlin, 1960, indfølende indtil identifikation.
At gennemfares af liv
Eva Wichman (1908-1975) debuterede i 1937 med Mania, en samling fortællinger eller eventyr med et dristigt billedsprog og en løssluppen satire over en mekaniseret civilisation. Eva Wichman er – som hun påpeger i den posthume prosabog Bitar av livet, belysta (Stykker af livet, belyste), 1977 – »barnefødt«. Hun tog natur og eventyr, drøm og egensindig fantasi med sig fra barndommen og forlader dem i grunden aldrig, selv om hun på sin digterbane i lange tider koncentrerer sig om noget andet – under den kolde krig i 1950’erne om politisk engagement i liv og digtning. Under krigen opholdt Eva Wichman sig en tid i Sverige som evakueret sammen med sin lille søn. Bitar av livet, belysta viser, hvordan hun kæmper for at få mulighed for at skrive. »Skriver! Måske bliver det en roman«, hedder det i dagbogen fra januar 1944. Hun tilføjer: »Bomberne kom nu!« Tonen bliver mørkere i løbet af Eva Wichmans forfatterskab. Hun skaber i Molnet såg mig (Skyen så mig), 1942, en personlig form for natur- og dyrefabel, hvor hun indskriver sit syn på eksistensens vilkår i naturens egen dynamik.
Eva Wichman begyndte som billedkunstner og formgiver – bl. a. lavede hun trælegetøj, som gav hende guldmedalje i Milano og Paris. Vejen til kunstnerisk virksomhed og dens inderste drivkraft er det tema, som hendes forfatterskab i begyndelsen drejer sig om. Hun giftede sig i 1938 med forfatteren Ralf Parland og lærte ældre modernister som Gunnar Björling og Elmer Diktonius at kende. Solveig von Schoultz kendte hun fra barn. De var kusiner.
I sin eneste roman, Ohörbart vattenfall (Uhørligt vandfald), 1944, følger Eva Wichman sit alter ego, en ung kunstnerinde i Helsingfors. Det er en bog om kvindelig skaben og om et kvindeligt jeg i samklang med »livets uforstyrrelige alfluidum«: »Processen gennemstrømmer en, man gennemfares af liv, netop nu«. Men det er ikke en passiv hensynken, målsætningen er selvstændighed.
I sine digte fra 1940’erne – samlingerne Ormöga (Slangeøje), 1946, og Den andra tonen (Den anden tone), 1948 – skaber Eva Wichman en lyrisk modernisme, som er let og gennemstrømmet af livsfølelse. »Som ekstatiker står Eva Wichman nærmest Edith Södergran«, skrev Rabbe Enckell, den finlandssvenske modernismes førende teoretiker. Digtene i Den andra tonen indeholder også signaler til opbrud. Eva Wichman er blevet politisk radikal under krigen. Nu vil hun ud af sine forskansninger: »Den eneste måde at kæmpe på/ er krybende at gå ud af dig selv/ ud af de bure og krat/ du drev frem/ (’til beskyttelse’ og ’til skønhed’)/ for selvet./ Men roserne blomstrer for alle«.
»Gå ikke ind i dig selv, for din egen skyld. Gå kun for skrivningens skyld. Gør nu intet andet end at skrive«. (Eva Wichman: Dagbogsnotat fra 1944).
Enda sättet att strida är
krypande gå ut ur dig själv
ur de burar och snår
du drev upp
(»till skydd« och »till skönhet«)
– för självet.
Men rosorna blommar för alla.
För alla är rosorna till.
För alla de mörka vågor av
sorg
du har frihet att simmande
överskrida.
De träsk i din väg
du har möjlighet övervinna
(möjlighet drunkna iom du vill över – )
om du vill nå de domäner
som dina är
– allas är.
De ligger omkring dig
så fritt som savannen för zebran
som havet i vidder och djup
för den minsta bland fiskar.
(Eva Wichman: Den andra tonen, 1948).
Prosabogen Där vi går (Dér hvor vi går), 1949, bliver en grænsedrager i hendes forfatterskab. Hun skriver her en lyrisk prosa af en egensindig art, naturfablen slår følge med en socialreportage fra efterkrigstidens Helsingfors. Hendes medfølelse søger til de mest udsatte, krigsinvalider og de udkonkurrerede. Det tilhørsforhold, hun tidligere søgte i naturens livsstrøm, finder hun nu i menneskemassen. Sproget sprudler af satire mod borgerlighed og lunkenhed. Pulsen er høj, når hun går gennem arbejderkvarteret: »Her går man! Rokker møjsommeligt, stræber nedtrykt …«. Det er en puls, som hun har svært ved at virkeliggøre i den poesi, som hun skriver i 1950’erne.
Fra og med samlingen Dikt i dag, 1951, forlader hun det modernistiske formsprog og forsøger at skrive en slagkraftig, politisk digtning i et højtideligt deklamerende sprog, som griber tilbage til gamle digtmønstre. Samtidig går hun ind i kommunistpartiet, men forlader det igen i begyndelsen af 1960’erne og søger videre med vejvisere som Jung, Gunnar Ekelöf, Bhagavadgita.
Det sker med ens (Det sker med ét), 1964, hedder den samling, som kombinerer en ny slags social indignationslyrik – bl.a. det mesterlige, lange digt »Kranbergsgatan« – med naturdigtning og varmende menneskelighed i portrætdigtene.
Eva Wichman levede tilbagetrukket de sidste år af sit liv, invalideret af en lungesygdom, og hun publicerede kun sjældent noget. Nogen anerkendelse fra det litterære establishment fik hun ikke. Hendes sidste digte, samlingen Dikter nu, 1975, drejer sig om oplevelsen af selve nuet i det skabende øjeblik.
I digtet »Mer verkliga nu«, Dikter nu, 1975, tager Eva Wichman afsked med livets dybe virkelighed:
Mitt i larmet
blir stillheten större.
Också jag ser nu fåglar.
Små, som direkta bud. Stora
som syner. Väldiga
liksom moln
eller fjun.
Och ibland
»det verkligas« fjun.
Mer verkliga nu.
Inga-Britt Wik