Modernismen og kvinderne i norsk efterkrigslyrik.
Tag: Æstetik
For den svenske minoritetslitteratur i Finland er overgangen fra 1980’erne til 1990’erne en interessant og begivenhedsrig tid.Episk bredde, psykologisk intensitet og fyldig persontegning, et righoldigt stof integreret i en overbevisende handling, formbevidsthed, metafiktiv refleksion, evnen til at skabe et suggestivt, fiktivt univers – alle disse romantekniske grunddyder er i rigt mål repræsenteret i den finlandssvenske prosas nye opblomstringstid, som oven i købet kvantitativt domineres af kvindelige forfattere.For de finlandssvenske digtere, der debuterer i 1980’erne og 1990’erne, er »kvindedigte« ikke længere aktuelle. Brugsdigtene har gjort deres, på dette felt behøver man ikke længere konsolidere søsterskabet med en agitatorisk tone. Man interesserer sig mere for poesien som sprog.
En oplevelse af at tiden bare går og en længsel efter frihed, kærlighed og et sprog, der kan rumme livets og jeg’ets mange glimtende facetter, trænger sig på i mange tekster af 1990’ernes danske debutanter.Men 1990’ernes digtning begræder ikke et menings- og identitetstab, eller gør kroppen til en sidste referent, men søger glimt af liv og identitet i bevægelser og ved retningsskift. For 1990’er-litteraturen opfatter fortrinsvis liv og betydningsdannelse som forvandling eller bevægelse. Netop i en bevægelse omkring kvindefigurer iscenesættes subjektet med hele dets bagage af smerte, ensomhed, længsel, selvdestruktion, ironi og humor. Subjektet opfindes, udforskes, tænker eller er til stede som en tekstlig energi i fortællingen eller digtet.De mange unge forfattere, der debuterede i 1990’erne, er blevet genstand for stor opmærksomhed.
Den svenske forfatter Carola Hanssons forfatterskab befinder sig midt i 80’ernes æstetiske turbulens af nye tendenser. Alligevel er hendes romaner ved siden af den litterære hovedstrøm. De handler som megen anden prosa i årtiet om en opløst identitet, et mistet sprog og erindringens flygtige karakter. I centrum finder man den modernistiske antihelt, et hjemløst fremmedgjort menneske, der søger sin identitet uden nogensinde at finde den.Den samme identitetsopløsning tematiseres hos Åsa Nelvin, der allerede i sin debut, børnebogen De vita björnarna (De hvide bjørne) fra 1969, skildrer den konflikt mellem jeg’et og verden, som kom til at bære hele hendes forfatterskab. De metafiktive, klichéagtige og ironiske træk i hendes tekster mangfoldiggør og destabiliserer tekstens jeg. Og gør opmærksom på, at skildringen af denne opløste kvindelige »identitet« er en diskussion af kvindens forhold til sprog, kreativitet og en endnu ikke realiserbar, ny kvindelighed.
Mens den nye kvindebevægelse i løbet af 1970’erne var med til at bringe læseren på scenen og gøre hende til forfatter, bekender eller debattør i samtale om kvindeliv og kønsroller, formulerer 1980’er-litteraturens kvinder og mænd forholdet mellem læsere og forfattere på andre måder. Scenen skiftede hurtigt og dramatisk: Centrum var ikke længere erfaringen og samtalen, men udforskningen og æstetikken.En ny professionalisering af litteraturen fandt sted, og unge veluddannede læsere, der ikke søgte svar og bekræftelse, men oplevelse, anfægtelse, skønhed og indsigt i litteraturen, flokkedes om de unge digtere på de vidtoplyste caféer.
Flere kvindelige digtere i 1980’ernes svenske lyrik blev beskyldt for at skrive uigennemskueligt og ubegribeligt. Alligevel blev de periodens centrale digtere. Ann Jäderlund, Birgitta Lillpers og Katarina Frostenson debuterer efter et tiår med ligefrem og hverdagsagtig poesi. I 1980’er-lyrikken erkendes afstanden mellem sprog og verden imidlertid. Disse kvindelige lyrikere påviser den, benytter sig af den og leger med den. Det sprog, vi til daglig anvender for at orientere os i verden, fremstår pludselig som et vilkårligt system.De kvindelige lyrikere stræber efter at blokere for en intellektuel læsning for at gøre sproget mere direkte. Man kan kalde det et kroppens sprog. Et fælles kendetegn er, at de ikke selvfølgeligt kan sige jeg. De vender ryggen til modernismens stolte stræben efter et autentisk jeg. Det jeg, der træder frem i deres digte, er splittet.
Postmoderne fortællere.
Den danske Vibeke Grønfeldt har efterhånden et omfattende forfatterskab bag sig. Men på trods af tyngden, på trods af den bevågenhed og respekt som omgærder forfatterskabet, står det mærkelig afsondret i den litterære debat. Ligesom forfatteren stadig bor på sin fødeø Samsø, synes hendes skrifter tilsvarende at insistere på at forblive i udkanten af kulturen.
Mange nyere kvindelige forfattere synes fanget i et formens paradoks: På den ene side skaber kvinder i samtidslitteraturen litterær æstetik, der bevæger sig på grænserne af genrer og former, og gør det i kraft af det stof og de temaer, de arbejder med. På den anden side vurderes kvinderne stadig i forhold til relativt traditionelt udstukne normer og forventninger.Medmindre der er tale om et fåtal af sanktionerede genier, henregnes kvinders mest værdifulde litterære indsats stadig helst til stoffet, som meget gerne må bryde tabuer, være dristigt eller kontroversielt. Æstetisk værdi forbindes inden for prosaen sjældent med værkernes form.
Eksistentiel poesi.