Tre finlandssvenske forfattere, som sædvanligvis henregnes til modernismens anden bølge, debuterede i 1930 i Helsingfors: Solveig von Schoultz, Mirjam Tuominen og Eva Wichman. Krigen ændrede deres liv og vilkårene for deres forfatterskab, som fik en ny intensitet og et nyt engagement.Alle søgte de nye udtryksmidler for deres erfaringer og blev hver for sig fornyere inden for novellens område. Inden for poesien fortsatte de på en modernistisk linje, som de modificerede på forskellig måde. Solveig von Schoultz retter søgelyset mod »samfundets mindste celle – forholdet mellem mennesker«, mens Mirjam Tuominen peger på tidens brændende etiske spørgsmål, og Eva Wichman, der blev mere radikal under krigen, forsøger at skabe politisk kampdigtning.
Tag: Katolicisme
Sigrid Undsets forfatterskab strækker sig over 40 år og tæller over 30 titler, hovedsagelig noveller, romaner, biografier og essays. Kronen på forfatterskabet er de store middelalderromaner om Kristin Lavransdatter og Olav Audunssøn, som indbragte hende Nobelprisen i 1928. I mellemkrigstiden var hun en dominerende skikkelse i det norske litteraturmiljø. I avisartikler og essays gjorde hun opmærksom på faren fra den voksende fascisme, og da Tyskland besatte Norge i 1940, måtte hun flygte til USA.I sin digtning udforsker hun især den moderne kvindes muligheder for at skabe mening og fylde i tilværelsen. Forfatterskabet bæres af troen på en menneskelig evne til at forny grundlæggende livsvilkår. Samtidig præges det af behovet for at se den enkeltes liv i en større sammenhæng. En sammenhæng hun selv fandt, da hun konverterede til katolicismen i 1924.Hendes tekster er aldrig endimensionale. Hun kunne være revsende i sin skrivekunst, men kun dér, hvor hun så sin humanistiske grundværdi trådt under fode.
Dronning Christina var Sveriges regerende dronning mellem 1644 og 1654. Hun abdicerede, hvorefter hun konverterede til katolicismen, et skridt, som videnskaben har ofret megen interesse. Helt fra sin ungdom var hun kulturelt og videnskabeligt interesseret, omgikkes og brevvekslede med sin tids fremtrædende videnskabsmænd.Hendes litterære produktion består af to samlinger maksimer, en selvbiografi, to essays om henholdsvis Alexander den Store og Julius Cæsar – og endelig hendes breve. Dronningen offentliggjorde ikke selv sine værker. Det skete senere; først af Johan Arckenholtz, 1751-1760, i Mémoires concernant Christine, reine de Suède, pour servir d’éclaircissement à l’histoire de son regne et principalement de sa vie privée. (Memoirer vedrørende Christina, dronning af Sverige, til belysning af hendes regeringstid og især hendes private liv).Hun skrev på fransk, det sprog, som tidens dannede mennesker brugte.
Den hellige Birgitta af Vadstena, stifter af den indflydelsesrige nonneorden Birgittiner-ordenen, bliver i kraft af sin individualitet betragtet som en af de første svenske forfattere.Hun fremtræder som en viljestærk kvinde, der med åbne øjne betragter den langsomme forandring i tiden, men samtidig var hun et menneske, som ikke havde nogen tydelig oplevelse af sit eget jeg. Hun lod sig omslutte og opsluge, idet hun gjorde Gud til sit eget skjulested. Imidlertid vokser jeg’et gradvist frem i hende gennem en identifikation med Kristus.
Ingen kvinde og ingen guddom har i middelalderen tiltrukket digterne som Maria, Jesu mor. Mariadigtningen udvikledes først på det internationale religiøse sprog latin, senere blev den oversat, og der blev også digtet originalt i mange genrer på de såkaldte »folkesprog«. Lyrisk, episk og dramatisk Mariadigtning findes over hele Norden. På norrønt sprog er bevaret ca. 50 Mariatekster. Dele af den norrøne Marialyrik kan være skrevet i norske klostre. I Sverige digtedes til Maria både på latin og svensk. Den svensksprogede Marialyrik fik især gennem Birgittinerklostrene betydning for den danske Marialyrik. I Danmark omfatter den dels latinske digte skrevet af danskere, dels originale og oversatte digte på dansk sprog.
Den kristne kirkes syn på og holdninger til kvinder, som har skrevet, missioneret, prædiket, profeteret eller på andre måder optrådt som Guds talerør, har været meget omskiftelig fra middelalderens kirkeliv til 1600-tallets vækkelser: snart accepterende, snart afventende. Positionerne er blevet bestemt af kirkens behov for budbringere og af forskellige bevægelsers pres på kirken. Man kan tale om fire perioder med relativ åbenhed over for disse talende og skrivende kvinder. For det første tiden forud for kirkens embedsorganisation (ca. 100-tallet e.Kr.). For det andet kirkens ekspansion i Europa i 600-800-tallet. For det tredje 1100- og 1200-tallets lægmandsfromhed, og for det fjerde 1600-tallets og 1700-tallets fromhedsbevægelser i kølvandet på reformation og modreformation.