Udskriv artikel

At skrive sit jeg i verden

Skrevet af: Lisbeth Larsson |

I 1885 opdagede Ellen Fries i de Celciske samlinger på Uppsala universitetsbibliotek Agneta Horns selvbiografi. Det var en sensationel opdagelse, og hun publicerede omgående uddrag af den i kvindesagstidsskriftet Dagny. Agneta Horns (1619-1672) beretning om sit liv var forfattet i midten af 1600-tallet og er en af de allertidligste selvbiografier i Norden, men den var blevet liggende i gemmerne i næsten 250 år.

I 1908 udkom Agneta Horns lefverne (Agneta Horns Levned) som bog, og i 1900-tallets første årtier publiceres en række kvindelige dagbøger og selvbiografier. Malla Silfverstolpes velkendte Memoarer fra begyndelsen af 1800-tallet bliver endelig trykt på foranledning af en kvindelig slægtning. C. C:son Bonde og Cecilia af Klercker udgiver dronning Hedvig Elisabeth Charlottas (1759-1818) dagbøger, Dagbok I-VIII, 1908-11, og Cecilia Bååth-Holmberg sørger for udgivelse af Adelaide Hauswolffs dagbog, En svensk flickas dagbok under krigsfångenskap i Ryssland 1808-1809 osv. Det er, som om denne første generation af veluddannede kvinder har begivet sig ud på jagt efter deres kvindelige forgængere, og publiceringen af disse skrifter bliver en del af begyndelsen til en ny historieskrivning.

Nielsen, Asta (1883-1972) (da.): Livsmaske, u.å. Gips. Billede leveret af Det Danske Filminstitut / Billed- og Plakatarkivet

I 1900-tallets første årtier, da kvindebevægelsen voksede sig stærk i Sverige, finder kvinders beretninger om deres liv vej ud på bogmarkedet. I 1920’erne, da de svenske kvinder endelig har fået stemmeret, benytter en række etablerede, kvindelige forfattere sig af den selvbiografiske genre for at fortælle deres historie og formulere deres forfatteridentitet, og herefter fremtræder flere kvindelige selvbiografer på bogmarkedet hvert år. Udgivelsen af kvinders selvbiografier i den første del af 1900-tallet når et højdepunkt i 1940’erne, og også det kan ses i lyset af kvindespecifikke omstændigheder. I den såkaldte »beredskabstid«, da svenske mænd var indkaldt, fik kvinderne en stærkere samfundsmæssig stilling, men afgørende var det også, at den generation af kvinder, som i begyndelsen af 1900-tallet havde stridt for kvindelig stemmeret og deltaget i de dengang så stærke bevægelser for fred og social retfærdighed, nu havde nået den traditionelle alder for en selvbiograf.

Udgivelsen af gamle selvbiografier og dagbøger peger på en voksende kvindelig selvbevidsthed, og i 1900-tallets første to årtier er det bemærkelsesværdigt, hvordan antallet af dokumentariske kvindelige jeg-beretninger øges. Flere af dem har, som f.eks. Hedda Ekmans (1860-1929) Familjen Johan Ekmans krönika, 1914 og 1918-23, og Hilda Petris (1851-?) Släktanteckningar (Slægtsoptegnelser), 1916, en halvprivat karakter. De er oprindeligt skrevet for en snævrere slægts- og familiekreds, men de er dog blevet trykt, om end i meget begrænset oplag. Hedda Ekmans krønike er ikke bare interessant ved sin meget indgående skildring af det tidlige 1900-tals borgerlige familieliv, men også ved sin genreblanding. Den er en mellemting mellem slægtsannal, borgerligt familiealbum – hun var en fremragende fotograf- og selvbiografi. Men mens detaljerigdommen i skildringen af familiesamvær er både overvældende og suggestiv, er beretningen om hendes eget jeg af største knaphed. På en måde, der er typisk for mange kvindelige selvbiografer, fortæller Hedda Ekman sin egen historie gennem antydninger og talende tavshed. Historien om hendes upublicerede barndoms- og ungdomsskildring fortæller også noget om den kvindelige selvbiografis vanskelighed ved at nå offentligheden. Beretningen blev opbevaret i familien frem til slutningen af 1880’erne, da den betragtedes som »en følsom sag«. Den unge Hedda blev nemlig efter familiens mening alt for betaget af den aldrende digter og husven, Viktor Rydberg, og blev sendt af sted til en pigepension i Schweiz.

Flere af tidens dokumentariske, kvindelige jeg-fortællinger former sig som en kulturhistorisk skildring. I forfatterinden Emma Bendz’ (1858-1927) Söder om landsvägen (Syd for landevejen) 1916, og Från pilträdens land och syrenernas stad (Fra piletræernes land og syrenernes by), 1918, er beretningen om det kvindelige jeg for en stor del underordnet beretningen om Skåne og Lund og alle de forunderlige mennesker, hun møder dér, samtidig med at hun alligevel fortæller om sig selv ved at skildre sine møder og oplevelser. På samme indirekte og kulturhistorisk interessante måde fortæller Hedvig af Petersens (1875-1961) om sin barndom i Ett barns litterära memoarer, 1917, ved at redegøre for sin læsning i denne periode. Det er en egenartet lille bog. Underfundigt og lidt omstændeligt, men alligevel let og næsten graciøst snor fortællingen sig frem med Fændrik Stål, Katterejsen, Tom Sawyer, Pigebørn og andre klassikere som holdepunkter. Selv har hun sagt, at hun skrev bogen for at udholde livets tristesse, men den mærker man intet til i teksten. I 1911 døde Hedvig af Petersens’ mor, og hun blev nødt til at forlade livet som aktiv journalist på Stockholms Dagblad og vende hjem til den skånske landsby for at passe hjemmet og tage sig af sin far. Hun etablerede sig senere som privat lærd, foretog lange rejser til Australien og New Zealand og arbejdede med flere litterære studier og rejseskildringer.

Hedvig af Petersens’ arbejde som journalist på Stockholms Dagblad resulterede også i en anden bog, som er interessant i denne sammenhæng, nemlig Anna Johannesdotters (1877-1906) Den undre världen (Den underste verden), 1907. Under en reportagerejse til en kvindeanstalt havde hun truffet den tre år yngre Anna Johannesdotter, som havde været prostitueret siden 19-årsalderen og vandret ud og ind af kvindefængslet i de sidste år. Hun var alvorligt syg af lungetuberkulose, og Hedvig af Petersens forsøgte at hjælpe hende på forskellig måde. Inden Anna Johannesdotter døde, kun 28 år gammel, overlod hun en håndskrevet selvbiografi til sin velgørerinde, og Hedvig af Petersens’ kollega på Stockholms dagblad, kritikeren Klara Johanson, sørgede for, at den blev udgivet.

PR-brev fra prostitueret, beslaglagt af politiet, u.å. Fotografi s/h. Det Kongelige Bibliotek, København

Anna Johannesdotters liv er en af disse skæbner, som den kvindelige selvbiografis historie er fyldt af. Hun er et offer for mandsverdenen, men fremstiller sig selv som viljekraftig og stærk. Hendes fortælling er litterært kantet, meget influeret af kristen syndsbekendelses- og angerprosa, men her og dér giver hun stærke billeder af sin tidligere landlige uskyldighed og sin senere forslagenhed og råhed. Snart selvanklagende, snart selvhævdende taler hun hele tiden sin egen sag – der er et meget stærkt islæt af oprørskhed i Anna Johannesdotters beretning, og politiprotokollen, som er vedlagt, viser, at hun gang på gang blev dømt for »gadeuorden« og »voldsom modstand mod offentlig forretning«. Hendes ukunstlede fortælling er et anklageskrift mod det samfund, som har drevet hende ud i prostitution, sygdom og elendighed, men den er også en fortælling om stolthed, integritet og ubøjelighed, og nedskrivningen synes i lige så høj grad at koncentrere sig om genoprettelsen af et skændet jeg som at vise anger over begåede synder.

Til Stockholmsudstillingen i 1897 kommer også Gerda Kjellbergs (1881-1972) franske slægtninge, som tilbyder at tage hende med til Paris, så hun kan få en hurtig uddannelse som læge. Det viser sig ganske vist at være et falsk løfte, hun bliver i stedet familiens gratis hushjælp, men hendes strejftog i Paris’ gader giver hende et indblik i den kvindelige elendighed, som var Anna Johannesdotters, og som hun skal vie sit liv til at kæmpe imod. (Hänt och sant, 1951).

Endnu mere uforblommet i sit behov for retfærdiggørelse er Laura Petri (1879-1959) i Jag anklager, 1916. Det er et rasende angreb på hendes overordnede i Frelsens Hær og på den psykiatriske behandling. Hun og Anna Johannesdotter befinder sig i helt forskellige positioner i samfundet. Anna Johannesdotter er prostitueret, samfundets offer og den, der har hjælp behov, Laura Petri er slumsøsteren, som yder hjælp. Men som skribenter er deres position den samme. De er blevet presset ud af samfundet og har mistet deres frihed, begge på grund af deres realiserede seksualitet. Laura Petri er meget diskret i sit skrift, hvad angår grunden til, at hun tvangsindlægges på sine overordnedes begæring. Men åbenbart drejer det sig om en kærlighedsaffære, som hun ikke vil hverken fornægte eller angre. Hun er utvivlsomt deprimeret og hjemsøges af religiøse grublerier, men vil selv arbejde sig ud af det. Hendes overordnede og familie mener imidlertid, at hun er overanstrengt, og hun bliver anbragt på forskellige »hvilehjem«, hvor hun bindes til sengen og tvangsbades dage igennem.

Jag anklager er en lang og rasende klage over den modtagelse og behandling, som Laura Petri har været ude for. Det er et anklageskrift, der er meget konkret og tydelig i detaljer, men mærkværdigt uspecifikt, når det gælder helheden. Det fortæller en forfærdelig historie om kvindelig værgeløshed og afmagt, men det beskriver også en kvinde med en næsten usandsynlig styrke, udholdenhed og integritet. Efter to år kan Laura Petri forlade sit »fængsel«, og hendes Jag anklager er begyndelsen til et omfattende forfatterskab, der indbefatter to afhandlinger i teologi, en underkendt og en godkendt. Den underkendte handler om Frelsens Hær, som hun forlod i 1913.

Det sene 1800-tals Sverige er et land i forandring. De økonomiske forhold ændres radikalt, landsbyerne affolkes, og folk søger ind til byerne som aldrig før. Den teknologiske udvikling ændrer menneskers livsvilkår. De gamle samfundsstrukturer nedbrydes, og under stærk turbulens skabes der nye. Og hvis Anna Johannesdotter og Laura Petri tilhørte dem, hvis liv blev vanskeligt og farefuldt, så var Wilhelmina Skogh (1849-1926) en af de kvinder, som kunne drage nytte af nye muligheder, der dukkede op.

Som Anna Johannesdotter stammer hun fra et landsbymiljø. Kun 12 år gammel kommer hun til Stockholm fra Gotland og får plads som opvasker på restaurant Strömparterren, hvor hun tørrer glas fra klokken ni om morgenen til et om natten. »… gud, hvor jeg led, men nyttigt var det, for jeg lærte at arbejde …,« skriver hun i Minnen och hågkomster (Minder og ihukommelser), 1912. Da er der gået næsten 50 år, og hun har gjort en formidabel karriere inden for den hastigt ekspanderende restaurationsbranche i Sverige. Minnen och hågkomster er en succeshistorie af format. Den fortæller om en fattig og udsat pige, der arbejder sig op til samfundets top gennem hårdt arbejde og stor fantasirigdom. Wilhelmina Skogh kaster sig ind i den restaurationsvirksomhed, som voksede frem i tilknytning til det nyanlagte jernbanenet. Hun bliver bestyrer af jernbanehotellet i Storvik i Dalarne og driver det med en sådan succes, at hun snart kan bygge sit eget hotel. I løbet af kort tid er hun ejer af tre hoteller i Sveriges måske mest naturskønne områder, og hun udvikler, hvad der må kaldes et embryonalt svensk turisterhverv. Et af hendes trækplastre var kong Oskar II, som ofte var hendes gæst, når han passerede hendes hotel på vej til og fra sine forskellige jernbaneindvielser. Selv rejser hun til Italien for at få inspiration, og hun indfører en række nyheder inden for branchen. Hun bygger drivhuse, indfører friske grøntsager og installerer dampmaskiner på sine hoteller, og for at kunne kommunikere bedre lader hun bygge en telefonlinje mellem dem. Da Stockholmsudstillingen finder sted i 1897 tilhører hun de førende navne inden for svensk hotelerhverv, og hun udnævnes til chef for alle udstillingens hoteller. Nogle år senere bliver hun administrerende direktør for Grand Hotel i Stockholm. Hun når toppunktet af sin karriere, da hun bygger Grand Hotel Royal med den berømte, italiensk-inspirerede vinterhave i samme kvarter. I 1911 trækker hun sig

tilbage til sit nybyggede palads, Villa Foresta, højt oppe på Lidingös klipper. I 1912 udgiver hun beretningen om sit liv, og hun skriver den såvel billedligt som bogstaveligt fra en høj position.

At erobre skriften

De kvindelige dokumenter får en øget litterær status i løbet af 1920’erne, ikke mindst ved at veletablerede forfatterinder som Selma Lagerlöf, Mathilda Malling, Helena Nyblom og Marika Stiernstedt tager genren i brug.

I begyndelsen ligner disse skrifter randbemærkninger til deres forfatterskab, dokumentariske beretninger om livet bagved, ved siden af eller forud for digtningen. Men, ikke uventet, er de helt igennem prægede af, at forfatteren er netop forfatter. Og de er meget forskelligartede. Helena Nybloms (1843-1926) Mina levnadsminnen, 1922, har i mangt og meget karakter af memoirer og løsrevne erindringsbilleder af miljøer og personer, ganske som Marika Stiernstedts (1875-1954) Mitt och de mina I-II (Mit og mine), 1926 og 1930. Mathilda Mallings (1864-1942) Uppfostran och inflytande (Opdragelse og indflydelse), 1922 og 1926, og i særdeleshed Selma Lagerlöfs Mårbacka, 1922, Ett barns memoarer, 1930, og Dagbok, 1932, er derimod meget kunstfærdige og litterært velbevandrede beretninger.

I Från Fyrisån till Capris klippor (Fra Fyrisåen til Capris klipper), 1931, og Från Norrström till Arno, 1932, skriver Ellen Lundberg videre på den slægtshistorie, som hendes mor, forfatterinden Helena Nyblom, påbegyndte med Mina levnadsminnen (Mine livserindringer), 1922. Og i flere selvbiografier kan man følge kvinders historie i direkte nedstigende linje.
I Hemmet med de öppna dörrarna, 1939, uddyber datteren Greta Holmgren det billede af barndomshjemmet, som hendes mor Ann-Margret Holmgren tegnede i Minnen och tidsbilder, 1926.
To helt forskellige billeder af livet i familien Brantings hjem beskriver derimod Anna Branting og hendes datter Vera von Kraemer i Min långa resa, 1945, respektive Brantings på Nortullsgatan, 1939.

Forfatterne har dog alle det tilfælles, at de skriver deres eget forfatterskabs historie, mere end de giver en fuldlødig beskrivelse af deres liv. Og – hvilket ikke er det mindst vigtige – de giver også tydelige læseranvisninger på deres forfatterskab. »Da lille Selma tilfældigvis kommer til at aflytte frøken Suberts gudsfornægtelse i Dagbok, reagerer hun på helt modsatte måder i to forskellige manuskriptudkast og på en tredje måde i den endelige udformning. Det er mindst et par alternativer for meget«, skriver Lars Ulvenstam i forordet til den samlede udgave i 1958. Selvbiografiens sandhedskrav er forførende, og man kommer let til at opfatte fortællingen som faktum. Mange har også anvendt Selma Lagerlöfs selvbiografier som facitliste til hendes forfatterskab. Interessantere er det at læse dem som de afsluttende fortællinger i en lang række af fortællinger.

Mathilda Mallings selvbiografiske bøger fortæller også om forfattertilblivelse. I to omgange skriver hun fortællingen om sig selv og sit liv frem til skandalen i 1884. Og hendes ærinde er åbenlyst. Hvad angår den første del af sit forfatterskab, vil hun på alle må-der adskille, ikke sammenskrive, liv og digt. »At nogen kunne finde på at identificere mig med den charmante fortryllerske Bertha Funcke faldt mig overhovedet ikke ind«, skriver hun i Uppfostran och inflytande (Opdragelse og indflydelse). Mathilda Malling, hvis ungdomspseudonym, Stella Kleve, blev inkarnationen af usædelighed i svensk litteratur i 1880’ernes slutning, vil i sin alders efterår foretage en omfortolkning. Ikke så meget af de tekster hun skrev mellem 1884 og 1888, dem tager hun nærmest afstand fra, men af forholdet mellem forfatterinden og hendes digtning.

I 1922 udkommer første del af hendes selvbiografiske trilogi Mårbacka. I 1930 udkommer Ett barns memoarer og i 1932 Dagbok. Sammen med Löwensköldska ringen, 1925 (General Løvenskjolds Ring, 1925), Charlotte Löwensköld, 1925, og Anna Svärd, 1928, bliver de afslutningen og i flere henseender også højdepunktet på hendes forfatterskab. Hendes selvbiografiske værker har, til trods for at de langt hen ad vejen holdes på et rent historiefortællerniveau, en usædvanlig eksistentiel betydning og værdi. Her drives det naive, egenartede og lidt skælmske tonefald, der er Selma Lagerlöfs, til sin fuldkommenhed.

1. Verdenskrig havde en lammende indvirkning på Selma Lagerlöfs produktivitet, men i slutningen af 1910’erne skriver hun en Topeliusbiografi på foranledning af Svenska Akademien. Mange har ment, at hovedpersonen har større lighed med Selma Lagerlöf selv end med den finske nationalskjald, og at det var arbejdet med den, der førte hende videre til de selvbiografiske værker.

Hun begynder i tredje person. I Mårbacka fortæller den aldrende forfatterinde Selma Lagerlöf et »eventyr« om den lille pige »Selma«. Det handler om en pige, der mister alt: Kærlighed, omsorg, tryghed, glæde, ja, selv sin førlighed, men som af sine nærmeste føres til paradisfuglen, hvor hun befries og kommer til live igen. Allerede i bogens første del, »Strömstadsrejsen«, som også er bogens mest nøgent selvbiografiske, formuleres hendes forfatterdebut. Hun møder sin muse gennem faderens omsorg, men også ved egen kraft. Det er kaptajn Lagerlöfs charme, der gør, at de bliver inviteret ud til skibet, hvor den vidunderlige fugl findes, og det er hans drengede entusiasme, der får dem til at entre båden. Men derefter bliver Selma glemt. Det er den lille skibsdreng, der forstår, hvad hun vil. Han tager hende ved hånden for at vise hende fuglen, og hun rejser sig og går på egne ben ned i kahytten. I mødet med paradisfuglen genvinder pigen Selma sin evne til at gå, men rejsen til Strömstad giver hende også evnen til at se, hvilket ikke er mindst vigtigt. »Hun havde lært at se«, står der sidst i dette afsnit. »Det var takket være denne rejse, at hun vidste, hvordan de så ud, alle hendes nærmeste, mens de stod i deres fulde kraft og glædede sig ved livet. Havde den ikke været, ville alt fra den tid være udslettet af hendes erindring«. Selma Lagerlöf skriver sin forfatteridentitet ind allerede i den fireårige pige. Det er den, der er begyndelsen, og afsnittet om Strömstadrejsen har også den grundform af svimlende fald og stor møje og gysende oprejsning, som bearbejdes i roman efter roman af Selma Lagerlöf lige fra Gösta Berlings saga, 1891, og fremover.

»Husk«, siger det røde bånd, hun får med hjem til erindring om Strömstadrejsen, og hele hendes forfatterskab fremstår i denne selvbiografi som et eneste langt erindringsarbejde.

Mårbacka er en beretning om, hvordan Selma Lagerlöf blev forfatter. Hun fortæller om det gang på gang. Og det er en fortælling om hendes far. Han går gennem bogen som kavaleren frem for alle andre, overgiven og kåd, altid fuld af narrestreger, uimodståelig og elsket af alle. »Kære far, kære løjtnant Lagerlöf, dette er et arbejde, jeg vil udføre med tanke på dig …«, står der i manuskriptets indledning, og Mårbacka skriver sig frem til en gigantisk hyldest til faderen. »Den 17. august«, som bogens slutkapitel hedder, strømmer ikke bare slægt og venner, men hele bygden til Mårbacka for at fejre løjtnant Lagerlöfs fødselsdag. Den kærlighed, han vækker, synes ikke at have nogen grænser, og i manuskriptet kulminerer kapitlet i en jublende hyldest til »… en mand, som smilede til livet, en mand, som ikke kunne møde et menneske uden at sige ham et venligt ord, en mand, som kunne arbejde og feste, en, som ivrede for alt skønt, en mand, som ville have det prægtigt, men forstod at nøjes, en mand, som var sikker på, at alle mennesker syntes om ham, som kunne tumle med børn, som samlede de unge piger, og som de gamle damer smilede til, et kært, velsignet menneske, en värmlænding, en kavaler«.

Det fejlfri, helt igennem lyse faderbillede i manuskriptet til Mårbacka har i den trykte bog imidlertid måttet vige pladsen for en mere kompleks person, hvor svaghed, fejltagelser og fejhed ligger lige under den charmerende overflade. Bogens fjerde del, »Det nye Mårbacka«, er egentlig en lang redegørelse for løjtnant Lagerlöfs fiaskoer. Bestandigt satser han forkert. Hans planer er alt for storslåede, og når de mislykkes, kan han ikke give op. Hustruens fædrenearv er opbrugt, længe før den kommer til udbetaling. I skrivende stund sidder Selma Lagerlöf med facit i hånden. Hun ved, at faderen i sin uforstand og ubøjelighed langsomt, men sikkert har drevet gården ud i konkurs. I morbroderens tale til faderen, som afslutter den trykte version af Mårbacka, er billedet også kraftigt modificeret. »Du er ikke nogen stor og bemærkelsesværdig mand«, siger morbroderen. »Du har ikke udført bemærkelsesværdige ting. Men du ejer den store velvilje, den åbne favn. Vi ved, at hvis du formåede, ville du omfatte os og hele verden i et stort favntag«.

At faderen spillede en vigtig rolle i Selma Lagerlöfs liv og forfatterskab er meget tydeligt. Moderens fundamentale betydning fremtræder mere indirekte.
Det er moderens gråd, som får verden til at revne under den lille Selmas fødder. Og det er til hende, hun beder, da hun gammel og svag under arbejdet med sidste del af sin selvbiografi rammes af skrivekrampe. »Syg. Måske er det mig, der har svigtet ånderne. En opgave, som jeg har at udfylde«, står der på bagsiden af manuskriptet til Dagbok. »Jeg beder ånden føre min arm. Gud, min egen ånd, hjælp mig. Lær mig den rette stil, Mor«.

Selma Lagerlöf søger som Orfeus at synge den elskede fader – de elskede skyggebilleder, der alle bærer faderens træk – op af graven. Men det er ikke nogen let proces. Og da Selma Lagerlöf har sat punktum for den nedtonede hyldesttale til faderen, afbryder hun sin selvbiografi for at skrive »fortællingen« endnu en gang. I det, der skulle blive Selma Lagerlöfs sidste store romanprojekt, træder den afsatte præst frem, den elskelige, men holdningsløse person, der får alle til at gøre alt for sig, men selv kun spreder ødelæggelse omkring sig en sidste gang. Karl-Artur Ekenstedt i fortællingen om Löwenskölderne er Gösta Berling endnu en gang, men uden hans evne til at lutres, modnes og forvandles. Kærlighed bider ikke på Karl-Artur, og de to kvinder, som elsker ham fra dybet af deres hjerter, og som har givet navn til de to store bind, Charlotte Löwensköld og Anna Svärd, opgiver ham til sidst.

Herefter genoptager Selma Lagerlöf arbejdet med sin selvbiografi. Hun går over til første person og skriver endelig »jeg«. Og i selvbiografiens anden og tredje del dør faderen bogstavelig talt bort og forsvinder ud af historien. I det første kapitel af Ett barns memoarer kommer han hjem fra en rejse og er meget syg. Han bliver aldrig helt rask, og tekstens billede af ham forandres grundlæggende. Faderens skyggesider blottes efterhånden. Han viser stærkt despotiske træk, ubøjelighed, en naivitet, der grænser til enfoldighed, og endelig også stor følelsesmæssig fejhed.

I Ett barns memoarer skriver Selma Lagerlöf sig frem til et helt andet billede af faderen end det, der var Mårbackas. Endnu en gang omfortolker hun sin mandlige hovedperson. Og i slutkapitlet af Ett barns memoarer, »Jordbävning« (Jordskælv), fremstår han som både ynkelig og afmægtig.

I næste del, Dagbok, viser faderen sig slet ikke i fortællingen. Den har foretaget et spring fremad i tiden. Selma er 14 år og skal rejse til Stockholm. Alle er oppe for at tage afsked med hende, »undtagen far naturligvis«. Men på togrejsen til Stockholm møder hun en ung mand, Studenten, der vækker en lige så uforbeholden hengivenhed hos hende, som faderen har gjort. Og i en sindrig metamorfose indtager han faderens plads, slipper hendes drømmekraft løs og bliver hendes muse, samtidig med at han i fortællingen antager stadig større lighed med den elskelige, men tvetydige mand, der skulle blive hendes romanhelt i bestandigt nye variationer.

I Mårbacka, Ett barns memoarer og Dagbok skriver Selma Lagerlöf beretningen om sin forfattertilblivelse tre gange, samtidig med at hun skriver om den fortælling, som hun har omformuleret igen og igen, endnu en gang. I Mårbacka bliver forfatteren til, i Ett barns memoarer tages den bevidste beslutning om at blive forfatter, og i Dagbok lærer hun at forvandle liv til digt.

»Det er den fejl, som har tvunget mig til at sidde stille, at blive indadvendt, der har gjort mig til forfatter. Havde jeg været rask som andre, ville jeg vel nu havde siddet som en eller anden forvalters kone«, skriver Selma Lagerlöf i et brev til veninden Valborg Olander.
I den fiktive Dagbok, 1932, lader den aldrende Selma Lagerlöf sit alter ego som teenager skrive: »Jeg begynder at synes, at det er godt, studenten er forlovet. Hvis jeg var blevet gift med ham, havde jeg sikkert aldrig fået tid til at skrive romaner, og det er dog det, som jeg altid har ønsket«.

»Kongeriget Sparre blev egnen omkring Åsunden kaldt i min barndom«, indleder Birgit Th. Sparre (født 1903) sin lange række af selvbiografier. I sit omfattende forfatterskab havde hun gjort sig til den ukronede dronning over samme region.
Med Gårdarna runt sjön (Gårdene omkring søen), 1928, indledte hun en produktion af herregårdsromaner, som skulle gøre hende til en af 1900-tallets mest læste forfattere, og i første del af sin selvbiografi, Därhemma på gårdarna, 1960, fortæller hun om det miljø, der danner grundlaget for hendes forfatterskab.

Rejseskildring og livshistorie

Jag for till Paris (Jeg drog til Paris), 1941, hedder Tora Dardels (1899-1995) selvbiografi. Titlen lyder som en fanfare. I efteråret 1919 rejste hun til Paris for at uddanne sig til billedhugger. Hun tilhørte den anden – eller snarere tredje – generation af unge kvindelige kunstnere, som søgte deres lykke i Paris. Flere af dem skriver deres selvbiografier i 1930’erne og 40’erne, og rejsen til den europæiske kunstnermetropol spiller gennemgående en central rolle i disse kvinders selvbiografier. »Jeg vågnede ved en forfærdelig gadestøj og slog de grønne vinduesskodder op«, skriver Elsa Hammar-Moeschlin (1879-1950) i Hjärtat och paletten, 1937. »Östermalms stille, stivnede morgen var langt borte. Her brusede livet, og der lød som en korsang fra boulevardernes larm«. Det er 1904. Hun har gået på Stockholms tekniske Højskole, og nu er hun kommet til Paris for at studere maleri hos Christian Krohg. Det rigtige liv, livet som kunstner, er begyndt, og efter et par år går rejsen videre ud i verden, hvor bestandigt nye motiver tilbyder sig. Hun rejser til Italien, Holland, Tyskland og videre for til sidst at bosætte sig i Schweiz. Hendes selvbiografi er en særegen mellemting mellem egenhændigt illustreret rejseskildring og livshistorie.

Boberg, Anna (1864-1935) (sv.): Under molntak. u.å. Olie på lærred. NM 4281. Nationalmuseum, Stockholm

Anna Boberg (1864-1935) tilbringer også nogle studieår i Paris. Men for hende var det mødet med det nordnorske landskab, der blev afgørende. Det er som Lofotenmaler, hun bliver berømt, og det er også dette, der spiller hovedrollen i hendes selvbiografi, Envar sitt ödes lekboll (Enhver er sin skæbnes kastebold), 1934. »Efter en uges friluftsliv med fiskerlejet Svolvaer som operationsbasis var jeg så bjergtaget af Lofotens natur, at jeg blankt nægtede at rejse hjem. Jeg ville male, male, male. Min mand tog hjem over Trondhjem og sendte mig derfra alle nødvendige malergrejer. Og dermed havde min skæbne kastet sin bold ind …« skriver hun.

I Den skandinaviske Forening i Rom træffer Elisabeth Bergstrand (1887-1955) den danske billedhugger Axel Poulsen, og stipendierejsen, som er gået over Paris, Sicilien og Algeriet, ender i Danmark. Som sin ægtefælle uddannede hun sig til billedhugger, men endte i stedet med at male og skrive. I sin selvbiografi, Hök, får jag låna dina vingar (Høg, må jeg låne dine vinger), 1940, fremtræder hun som maler og forfatter, men hendes beretning handler først og fremmest om at være datter og hustru. Bogen er rigt illustreret med fotografier fra Elisabeth Bergstrand-Poulsens rejser og med portrætter, hun har malet af børnene, men de allerfleste af billederne forestiller det hus, som hun og ægtefællen byggede i fællesskab. Ethvert stadium i den fremadskridende tilblivelse er afbildet, der er eksteriører fra en række forskellige vinkler og mængder af interiører.

Tora Dardel kom også til Paris som vordende billedhugger, men opgav sine ambitioner og sadlede om til forfatter. Hun giftede sig med den svenske maler Nils Dardel, og han blev hendes æstetiske ideal. »Min drøm var at skrive, skrive sådan, som Nils malede«, skrev hun i Jag for till Paris. I 1923 debuterede hun med romanen Flickan som reste ensam.

Det centrale i Tora Dardels selvbiografi er imidlertid ikke hendes karriere, men det kunstnermiljø, hun levede i. Hendes taglejlighed på venstre bred bliver samlingsssted for kunstnere som Jean Cocteau, Tristan Tzara og hans svenskfødte kone, kunstnerinden Greta Knutson. Ægteparret Eric og Greta Grate, Jules Pascin, Fernand Léger, Isaac Grünewald og Sigrid Hjertén og ikke mindst Rolf De Mare med sin famøse svenske ballet tilhører deres nærmeste omgangskreds. En vigtig rolle for omgangen med den skandinaviske kunstnerkoloni spillede Maison Watteau, det mødested for kunst og kunstnere, som billedhuggerinden Lena Börjeson skabte i slutningen af 1910’erne, og som hun indgående beskriver i sin selvbiografi, Mitt livs lapptäcke (Mit livs kludetæppe), 1957.

Tora Dardel beskriver ligesom Lena Börjeson sig selv og en epoke på selskabslivets niveau, og i selvbiografi efter selvbiografi maler denne generations kunstnerinder venstre bred med dens caféer og berømte klientel: La Rotonde med sit savsmuldsgulv, modellerne, den smukke Kicki de Montparnasse og de prostituerede i Montmartre. De fortæller om bestandigt nye fester og rejser og møder. Det er kvinder, der ved, at de har overskredet ikke bare de nationale, men også den traditionelle kvindeligheds grænser.

Næsten emblematisk i den henseende er Ulla Bjerne (1890-1969). Hun figurerer på en række malerier af tidens mest fremtrædende kunstnere. Mest kendt er Nils Dardels fra 1914, hvor hun fremstår som forførende garconne. I sin selvbiografiske serie Livet väntar dig, 1955, Den glada otryggheten, 1958, og Botad oskuld (Kureret uskyld), 1961, fortæller hun om en pige med en ubændig frihedslængsel. Målbevidst slår – eller måske snarere straffer – hun sig ud af det nordlandske provinsbymiljø. Hun kommer til Paris uden andet egentligt mål end at blive fri. Vejen dertil var gået over kontorarbejde i Malmö, Trelleborg og København. Året er 1912, umiddelbart før krigen. Hun er 22 år og lever af understøttelse fra en mand, der vil gifte sig med hende. Selv ved hun, at hun vil noget helt andet, bare ikke hvad. Hendes liv er et nyskabende eksperiment.

Holst, Agda (1886-1976) (sv.): Porträtt av Tora Vega Holmström. 1932. Olie på lærred. Privateje. Foto: Geert Nicolai Vestergaard-Hansen

Ulla Bjerne beskriver sit liv som en bestandigt fremadskridende eventyrrejse. Men beretningen har en paradoksal og dubiøs klang. Den er skrevet, som om den var en af hendes letbenede skælmeromaner – Ulla Bjerne blev senere en meget værdsat forfatter – men under den forførerisk skæmtsomme overflade gemmer der sig noget, som snarere ligner en tragedie. Botad oskuld hedder sidste del af den selvbiografiske trilogi, og den er på mange måder en desillusionshistorie. Den lykkelige slutning, som fortællingen lader forvente, vendes til katastrofe. Eksperimentet mislykkes. Mændene svigter, og kunstnermiljøets frihed for konventioner viser sig for kvindens vedkommende at være det samme som udsathed.

I beretningen om den kvindelige rejse går ekspansion og tab påfaldende ofte hånd i hånd. Og det handler ofte om kærlighed. Mødet med en mand kalder mange gange kvinden til orden, omformulerer hendes stræben og får hende til at sætte bo og standse op. I nogle meget fascinerende selvbiografier indebærer det imidlertid en fortsat rejse ud mod tilværelsens grænseegne.

Titlerne på kvinders selvbiografier er ofte meget fordringsløse: Glimt, fragmenter, erindrings- eller tidsbilleder er gennemgående ord. Mitt lilla åttiotal (Mit lille firser-årti) har den fremtrædende kunstnerinde Tora Vega Holmström kaldt sin selvbiografi fra 1959. Mitt liv i miniatyr, 1944, kalder Berta Wilhelmsson noget tvetydigt sin med en allusion til hendes berømte portrætmaleri i miniature. Min levnads arbetsdag (Mit livs arbejdsdag) kaldte den politisk og meget socialt engagerede Alma Hedin sin selvbiografi. Det er titlen på manuskriptet, som ligger på Kvindehistorisk arkiv i Göteborg. I minnets blomstergårdar kom det til at hedde, da det udkom som bog i 1950.

Da Aurora Nilsson (1894-1972), svensk studerende og danserinde i 1920’ernes Berlin, møder Asim Kahn fra Afghanistan og indgår ægteskab med ham, former det sig relativt udramatisk for hende. Hun er stærk og selvstændig, og det er snarere hende, der tager sig af ham end omvendt. Ægteskabet indebærer imidlertid en lang rejse, såvel konkret som metaforisk. Den fører hende over åbne have og høje bjerge til et land, hvor det patriarkat, som hun i Europa har lært at mestre, stadig hersker uindskrænket. I Flykten från harem (Flugten fra haremet), 1928, fortæller hun, hvordan verden forvandles, og fængslet lukker sig omkring hende; den elskede mand bliver en hensynsløs despot, hun selv mister sin troværdighed, og hendes kamp for at komme ud af Afghanistan antager stadig mere desperate former.

I 1986, i romanen Gryningsflickan (Morgenrødens pige), skriver Tomas Löfström Aurora Nilssons historie på ny. I lange partier følger han hendes egen fortælling i Flykten från harem meget tæt, men fortællersynsvinklen er definitivt en anden. Hvor Aurora Nilsson fortæller om mandlig vold og kvindelig udsathed og en kultur så fremmed, at hun kun kan føle rædsel og afsky over for den, der fortæller Thomas Löfström om stor kærlighed i betagende skønne landskaber. Og hvor Aurora Nilsson taler sin egen sag, taler Löfström snarere mandens.
Aurora Nilssons Flykten från harem (Flugten fra haremet), 1928, fører uvilkårligt tankerne hen på amerikanerinden Betty Mahmodys (Not Without My Daughter, 1987 (Ikke uden min datter, 1991). Mere end 60 år skiller de to beretninger, forfatterne er af forskellig nationalitet og af forskellig social herkomst, men historien er den samme, ikke bare hvad angår indhold og komposition, men også ind i detaljerne.
Aurora Nilssons arabiske mand forvandles, ligesom senere Betty Mahmodys, brat fra en civiliseret og elskende ægtemand til et modbydeligt og undertrykkende monster, så snart han er vendt tilbage til sit hjemland. Begge kvinder bliver låst inde og mishandlet, men kæmper ufortrødent, først for at gøre livet i fangenskab mere udholdeligt – deres kamp mod snavset antager næsten metafysiske dimensioner – og senere for at slippe ud af fangenskabet. Og i de spændingsladede slutscener færdes kvinderne over høje bjerge, forskellige men dog ens, bort fra det mandlige fængsel ud mod den frihed, som findes i vest.

Da Inga Ehrström (1915-1966) følger sin mand til Grønland, har hun ingen forfatterambitioner. Hun er sin mands kone. Rejsen skal imidlertid gøre hende til en af den svenske kvindelitteraturs mest fascinerende selvbiografiske forfattere.

Hendes mand er læge og vil undersøge helbredstilstanden hos et naturfolk. Hustruen og de to børn følger ham, og året på Grønland bliver et svimlende eventyr med mange strabadser, men i stor glæde og fællesskab. På rejsen hjem opdager Inga Ehrströms mand, at han har cancer, og hendes to første selvbiografiske bøger, Slocknad är elden (Genskær af ilden), 1953, og Vid stranden av mitt hav (Ved bredden af mit hav), 1955, er skrevet i forbindelse med hans død. Hensigten med Slocknad är elden er, skriver Inga Ehrström i forordet, at fuldføre ægtefællens ambitioner om at skrive en populær bog om Grønland. – Tiden frem til hans død var optaget af den videnskabelige bearbejdning af det indsamlede materiale. – Men gennem beretningen går hyldesten til manden som en lysende rød tråd, og lige så meget som en rejseskildring er den et mindeskrift over en højt elsket mand. I Vid stranden av mitt hav rendyrkes perspektivet. Den behandler tiden efter hjemkomsten og frem til mandens død, og teksten er en kærlighedens højsang, hvor hvert ord vibrerer af sorg.

Otte år senere begiver Inga Ehrström sig atter ud i verden på en eventyrlig rejse, denne gang sammen med den 17-årige datter, Christel. I to år rejser de i jeep gennem Sydamerikas fattigdom og elendighed, og Inga Ehrström fortæller om strabadser og indtryk, først i rejseskildringen Ännu blommar våra träd (Endnu blomstrer vore træer), 1963, og derefter endnu en gang i La Casita, 1965. I La Casita gentages historien, og endnu en gang forvandles historien til en kamp på liv og død. Datteren bliver psykisk syg og tager sit eget liv. La Casita, som er navnet på det hus, som Inga Ehrström og hendes datter låner af en venlig dansker for at hvile ud efter den lange rejse, forvandles langsomt fra en smuk ferievilla til et helvede på jorden. Stadig mere afmægtig må den stadig svagere mor, der uden at vide det er ramt af en snigende blodforgiftning, se sin datter forsvinde ind blandt skyggerne. Næsten rasende i sin sorg fortæller La Casita sammen med Ännu blommar våra träd om en vidunderlig, men forfærdelig rejse ud i ukendte egne.

Ind i historien

At skrive sin selvbiografi er at foretage en metaforisk rejse tilbage i livet og endegyldigt vurdere og forholde sig til de begivenheder, man har været med til, de valg, man har gjort, og det, man har udrettet. Nogle årtier inde i 1900-tallet skriver en lang række kvinder, der har deltaget i kampen for at ændre samfundet i århundredets første årtier, deres erindringer. Disse beretninger udgør grundstammen i 1940’ernes markant forøgede udgivelser af kvinders selvbiografier, og de skriver på mange måder historie, ikke blot over enkelte kvindeliv, men også over et fra kvinders synspunkt afgørende politisk og samfundsmæssigt begivenhedsforløb.

Ellen von Platen kalder sin selvbiografi Ensom genom livet, 1939, til trods for at den fortæller om et liv i bestandigt socialt fællesskab, både privat og på arbejdsniveau. »Mit liv har været rigt på mennesker, derfor kan det måske synes mine læsere paradoksalt, at jeg kalder denne bog ‘Ensom gennem livet’«, skriver hun. »Men det er kun tilsyneladende et paradoks. Ensomheden står ikke i forhold til det antal mennesker, man har mødt; det er ofte gennem mylderet, de ensommes veje går.
Men jeg kunne også give et andet svar på dette spørgsmål, det der ligger nærmest for hånden. En kvinde, som har gået gennem livet uden mand og børn, og derved også uden et hjem i ordets fulde og rigeste betydning, er dømt til at føle sig ensom«.

»Efter aflagt eksamen vendte jeg tilbage til Stockholm, indskrev mig ved det Karolinske Institut og deltog i den store stemmeretsdemonstration den 20. april 1902«, skriver Gerda Kjellberg (1881-1972) i sin selvbiografi Hänt och sant (Hændt og sandt), 1951. Hendes kamp for uddannelse går betegnende nok hånd i hånd med et engagement i stemmeretsbevægelsen. Gennem private lån og store anstrengelser lykkes det hende at tage studentereksamen; hun uddanner sig derefter til læge og bliver den første kvindelige specialist i kønssygdomme. Da Gerda Kjellbergs far efter hendes konfirmation gennemgår mulige erhverv med hende, er hans udvalg signifikant: »husassistent (hvilket på den tid hed husjomfru), kahytsjomfru, syge-hjælper, sygeplejerske, lærerinde, læge«.

Retten til at tage studentereksamen, som svenske kvinder opnåede i 1870, indebar kun begrænsede muligheder for at fortsætte med akademiske studier. Foruden læreruddannelsen var lægestudiet et af de få tilbud, der stod til rådighed for kvinder. Dette erhverv var også, ganske som lærergerningen, strategisk vigtigt inden for kvindekampen, og det er social indignation, der har bestemt Gerda Kjellbergs valg af erhverv. Under et ophold i Paris, da hun kun var 16 år, åbnes hendes øjne for kvinders sociale misere. Hun iagttager de prostituerede og tager sin beslutning: »Jeg ville hjælpe med at helbrede samfundet for prostitutionssygdommen«. På Karolinska Institut finder Gerda Kjellberg også en række kvinder med samme engagement: »Pionererne var Karolina Widerström, Ellen Sandelin, Hedda Andersson, Maria Folkeson, Sofia Holmgren og flere andre. »I årtierne omkring århundredskiftet var det især to store spørgsmål, der trådte i forgrunden, når det gjaldt forholdet mellem kønnene«, skriver Gerda Kjellberg. »Det ene var befolkningsspørgsmålet, og det andet var kampen mod de veneriske sygdomme og den dermed forbundne fastsættelse af et reglement for prostitutionen«.

I Ada Nilssons (1872-1964) Glimtar ur mitt liv som läkare, 1963, er det også disse spørgsmål, som står i centrum. Ada Nilsson hørte til dem, der rejste land og rige rundt i seksualoplysningens tjeneste. I andre kvinders selvbiografier portrætteres hun gang på gang som stærk, selvopofrende og hengivent engageret. »Hun kæmpede blandt meget andet utrætteligt for prostitutionsreglementets ophævelse og for løsgængerlovens afskaffelse, for seksualoplysning og mødrehjælp – uendeligt mange gange undrede man sig over, at hun overhovedet orkede«, skriver Elsa Björkman-Goldschmidt (1888-1982), som selv førte en lige så imponerende og tilsyneladende utrættelig kamp mod flygtningelande i verden, i sin selvbiografi Den värld jag mött (Den verden jeg mødte), 1967. Og hun fortsætter: »Det eneste, som Ada synes at have haft svært ved at forlige sig med, er naive fruentimmere – gerne stridslystne, oppositionelle, vildførte, selv forkert orienterede – men ikke naive«.

I Ada Nilssons Glimtar ur mitt liv som läkare (Glimt af mit liv som læge), 1963, skildrer hun dramatisk sin omgang med de prostituerede, som hun til stadighed møder i sin praksis som gynækolog og periodevis også som tilsynslæge. »Det skete flere gange, at jeg mødte nogle af mine patienter fra klinikken på Hantverkaregatan, og naturligvis nikkede jeg til dem ligesom til mine andre tidligere patienter. Men så kom der en deputation på to af dem hen til mig for at indprente mig større forståelse. Hvordan kunne jeg hilse på dem! Tænk, hvis jeg var i selskab med en herre, så måtte han jo løfte på hatten – og det kunne være en kunde«.
»Den nære konfrontation med prostitutionens problem – både menneskeligt og teoretisk – gjorde mig i årenes løb ofte træt og modløs«, skriver Ada Nilsson i Glimtar ur mitt liv som läkare (Glimt fra mit liv som læge), 1963. »Hvor meget jeg end talte med de prostituerede, fandt jeg sagen stadig mere indviklet. Det gjaldt frem for alt mandens rolle. Ved en senere lejlighed spurgte jeg engang en frelser-officer: ‘Forsøger I aldrig at henvende jer til den mandlige part?’ – ‘Nej,’ svarede hun, ‘så skulle vi begynde med rigsdagsmændene’. Og hun fortsatte: ‘Tænk på det såkaldte bondetog i 1914 – bordellerne blev overfyldte i de nætter’«.

Ada Nilsson er hele tiden i centrum af den bevægelse, som i århundredets begyndelse kæmper for kvinders rettigheder. Hun er en af drivkræfterne, da foreningen Frisinnade Kvinnor, senere Svenska kvinnors vänsterförbund, dannes i 1914, og hun er redaktør af dets tidsskrift, Tidevarvet, 1924-36.

I deres selvbiografier fortæller pionererne deres egen historie om kampen mod den seksuelle udnyttelse og kampen for uddannelse og økonomisk og juridisk ligestilling. Prostitutionen og stemmeretten var længe de spørgsmål, der stod i centrum, men et stykke ind i århundredet bliver spørgsmålet om fred stadig mere brændende. Kvindekampen og fredsspørgsmålet bliver ét, og stadig flere kanaliserer deres engagement over i kampen for freden.

»Da jeg som barn læste Bertha von Suttners Ned med Vaabnene, blev jeg overbevist fredsven og er forblevet det siden. Det er alene min opfattelse af fredsforeningerne, der med årene er blevet noget modificeret«, skriver Gerda Kjellberg i Hänt och sant. Hun var en af delegaterne ved den store fredskongres i Haag i 1916, og i sin selvbiografi skildrer hun livfuldt begivenheder fra selve kongressen, men også de svenske delegaters rejse ned gennem det krigsførende Tyskland i plomberede vogne.

»Kvindesagsideerne vandt kun moderat opmærksomhed i vor kreds«, skriver højrepolitikeren og godsejeren Eva Fröberg i Hemma i Sörmland och ute i världen, 1945. »Men det irriterede mig virkelig, at Husbys arbejdere havde politisk stemmeret og ikke jeg. … Det var ydmygende at se den enfoldigste mandsperson gå hen til stemmeurnen og selv bare se på«.

Elsa Brändström og Ethel von Heidenstam ved invalideudvekslingen 1915. Fotografi s/h. Ukendt opholdssted

1. Verdenskrigs udbrud var et vendepunkt i kampen. Den optimisme, som havde været fremherskende inden for kvindebevægelsen, forvandledes til fortvivlelse. »Desillusionen« hedder kapitlet om denne periode i Anna Lindhagens (1870-1941) Vad vi tänkte, 1941. Det er en selvbiografi fuldstændig gennemsyret af engagement. For Anna Lindhagen, som også var svensk delegat i Haag, var engagementet i fredssagen en selvfølgelig del af hendes omfattende sociale engagement, og i forbindelse med 1. Verdenskrig gør hun ligesom så mange andre en stor indsats både i politisk arbejde og konkret hjælpevirksomhed.

Anna Lindhagens selvbiografi, Vad vi tänkte, 1941, handler om et liv helt i sagens tjeneste, og i andre kvinders selvbiografier fremtræder hun gang på gang som et brændende lys. »En frisk hvirvelvind« kalder Amelie Posse hende i Åtskilligt kan nu sägas, 1949. »Hun fik aldrig nok af flammende protester mod samlingsregeringens ‘kællingeagtige’ forsigtighed og utilgivelige eftergivenhed … Hun sparede sig ikke hverken dag eller nat. Til det sidste tog hun fat og sled sig op for de utallige virksomheder, hun selv havde sat i gang, for flygtninge, som ofte udnyttede hendes godhed og for denne sidste, betydningsfulde kamp mod mørkets magter«.

»Det karakteristiske for ordet idealisme i begyndelsen af århundredet var en frisk brise af virketrang og af urokkelig tro på dannelsens befriende kraft, som fejede af sted mod en lysende horisont. Endnu havde to verdenskrige ikke sønderrevet illusionerne«, skriver Elsa Björkman-Goldschmidt i sin biografi Jag minns det som igår (Jeg husker det, som var det i går), 1962, og i mange af disse kvinders selvbiografier fremstår det nye århundredes begyndelse som den glade forandringens tid.

Elsa Björkman-Goldschmidt kaster sig allerede som ung ud i det hårde nødhjælpsarbejde, der fulgte i den første verdenskrigs spor. Hun rejser i 1916 med Røde Kors’ hjælpedelegation til Rusland, hvor hun mellem krigsfangerne møder sin kommende mand. 1919-24 forestår hun Red Barnets arbejde i Wien, og det videre liv, indtil hun og hendes mand ser sig nødsaget til at forlade Østrig og tage til Sverige, er præget af socialt arbejde og omgang med antinazistiske kredse. I Sverige går Elsa Björkman-Goldschmidt atter ind i det idealistiske hjælpearbejde. Hun engagerer sig først i Finlandshjælpen og satser senere sine kræfter i den svenske flygtningemodtagelse under 2. Verdenskrig.

Blandt alle de mennesker, Elsa Björkman-Goldschmidt traf i Wien i mellemkrigsårene, var også Sigmund Freud. Han boede lige om hjørnet, og hun mødte ham ofte. »Freud lignede på gaden mest en flink lektor ved et svensk provinsgymnasium med ombøjet, stiv flip og gråsprængt skæg«, skriver hun i Det var i Wien, 1944. Da hun senere mødte ham privat, ændrede hun opfattelse: »Det var under Wiens hårde år, den svenske hjælpeaktions indsats kom på tale, og man diskuterede hjælpearbejdets næsten uoverkommelige vanskeligheder, dets store fordele og dets mange bagsider, og hvad der kunne hjælpe menneskeheden – sympati, socialisme, religion. Meningsforskellene var store, og diskussionens bølger gik højt. Jeg sad og så på Freud, nu syntes jeg slet ikke, hans udseende var hverdagsagtigt, jeg var blevet opmærksom på hans høje, smukke, hvælvede pande og hans øjne, der så både kloge og gode ud. Så sagde han noget: ‘– Vor Gud Logos er måske ikke særlig almægtig og kan kun opfylde en lille del af, hvad hans stedfortrædere har lovet… Men vi håber jo det samme – menneskekærlighed og formindskelse af lidelse. I er bare mere utålmodige, mere fordringsfulde, og – hvorfor skulle jeg ikke sige det – mere egennyttige end jeg og mine’«.

I Elsa Björkman-Goldschmidts selvbiografi, som omfatter fem dele, er der en personlig resonansbund, som hæver den over det rent dokumentariske niveau. Dette gælder i endnu højere grad flere af Mia Leche Löfgrens (1878-1966) seks selvbiografiske bøger. Mia Leche Löfgren var virksom i den tidlige fredsbevægelse, og hun forbinder sit engagement med en tale af Ellen Key: »I unionskrisens kølvand hævede Ellen Key sin rolige, kloge stemme i en varmhjertet formaning til fred. Den tale, hun holdt i det gamle videnskabsakademis foredragssal, var den første fredstale, jeg havde hørt, og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Min egentlige debut som journalist må ses på baggrund af den ophidsede stemning, der herskede i hovedstaden«, skriver hun, og hun fortæller, hvordan hun, da hun bliver vidne til, at en menig halvt om halvt bliver lynchet på Strandvägen, fordi han ikke har hilst tilstrækkelig opmærksomt på en forbipasserende løjtnant, fyldes af et sådant raseri, at hun farer hjem og skriver sin første antimilitaristiske artikel.

I Hård tid, 1946, og Ideal och människor, 1952, ligger betoningen også på hendes offentlige gerning. Men det er i de senere selvbiografier, frem for alt i Upplevt, 1958, hvor tyngdepunktet er flyttet til hendes eget meget dramatiske privatliv, at teksterne får deres virkelige intensitet. Her forenes beretningen om en personlig kamp med beretningen om kampen for en mere menneskelig verden på en unik måde. Hun oplever personligt kvindens retsløshed i forbindelse med en skilsmisse, hvor hun mister sine børn.

I Upplevt, 1959, beskæftiger Mia Leche Löfgren sig i et langt afsnit med sin gode veninde Marika Stiernstedts selvbiografi: »Med Marika Stiernstedt omgikkes jeg næsten livligere end med nogen anden, og når vi ikke sås, skrev vi endeløse breve«, skriver hun bl. a. »Derfor fik jeg næsten et chock, da jeg nogle år før Marikas død læste hendes bekendelsesbog Kring ett äktenskap …. Havde den store, vinkelformede dagligstue, hvor Marika sad om aftenen med sine blomsterbroderier, været valpladsen for opgør mellem to mennesker, som holdt for meget af hinanden til bare at kunne skilles, og som var for væsensforskellige til at kunne leve i fred med hinanden? … Der var meget, der gik op for mig, da jeg læste Marikas mærkelige bog«.

Mia Leche Löfgren var meget interesseret i flygtningehjælpen i mellemkrigstiden, og under 2. Verdenskrig engagerer hun sig stærkt i arbejdet med at hjælpe nazismens ofre. I kampen mod nazismen forenes kvindernes styrke endnu en gang, og Amelie Posses (1884-1957) fremragende Åtskilligt kan nu sä-gas (Adskilligt kan siges nu), 1949, bliver nærmest en portrætsamling af kvindebevægelsens pionerer.

»Jeg var naturligvis i al almindelighed kvindesagskvinde, som alle liberale kvinder var det«, skriver Mia Leche Löfgren i Upplevt (Oplevet) 1959, »men sådanne stemmeretspionerer som Ann Margret Holmgren, Karolina Widerström, Gerda Hallberg, Lydia Wahlström, Anna Bugge-Wicksell, Gulli Petrini og Signe Bergman tilhørte en noget ældre generation end min. For så vidt som jeg var med i denne bevægelse, var det egentlig for fredssagens skyld«. Mia Leche Löfgren skulle, som så mange kvinder i denne periode, komme til at arbejde i fredens tjeneste en stor del af sit liv. I en række selvbiografier fortælles om fredsarbejdet på det politiske plan som hos Ann Margret Holmbergs, Gerda Kjellberg og Anna Lindhagen, men også meget konkret og praktisk som hos Elsa Björkman-Goldschmidt, Mia Leche Löfgren og Amelie Posse.

Åtskilligt kan nu sägas er den ottende del i Amelie Posses lange og enestående selvbiografiske suite, aparte, men alligevel konsekvent. I 1931 indledte hun sin lange historie, som skulle komme til at omfatte ti bind, den sidste udgivet posthumt af Barbro Alving, med beretningen om sit giftermål med kunstneren Oki Brazda, og i de følgende tre dele fortsætter hun sin fortælling kronologisk. I I begynnelsen var ljuset, 1940, og Kring kunskapens träd, 1946, går hun tilbage til barndommens land. 2. Verdenskrig tvinger hende til ikke bare at flygte fra sit hjem i Tjekkoslovakiet, men også til på et indre plan at genoptage beretningen om den tid, hun lever i netop nu.

Åtskilligt kan nu sägas er et rystende dokument, som fortæller om opbruddet fra et voldtaget Tjekkoslovakiet og om kampen for flygtningene og imod nazismen. Tilbage i Sverige i 1938 ser hun det som sin opgave ikke bare at informere et modstræbende samfund og en yderst modstræbende regering om nazismens udåd ude i Europa. Hun opbygger også noget, der nærmest ligner et privat flygtningearbejde, og i forlængelse af dette oprettes i 1940 den såkaldte Tirsdagsklub, som samlede de antinazistiske kræfter i Sverige. Og her dukker navnene op igen: Anna Lindhagen, Lydia Wahlström, Mia Leche Löfgren, Elsa Björkman-Goldschmidt, Marika Stiernstedt og mange flere. Endnu en gang går disse kvinder ind i kampen for et mere menneskeligt samfund, imod krig og antihumanisme. Endnu en gang satser de al deres energi på at formidle viden og idealer. Amelie Posse fremhæver ikke bare sin egen gerning, hun skriver også historie over disse kvinder og deres kamp, ligesom de alle gør i deres selvbiografier.