En samtale med Amalie Langballe om barnfrihed.
Moderskab er et særdeles populært motiv i den danske samtidslitteratur men selv er jeg i øjeblikket mest optaget af de relativt få kvinder, der op igennem litteraturhistorien har fravalgt moderskabet.
At skrive
Mange af de kvindelige svenske forfattere i 1970’erne ville tale deres egen sag og med egen stemme bære vidnesbyrd om egne erfaringer og nye livsmodeller. Til dette formål genbrugte de en gammel genre, bekendelsesromanen, som går tilbage til Augustins Confessiones (Bekendelser) fra omkring år 400, og hvis moderne udformning skabes af Rousseau.Bekendelsesromanen fortsatte 1960’ernes dokumentarisme. Rapportbogen, som bevægede sig i den offentlige sfære med rejseskildringer, arbejdspladsskildringer og sociologiske skildringer af samfundsgrupper, blev nu anvendt til at skildre intimsfæren: hjemmet, følelserne og den personlige udvikling. Lige så vigtigt som det i 1960’erne var at dokumentere den personlige deltagelse og undersøgelse, lige så vigtigt blev det i 1970’erne, at den erfaring og oplevelse, der blev beskrevet, var ægte. Hvor 1960’ernes ideal var den objektive skildring, blev 1970’ernes den subjektive gengivelse. Fiktionen gjorde krav på autenticitet.
I 1920’erne, da de svenske kvinder endelig havde fået stemmeret, benyttede en række etablerede kvindelige forfattere sig af den selvbiografiske genre til at fortælle deres historie og formulere deres forfatteridentitet. Herefter udkom flere kvindelige selvbiografer på bogmarkedet hvert år, og de fik en øget litterær status i løbet af 1920’erne, ikke mindst fordi veletablerede forfatterinder som Selma Lagerlöf, Mathilda Malling, Helena Nyblom og Marika Stiernstedt tog genren i brug.Udgivelsen af kvinders selvbiografier nåede et højdepunkt i 1940’erne og pegede på en voksende kvindelig selvbevidsthed. I begyndelsen ligner disse skrifter randbemærkninger til deres forfatterskab, dokumentariske beretninger om livet bagved, ved siden af eller forud for digtningen. Men, ikke uventet, er de helt igennem prægede af, at forfatteren netop er forfatter. Trods store forskelle har de det til fælles, at de skriver deres eget forfatterskabs historie, mere end de giver en fuldlødig beskrivelse af deres liv. Samtidig giver de tydelige læseranvisninger på deres forfatterskab.
En mand skriver, når han vil, en kvinde, i det mindste hun, som har børn og husholdning, når hun kan, glad og taknemmelig for at få lov til at stjæle sig en sådan glæde, skrev den finske forfatter Fredrika Runeberg i sit memoireværk Min pennas saga (Min pens eventyr), som først udkom i 1942.Da alle hendes tre værker – historiske romaner Fru Catharina Boije och hennes döttrar og Sigrid Liljeholm samt hendes samling af fortællinger Teckningar och drömmar (Tegninger og drømme) – udkom i årene 1858-62, havde hendes mand J. L. Runeberg allerede etableret sig som Finlands store nationaldigter. Hans indstilling til litteratur skrevet af kvinder var velvillig, men nedladende. Denne indstilling delte to andre af samtidens meningsdannere, Zacharias Topelius og Johan Vilhelm Snellmann. De støttede begge hendes skriveri, fordi hun ikke fremførte emancipatoriske tanker.Hun drømte om at skrive kvindernes historie, men underkastede sig de toneangivende mandlige meningsdanneres forventninger. Hun undlod at offentliggøre sine skrifter om kvindesagen og ventede 15 år, inden hun udgav sin debutroman. I de skrifter, hun gemte i sin skuffe og i sine dagbøger, sammenlignede hun slet og ret kvindens stilling med slaveri.
Romantikkens forfatterinder havde ikke den akademiske skoling i den litterære tradition, som deres mandlige kolleger, men det betød ikke, at de kom forudsætningsløse til litteraturen. Snarere var de overfodrede med de mandlige forfatteres beskrivelser af verden og dem selv. De følte trang til at komplettere og korrigere disse kvinde- og verdensbilleder. Og deres følelse af at have noget nyt at fortælle var udpræget.De mærkede imidlertid, at de skrev sig ind i en litterær institution, der hverken ønskede dem velkommen eller tog imod deres tekster som autoritative. Det var ikke let at vinde læserne for det kvinde- og verdensbillede, de forsøgte at skrive frem. Samtidig betød romantikkens kønsdualisme og idealisering af intimsfære-kvindeligheden, at forfatterinderne kæmpede med at integrere deres digter-jeg i deres kvindelige selvforståelse.
Brevgenren bliver fra og med Madame de Sévigné en kvindegenre. Ikke således forstået, at der er flest kvinder i den, men fordi kvinderne i denne ene genre har status af forbillede både for mænd og for kvinder.Fra Madame de Sévigné når man via talrige brevsamlinger af kvinder godt 100 år senere frem til Charlotta Dorothea Biehl og finder her et forbløffende ufortyndet Nordens svar på Madame de Sévigné. Hun skabte en kvindegenre, Jomfru Biehl anvendte den stilrent.