Gerda Kjellberg

1881 - 1972

Sverige

Datter af en ingeniør og voksede op i Kristinehamn, blev med.lic. 1911. Hun fik stilling på St. Görans Sjukhus og arbejdede som læge ved Stockholms bys seksualhygiejniske klinik og ved statens børnehjem Tempelbacken. Herudover sad hun i direktionen for Almänna barnbördshuset fra 1933 til 1953 og i abortlovgivningskomiteen 1934-35.

Hun var en af 1900-tallets mange radikale svenske kvindelige læger, der kom til at spille en stor rolle i kampen for seksualoplysning og mod prostitution og kønssygdomme. I 1931 blev hun prisbelønnet for oplysningsskriftet Varifrån kommer jag, mamma?. I erindringsbindene Hänt och sant, 1951, og Mera hänt och sant, 1970, giver hun interessante glimt af sit arbejdsområde.