Vad är mitt ansvar som kvinna?
Måste jag sälla mig till kören av gråterskor
vid männens gravar?
Finns det ingen som vågar fortsätta ropa
när mannen kommer med sitt stöveltramp, sitt hån:
‘vad nyttar dina tårar
vad nyttar ditt lilla rop?
‘ VAD NYTTAR KRIG
ropa tills bara detta rop finns.
Hvad er mit ansvar som kvinde?
Skal jeg slutte mig til koret af grædekoner
ved mændenes grave?
Er der ingen, der fortsat tør råbe,
når manden kommer med sit støvletramp, sin hån:
‘Hvad nytter dine tårer,
hvad nytter dit lille råb?
‘ HVAD NYTTER KRIG?
råbe indtil kun dette råb findes.
skriver forfatteren og billedkunstneren Ann Margret Dahlquist-Ljungberg (født 1915) i Att lära gamla hundar sitta (At lære gamle hunde at sidde), 1962. Som en moderne Lysistrate tager hun, inspireret af Elin Wägners Väckarklocka, 1941, til orde.
»Alle de håb, kvinder gennem århundreder har næret om på forskellige måder at snyde sig til livet, til overlevelse, har vist sig forræderiske. Det går ikke med kærlighedsløshed som hos Lysistrate, ikke med lemlæstelse som hos Hera, ikke med troskyldigt uovervejet flugt som hos gårsdagens kvinde. Og heller ikke bevidst at lukke øjnene som hos kvinden af i dag«. (Ann Margret Dahlquist-Ljungberg: Att lära gamla hundar sitta).
»Jeg ser for mig den unge moder med sit vanskabte barn, det handicappede og udviklingshæmmede, som det hedder. Som en hønemor breder hun vingerne ud for at beskytte, samtidig med at hun selv søger beskyttelse med denne attitude. Det kunne lige så godt være mig, måske er det mig? Men hvilke udveje findes der i en verden, hvor mulighederne for beskyttelse på forhånd er dødsdømte? Og hvordan skal jeg beskytte drengen mod mig selv, mod ham selv? Mod vores uvidenhed og dovenskab?« (Ann Margret Dahlquist-Ljungberg: Att lära gamla hundar sitta).
Smerten og vreden i hendes stemme er ikke blevet mindre ved mødet med ødelæggelsen af Hiroshima og Nagasaki, som den skildres i digtsamlingen Barnen i stenen (Børnene i stenen), 1983. Den intensive kamp mod krigsmaskineriet og kernekraftens ødelæggende virkninger, der her kulminerer, ses allerede i Strålen, 1958, en mareridtsvision i romanform om kernekraft. I Öppna brev till Olof Palme och därmed till oss själva – en kärnkraftsantologi, 1974, lader hun i forskellig form en mængde samtidige levere fakta og alternative løsninger i spørgsmålet om kernekraft. Selv gav hun yderligere et bidrag med sin bog Homo Atomicus, 1980. Hendes egenhændige illustrationer understreger forfatterskabets karakter, dets intensive engagement og pessimisme.
Elisabet Hermodsson (født 1927) integrerer flere forskellige kunstarter i sin skabende virksomhed. Hun er aktiv som kulturskribent, debattør, komponist, visesanger, billedkunstner, essayist, romanforfatter og lyriker. Med polemisk lidenskab har hun forsvaret de undertrykte i verden, hvad enten det drejer sig om ulandenes befolkning eller kvindespørgsmål, et truet miljø eller retten til at overskride vedtagne grænser i tankens og kunstens verden.
Et styrende princip i hendes arbejde er, at det medmenneskelige ansvar, sammenhængen med alt menneskeligt liv, bør gøres synligt. Derfor kritiserer hun også »objektive«, videnskabelige måder at forholde sig på og spørger i artiklen »Att ge namn« (At navngive):
»Forsker, hvad vil du? Hvad vil du med dine definitioner? Lukke inde, låse fast, fastslå, iagttage. Iagttage uden medleven. Låse det levende fast. Eksperimentere med naturen. Udnytte naturen«. (Ord i kvinnotid, 1979).
Selv opfatter hun den kunstneriske opgave som rituel – opgaven at vise sammenhængen mellem idé og krop. Da hendes bemærkelsesværdige og særegne billeddigte Diktting udkom i 1966, illustrerede de tydeligere end nogen steder i hendes senere produktion Johannes-evangeliets udsagn »Og Ordet blev kød«. I flere år havde hun da arbejdet med den specielle form for håndskrevne billeddigte, som hun er foregangskvinde for i Sverige.
Det rituelle kunstneriske arbejde indebærer for hende en indsigt i det medmenneskelige ansvar. Som kulturkritiker og revolutionær kristen deltager hun i 1960’erne og 1970’erne i kulturdebatten. Hun er hjemme i den internationale diskussion om kristendom og socialisme, som det kan ses i digtsamlingerne Mänskligt landskap orättvist fördelat (Menneskeligt landskab uretfærdigt fordelt), 1968, og AB Svenskt själsliv (Svensk sjæleliv A/S), 1970, og i oratoriet Röster i mänskligt landskap, 1969.
I visesamlingen Vad gör vi med sommaren, kamrater?, 1973, kommer sommeren til at stå som symbol for det grænseløse, der ikke kan tæmmes, og som får de »ideologiske tøjler« til at slappes. Sanseligt og lydhørt registrerer hun naturens omskiftelser, men også dens sårbarhed over for mennesker. Dette tema kommer endnu stærkere til udtryk i hendes senere arbejder.
1974 udkommer Disa Nilsons visor (Disa Nilsons viser), et spøgefuldt supplement til Birger Sjöbergs Fridas bok. Småstadsvisor om Frida och naturen och döden och universum fra 1922. Disa optræder i modsætning til mange kvinder i visens verden som et kvindeligt subjekt. Hun »vil vær’ diagonal«, altså kunne optræde tværpolitisk, og som menneske og kunstner være åben over for andre holdninger end de af samfundet opstillede og foreskrevne. Hun gør frimodigt grin med kønsrollerne i det svenske samfund, men efterhånden gror en stærkere kvinde-bevidsthed frem. Hun påvirkes bl.a. af Elin Wägner og Emilia Fogelklou og studerer i lighed med dem teorier om tidligere matriarkalske samfund, et emne hun uddyber i essaysamlingen Ord i kvinnotid.
I Gör dig synlig, 1980, søger hun kvindens sprog og kundskabsbillede og finder i teorier om halvt glemte kulturer en række værdier, kvinden kan identificere sig med. Ikke mindst vil hun belyse det kvindelige element i det guddommelige.
Att vi är värda
varandra
har ingen tävling avgjort
Att vara värda varandra
är vad vi i handling
bekänner varandra till –
kärlek eller hat
himmel eller helvete
(Elisabet Hermodsson:»Tema: kärlek«, Gör dig synlig,1980).
Man och kvinna
är båda barn
av en kvinnas kropp
Med navelsträngen
bundna vid sitt ursprung
underordnade vår moder
hennes berg och källor
och lundar
blir också mannen
bärare av fred
(Elisabet Hermodsson: »Jagager min navel«, Gör dig synlig, 1980).
I Stenar skärvor skikt av jord (Sten, skærver, lag af jord), 1985, tager hun yderligere et skridt mod skabelsen af et nyt verdensbillede. Hun ser med forfærdende tydelighed misbruget af det skabte, men besværger naturen til at tale: »Stenen husker/ hvad sproget har glemt«. Hun synes at tilegne sig en urgammel kundskab om en forrådt og glemt verden, hvis guddommelige væsen har kvindelige træk. I digtet »Genesis« udformer hun en ny skabelsesmyte, hvor vor tids værdisystem endnu en gang diskuteres. Den besværgende stemme er en kvindes og tonefaldet profetisk. Kvindens ord bliver synonymt med kærlighedens ord.
I sin seneste digtsamling Molnsteg (Skyskridt), 1994, er Elisabet Hermodsson vendt tilbage til sit udgangspunkt, hvor den tyske romantiske digter Hölderlin står som fællesnævner for den nulevende forfatter og hendes afdøde tyske mor. Hun knytter trådene fra moderens schwäbiske by, hvor man traditionelt tog vare på udviklingshæmmede mennesker, »dårar«, sammen med Hölderlins tragiske skæbne. Det romantiske geni og den »minste lille brodern«, den stærke kunstneriske lidenskab, ansvarsfølelsen for medmennesket og hendes egen kvindeidentitet synliggøres igen.
Bomben og barnet
Den norske forfatter og psykolog Wera Sæther (født 1945) arbejder formelt noget anderledes end Elisabet Hermodsson og Ann Margret Dahlquist-Ljungberg, men hendes tema er det samme. I sit arbejde med psykisk udviklingshæmmede har hun grundfæstet sin solidaritet med de svage og værgeløse i samfundet, og i samlingen Barnet, døden og dansen, 1978, viser hun prøver på en gudstro, der er i slægt med Elisabet Hermodssons.
Wera Sæther følger Elisabet Hermodssons ord til forskeren op om det medmenneskelige ansvar i forhold til skaberværket og Ann Margret Dahlquist-Ljungbergs ord om atombomben, når hun i Sol over gode og onde, 1985, skriver om tilblivelsen af atombomben i 1945: »… bomben var ‘velskabt’. Forskerne udtrykte sig med fødsels- og skabelsesord. En af dem udbrød: Der blev lys!«
Her videreudvikler hun den tanke, at det militært skabte, set fra mandens synspunkt, kunne være en kompensation for mandens manglende evne til at føde børn: »I hvert fald er det sandt, at nogle mænd nu, i løbet af de sidste 40 år, har ‘født’ deres egne ‘børn’ uden hjælp fra nogen kvinde. Lige så vel som der har udviklet sig en kirke, der eksisterer både i og uden for de normale kirker, hvor kernevåben har kultstatus, lige så vel er en ny generation ‘børn’ blevet udviklet. Den første bombe, der blev bragt til sprængning på Treenighedspladsen, blev kaldt en ‘baby’. Da forskerfædrene i Manhattan-projektet telegraferede til præsident Truman efter ‘fødslen’ d. 16. juli 1945, lød telegrammet: ‘Barnet var velskabt’. Bomben over Hiroshima blev kaldt ‘Little Boy’. Og i dag er man i gang med at fremstille ‘femte generations raketter’«.
Kan en sådan civilisation nogensinde reddes? Kun med kærlighedens sprog kan det onde besejres og livet tilbedes, mener Wera Sæther, ikke med dødens. I denne stræben er mand og kvinde ikke adskilte fra hinanden. Først i deres fælles stræben ophører magtesløsheden.