Omkring århundredskiftet 1900 begyndte Ellen Key (1849-1926) at afvikle to store projekter: lærerindegerningen ved en uafhængig progressiv skole og forelæsningsvirksomheden ved Arbetareinstitutet i Stockholm.
Når Ellen Key forlod katederet og talerstolen, var det for at koncentrere sig om at skrive. I 1900 havde hun nemlig fået udgivet Barnets århundrade – en titel, der skulle vise sig at rumme en næsten profetisk gennemslagskraft – og især i Tyskland havde dette værk givet sin forfatter så meget succes og omtale, at hun nu endelig turde forlade sig på at kunne leve af sin pen.
Ellen Key var altså ingenlunde nogen ukendt skikkelse, da hun for alvor begyndte sin skribentvirksomhed. I årevis havde der stået blæst om hendes person, og snart var hun blevet angrebet fra konservativt, snart fra radikalt hold.
På Arbetareinstitutet havde hun holdt forelæsninger over historiske og kulturelle emner, hvor hun prøvede at nå ud til brede, folkelige lag – inspirere dem til at tænke i store historiske perspektiver. Det var ved hendes forelæsninger om verdensklassikerne og de moderne nordiske gennembrudsforfattere, at den almindelige mand, den almindelige kvinde for første gang kunne høre om en forfatter som f.eks. Amalie Skram. Men et sådant nybrud var ikke omkostningsfrit – hverken for tilhørerne eller foredragsholderen. Således blev den senere forfatter, lærerinden Tora Dahl, frosset ud på sin skole, fordi hun overværede nogle foredrag, og Ellen Key selv befandt sig bogstavelig talt i skud- linjen – en episode, hvor ophidsede mandlige lægestuderende bombarderede den kvindelige forelæser med æg, viser, hvor voveligt et foretagende det var.
Erfaringerne fra katederet på Anna Whitlocks skole og fra talerstolen på Arbetareinstitutet var værdifulde for Ellen Key. Gennem publikums- og elevreaktioner blev hun overbevist om de retoriske grebs betydning for formidlingsprocessen. En lære, hun siden spandt videre på i Lifslinjer II, hvor pædagogikkens lystdimension fremhæves: »… med pligten som eneste drivkraft kommer man ikke langt; … den virker som når man har tabt årer og sejl og vrikker sig frem med roret. Lysten er sejlet, der fanger vinden; det svageste pust deraf giver mere fart end hele pligtbegrebet!«
Som skribent debuterede Ellen Key allerede i 1874 med en artikel om Camilla Collett i Tidskrift för hemmet. Det var på opfordring af redaktøren, Sophie Adlersparre, der havde et vågent øje for unge kvindelige begavelser. Ellen Key ville allerhelst have skrevet om sin hjertesag – folkehøjskolen – men det frarådede redaktøren. Emnet var for kontroversielt! Og snart viste det sig, at den unge forfatter også var for vidtgående for den konservative redaktør. Ellen Key nåede at skrive et par artikler om Elisabeth Barrett Browning og om romanforfatteren George Eliot, men da Sophie Adlersparre ville give sig til at skære i den sidstnævnte artikel, kom det til et brud imellem dem.
Derefter orienterede Ellen Key sig mod firserradikalismens kredse og kom til orde i tidsskrifter, der stod »Det unge Sverige« nær: Verdandi, Revy i litterära och sociala frågor, Ur dagens krönika og Framåt. I samme periode deltog hun i den litterære kreds, Svältringen, ligesom hendes eget hjem i Stockholm blev et mødested for kulturelt interesserede. Og ganske som i sin foredragsvirksomhed, hvor hun slog på de store linjer, var det i høj grad hendes fortjeneste her, at 1880’ernes intellektuelle debat fik tilført en europæisk synsvinkel.
Et tredje standpunkt
Men det var først i 1889, at Ellen Keys navn blev rigtig kendt i offentligheden. Ophidset over trykkefrihedsdommene mod bl.a. Hjalmar Branting og Axel Danielsson, samt over nedlæggelsen af det frisindede tidsskrift Framåt holdt hun i 1889 en række protestforedrag om ytrings- og trykkefrihedsspørgsmålet. I marts optrådte hun i Uppsalas studenterforening Verdandi, hvor hun hævdede, at en indskrænkning af ytrings- og trykkefriheden i et samfund ikke værnede de kulturelle værdier (hvad modstanderne argumenterede for), men tværtimod hæmmede den kulturelle udvikling. Foredragene udkom på tryk i marts 1889 og førte samme måned til en hidsig debat i Aftonbladet.
I de næstfølgende år var Ellen Key jævnligt i skudlinjen. Eksempelvis gik historikeren Anders Fryxells datter, Eva Fryxell, i 1893 til angreb på Ellen Key i Svensk Tidskrift med artiklen »Kvindelige forfattertyper før den naturalistiske retning inden for litteraturen i 1880’erne«. Artiklen er en anmeldelse af to biografier skrevet i forbindelse med Sonja Kovalevskijs og Anne Charlotte Edgren Lefflers død.
Eva Fryxell brugte de to biografier som udgangspunkt for et opgør med de kvindelige forfattere, der havde annammet naturalismen og forladt den kristne livsopfattelse. I samme greb insinuerede hun, at dette »frafald« var ensbetydende med en tilslutning til »fri kærlighed«. I sit udførlige svar introducerede Ellen Key da sædelighedsdebattens tredje standpunkt, hvor hun både tog afstand fra den ene og den anden form for »monomani«: »Den såkaldte boheme bliver lige så monoman i sin kredsen om dette ene, sansernes ret, som man på den anden side blev det, da man kredsede om dette ene, sansernes undertrykkelse«.
Men det afgørende ideologiske stormvejr satte først ind i 1896. I Danmark havde Ellen Key holdt et foredrag, »Misbrugt kvindekraft«, uden at vække særlig opstandelse, men da hun holdt det samme foredrag i Sverige, og især da det sammen med et andet foredrag »Naturlige arbejdsområder for kvinder« blev udgivet, brød en omfattende proteststorm løs.
I »Misbrugt kvindekraft« polemiserede Ellen Key nemlig mod det, hun opfattede som overdrivelser i feminismen. Og det var et sprængfarligt emne. Det var alt det uafklarede og dobbelttydige i kvindebevægelsen, der nu kom til udbrud og skabte et voldsomt røre. Selv vennerne – Alfhild Agrell f.eks. – reagerede, og blandt de finlandsk-svenske skribenter deltog bl.a. Minna Canth i den heftige debat.
Det var spørgsmålet om »den kvindelige særart«, der bragte brydningerne frem. I foredraget blev det pointeret, at mand og kvinde selvfølgelig skulle have lige rettigheder, men samtidig blev der advaret mod det »misbrug«, som lighedsbestræbelserne uforvarende kunne medføre:
»Dette misbrug kan kendetegnes ved, at kvinderne i første omgang har sat deres frigjorte kræfter ind på områder, hvor de har konkurreret med mændene og derunder for en stor dels vedkommende har forsømt at udvikle og bruge deres dybeste kvindelige særart«.
I dette foredrag udkrystalliserede moderskabet sig som kernen i Ellen Keys kønsfilosofi. Moderskabet anskues ikke blot som en biologisk, men også som en åndelig evne, der gør kvinder egnede til at virke inden for erhvervsområder, hvor medfølelse og indlevelsesevne er påkrævet. Følgelig vil kvinder kunne få fuld udfoldelse for deres særegenhed som læger, lærere, kritikere, skuespillere og gartnere f.eks., mens det vil være misbrug af den kvindelige kraft at tvinge kvinder ind i erhverv, hvor der kaldes på en mere individuel, »hensynsløs« skaben.
Selv om Ellen Key følte sig misforstået og bl.a. søgte at udlægge sine synspunkter på en mindre tilspidset måde i skriftet Kvindepsykologi og kvindelig logik, afslørede polemikken en indre spænding i kvindebevægelsen, der – alt efter sammenhængen – kunne give sig udtryk både som radikalisme og konservatisme. Og ikke bare i kvindespørgsmålet – men overhovedet i spørgsmålet om forholdet mellem tradition og modernitet i den kulturelle udvikling – satte Ellen Key fokus på det sammensatte. Det var i bestræbelserne på at forene de tilsyneladende modsigelser i konservatismen og radikalismen under en mere kompleks anskuelsesform, at Ellen Key blev en omdiskuteret skikkelse.
Allerede Ellen Keys første essaysamling Tankebilder I-II, der udkom i 1898, bærer sporadiske præg af denne bestræbelse på syntesedannelse. Samlingen rummer fortrinsvis tidligere udgivne essays, men indeholder desuden to nyskrevne dialoger, udformet som pasticher over Almqvists rammefortælling til »Törnrosens bok«. Dialogerne var et stilistisk eksperiment, hvor Ellen Key netop prøvede at få vanskeligt formulérbare nuancer frem i spørgsmål, der vedrørte nationalisme, kunst og individualisme. Typisk for denne vilje til at se sammenhænge, hvor andre så forskelle, var også hendes vurdering af Almqvist som »Sveriges mest moderne forfatter«. Under denne titel havde hun over for en andægtigt lyttende skare af den svenske kulturelite bidraget til at give Almqvist en renæssance i 1890’erne. Et sigende udtryk for Ellen Keys betydning for det kulturelle omsving, som foregik i slutningen af århundredet.
I dedikationen til Tankebilder I-II, 1898, viser Ellen Keys synteseskaben sig gennem fremstillingen af livet som en bevægelse:»Til de unge – i alle aldre – de som er i besiddelse af idealitet – skønt de forstår idealernes foranderlighed«.
Som sådan blev Ellen Keys forfatterskab et medium – det pegede ikke ind mod sig selv, skabte ikke selvgyldige fiktioner, men virkede snarere som en smeltedigel, hvorfra stadig nye legeringer blev ledt videre. Hendes skrifter er på en gang udtryk for en uhyre modtagelighed – Goethe, Almqvist, Sand, Ibsen, Spencer, Mill og Nietzsche har på hver deres måde ridset sig ind i hendes tankeverden – og er samtidig originale i deres visionære kombinatoriske greb. Traditionen stilles ikke i modsætning til moderniteten, men begribes i lyset af Ellen Keys aktuelle engagement i sin nutid: Kvindesagen, arbejderbevægelsen, den folkelige uddannelse og den moderne brydning mellem naturvidenskabelige og religiøse måder at forholde sig på er overalt til stede som konteksten i forfatterskabet.
Det skabende menneske
Fra omkring 1900, hvor Ellen Key altså havde kappet linerne til de mere faste forankringer, kastede hun sig da over arbejdet med sit store værk Lifslinjer I-III, der udkom i årene mellem 1903 og 1906. Her var der virkelig tale om en satsning. Gennem denne essayistiske trilogi ville hun nå ud til en ny generation med en tankebygning, der omspændte intet mindre end kærligheden, religionen og samfundet.
Værket fremtræder som en imponerende konstruktion, hvor tilsyneladende uforenelige elementer anskues som poler i en spændingsfyldt syntese: Kvindefrigørelse og moderlighed, kristendom og hedenskab, individualisme og socialisme, skønhed og politik er ikke begreber, der udelukker hinanden, men kræfter, der indgår i en gensidig vekselvirkning. Hvor 1880’ernes tænkning var kausal og analytisk, er paradokset den grundlæggende tankefigur i Lifslinjer. Værket forener således firserengagementet, hvor problemer blev sat under debat, med en halvfemseræstetisk følsomhed – ikke idéen, men bevægelsen er essensen i Ellen Keys »livstro«.
»Livstroen er med ét ord den syntese, der indbefatter evolutionisme, solidaritet og individualisme. Livstroens sædelov er, at de kræfter, der i og gennem slægtslivet, samfundslivet og det personlige sjæleliv bliver sat i bevægelse, kun bruges således, at de virker livsog lykkeforhøjende på det hele og på den enkelte, hvad enten dennes kærlighed, arbejde og tro siden hen bereder ham en glædestrålende eller en sorgstrålende tilværelse«. (Ellen Key: Lifslinjer III).
Derfor flyttes synsvinklen fra de faste former til det skabende aspekt ved livet, og det erotiske anskues som en guddommelig skaben i det menneskelige, hvor manden og kvinden gensidigt forløser de skabende sider af hinanden. På dette punkt bragte Ellen Key sig ikke blot i et modsætningsforhold til den radikalt orienterede kvindebevægelse, hvor det frem for alt gjaldt om at sikre kvinderne retten til individuel livsudfoldelse, men bragte sig så sandelig også i opposition til den konservative lejr.
I Lifslinjer I udvikler Ellen Key forholdet mellem individualitet og køn: »Individualiseringen er allerede så stærk, at den tænkende stadig oftere standser op, når ordene ‘manden’ eller ‘kvinden’ er gledet over læberne. For mændene indbyrdes, og kvinderne indbyrdes er allerede næsten lige så forskellige som mænd og kvinder indbyrdes«.
En undertrykkelse af erotikken var nemlig i hendes tankesystem det samme som en generel undertrykkelse af livets skabende kraft: »… ikke kun inden for kønslivet, nej, inden for hvert eneste område, hvor der skabes, er sanseligheden den nærende og bærende jordbund, frem for alt den erotiske sanselighed«.
Også hvad angår pædagogikken, anbragte Ellen Key sig i en slags tredje position. I samklang med udenlandske strømninger, og i tråd med folkehøjskolens vægtning af dannelsens kreative dimension, vendte hun sig mod den tvang, som skolen gennem sit terpe- og eksamensraseri udøvede mod eleverne. At hun heller ikke kunne tilslutte sig feministernes jubel over hver eneste kvinde, der tog studenter- eller universitetseksamen, understreger det udfordrende i Ellen Keys pædagogiske tanker. I stedet for det institutionelle og instrumentelle satte hun ligeledes her den skabende evne som målestok:
»Enhver kan indse det urimelige i at bruge pligtbegrebet som drivkraft på den æstetiske skabens område. Inspirationen kommer eller kommer ikke. Og når den er kommet, opnår den virkninger, som ti tusind timers pligtterperi ikke kan afstedkomme. Det burde ikke være svært at forstå, at jo mere den etiske handling nærmer sig den geniale inspirations art, jo mere fuldkommen bliver også den«.
Hvor de kristne spurgte, hvordan mennesket blev skabt, dér interesserede Ellen Key sig for, hvordan mennesket blev skabende. Og mens kvindebevægelsen eftersøgte formel ligestilling, spurgte Ellen Key til frigørelsen af den særligt kvindelige skaberkraft i det »erotiske« møde. Ikke blot kvindens møde med manden, men moderens med barnet, lærerindens med sine elever, gartnerens med sine planter, kunstnerens med sit stof …
Udadtil markerede Ellen Key sig tilsvarende som en engageret, men samtidig uafhængig deltager i det politiske liv. Hun søgte kontakt med den voksende socialdemokratiske bevægelse og blev i 1894 den første kvinde i Sverige, der holdt en 1. majtale, men hun meldte sig aldrig ind i partiet. I rollen som kritisk sympatisør kunne hun nemlig fortsat mediere mellem »individualisme og socialisme« for at citere titlen på et af hendes egne skrifter fra 1895. Her gjorde hun gældende, at den enkeltes ret til at udvikle sin særlige karakter paradoksalt nok blev sikret bedst gennem socialismens fællesskab:
»Jagten på brød, næringssorgerne, de mest tærende, sløvende og fornedrende af alle sorger, præger nu den enkelte ligesom det offentlige liv. Rundt omkring os hæmmer de utallige muligheder for at elske, nyde og skabe«.
I årene efter århundredskiftet opholdt Ellen Key sig mest i udlandet og vendte først for alvor tilbage til Sverige i 1909, hvor hun et par år efter fik bygget sig et hjem ved Vättern. »Strand«, som stedet kom til at hedde, blev et kulturelt mødested for både Sveriges og Europas kulturelite og under 1. Verdenskrig et kærkomment tilflugtssted for forfulgte mennesker, fortrinsvis fra Belgien. På denne måde blev det, der skulle være et hjem, samtidig en institution og en myte, hvor Ellen Key gik i ét med sin egen fiktion. Hvad der selvfølgelig tærede på kræfterne, og om en egentlig fornyelse af forfatterskabet efter hjemkomsten kan man derfor ikke tale. I 1906 udkom Folkbildningsarbetet, der er en populariseret udgave af tankerne i Lifslinjer III, men ellers fortsatte hun med at udgive skrifter om påtrængende samfundsspørgsmål – især fredssagen, der overalt i Europa stod til debat under og efter første verdenskrig. Desuden skrev hun en stor biografi om s in far, Emil Key, der i sin tid havde grundlagt Lantmannapartiet.
Ellen Key var en tidens skikkelse. Både i den forstand at hun var lydhør og formende over for tidens strømninger, og i den forstand at hendes skrifter – netop fordi de ikke løftede sig op i et kunstnerisk formsprog – skulle læses i lyset af en kontekst. Mange har fortalt om, hvordan Ellen Key tryllebandt sit publikum, når hun holdt foredrag. Hun talte lavt, hævede aldrig stemmen og skabte derved den samme nysgerrighed, som når man hører nogen hviske. De fleste af hendes værker er mere eller mindre direkte udskrifter af foredrag, og den patos, som præger dem, har altså været læst i lyset af hendes skikkelse – umærkeligt dæmpet af kendskabet til hendes person og placering i offentligheden. Uden denne indforståethed kan hendes skrifter virke overdrevent patetiske, hvorfor myten om Ellen Key da også indtil videre har fået en større betydning i litteraturhistorien end forfatterskabet. Eller rettere sagt – liv og værk kan ikke adskilles! Hvad der på sin vis er i dyb overensstemmelse med Ellen Keys egne bestræbelser på at skabe synteser. Ikke individet eller samfundet – men samspillet mellem individ og samfund! Ikke manden eller kvinden, men den skabende udveksling mellem kønnene var det hendes ærinde at anskueliggøre. I liv og værk. Her lå hun på linje med en bredere kulturel bevægelse omkring og efter århundredskiftet, som i høj grad blev båret frem af, men også virkede tilbage på kvindelige forfattere og den drejning, deres værker antog. Det var denne organiske æstetik, hvor meningen ikke er her eller dér, men bliver til i former, der er under stadig forvandling, som Ellen Key repræsenterede. Og set under denne synsvinkel blev hun netop et organisk bindeled mellem det moderne gennembrud og det 20. århundredes modernistiske strømninger.
Ellen Keys organiske æstetik kan som her i Lifslinjer I kun udtrykkes gennem paradoksets tankefigur: »Dette gode finder man på kærlighedens som på ethvert andet område i en stadig mere sjælfuld sanselighed, eller i en stadig mere sanselig sjælfuldhed, og ikke i askesens, fra sanselighed stadig mere befriede, åndighed«.