I begyndelsen af 1960’erne udkom den første digtsamling af Vilborg Dagbjartsdóttir (født 1930), der som modernist og mangesidet kulturpersonlighed har inspireret såvel en yngre generations kvindelige islandske digtere som digtere i sin egen generation. Digtere som Þóra Jónsdóttir (født 1925), der debuterede i 1973, og Þuríður Guðmundsdóttir (født 1939), der udgav sin første bog i 1969, er som Vilborg Dagbjartsdóttir begge født og opvokset på landet, tilflyttere i Reykjavík, og til dels optaget af de samme digteriske motiver. De udtrykker sig i præcist mejslede, minimalistiske digte, der kræver læserens fulde opmærksomhed.
Det store i det små
Vilborg Dagbjartsdóttirs debutsamling Laufið á trjánum (Bladene på træerne), 1960, består som den følgende digtsamling Dvergliljur (Dværgliljer), 1968, af naturdigte og korte digte, der beskriver følelser og tætte relationer, mens politiske digte imod krig og undertrykkelse dominerer hendes senere bøger. Som kristen, socialist, nationalist og feminist er Vilborg Dagbjartsdóttir en engageret og levende stemme, der taler med styrke og autoritet i det islandske litterære og kulturelle miljø. Hendes bedst kendte digte handler om kvinders ufrihed.
Hedda Gabler:
Ingen solskinskyster ventede
dig
Fuldt færdig sprang du ud
af mesterens hoved
blot for
at drukne
i brændingens brus
(Kyndilmessa, 1971).
Hun er en fortolker af kvinders ord og handlinger og låner i sine digte stemme til litteraturens og islændingesagaernes kvinder, som i digtsamlingen Kyndilmessa (Kyndelmisse), 1971, der henvender sig direkte til Ibsens Nora fra Et dukkehjem:
Lille Nora, gad vidst hvor du i grunden gik hen?
Selv hvis du kunne trippe hen over de år
der ligger imellem os
ville der ikke vente dig gode kår i mit hus.
Mellem os sagt, det er ikke bedre andre steder.
Vilkårene er blevet strengere
og ifølge en hellig tradition rammer arbejdsløshed altid kvinderne først
men hvis jeg har forstået dig ret
vil du sikkert forsørge dig selv
på ærlig vis – Vorherre bevares!
En kvinde med din opdragelse
og tilmed dine ideer om mænd.
Du kunne måske forsøge at sælge dine memoirer
til et smudsblad og senere, hvis heldet er med dig
spille dig selv i en helaftensfilm.
Nej, min ven, gå du ud i mørket igen.
Fjorden ligger spejlblank og dyb.
Snart står månen op over den hvide fjeldrand
så bliver det så lyst at du finder vej.
Din kammerat Anna Karenina tager imod dig
på jernbanestationen.
Hvil jer et par minutter over en kop te.
Det er stadig svære tider.
Nóra litla, hvert ætli þú hafir svo
sem getað farið?
Jafnvel þótt þú hefðir tiplað yfir
þessi ár
sem eru á milli okkar
biðu þín engin sældarkjör i húsi
mínu.
Þér að segja, sízt er það betra
annars staðar.
Það hefur harnað á dalnum
og samkvæmt heilagri venju
bitnar atvinnuleysi ævinlega fyrst
á konumen
hafi ég skilið þig rétt
muntu vilja sjá fyrir þér sjálf
á heiðarlegan hátt – Drottinnminn!
Kona með þitt uppeldi
og þessar líka hugmyndir um
karlmenn.
Þú gætir kannski reynt að selja
sorpriti
ævisögu þína og siðan, ef heppnin
er með þér
leikið sjálfa þig í stórmynd.
Nei, góða mín, far þú aftur út í
myrkríð.
Fjörðurinn er spegilsléttur og
djúpur.
Bráðum kemur tunglið upp fyrir
hvíta fjallsröndina
þá verður ratljóst.
Stallsystir þín, Anna Karenina
tekur á móti þér
á brautarstöðinni.
Hvílið ykkur stundarkorn yfir tebolla.
það eru ennþá erfiðir tímar.
I en kort prosatekst med titlen Draumur (Drøm), 1977, beskriver Vilborg Dagbjartsdóttir en drøm, hvor hun i et uvejsomt landskab møder selveste Odin, som hun råber an, »idet jeg mente, at han og jeg havde adskilligt at tale om«. Da han vender sig, ser hun, at det »under hatteskyggen glimtede i et øje, flammende af begær«, og det gik op for hende, »at endog selveste Odin kun vil én ting med kvinder«. »Og mig der troede, jeg var digter«, kommenterer forfatteren, »det lykkedes mig at ryste søvnen af mig og nå over i vågen tilstand. – I mit sind kogte vreden«.
Vreden, der koger i sindet hos den kvinde, som Odin kun ser som et seksuelt væsen, kommer til udtryk i mange af hendes digte, men måske sjældent så utilsløret som her. Og det er ikke kun hedningenes gud, der angribes, men også de kristnes gud: »Hvornår har den himmelske fader ænset de fattiges morgensult?/ Herren Jahve skrev ikke sine ti bud/ for slaver, tjenestekvinder eller kvinder i det hele taget«. (»Morgunverk« (Morgenarbejde), Ljóð (Digte), 1981).
Vilborg Dagbjartsdóttir fortæller i et interview, at hun som barn var meget religiøs, at hun havde »et tæt forhold til Gud«, og at dette betød meget for hende. »Men jeg forkastede Gud«, siger hun. I hendes digte er der primært tale om en tro på naturen som helende kraft og en tro på de underkuedes sammenhold som vej til retfærdighed. Kristendom, socialisme og kvindefrigørelse flyder sammen i Vilborg Dagbjartsdóttirs digte i et dybt personligt og stærkt budskab.
Børnenes verden optager en stor plads i hendes digte. Særlig i Klukkan í turninum (Klokken i tårnet), 1992, bruger Vilborg Dagbjartsdóttir børnenes skabende sprog, deres enkle moral og klare forestillinger om rigtigt og forkert til at kritisere de voksnes verden. Denne kombination af stil og stof er også ganske fremtrædende hos Þuríður Guðmundsdóttir, der ligesom Vilborg Dagbjartsdóttir har arbejdet som lærer for børn.
Følelsen af savn er stærk i mange af Þuríður Guðmundsdóttirs digte, savnet af barndommen, uskylden, savnet efter en tabt lykke. Alle disse elementer – naturen, barnet, følelsen af savn – glider sammen i en basal forestilling om mennesket som en ubrydelig del af jorden. I digtet »Ég elska jörðina« (Jeg elsker jorden), fra Orðin vaxa í kringum mig (Ordene gror omkring mig), 1989, hedder det:
Jeg elsker jorden
blomster og græs
duften af blade i juli
jeg elsker jorden
engang bliver jeg
jord
og frem af mit kød
vokser småbitte strå
der stryger over fodsålerne
på ufødte børn …
ég elska jörðina
blóm og örgresi
ilminn af laufi
í júli
ég elska jörðina
einhverntíma verð ég
jörðin
og upp af holdi mínu
vaxa örlítil strá
sem strjúkast um iljar
ófæddra barna …
Til de fælles motiver hos Vilborg Dagbjartsdóttir og Þuríður Guðmundsdóttir hører ligeledes naturen og modstanden mod krig. Og begge digter de om kærlighed og sorg. Sidstnævnte har dog ikke den skarpe og indimellem spottende tone, som man kan finde hos Vilborg Dagbjartsdóttir, mens den kristne livsholdning står stærkt i mange af Þuríður Guðmundsdóttirs digte.
Þuríður Guðmundsdóttir er en omhyggeligt arbejdende digter. Hun vier stor omhu til digtenes poetiske rytme og komposition. Ordrig bliver hun aldrig, hendes digte er stramme, rige på et billed-sprog, der dog aldrig bliver dunkelt, men altid er enkelt og let at forstå.
Blind vej
»At skrive digte er som at begive sig af sted på en rejse«, står der som motto til en af Þuríður Guðmundsdóttirs digtsamlinger. I Þóra Jónsdóttirs digte er det lyriske jeg som regel på vej mod et nyt opholdssted, som kan være et sted, hvor et telt kan slås op for en nat, eller et rejsemål hvor hun ønsker at slå sig ned for længere tid. Dette sted er dog svært at finde, og den søgende havner ikke sjældent i en blindgyde eller farer vild. I Þóra Jónsdóttirs første digtsamling, Leit að tjaldstæði (Søgen efter teltplads), 1973, beskriver indledningsdigtet, »Blindvegur« (Blind vej), et lyrisk jeg, der er alene på rejse og er nået til enden af en blind vej, og som slår teltet op for natten. I afslutningsdigtet, der samtidig er bogens titeldigt, siger det lyriske jeg, at hun har foretaget rejsen »kun med det ene formål/ at finde teltplads/ for natten«. Men selv dette enkle mål viser sig svært at nå: »Skyggerne bliver længere/ teltpladsen er ikke fundet/ og forude ligger øde sandørkner«.
Det at være faret vild, være splittet eller befinde sig det forkerte sted er et gennemgående tema. I digtet »Tímaskekkja« (Fejl i kronologien) fra Leiðin heim (Vejen hjem), 1975, siger det lyriske jeg: »… frygter en fejl i kronologien/ mellem mig og det/ som jeg søger«. End ikke selveste døden er absolut i Þóra Jónsdóttirs digte, den behøver ikke markere den betingelsesløse afslutning på rejsen, som vi har at vænne os til.
Digtet »Tvíátta« (Tvivlrådig) fra Þóra Jónsdóttirs femte digtsamling Á hvítri verönd (På en hvid veranda), 1988, beskriver splittelsen mellem to verdener:
Som datter af nord
så jeg mod syd
på solen og trækfuglenes
flugt.
Onde ånder stredes om min
gunst
og havets blåvingede horisont
glædede sig til sit bytte.
Uforvarende så jeg mod nord
og øjeblikket rev mit bryst itu.
Åbentstående lavede jeg en
brynje
af vingerne fra fugle
der var fløjet mod ledninger
i et fremmed landskab.
I digtet »Þeir sem farnir eru« (De der er gået bort) fra Horft í birtuna (Set ud i lyset), 1978, føler det lyriske jeg det »uoverkommeligt fuldstændig at huske/ hvem af ens samtidige/ der er døde og hvem i live«, de døde kan for den sags skyld lige så godt være flyttet til afsides egne af landet, og i digtets slutning hedder det:
Det sker at telefonen ringer.
Forbindelsen er dårlig
som om der er mange på linjen der lytter.
Jeg tror mine venner kan høre
morsesignaler.
Fyrir kemur að síminn hringir
Sambandið er slitrótt
líkt og margir séu á línunni
að hlusta
Ég held að vinir mínir heyri
ljósmerkjasendingar