Udskriv artikel

Det som brister, det som stænger

Skrevet af: Birgitta Svanberg |

»Skumringen er forventningens tid. Den gør ondt i brystet. Den presser på med et savn uden grænse, som snører halsen sammen og får panden til at smerte af gråd, der ikke kan komme frem. Man vil noget, men man kan ikke og ved ikke engang, hvad det er. Men man vil noget«, lyder det i Karin Boyes (1900-1941) lille novelle »Preludium«, som bygger på en tidlig barndomserindring.

»Preludium« handler om den fireårige Birgit og hendes livs første oprør. Den lille pige er blevet grebet af et uimodståeligt ønske om at gå ind i hønsehuset og kramme hønsene – »at måtte grave hænderne ned i det varme, bløde dun«. At dette er noget forbudt, har hun en anelse om: »Således havde hendes hemmelige og forbudte begær været, det som hun aldrig ville kunne fortælle om til noget menneske, fordi det var for dybt og for vildt og bevægede sig på områder, som man ikke rører ved med ord«.

Da skumringen kommer, gemmer hun sig for barnepigen, der skal lægge hende i seng. Hun trodser for første gang i sit liv. »Og derfor spørger hun også sig selv, om dette er virkelighed: hvordan har hun turdet gøre det? Hun tør aldrig noget. Hun lystrer. Hun er en sød pige. Men nu har hun endelig turdet. … Ulydigheden og oprøret slår ud omkring hende som en mægtig bærende vind. Skumringen er ikke rigtig vågen virkelighed. Det er en overgangsform til drømmen, hvor hvad som helst kan ske«.

Birgits følelser synes at bevæge sig i det diffuse, smertefyldte tomrum, der er opstået efter løsrivelsen fra symbiosen med moderen. Regressionslængslen, den fortrængte sorg over en evigt tabt sammenhæng, giver sig udtryk i barnets forstemthed i skumringen, dette mellemområde mellem søvn og vågen tilstand, denne uvirkelige verden, hvor drøm og begær udspiller sig, det sted, som vi aldrig helt har forladt og altid dybest inde vil længes tilbage til.

»Preludium« er trykt i Karin Boyes første novellesamling Uppgörelser (Opgør), 1934. Øvrige novellesamlinger er Ur funktion (Ude af funktion), 1940, og den posthume Bebå-delse (Bebudelse), 1941.

Karin Boyes fortællinger og digte udspilles ofte i nærheden af dette sted. Novellens tema om det skrøbelige jegs kamp for sin eksistens, der også indebærer dets modige bekræftelse af sit begær og sin egen vilje, bliver en arketypisk scene i forfatterskabet som i De sju dödssynderna, 1941:

Så drivs vi, vilsna själar, fram
från lägerbål till lägerbål,
vet ingenting om nästa rast
och ingenting om resans mål,

men känner att vårt hjärta dras
oemotståndligt utan val
in mot ett okänt hemmets hav,
som sorlar djupt i snäckans skal.

Så drives vi, vilde sjæle, frem
fra lejrbål til lejrbål,
ved ingenting om næste rast
og ingenting om rejsens mål, …

… men føler, at vort hjerte drages
uimodståeligt uden valg
ind mod et ukendt hjemmets hav
som bruser i konkyliens skal.

Karin Boyes bedst kendte og mest citerede digt er »Ja visst gör det ont«, tilegnet Elin Wägner:

Ja visst gör det ont når knoppar brister.
Varför skulle annars våren tveka?
Varför skulle all vår heta längtan
bindas i det frusna bitterbleka?
Höljet var ju knoppen hela vintern.
Vad är det för nytt, som tär och spränger?
Ja visst gör det ont når knoppar brister,
ont för det som växer och det som stänger.

Ja nog är det svårt när droppar faller.
Skälvande av ängslan tungt de hänger,
klamrar sig vid kvisten, sväller, glider –
tyngden drar dem neråt, hur de klänger.
Svårt att vara oviss, rädd och delad,
svårt att känna djupet dra och kalla,
ändå sitta kvar och bara darra –
svårt att vilja stanna och vilja falla.

Då, när det är värst och inget hjälper,
brister som i jubel trädens knoppar,
då, när ingen rädsla längre håller,
faller i ett glitter kvistens droppar,
glömmer att de skrämdes av det nya,
glömmer att de ängslades för färden –
känner en sekund sin största trygghet,
vilar i den tillit som skapar världen.
(Fra För trädets skull, 1935)

Den store kamp mellem magten og oprøret

Holst, Agda (1886-1976) (sv.): Självporträtt. 1929. Olie på lærred. Regionmuseet Kristianstad. Foto: Geert Nicolai Vestergaard-Hansen

Karin Boyes udviklingsroman Kris (Krise), 1934, bevæger sig ligesom »Preludium« i spændingsfeltet mellem to planer: den »underste«, hemmelige og forbudte verden og den ydre verden. Ligesom engang Fredrika Bremers Hertha kunne Kris have haft undertitlen »En sjæls historie«. Men Karin Boye har valgt at koncentrere handlingen om en begrænset tidsperiode i en ung kvindes liv og retter søgelyset mod en konfliktladet indre proces. Romanen bygger på selvbiografisk materiale fra hendes egen seminarietid i Stockholm 1920-21.

Da Karin Boye skrev Kris, havde hun netop gennemgået en psykoanalyse. Gennem dels at behandle en udviklingsproces hos en ung kvindelig student i begyndelsen af 1920’erne, dels at genfortælle og tolke denne i dybdepsykologisk, retrospektiv belysning godt ti år senere, kan Kris siges at indbefatte et dobbeltperspektiv allerede i sin tilblivelseshistorie. Nuet og fortiden er samtidigt til stede i fortællingen. Genfortællingen bliver en bearbejdende, kreativ handling, som gemmer en undertekst af tidligere fortrængte erindringer og følelser.

I sin form er Kris et dristigt eksperimenterende prosaværk med indflettede indre monologer, drømmescener og fiktive debatafsnit, som belyser og diskuterer hovedpersonens udvikling fra forskellige synsvinkler. Det er en dialektisk komposition, som viser, at hovedvægten i Kris ligger på idébrydning og indre processer. Derigennem kom Karin Boye til at forny den selvbiografiske roman i Sverige på en radikal måde. Nærmest kommer Kris gennem sin splittede, modernistiske komposition Hagar Olssons udviklingsroman Chitambo, som Karin Boye havde givet en rosende anmeldelse i tidsskriftet Tidevarvet 1933.

Da den egentlige handling i Kris tager sin begyndelse, møder vi den 20-årige Malin, der er en selvudslettende, nærmest ikke-eksisterende personlighed. Hun sidder i seminariets lovsangssal, omgivet af de kristne symboler for lidelse og underkastelse: kalken, korset, lammet. Autoriteten er nu blevet den kristne Gud, og til ham retter hun sin bøn om total udslettelse af personligt begær: »Ikke min vilje, men din!« I en drøm mener Malin at have oplevet Mysterium Magnum – et rent, hvidt rum uden farve, uden dekorationer, bare fyldt med lys. Hun råber: »Hvad er Mysterium Magnum?« og »en stemme« svarer: »Det er, når menneskets liv bliver Guds liv!«

Malin længes efter denne symbiose med det absolutte. Men det er en farlig længsel. Diffuse, imaginære forestillinger fra barndommens første erindringsverden aktualiseres, ladede med stærke, ordløse følelser af snart driftsbegær, snart tilintetgørelsesangst. Ligesom sit fireårige alter ego i »Preludium« både skræmmes og lokkes Malin af sin stærke regressionslængsel.

Malin kastes ind i en alvorlig angstdepression. Angsten splitter hende, så hun hverken kan bede, arbejde eller koncentrere sig længere. Hun lægger skylden på sig selv – hendes vilje er »ond«. På det ydre handlingsplan i romanen udspiller Malins dagligliv sig samtidigt. Det kvindelige seminariemiljø med dets lidt overspændte idealisme er knivskarpt iagttaget og gengivet med en hårfin, men virkningsfuld, ironisk distance.

Malin har valgt oprørets vej, hun siger trodsigt ja til det forbudte. I 1933 diskuteredes homoseksualiteten i Sverige i forbindelse med et lovforslag i Riksdagen, som krævede nedsættelse af straffen for homoseksuelle handlinger. Ifølge gældende lov stempledes såkaldte »forbrydelser mod naturen« som kriminelle og straffedes med op til to års fængsel. Men for det, Malin oplever – en hed, livsbekræftende forelskelse i en jævnaldrende ung kvinde – passer begreber som »forbrydelse« og »perversitet« ikke. Ordene, benævnelserne, »fører vild«, hun viser dem fra sig.

Det frigjorte begær

»Vi må overgive os til vor længsel«, hedder det i Kris. Malin vover til sidst at slippe det fortrængte begær over bevidsthedens tærskel og vedkende sig sin forelskelse i en smuk, kvindelig skolekammerat. Da indtræder der en metamorfose. Verden fornys for hendes øjne. Skønheden, opfattet gennem sanserne, træder frem og skænker liv og mening til virkeligheden. Det er Den nye skabelse:

O levande forstand av tingen!
O snillets, känslans hemlighet!
Vem fattade dig, Skönhet? – ingen
Förutan den, som älska vet.

O, levende forstand på tingen!
O, åndens, sjælens hemmelighed!
Hvem fattede dig, Skønhed? Ingen,
undtagen den, som at elske ved.

Johan Henrik Kellgrens berømte digt udgør en intertekst til skildringen i Kris om kærlighedens omskabende magt. Digtet diskuteres i en undervisningstime på Malins seminarium. Den viljestærke rektor taler om stor ståhej for ingenting. Men Malin føler, at »Den nya skapelsen« udtrykker lige det, som hun selv netop oplever. Kærlighedens blik på verden skaber verden på ny.

Det frigjorte begær forvandler den splittede, formløse, apatiske Malin til et handlende subjekt med egen vilje og et bevidst begær.

Malin må efterprøve sine meninger. Hun gennemgår en omvendelse »baglæns«, fra kristendom til livstro, fra »helgen« til »hedning«. Omvendelsen indebærer et oprør mod hele den symbolske orden, Faderens Lov, eftersom det begær, hun siger ja til, er forbudt og udelukket fra den orden. Malin indser med lynsnar skarphed forskellen mellem ord og sag, mellem det benævnende og benævnte. Hun begynder »stammende at famle på et nyt sprog, tingenes og sansernes sprog«.

Kris udkom i efteråret 1934. Året før havde Hitler taget magten i Tyskland. Romanen blev skrevet på baggrund af, hvad der skete i Europa: den voksende fascisme og nazisme, krigshetzen, racismen og undertrykkelsen af anderledes tænkende. På veltilrettelagte massemøder demonstrerede nazisterne gennemslagskraften i en ideologi bygget på blind lydighed og underkastelse under autoriteter. Karin Boyes roman fremhæver et modbillede: det frit voksende unge menneske med tyngdepunktet i sig selv og ikke uden for sig selv, med respekt for egen og andres integritet.

Sproget hinsides logikken

Karin Boyes mest inspirerede digte synes at være blevet til i skæringspunktet mellem de to verdener: »skinnets verden – en verden, der forestiller«, og »den anden verden, den tunge, omformende, som ikke spurgte efter det, der var ydre krummelurer, og som skulle så være«, som der står i Kris’ afslutningskapitel. I lyrikken vibrerer spændingen mellem »det som brister/ og det som stænger« og får sin udløsning i den euforiske lethed, frihedsjublen, »hvor ingen rædsel længere holder«, og jeg’et udleverer sig uden forbehold til »den tillid, der skaber verden«.

»Den underjordiske betydningsverden i et digterværk, det hemmelige og personlige sprog inde bag det logiske, er det, der afgør, om digterværket vil have evnen til at fængsle eller ej«. (Fra Karin Boyes artikel »Språket bortom logiken«, Spektrum 6/1932).

Härdarna, 1927 (Arnestederne), Karin Boyes tredje digtsamling, indledes med en række kærlighedsdigte uden titel, hvor det uforløste begær mærkes smerteligt bag ord og rytme, ubønhørligt indestængt af »ismure og isstilhed«. Den tunge indespærring af en sårbart vibrerende følelse opfanges ikke bare i det suggestive billedsprog, men også i Karin Boyes egenartede rytme med to betonede stavelser placeret ved siden af hinanden: ismure, isstilhed, solliv, solbrand:

Av ismurar och istystnad
är freden skyddad i mitt gryningsland,
där luften skälver, blek av hunger
till solliv och solbrand.
Törnsnåren i ångestväntan
stänger hårt i sin kala stam
alla lågor, som ber och tigger om
att snart få brista i blommor fram.

Af ismure og isstilhed
er freden skærmet i mit dæmringsland,
hvor luften skælver, bleg af hunger
efter solliv og solbrand.
Tjørnekrattet i angstfuld venten
lukker hårdt sin nøgne stamme
for alle flammer, som be’r og tigger om
snart at måtte briste i blomster frem.

Härdarnas kærlighedsdigte var rettet til en kvinde, der var uopnåelig for det elskende jeg. De er savnets, afståelsens digte. I digtsamlingen För trädets skull, 1935, finder man derimod den erotiske fuldbyrdelses poesi. På et sprog »hinsides logikken« skabes en sansernes lykkerus, så dristigt modernistisk, at den samtidige kritik havde svært ved at følge med og efterlyste den tidligere stramme, »skjoldmøranke« Karin Boye.

Mogen som en frukt ligger världen i min famn,
den har mognat i natt,
och skalet är den tunna blå hinnan som spänner sig
bubblerund,
och saften är det söta och doftande,
rinnande, brinnande solljusflödet.

Moden som en frugt ligger verden i min favn,
den er modnet i nat,
og skallen er den tynde, blå hinde, som spænder sig
boblerund,
og saften er den søde og duftende,
strømmende, brændende sollysflod.

Och ut i det genomskinliga alltet springer jag som simmare,
dränkt i en mognads dop och född till en mognads makt.
Helgad till handling,
lätt som ett skratt
klyver jag ett gyllene honungshav,
som begär mina hungriga händer.

Og ud i altets gennemsigtighed springer jeg som en svømmer,
styrket i en modnings dåb og født til en modenheds magt.
Viet til handling,
let som en latter
kløver jeg et gyldent honninghav,
som begærer mine hungrende hænder.

Et suverænt oplevende, aktivt kvindeligt subjekt kommer til udtryk i disse digte. Her er ikke noget med passivt offer, lidelsesmystik eller underkastelse.

Karin Boyes sene lyrik vidner om en sprudlende kreativitet med rødder i en sanselighedens urgrund, hvor følelsen strømmer frit og bliver til sang: »Den strømmende, varme bølge/ ved ikke af nogen dæmning,/ videre vil den skabe,/ bryder sig frem.« (»Du är fröet«, För trädets skull (For træets skyld)).

Men ved siden af den åbne sanseligheds digte finder man stadig indestængthedsmotivet. »Fangne havørne« bevæger sig »tungt, tungt/ under hud og blod og inden for marven« i »Min hud är full av fjärilar«, og der spørges: »Hvorledes var jeres tumlen engang i havets forårsstorm?« Et centralt digt begynder med den smertelige konstatering: »Der vokser et træ under jorden«, og det fortsætter:

En ångest förföljer mig.
Den sipprar ur jorden.
Där våndas ett träd i tunga lager av jord.
Å, vind! Solljus!
Känn den våndan:
löften om doft av paradisunder.

En angst forfølger mig.
Den siver af jorden.
Der vånder sig et træ i tunge lag af jord.
A, vind! Sollys!
Føl denne vånde:
løfter om duft af paradisunder.

Det underjordiske træ er Karin Boyes virkningsfulde metafor for det begær, den grokraft og kreativitet, som ubønhørligt undertrykkes af den logiske og strenge ordens stadfæstede mønster. För trädets skull blev da også det navn, som hun – efter lang tøven – valgte til den sidste digtsamling, hun udgav i sit liv.

Drømmen om en ny verden

Efter afsluttet seminarieår 1921 tog Karin Boye til Uppsala og påbegyndte humanistiske studier, som i 1928 førte til filosofisk embedseksamen. Hun markerede sin revolte mod de etablerede værdier ved at gå ind i det venstre radikale Clarté, i hvis tidsskrift hun medvirkede i årene 1927-1931. I 1928 foretog hun sammen med en gruppe medlemmer af Clarté en studierejse til Sovjet. Fra 1929 til 1931 var hun gift med Clarté-medlemmet Leif Björk.

Karin Boye var også en drivende kraft bag det radikale kulturtidsskrift Spektrum, der blev udgivet 1931-33, sandsynligvis efter mønster fra de finlandssvenske Ultra og Quosego. I Spektrum blev hendes bedste essays trykt, for eksempel »Dagdrömmeriet som livsåskådning«, »Tendens och inverkan«, »Rädslan och livet« og »Språket bortom logiken«, tekster, som introducerer modernismens menneske- og litteratursyn i Sverige. Stor betydning fik også Karin Boyes og Erik Mestertons oversættelse af T. S. Eliots The Waste Land, 1922, offentliggjort i Spektrum 1932.

I 1932 opholdt Karin Boye sig i Berlin, hvor hun gik i psykoanalyse. Da hun vendte tilbage til Sverige, flyttede hun sammen med en ung kvinde af tysk-jødisk herkomst, Margot Hanel og reddede hende dermed fra nazisternes jødeforfølgelser. I kærlighedsdigte rettet til Margot udvikles for første gang i Karin Boyes poesi en varm moderlighed, f.eks. i »Idyll«, »Din varme«, »Till dig«, »Du är fröet« og »Min stackars unge«.

På dette tidspunkt kom Karin Boye i kontakt med Elin Wägner og Fogelstadsgruppen. Om Elin Wägner skrev hun et inspireret essay i Ord & Bild, 1936, hvor hun især fremhævede hendes moderlighedsideal – forhåbningen om, at »fremtidens kvindespørgsmål ville blive mødrenes«.

Wägnerartiklen kan læses som en forløber for Kallocain, Karin Boyes store fremtidsdystopi, som udkom i efteråret 1940 (da. 1946). Her udtaler den kvindelige hovedperson sit håb om verdens mulige redning med ordene: »Måske kan der fremstå en ny verden af nogle, der er mødre – enten de er mænd eller kvinder, og enten de har født børn eller ikke«.

I Kallocain har den teknokratiske fremtidsdrøm taget konkret form i en mareridtsverden i stål og sten. To superstater vogter på hinanden i permanent kampberedskab. Mistænksomhed, forbud og streng kontrol er de styrende principper, og statslig overvågen af borgerne sker indtil mindste detalje af privatlivet. Alt er underordnet statens formål, selv kønslivet, hvis eneste berettigelse menes at være behovet for at avle flere »medsoldater«.

Da kemikeren Leo Kall opfinder et sandhedsstof, som efter ham får navnet Kallocain, bliver også sjælelivet tilgængeligt for manipulation og kontrol. Statsfjendtlige, »illoyale« tanker og følelser bliver strafbare: »Tanker kan dømmes!« – overjeg’et, »den befalende stemme«, som kræver absolut lydighed helt ind i psykens inderste kroge, synes at have sejret over enhver rest af spontant tanke- og følelsesliv. At skabe robotagtigt lydige »medsoldater« er målet.

Men forsøgene med kallocainet afslører, at de fleste mennesker i deres indre synes at rumme skjulte og hemmelige verdener af uopfyldt længsel, irrationelle følelser og angst. Forfærdet tvinges Leo Kall til at indse, at ingen går fri – også han, den loyale medsoldat, genkender sig selv i forsøgspersonernes beretninger. Da han påtvinger sin hustru Linda en kallocainin-jektion, afslører hun sit dybt fortrængte begær efter hengivenhed og kærlighed – efter »en restløs overgivelse«, i tillid, ikke i angst.

Som mor har Linda anet, at »der eksisterer en anden sammenhæng end statens. At det skabes i os«. Da hun ventede og fødte sine børn, har hun oplevet en mystisk samhørighed med noget, som i romanen kaldes »et grønt dyb i mennesket, et hav af ubeskadiget grokraft«.

På sine rejser i Stalins Rusland og Hitlers Tyskland havde Karin Boye iagttaget den totalitære stats greb om borgerne. Kallocain blev skrevet – »med angst og indvendige opkastninger«, som hun siger i et vennebrev – i det første, mørke krigsår. Den eneste redning fra kallocain-verdenen, synes hun at ville sige, ligger i menneskets mulighed for at nægte at adlyde og i at huske sit eget væsens dybeste livsbehov. »Dødens magter har jeg set brede sig ud over verden i stadig bredere og bredere ringe – men må livets magter da ikke også have sine ringe?« spørger den dødsdømte Rissen i slutningen af Kallocain.

Karin Boye oplevede den triumf at læse op af Kallocain for et stort og grebet publikum på et forfattermøde i det okkuperede Danmark i januar 1941. Bogens diktaturfjendtlige, pacifistiske og antinazistiske tendens viste sig at være tilstrækkeligt camoufleret af science fictionmotivet, og romanen blev ikke beslaglagt af tyskerne, som Karin Boye havde frygtet. Dagen efter oplæsningen var romanen udsolgt.

Kallocain er den af Karin Boyes bøger, som har overlevet og er blevet en klassiker. I bestandigt nye oplag advarer den mod et samfund bygget på vold, destruktivitet og menneskeforagt. Romanens eneste trøst består i »et dunkelt håb«, den fængslede Leo Kalls sidste ord: »Jeg kan ikke, jeg kan ikke udrydde den illusion af min sjæl, at jeg endnu trods alt er med til at skabe en ny verden«.

Karin Boyes romaner er foruden Kris, 1935, og Kallocain, 1940, Astarte, 1931, Merit vaknar, 1933, og För lite, 1936. Astarte er en samfundssatire, rettet mod den moderne kommercialisme. De to andre handler om moralske problemer: sandhed og løgn, tillid og mistro.

Men i april 1941, kun et halvt år efter succesen med Kallocain, tog Karin Boye sit eget liv. Den kvinde, hun havde elsket lige siden ungdomsårene, Anita Nathorst, var uhelbredeligt syg af hudkræft. Karin Boye plejede hende i det sidste, svære år. Da var det, hendes livstro endegyldigt svigtede. I et brev til en ven skrev hun: »Livet er ondt – ikke accidentielt ondt, men ondt i sin rod, uhjælpeligt«.

Karin Boye døde natten mellem den 23. og 24. april 1941 af en overdosis sovepiller. Karin Boyes selvmord har farvet synet på hendes liv og digtning. Ikke mindst i Margit Abenius’ store Karin Boyebiografi Drabbad av renhet, 1950, fremstilles forfatterinden som »tragisk« og »skæbnebestemt« allerede fra begyndelsen og tolkes gennemgående som et menneske, der heroisk kæmpede mod sin »dødsdrift«. Det tragiskheroiske er også temaet i Hjalmar Gullbergs smukke digt »Död amazon« (Død amazone), hvor den døde digterinde sammenlignes med det antikke Grækenlands spartanske helte.

Til Anita rettedes de sidste stærke, lidenskabelige kærlighedsdigte, posthumt udgivet i samlingen De sju dödssynderna:

Du är min själs uppståndelse
till verklighetsextas,
att luften rör mig het som eld
och syns som ett hav av glas,
och mina ögons makt,
att de domnande förnimmer
hur alla färger flammar ut
i drucket skimmer.

Du er min sjæls opstandelse
til virkelighedsekstase,
at luften når mig hed som ild
og synes som et hav af glas,
og mine øjnes magt,
at de slumrende fornemmer,
hvor alle farver flammer op
i beruset glans.

Træsymbolet, som har fulgt Karin Boye gennem hele hendes digtning, når sin fuldendelse. Det underjordiske træ – det kvalte begær – springer endegyldigt ud i blomst:

Vad är det för djup i oss, där allt det gångna finns?
Eller är det bara ditt väsen, din röst jag minns?
Du var mitt livs fullbordan. Hur mognade den till slut?
Ett kvävt träd, ett våndans träd, slog äntligen ut.

Hvad er det for dybder i os, hvor alt det forgangne findes?
Eller er del bare dit væsen, din røst jeg mindes?
Du var mit livs fuldbyrdelse. Hvor modnedes den til slut.
Et kuet træ, et smertens træ, sprang endelig ud.