Svenske Emilie Flygare-Carléns debutroman Waldemar Klein fra 1838 var i mangt og meget et plagiat af Sophie von Knorrings velkendte romanstil. Men siden udviklede hun sin helt egen profil. Den diskussion om erotikken, manden og kvinden, som Sophie von Knorring introducerede, videreudviklede hun i moderne retning. Hun veg ikke tilbage for at kalde mandens egoisme i forhold til det andet køn ved rette navn eller for at afsløre kvindens strategiske dobbeltspil i forlovelse og ægteskab.Når Sophie von Knorring beskriver erotikken som uforløst lidenskab, viser Emilie Flygare-Carlén erotikken som en nødvendig, men skæbnesvanger fysisk drift. Efterhånden som forfatterskabet skrider frem, viser hun, hvordan en handlekraftig kvinde kan om ikke ændre sin situation så dog påvirke den. Det var utvivlsomt hendes mod til at skildre aktive kvinder positivt, som er hemmeligheden bag hendes store økonomiske succes som bestsellerforfatter. I 1862 modtog hun Svenska Akademins store guldmedalje, og i 1865 udkom hendes sidste betydelige værk, den selvbiografiske trilogi Skuggspel (Skyggespil).
Tag: Selvbiografier
Camilla Colletts hovedværk, romanen Amtmandens Døttre, er norsk litteraturs første realistiske tendensroman. Og den første norske roman, der bredt og kritisk udforsker vilkårene for kvinder, der tilhører samfundets bedrestillede lag. Den var ingen dusinvare, da den udkom i 1854-55. Mange blev grebet af bogens angreb på fornufts- og forsørgelsesægteskabet og klagerne over kvindelivets snærende rammer. Efter Amtmandens Døttre og et bind Fortællinger, 1861, skrev hun ikke fiktion. I stedet brugte hun 1860’erne til at udforske gråzonen mellem selvbiografi, memoirelitteratur og rejseskildring. Derefter tog hun springet over i essayistikken, og udsendte sin gennembrudssamling som feministisk kulturkritiker i 1877 Fra de Stummes Leir.Hun har sin store del af æren for, at det norske moderne gennembrud blev så stærkt præget af kvindesagen. Og hun var medvirkende til, at man i Norge undgik den skarpe kløft mellem kvinder og mænd i synet på kønsmoral, som prægede dansk kulturliv i 1880’erne.
Da den danske forfatter Magdalene Thoresen lod Bjørnson udgive sin første bog, Digte af en Dame i Bergen i 1860, havde »kvindespørgsmålet« længe været debatteret i det politiske liv og tematiseret i litteraturen. Hendes forfatterskab, som viste sig at blive et af periodens største og væsentligste, gav det imidlertid en særlig udformning, der på en egen måde forenede romantikkens mest patriarkalske idéer med sider af de kommende tiårs kulturelle nybrud.Forfatterskabets tyngdepunkt ligger i natur- og folkelivsskildringer fra det Norge, der blev hendes andet fædreland. Hendes største publikumssucces blev to bind rejsebøger fra landets nordligste egne, Billeder fra Midnatsolens Land fra 1884-86. Trods succesen repræsenterede de ikke forfatterskabets hovedgenre.Størstedelen af hendes litterære produktion faldt inden for genrene »bondefortællingen« og det realistiske samtidsdrama, ligesom hun også skrev til teateret.
Svenske Fredrika Bremer har vundet respekt som personlighed, som brevskriver og rejseskildrer. Men når man kommer til romanerne, plejer forbeholdene at indfinde sig. De eneste undtagelser, man plejer at gøre, er Grannarne (Nabofamilierne) fra 1837, og Hemmet fra 1839. Med disse to romaner blev hun en af verdens mest læste romanforfattere.Ingen svensk forfatter, ikke engang Selma Lagerlöf, har haft den samme succes i den engelsktalende verden. Få har været oversat til så mange sprog. Hele hendes produktion kan betragtes under såvel en realistisk som en romantisk kodes synsvinkel. På den ene side beskæftiger hun sig med kvindens stilling i samfundet, med hendes ret til uddannelse og udvikling. På den anden side er hun optaget af det indre livs ret over for det ydre og den kvindelige ildsjæls mulighed for at styrte det bestående. Det er ikke balance, som er hendes originalitet. Det er snarere uroen i bøgerne, der fængsler. Hun var lidenskabelig – både som intellektuel og frihedssøgende.
Kirkehistorie bliver ofte teologernes og de kirkelige lederes historie. De er for det meste mænd, og i kirkehistorien er kvindernes rolle mere upåagtet. Men vi finder mange kvinder i 1800-tallets vækkelser, og de er virksomme inden for forskellige områder i tidens mange vækkelsesbevægelser.Nye former for virksomhed skaber ny litteratur, og i den tids nye åndelige strømninger i de nordiske lande finder vi kvindelige skribenter, salmedigtere og prædikanter. Haugianismen var en vigtig faktor i Norges åndelige og kulturelle liv i 1800-tallet og en af de mange vækkelser, som opstår i løbet af århundredet i de nordiske lande. Man mener, at haugianismen fik betydning for kvindebevægelsen i Norge og var en medvirkende forudsætning for f.eks. Camilla Colletts energiske kamp for kvinders frigørelse.
Forfatteren Elisabeth Hansen ville det hele – belære menneskeheden, skrive opbyggelige og underholdende romaner, skildre fremmede lande, debattere økonomi, samfundsforhold og kunstens rolle. Det gjorde hun aldeles frygtløst, men med størst talent i sin rolle som journalist; hun havde udprægede evner for den levende detailbeskrivelse, ligesom hun havde en tør og intelligent humor, når hun var bedst.Anerkendelsen udeblev dog dér, hvor forfatteren allerhelst havde set den, nemlig af hendes romaner. Hun insisterede på, at kvinder også havde behov for at lære og udvikle sig intellektuelt. Dette budskab kunne hun imidlertid ikke sende direkte ud i romanform – hun reserverede det derfor til det billede af sig selv, som hun tilbød offentligheden. Den stædige styrke og egentlig mandlige adfærd, hun valgte, var enestående.
Romantikkens kvindelige prosaister måtte i deres hverdagshistorier, essays og romaner formulere sig i forhold til en mandlig romantisk retorik, der hos en række mandlige teologer tjente til at give uskyldsmyten fylde og socialitet i det borgerlige hjem. Kvindeværdigheden bliver en central tanke for mange kvindelige skribenter og forfattere i samtiden.Værdighedsmyten er et genmæle mod de tanker og idéer om ophøjelse og uskyld, som en romantisk tankegang ofte indskrev kvinder i og beskrev dem ud fra. Men værdighedsmyten er i høj grad farvet af, at den netop er et modsvar til den kønsliggørelse af kvinden, som uskylds- og ophøjelsesidealet indebærer. Den er et kvindeligt romantisk svar på den mandlige romantiks kønspolarisering.
Efter 1814 var verden ikke længere den samme. Unionen mellem Danmark og Norge blev opløst, og Norge kom i union med Sverige. Kvinders dagbøger fra denne tid fortæller om hverdagslivet under de dramatiske forandringer. En direkte motivation til deres erindringer er ofte et ønske fra den efterfølgende generation om at få førstehåndskendskab til den forgangne tid.De ældste memoireforfattere fortæller om dagliglivet og om historiens gang og henvender sig ofte direkte til deres børn eller anden nærtstående familie. Disse erindringer er beregnet til privatsfæren. Her findes ingen litterære ambitioner. Andre memoireforfattere havde offentligheden for øje. Den bedst kendte af disse er Camilla Collett. Hendes roman Amtmandens Døttre var startsignalet for de kvindelige forfattere. Med den fik Norge sin første betydningsfulde realistiske roman.
Det var en følelse af smerte og håbløshed, der i 1855 fik den kun 42-årige danske skuespillerinde Johanne Luise Heiberg til at påbegynde sine erindringer: Et Liv gjenoplevet i Erindringen. Som romantikkens største skuespillerinde var hun blevet en myte i levende live. Men kravet om større realisme på scenen begyndte så småt at signalere en ny tid.Trangen til afklaring bliver i det fire bind lange erindringsværk samtidig til en skriftens iscenesættelse, som belyser de dele af den personlige historie, der skal til for at skabe det varige monument over hendes liv og kunst. En beskrivelse af et liv set gennem et skarpt selekterende blik. For at glorificere og bevare – men også forstå – det, der havde været hendes egen forgængelige kunst.
Den ideelle kvindelighed, som 1700-tallets moralske fortællinger og borgerlige komedier havde beskrevet, var ikke tavs og umælende. Men det blev den. For mange af de skrivende kvinder synes dette at skrive at blive en kærkommen mulighed for at bryde den stilhed, der i 1800-tallets første halvdel sænkede sig over kvinders liv – en stilhedens retorik.Nordiske kvinders romaner og fortællinger fra 1800-tallets midte placerer ofte en stille, magtfuld kvindefigur centralt i sit persongalleri. Den gode kvindelighed var tyst og selvopofrende; men de kvinder, der begyndte at tale og skrive, så også sig selv som gode kvinder, og forestillede sig, at deres tale og optræden kunne være ideel, at de stummes lejr havde noget at berette, der kunne gavne nationen og det menneskelige samfund.