Da Elisabeth Hansen (1774-1853) som meget ung fik lejlighed til at iagttage et tordenvejr over havet gennem en stjernekikkert, oplevede hun naturens »overordentlige Skuespil« som en kamp mellem ildens og vandets magter, mellem det mandlige og det kvindelige element. Dette »Verdens-Drama« fylder hende først med rædsel og så med fryd. Rædsel, fordi det er overvældende og farligt, og fryd, fordi det også er et flot syn, hun til sidst kan overgive sig til. Hun kan overgive sig, fordi synet i virkeligheden er på afstand. Kikkerten, hvis indretning hun kender, skaber jo kun illusion af nærhed og af, at hun er i livsfare. Det, hun opdager, er, at hun kan overvinde det rædselsfulde, det hendes indbildningskraft skaber, med fornuften. Og det er en frydefuld oplevelse.
Da Elisabeth Hansen mange år senere i Min Reise i Aaret 1788 til det gode Haabs Forbjerg, 1833, nedskriver tordenvejrsoplevelsen, lader hun sit unge jeg se den som en bekræftelse på Guds skaberkraft og eksistens. Det er en magtfuld, kærlig og retfærdig Gud, han har jo skabt hende og desuden anbragt hende »midt paa selve Scenen« i oplevelsernes brændpunkt. Han har desuden givet hende både sanser og fornuft, evner til at se, erkende og tænke i sammenhænge. Og til at opleve fryd, når disse evner supplerer hinanden. »Guddommelige Kræfter«, som hun euforisk udbryder.
Hvor sublime oplevelser sædvanligvis efterlader jeg’et med en følelse af egen lidenhed, ikke at forveksle med afmagt, bliver det hos Elisabeth Hansen en bekræftelse på egen storhed. Hun er »Guds Mesterstykke, som Intet i hele Naturen overgaaer«. Dette selvbillede fastholder og improviserer hun over hele livet. Guddommeliggørelsen af hendes eget menneskelige jeg er forbundet med passioneret videbegær og kærlighed til alt det skabte samt et ønske om at delagtiggøre sine medskabninger i, hvad hun har set og erfaret.
Som »Guds Mesterstykke« har hun nærmest forpligtelse til det, for livskraften, meddelelsesbehovet er hende i blodet som et gudspant, som »luende Ild«. Hermed peger hun på og legitimerer sin egen formidler- og forfatterrolle. Hun gør det med en god del usamtidighed, fordi hun skriver og udgiver i 1800-tallets borgerlige dannelseskultur, men hun har erfaringer og bevidsthed, der er knyttet til 1700-tallets oplysningsprojekt. Dertil kommer, at hun er bondefødt.
De uendelige muligheder –utopi og helvedesstrategi
Elisabeth Hansen optræder gerne som pædagogen, der skal bringe lys ind i det mørke af overtro og religiøs fanatisme, som efter hendes mening forhindrer bonden i at blive »fri« og driftig. Men hun nøjes ikke hermed, det er intet mindre end menneskeheden, hun appellerer til, når hun tordner mod »Fordomme«, dvs. vanetænkning og blind autoritetstro, som hun ser som årsag til krige, revolutioner, magtbegær og ufrihed på Jorden.
Da hendes oplysningsprojekt ikke lykkes – menneskene forbedres ikke, og de værdsætter heller ikke hendes indsats – udvider hun »læretiden« til evigheden. I Mine Ungdoms Drømme om Sjælens Udødelighed, 1832, udvikler hun idéer om en storstilet efteruddannelse af sjælene efter døden, så at »det Frøe som blev nedlagt paa Jorden til Menneskets Forædling her (i evigheden) bærer de herligste Frugter«. »Frugterne« er et idealsamfund, der findes på Solen. Her indgår kærligt samliv med lighed og religionsfrihed, intellektuel og kunstnerisk udfoldelse og arbejde med jorden en syntese.
Med denne tekst, der har form som en øjenvidneskildring – hendes egen – fra en rejse til landet hinsides døden, skriver Elisabeth Hansen sig ind i den optagethed af det hinsides, der både ses hos teologer som Grundtvig og Martensen og hos forfattere som Ingemann.
Dødsriget betragtes af mange af 1800-tallets teologer som todelt. Der er indskudt en mellemtilstand før den endelige dom. Det giver sjælen en ekstra mulighed for at forbedre sig i en fortsat udvikling. Når tanken om mellemtilstanden vinder indpas i den borgerlige dannelseskultur, må det ses i forbindelse med denne kulturs vækstfilosofiske udviklingsbegreb og person-lighedsideal, der så at sige udvides til også at gælde efter døden.
I B. S. Ingemanns versepos Tankebreve fra en Afdød, 1855, berettes der om »livet« i mellemtilstanden, »hvor nu jeg tumler mig i fortsat Id/ Udvikling efter Døden, selv i Tid/ Og i et Rum, det fast uendelige«. I Ingemanns epos betyder udvikling religiøs inderlighed og omvendelse. Sjælen skal så at sige dø en gang til. Rationalistiske teologer (hvor-til Ingemann bestemt ikke hørte) interesserede sig imidlertid også for mellemtilstanden, f. eks. Chr. Bastholm i De Dødes Opstandelse, 1805. Bogens erklærede hensigt er at give et »trøstefuldt Haab«, og det bliver hos Bastholm en jordnær, fristes man til at sige, beskrivelse af den genopstandne krops udseende, vægt, behov og muligheder – hvor han så ved det fra. Også Elisabeth Hansen kredsede i digtene »Udødelighed«, »Sang til Maanen«, »Ønsket«, alle 1833, om mellemtilstanden efter døden.
Men mellemtilstanden er også en »helvedesstrategi«, som Elisabeth Hansens skrift knytter an til. Hun vil afkræfte »Overtroen« om Helvede, som hun kalder det. Forfatterens metode er didaktisk. Hun lader sit jeg optræde, dels som nysgerrig reporter, der stiller spørgsmål til sin guide, en engel af højere orden, dels som øjenvidnet. Hensigten er at fremstå som den »uvidende« eller fordomsfulde læsers repræsentant.
Udtrykket »helvedesstrategi« stammer fra teologiprofessor P. G. Lindhardts bog af samme navn, 1964. Heri gennemgås helvedesforestillinger fra oldtiden til i dag. Synspunktet er, at Helvede som »sted« er en fiksering af menneskelige behov og projektioner. Mellemtilstanden, der især henter inspiration fra oldkirkens apokatastasis-lære, er ifølge Lindhardt 1800-tallets dogmatisering af et psykologisk behov for religiøs sikkerhed. Det er især i denne sammenhæng, at man må forstå, at mellemtilstanden også kunne blive en del af lægmands religiøse forestillingsverden.
Jeg’et spørger, iagttager og fortæller. Om dagligdagen på »opdragelsesanstalten«, hvor det summer af praktisk aktivitet, og hvor der undervises i matematik og astronomi, om synet af månen på nært hold, om det lykkelige liv i Solstaten og om et besøg i den højeste sfære ved Gudfaders trone. Men vi får også referat af en diskussion med engleautoriteten om, hvordan det hele begyndte: med Guds skabelse eller muligvis endnu tidligere, med »Jordskjælv og Revolutioner« i verdensrummet. Selv synes Elisabeth Hansen at hælde til »Revolutions«teorien, men englens udsagn om, at denne enten/eller-holdning netop illustrerer den menneskelige fatteevnes begrænsninger, får dog lov at slutte disputten.
Det er således ikke hensigten at forurolige læserne eller så tvivl om Guds eksistens. Den lære, jeg’et drager på læsernes vegne, er, at verdensrummet er smukt, gudsskabt og ikke mindst uendeligt – og at menneskenes muligheder også er »uendelige«, selv efter døden. Ingen behøver at pines eller fortabes, »alle skabte Væsener gaaer gradeviis sin forædlede Natur imøde« – selv om nogle har brug for længere tid i smeltediglen end andre. Men denne »svimlende« vished er sjælden på Jorden, slutter forfatteren lidt bittert, fordi menneskene, »og især de Christne endnu ikke har opnaaet den Cultur, som de troer at besidde«.
Mine Ungdoms Drømme om Sjælens Udødelighed er således mindre teologi end debatskrift vendt mod »Egoisme«, snæversyn og selvgodhed. Det er samtidig en utopi, fordi forfatteren fremskriver, hvad der kunne ligne egne visioner om ideelt menneskeligt samliv i skildringen af Solstaten. Teksten er samtidig en hel lille encyklopædi over de emner, der interesserer Elisabeth Hansen – og det er ikke emner, man almindeligvis forbinder med kvinder og kvindelige forfattere i 1830’erne.
Det kan skyldes, at hun er 52, da hun udgiver skriftet. Hun har et langt liv bag sig, og hun står ligesom sin samtidige forfatterkollega Thomasine Gyllembourg mellem to tidsaldre. Hun adskiller sig imidlertid fra Gyllembourg ved at have store vanskeligheder med at harmonisere sine erfaringer og idealer med virkeligheden.
Livet ser ud til at have handlet hårdt med mennesket og kvinden Elisabeth Hansen, men forfatteren, den hun ønskede at fremtræde som officielt, ville tilsyneladende ikke miste optimismen. Når hun forskyder sit fokus for, hvor i universet der er mest interessant eller godt at være, kan det læses som en misantropisk retræte – men for forfatteren og »berømtheden« skal det ses som en »fornuftig« tilføjelse til den – trods alt! – bedste af alle verdener. Og desuden som betagelse af »det uendelige«. Elisabeth Hansen ville også helst opfatte sine egne muligheder som ubegrænsede.
Hun ville det hele – belære menneskeheden, skrive opbyggelige og underholdende romaner, skildre fremmede lande, debattere økonomi, samfundsforhold og kunstens rolle. Det gjorde hun så aldeles frygtløst, men med størst talent i sin rolle som journalist; hun har udprægede evner for den levende detailbeskrivelse, og hun har en tør og intelligent humor, når hun er bedst.
Anerkendelsen udeblev dog dér, hvor forfatteren allerhelst havde set den, nemlig af hendes romaner. Også selv om der i Litteratur- Kunst- og Theaterblads nedheglende anmeldelse med en slags bagvendt stolthed bemærkes, at Hansen er »den første danske Romanforfatterinde«. Det var i 1821. Forfatteren reagerede voldsomt på den manglende anerkendelse i fortalen til roman nummer to i 1827. Men heller ikke denne bog eller den sidste fra 1836 fik ros. De blev snarere tiet ihjel.
»Man (tør) gjøre sig Haab om at Mangel paa Kjøbere af hendes første Foster (betitlet Dido og Don Pedro) vil bevirke at samme ogsaa bliver hendes sidste, ligesom vi i alt Fald ikke kunde undlade velvilligen at tilraade Md. Elisabeth Hansen hellere at anvende sine Fritimer paa at uddanne sit sjeldne Talent til Broderie, hvori hun besidder en overordentlig Færdighed, der sikkert vil finde fortjent Erkjendelse af det kunstelskende Publicum«.
(A. P. Liunge i Litteratur- Kunst- og Theaterblad nr. 1, 1821).
Herpå svarer Elisabeth Hansen i fortalen til sin næste roman:
»At Fruentimmer ikke bør befatte sig med at skrive Romaner, er som oftest fortalt os af saadanne umodne Genier, der selv hverken besidde Evne til at frembringe Noget, eller de fornødne Kundskaber til at bedømme Andres Frembringelser; … Ja, tilvisse udsætter Den sig for Meget, der skriver Noget i Danmark. Den meest elendige Stymper opkaster sig til Dommer, ikke alene over Bogen men ogsaa over Forfatterens eller Forfatterindens meest uskyldige Handlinger«.
(Thyras Datter Hulda, 1827).
I begivenhedernes centrum – verdensdame og globetrotter
Elisabeth Hansen befandt sig øjensynlig bedst, når hun var »midt paa selve Scenen«, i begivenhedernes centrum. Det var hun ofte, hvis man skal tro hendes selvbiografiske skrifter. De består af Fragmenter af en Dagbog paa en Reise til Engelland, Frankerige og Italien, i Aarene 1819 og 1820, 1833, Scener af min Barndom, der udgives sammen med Mine Ungdoms Drømme… i 1832, og rejsedagbogen med tordenvejrsoplevelsen i Afrika fra 1833.
Der var stor interesse for disse skrifter i samtiden. Londondagbogen blev bragt som føljeton i Elmquists litteraturmagasin Sneeliljer, og uddrag af den sidste bog blev bragt inden selve udgivelsen i den populære ugeavis Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn. Anmeldelserne var også positive.
»Dette lille fordringsfrie Skrivt indeholder et Brudstykke af Forfatterindens Autobiographi. I en flydende og livelig Stiil skildrer hun sin Barndoms muntre og sørgelige Scener med rosværdig Beskedenhed og Oprigtighed…. I psychologisk Henseende er dette lille Skrivt ret interessant. Vi ønske, at Forfatterinden vil meddele den læsende Verden sin hele Autobiographi, samlet i eet Verk«.
(H. C. Wosemoses anmeldelse af Scener af min Barndom og Mine Ungdoms Drømme om Sjælens Udødelighed, begge 1832, i Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn 2. marts 1832).
Ingen tvivlede tilsyneladende på sandhedsværdien i beretningerne, selv om tonen er usædvanlig selvhævdende, og selv om usandsynlighederne florerer. Den Elisabeth Hansen, der rejser til Kap det gode Håb og imponerer alle med sin viden og forstand, er f.eks. kun 14 år og på rejse med en styrtende rig veninde, der imidlertid forgives af en ond præst. Og den Elisabeth Hansen, der i 1820 brillerer i det fornemme London-selskab, og som bliver digteren Byrons fortrolige og senere kurér i forbindelse med den græske frihedskrig, er tre år for tidligt ude. Barndomserindringernes skildring af det højtelskede og prinsesseklædte vidunderbarn, der siden vansmægter som Askepot for endelig at retfærdiggøres, da hun som 11-årig drager til København og indtager palæerne i Bredgade, supplerer sådan set billedet af det voksne geni – men vederhæftigt er det ikke. Elisabeth Hansens baggrund var et almuemiljø på Nordlolland, hun er født uden for ægteskab og opdraget hos sin mormor, da moderen døde allerede 1782. Og hun er sandsynligvis blevet sendt ud at tjene som 12-13-årig, som det var almindeligt i dette miljø.
Det med barndommen vidste det københavnske læsepublikum jo ikke noget om. Lolland var meget langt væk, og Elisabeth Hansen, der nu var en gift kone i hovedstaden og selv del af borgerskabet, var ikke den, der talte over sig. Når læserne og anmelderne tilsyneladende læste hen over alle usandsynlighederne og i øvrigt opfordrede forfatteren til at fortælle mere, må det skyldes, at hun med disse fantasifulde beretninger skrev sig lige ind i det behov for eksotiske og »interessante« emner, som 1830’ernes nyhedshungrende biedermeierpublikum havde. Men derudover var det også »interessant«, at hun som kvinde havde oplevet alt dette. Ikke bare hendes beretninger, men også hun selv var godt stof – næsten en myte i samtidens københavnerliv, hvilket flere omtaler af hendes gøren og laden viser.
»Den dybeste Smerte er altid stum«
Der er omkostninger ved at være en myte. For Elisabeth Hansen havde overskredet kvindelighedens snævre grænser på snart sagt alle måder. Som forfatter uden pseudonymets beskyttelse, som rejsende uden mandlig ledsager – men først og fremmest ved at træde ud af privatheden og blive en offentlig person. Det var samtidig tab af respektabilitet – en kvinde, der ikke opførte sig, som en kvinde burde, var ikke respektabel. Det er i lyset af dette, man skal se den del af selvfremstillingen, der igen og igen forsikrer om forfatterens dydige levned og huslige dygtighed. En bitterhed lurer dog bag alle forsikringerne og selvforherligelsen. Man fornemmer, at »Elisabeth, der besejrer verden« også følte sig som »Ane Lisbeth alene i verden«. Hvordan ægteskabet med koffardikaptajn H. P. Hansen har set ud indefra, ved vi intet om. Det varede til kaptajnens død i 1848, men hans kone skriver kun om ham én gang: i dødsannoncen i Adresseavisen. Borgerligt familieliv og ægteskabslykke – eller -ulykke, for den sags skyld – nævnes aldrig, hverken i rejsedagbøger, selvbiografi, essayistik eller fiktion. Hvad enten det er virkelige eller fiktive personer, som beskrives, er de altid alene i verden og meget langt hjemmefra.
Hele Elisabeth Hansens meget produktive forfatterskab, der indledes, da hun er fyldt 47, og som varer 15 år, kan synes skrevet på og imod en oplevelse af tab. Men tabet tematiseres aldrig. »Den dybeste Smerte er altid stum«, som hun ofte skriver. Men tabets konsekvenser, udsatheden, er tema i hendes to romaner fra 1820’erne, der begge har kvindelig hovedperson. Det er debuten Dido og Don Pedro fra 1821 og Thyras Datter Hulda, 1827.
Krig og kaos – dyd og død
Elisabeth Hansen placerer i begge romaner sine heltinder midt i højdramatiske begivenheder, henholdsvis i Spanien under Napoleonskrigene og i England under Knud den Stores erobring af landet. Forfatteren lufter hverken nationale sym- eller antipatier, det er krigen som evigt vilkår og dens effekt på menneskets liv og psyke, hun ønsker at belyse. Krig forårsager kaos – »Uligevægt«, hvor »Tilfældet« råder. Familier splittes, moralbegreber opløses, og mennesket viser sig i al sin »ufornuftige« lidenskabelighed og dyriskhed.
I Dido og Don Pedro bliver Didos erotiske fald således både forklaret med forældreautoriteternes fravær og med den intense, men usædvanlige situation, der opstår, da de to barnekærester genfinder hinanden og forenes til akkompagnement af kanontorden i barndommens lysthus. Men herefter vælter ulykkerne ind over de to unge med graviditet, Pedros indkaldelse og utroskab. Romanens anden halvdel er en langtudtrukket beskrivelse af Didos smertefulde vej til religiøs syndserkendelse, som ender med hendes forsoningsdød og Pedros angerfulde selvmord på gravens rand. I en orgiastisk beskrivelse med rygende blod og rullende øjne kan de to så endelig forenes på en måde, der ikke anfægter romanens moralske værdiunivers.
Også i Thyras Datter Hulda er heltindens død en forsonings-død, men det, der skal forsones, er fjendskabet mellem Huldas elskede, den engelske Edmund, og hendes far, den danske Knud. Hulda »falder« aldrig, hun er skildret som den personaliserede dyd, en sand skøn sjæl. Hun må imidlertid også gennem en længere religiøs krise, før hun er rede til at se sin »skæbne«, forsoningsdøden, i øjnene – hun plages af tanker om arvesynden og dens mulige udbrud hos hende. Det skyldes, at hun er frugten af et uægteskabeligt forhold mellem kong Knud og Thyra, som døde efter datterens fødsel.
Elisabeth Hansen var god til at gøre reklame for sig selv, og hun havde også gode forbindelser blandt bogtrykkere og tidsskriftredaktører. Det kan være det, A. P. Liunge lidt surt hentyder til, da han i anmeldelsen af Dido og Don Pedro skriver at »dette Product er, Tak skee dets brammende Bebudelse, allerede forudomtalt i flere udenlandske blade«. Men Elisabeth Hansen havde brug for omtalen, hun havde en større sum på højkant, da flere af hendes bøger kom på hendes eget forlag. At hun var meget markedsbevidst, frem-går også af de ord, hun sendte debutbogen Dido og Don Pedro ud i verden med: »Gaae, min Datter! ud blandt dine elskværdige Søstre. Advar dem med dit Exempel, og lær dem, i enhver Livets Stilling og Begivenhed, at agte nøie paa sig selv, at de aldrig noget Øjeblik vige fra Dydens Bane, og er det dig muligt, da gjør din Moder yndet af dem, i hvis Haand du kommer… «.
»Mennesket kan alt, hvad det vil«
Elisabeth Hansen insisterer på, at kvinder også havde behov for at lære og udvikle sig intellektuelt. Dette budskab kan hun imidlertid ikke sende direkte ud i romanform – hun reserverede det til det billede af sig selv, som hun tilbød offentligheden. Den stædige styrke og egentlig mandlige adfærd, hun valgte, er enestående. Det kan skyldes, at hun netop ikke stammede fra borgerskabet og derfor ikke havde oplevet den disciplinering, som borgerlig pigeopdragelse medførte.
Det er, som om hun omformer sin oplevelse af tab eller »mangel« – der meget vel også kan skyldes dette sociale handicap – til vilje, til den kraft, der driver hendes store behov for at udtrykke sig, »den evige Ild, der luer i Blodet«. Og som hun ofte skriver: »Mennesket kan alt, hvad det vil«. Hermed forbinder hun også de to århundreder, hun er knyttet til: 1700-tallet med dets tro på den menneskelige fornuft og 1800-tallet med dets filosofiske liberalisme.