For den succesrige kvindelige forfatter Emilie Flygare-Carlén (1807-1892) var den mere etablerede Sophie von Knorring tidligt et ideal, og hun fortæller i sine Minnen (Erindringer, 1848) om deres første møde:
»Maria Röhl hentede mig, og nu var det store øjeblik inde, hvor jeg skulle træde frem for Sveriges mest åndfulde, mest talentfulde, mest satiriske og mest hovmodige forfatterinde, sandt at sige følte jeg mig mere berørt af ængstelse, end da jeg første gang blev hentet til dronning Josefina. Den sidstnævnte ville bestemt ikke have ønsket at sætte mig i den mindste smule forlegenhed, men jeg var fuldt forvisset om, at den celebre litterære dame ikke ville skåne mig, sådan som pressen så ofte har gjort det«.
Sophie von Knorring fortæller i et brev til Malla Silfverstolpe den 28. januar 1847 om, hvordan hun har fået besøg på Skålltorp af Emilie Flygare-Carlén:»… men nu! – nu tog hun bladet fra munden og for ud i den allermest forfærdelige uforskammethed over for mig, fordi jeg ikke havde gengældt visitten i Stockholm, og sagde, at hun ene og alene var kommet hertil for at sige mig ‘sandheden’, eftersom ingen anden gør det, og forstår du – kæreste Malla – den var horribel! – Hun sagde mig det mest uhøflige jeg nogen sinde har hørt i mit liv, sagde til mig, at jeg var gennemdum, indbildsk, hovmodig indtil vanvid, uvidende, for tidligt ældet – osv. , osv. , og hver ny beskyldning afsluttede hun med: ‘Og jeg siger det, fordi ingen anden vil sige det!’ Hendes stakkels – virkel. elskværdige mand – var helt ude af sig selv af ængstelse. Han bad hende, han foldede hænderne, han tog hende i skuldrene og sagde gang på gang: ‘Kære Emilie! – tag det nu roligt, for Guds skyld! – Tænk dog på, hvad det er du siger, osv. ‘«.
Hun havde grund til at føle sig truet. Hendes debutroman Waldemar Klein, 1838, er i mangt og meget et plagiat af Sophie von Knorrings velkendte romanstil. Men fremover udviklede Emilie Flygare-Carlén sin helt egen profil. Den diskussion om erotikken, manden og kvinden, som Sophie von Knorring introducerede, videreudviklede Emilie Flygare-Carlén i moderne retning.
Hun kom af en købmandsslægt fra Bohuslän, tilhørte den lavere borgerstand og var fremmed for den adelige pligtmoral, som Sophie von Knorring skildrer. Emilie Flygare-Carlén viger ikke tilbage for at kalde mandens egoisme i forhold til det andet køn ved dens rette navn eller for at afsløre kvindens strategiske dobbeltspil i forlovelse og ægteskab. Når Sophie von Knorring beskriver erotikken som uforløst lidenskab, viser Emilie Flygare-Carlén erotikken som en nødvendig, men skæbnesvanger fysisk drift. Hun deler ikke forgængerens misbilligende holdning til attrå uden kærlighed. Når f.eks. den ligeglade Lavinia i Ett år, 1846, føler de »stormende slag« af sin mands hjerte, går der noget så forfriskende positivt som »en hel revolution gennem hendes sjæl!« og det til trods for, at hun ikke elsker ham.
Efterhånden som forfatterskabet skrider frem, viser Emilie Flygare-Carlén, hvordan en handlekraftig kvinde kan om ikke altid ændre sin situation så dog påvirke den. Det er utvivlsomt hendes mod til at skildre aktive kvinder positivt, som er hemmeligheden bag hendes store økonomiske succes som bestsellerforfatter. Til forskel fra »författaren till Cousinerna« optræder Emilie Flygare-Carlén hovedsagelig under eget navn. Forfatter blev hun, har man sagt, for som enke at kunne forsørge sine børn. Da hun skulle vælge forlægger, vaklede hun mellem Lars Johan Hierta og Niclas Thomson, men valgte til sidst Thomsons »Kabinettsbibliotek«, fordi hun dér havde set originalværker, som hun syntes hun »kunne konkurrere med«. Debutværket blev velvilligt modtaget af kritikerne, og hun blev så værdifuldt et aktiv for Thomson, at han formelig lagde beslag på hende. Et år efter debuten bliver hun installeret i en lejlighed i hans hus i Stockholm, så samarbejdet kan blive lettere. Måske også fordi Thomson ville forsikre sig mod, at hans farlige konkurrent Hierta skulle få fingre i en så produktiv indkomstkilde.
I Stockholm bliver den succesrige forfatter snart det kvindelige midtpunkt i tidens liberale mandlige forfatterkredse, og det var her, hun fandt sin anden mand, Johan Gabriel Carlén, hvis hjælp med renskrivning og korrekturlæsning omhyggeligt er blevet noteret af litteraturhistorien.
Emilie Flygare-Carlén var en af de højest betalte professionelle forfattere i Norden. Hendes honorar blev sat op for hver bog – hun skrev 25 romaner – og efter det store gennembrud med Rosen på Tistelön (Rosen på Tidseløen), 1842, omtales hun som »Sveriges mest læste forfatterinde«. Ved siden af Esaias Tegnér og Fredrika Bremer repræsenterede hun Sverige udenlands. Hendes romaner blev ikke kun oversat til norsk, dansk, fransk, tysk og engelsk, men også til polsk, italiensk, spansk, ungarsk, hollandsk og russisk.
Ligesom de fleste af sine litterære samtidige – mænd såvel som kvinder – benyttede Emilie Flygare-Carlén tidens oversatte romaner som forbillede. Hendes forfatterbegavelse var af receptiv art, og hendes evne til at følge de herskende litterære konventioner bidrog til hendes publikumssucces. I forfatterskabets udvikling kan man se de skiftende smagsretninger på det litterære parnas.
Den første del af hendes forfatterskab, som kronedes med Rosen på Tistelön, bliver til med et ængsteligt sideblik til tidens kritik af den franske og tyske romans umoralske indflydelse i almindelighed og af Sophie von Knorrings smitsomme romanerotik i særdeleshed. Kritikken opstillede den engelske roman, først og fremmest Walter Scott, som forbillede. Emilie Flygare-Carlén var ikke sen til at efterkomme dette påbud, skønt hun i smug også læste den depraverede George Sand, som fik betydning i hendes senere forfatterskab.
Emilie Flygare-Carléns første romanheltinder er sig ikke driftslivets magt bevidst, og derfor drives de af den lidenskabelige mand mod deres – ofte tragiske – skæbne. I Kyrkoinvigningen i Hammarby (Kirkeindvielsen i Hammarby), 1840-41, forfører den dæmoniske Leiler af personlige hævnmotiver en renhjertet pige, om hvem forfatteren sukkende skriver: »hun, den ikke-mistænk-somme, som ikke anede, hvor fjerlet hendes hjerte balancerede på den mandlige egoismes lunefulde bølge«. Driften er mændenes gebet; nogle bliver deformerede og vanvittige af den, som den vanføre grev Albano i samme roman. Hans smukke fæstemø besvimer, bare han rører ved hende:
»Hans syge, forfordelte krop, hans heftige, af vrede glødende væsen fylder mig med medlidenhed, men når hans blik flammer af en ild, for hvilken der findes et andet navn – da føler jeg en afsky, en bæven, en gysen ved at blive hans«.
I forfatterskabets første periode er Emilie Flygare-Carléns heltinder således ret blege, dog med nogle undtagelser som Maria, Leilers fraskilte kone, i Kyrkoinvigningen i Hammarby. Emilie Flygare-Carlén signalerer senere, at den moderne tid er kommet. Det er også på tide for romanheltinderne at forandre sig. »Det er min overbevisning, at det er min fortjeneste, at jeg har skrevet et arbejde, hvor jeg har påbegyndt en ny vej inden for litteraturen. Jeg har skildret mennesker i stillinger og forhold, som er mindre romantiske end sande«.
Rosen på Tistelön placerer sig i tidens populære genre af nyttepræget pædagogisk og liberalt farvet folkelivsskildring som hos Fredrika Bremer, Fredrika Runeberg, Carl Jonas Love Almqvist m.fl., men bryder også med genren. Med sin brede episke fremstilling og sin manglende idealisering af folket var romanen en nyhed. Kritikerne var først mistænksomme over for det til naturalisme grænsende skrækromantiske billede af skærgården på vestkysten og over for, at den forbrydelse, der styrer handlingen, skildres som en pludselig, driftmæssigt begrundet beslutning. Var det virkelig et emne for en kvinde? »Men har forfatterinden da ikke blot en smule menneskelig, kvindelig følelse?« (Svenska Biet, 1842).
Den svenske vestkyst viste sig at være et taknemmeligt romantisk miljø. På dette tidspunkt begyndte skærgården i Bohuslän at interessere malere og det kurstedssøgende borgerskab. Emilie Flygare-Carléns skærgårdsromaner er også enestående, fordi de omhandler en for svensk litteratur helt ny del af befolkningen, som hun var kommet i forbindelse med i sin barndom; toldembedsmænd, købmandsfamilier, søfolk og fiskere.
Men det, at Rosen på Tistelön betragtes som Sveriges første vestkyst-skildring, kan ikke forklare dens kolossale popularitet helt op til vore dage. Det skyldes snarere romanens behændige kombination af slægtsroman og skrækromantik. De realistiske indslag i miljøskildringen er så få, at man kan tale om en kulisseagtig ramme om intrigen. De magter, som driver deres spil med mennesket, og som styrer begivenhederne i romanen, er mystiske og skæbnebestemte. Spændingen i Rosen på Tistelön vokser med onde varsler og dystre naturstemninger, der foregriber eller akkompagnerer handlingen.
Romanen bygger på historien om en forbrydelse, som forfatterens broder, Strömstadsjuristen Edvard Smith, havde fundet beskrevet i nogle gamle retsprotokoller. To smuglere, en far og en søn, havde under en smuglerekspedition på Paternosterskærene myrdet en toldløjtnant og hans mænd og sænket deres toldkutter. Det eneste vidne til udåden var faderens yngste søn, en åndssvag ung mand, som mange år senere angav faderen og broderen. I romanen kæder Emilie Flygare-Carlén forbrydelsesintrigen sammen med en romantisk kærlighedshistorie, hvor den voksende kærlighed mellem smuglerens datter, Gabriella, og den myrdede toldløjtnants søn, Arvid, skildres.
Emilie Flygare-Carlén deltog med liv og lyst i tidens sociale liv. Her skildrer Fritz von Dardel, hvordan operaens publikum hylder Jenny Lind, en anden af tidens primadonnaer.
Fritz von Dardel: Operapubliken hyllar Jenny Lind. Litografi, i: Gösta Selling et al: Stockholm i Närbild, Stockholm, 1943
Romanen skelner tydeligt mellem kvindernes og mændenes sfære. Mens det er kvinderne, som styrer i de realistiske hver-dagsscener i hjemmet, er det mændene, som handler i de dramatiske scener til søs. Mændenes handlinger er afgørende, men det er i kvindescenerne, at den psykologiske skrækstemning indfinder sig. I skildringen af romanpersonernes indre konflikter og spillet mellem personerne føres intrigen frem på et underliggende plan. Rosen på Tistelön bliver således en roman om, hvordan kvinderne rammes af to mænds forbrydelse.
Mens mændene i Rosen på Tistelön er tegnet efter et gængs kontrasterende rollegalleri, er kvindeportrætterne mere individualiserede. Frem for alt er Gabriella en heltinde, der svarer til, men samtidig overskrider populærromanens skabelon. Gabriella er en typisk romanheltinde, for så vidt som hun er en strålende skønhed på tærsklen til ægteskabet. Men hun er hverken sød eller opofrende. I stedet karakteriseres hun af egenskaber, der normalt udmærker den onde kvinde, dvs. viljestyrke og handlekraft. I et par af romanens mest spændende scener er det hende, der redder sine egne ved en modig indgriben, mens mændene tildeles mere passive roller. Hun går også en anden skæbne i møde end den almindelige lykkelige forening med den elskede eller den tragiske hensygnen af ulykkelig kærlighed. Her kan man spørge sig, om Emilie Flygare-Carlén ikke parodierer den romantiske kærlighedsopfattelse; Gabriella afstår af egen vilje fra sine friere, og i epilogen møder vi den skønne i alderdommen som et sindsformørket tyende, der lever på andres nåde og barmhjertighed. Det er et billede af kvinden som patriarkatets offer, et indespærret levn fra anno dazumal, der ætser sig fast.
»Omsætningen på det lille værtshus var god; og Lindgren tjente mangen en ekstra skilling blot ved, over for påtrængende rejsende, forsigtigt at lette på gardinet foran en glasrude. Ruden sad i en dør; og den, som kiggede ind, så kun et dystert kammer med en seng, et bord og et par stole. Ved bordet sad der en lille rynket, indskrumpet gammel kone med en hvid stivet hue på; hendes visnende hænder legede mekanisk med to små sneglehuse. Der var ingen spor af skønhed i det gulblege, af sorgen hærgede ansigt; ‘og dog’, sagde traktørkonen, der for det meste kom listende bag sin mand, ‘blev hun tidligere kaldt Tidseløens rose!’«.
Under stigende indflydelse fra den sensationsprægede franske føljetonroman a la Eugène Sue kræver det litterære marked i midten af 1840’erne mere tendens kombineret med en kompliceret romantisk handling. En natt vid Bullarsjön, 1847, angriber pietismen og er et forsøg på at skrive en stor samfundsroman.
I denne periode flyttes fokus i Emilie Flygare-Carléns romaner fra familiebåndene til ægteskabet. Hendes interesse for sjælelivets fysiske ytringer, ligesom hendes forkærlighed for mere dæmoniske kvindetyper (som f.eks. den forslagne kokotte Lilia i Ett Rykte, 1850) tager til i samme tempo, som hendes produktionshastighed sættes op. Konsekvensen bliver en stilforringelse, og den er så meget mere mærkbar, som hun bevæger sig i det uudforskede område, som kønnenes fysiske samliv dengang var. Tiden var tydeligvis ikke inde for en mere kompliceret kvindepsykologi.
Det er typisk, at Alf Kjellén i sin i øvrigt udmærkede og grundige studie Emilie Flygare-Carlén, 1932, står rådvild over for forfatterskabets udvikling i denne periode. Her kommer Emilie Flygare-Carlén ind på et psykologisk og litterært uudforsket område, som han ikke behersker. Kjellén vælger at tolke det for ham menneskeligt uforståelige i disse romaner som noget, der først og fremmest er formmæssigt mislykket, en mangel på »faste konturer og klare linjer«.
De toneangivende liberale kritikeres angreb lod heller ikke vente på sig. I begyndelsen af 1850’erne blev romanlæsning fordømt på det skarpeste – det undergravede nervesystemet, mente man. Tidskrift för Litteratur og Aftonbladet gik til angreb på den franske føljetonromans vulgærromantik og efterlyste den engelske romans realisme og borgerlige moral. Emilie Flygare-Carlén, der tidligere havde deltaget i klagekorene mod »Cousinmoral«, bliver nu også ramt af beskyldningen for umoralsk lidenskabsmættede skildringer. Den nedgørende kritik og hendes eneste søns død fik hende til at trække sig tilbage. Først i slutningen af 1850’erne genoptog hun efter opfordring sit afbrudte forfatterskab. Ett köpmanshus i skärgården (Et købmandshus i skærgården), 1860-61, gik som føljeton i Aftonbladet i 1859 og blev øjeblikkelig en kolossal succes.
Vindskuporna (Kvistværelserne), 1845, er blevet karakteriseret som en slags 1880’er-roman i 1840’er-stil om en lidende kvinde og en brutal ægte-mand. Ett år, 1846, blev i samtiden anset for at være »en ny udvikling af Det-går-an-ideen« på grund af sin skildring af den erotiske tiltrækning mellem to ægtefolk, der ikke elsker hinanden. Romanen Ett rykte, 1850, er erotisk meget dristig, og den blev voldsomt kritiseret.
Romanen kan ses som Emilie Flygare-Carléns svar på kritikken. Forordet skildrer hende som et værgeløst offer for de ustabile litterære konjunkturer. Nu er hun blevet klogere og vil give »nogle øjeblikkes opmuntring til dem, der, trætte af dagens møje og besvær, søger en anden vederkvægelse end blot adspredelsens«. Hun håber på at opfylde de liberale kritikeres krav om ædel realisme og sædelighed. Heltinden Emilia udvikler sig ifølge dette ideal. Efter sit giftermål med Åke Hjelm bliver hun rykket ud af sin overklasseprægede dagligstuetilværelse for sammen med manden at drive et handelshus ude i skærgården. Under sin mands hverdagsnære opdragelse udvikler Emilia sig fra at være en sværmerisk, pylret overklassefrøken til en dygtig, fornuftig og handlekraftig købmandskone. Hendes prøvelser er mange.
Ikke kun i Emilias udvikling, men også i kompositionen af Ett köpmanshus i skärgården mærker man en bestræbelse på større realisme og dybere personskildring. Selv om intrigen er bygget op omkring en mørk hemmelighed, så har historien om forbrydelsen en mere underordnet betydning end i Rosen på Tistelön. Man kan mærke, at Ett köpmanshus i skärgården er skrevet efter Fredrika Bremers store emancipationsroman Hertha, 1856, og at den er blevet til under riksdagsdebatten om kvindens myndighedsalder i slutningen af 1850’erne. Både Emilia og hendes veninde, skærgårdspigen Majken, er feministisk tegnet. Det er kvinderne, som står for mange af de afgørende handlinger i romanen, mens mændene er svage og mindre duelige. Det er en tendens, der skærpes i løbet af forfatterskabet for at munde ud i denne eksemplariske skildring af, hvordan kvinden kan udvikle sig til et dygtigt og handlekraftigt menneske, så snart hun er blevet emanciperet fra sin borgerlige, passiviserende pigeopdragelse.
Til trods for at Emilie Flygare-Carlén levede helt til 1892, havde hun ingen direkte kontakter med de mange skrivende kvinder i 1880’erne. Men det er vanskeligt at tænke sig det moderne kvindelige gennembrud i Sverige uden denne litterære formoder. Et direkte eksempel på hendes påvirkning er Victoria Benedictssons roman Fru Marianne, der i lighed med Ett köpmanshus i skärgården skildrer en forkælet borgerdatters udvikling til klog hustru og moder på et gods på landet.
I 1862 modtog Emilie Flygare-Carlén Svenska Akademiens store guldmedalje, og i 1865 udkom hendes sidste betydelige værk, den selvbiografiske trilogi Skuggspel (Skyggespil).