Da Magdalene Thoresen (1819-1903) som 41-årig lod Bjørnson udgive sin første i øvrigt anonyme bog, Digte af en Dame, Bergen 1860, havde »kvindespørgsmålet« længe været debatteret i det politiske liv og tematiseret i litteraturen. Thoresens forfatterskab, som snart skulle vise sig at blive et af periodens største og væsentligste, gav det imidlertid en særlig udformning, der på en egen højspændt måde forenede romantikkens mest patriarkalske idéer med sider af de kommende tiårs kulturelle nybrud.
Forfatterskabets tyngdepunkt ligger i natur- og folkelivsskildringer fra det Norge, der blev Thoresens andet fædreland. Hendes største publikumssucces blev to bind rejsebøger fra landets nordligste egne, Billeder fra Midnatsolens Land, 1884-86. Man kan roligt sige, at hun var »naturalist« i den betydning af ordet, som Georg Brandes senere anvendte i omtalen af de engelske romantikere. Brandes mener, at den engelske romantiks »naturalisme« er en variant af den kontinentale romantiks nationalisme; englændernes måde at elske deres land på var at elske dets natur. Tilsvarende kan man om Magdalene Thoresen sige, at hun i sit forfatterskab dyrkede Norges natur og folkeliv, fordi landet havde givet hende stof til de myter, der skulle blive hendes kvindeligheds resonansrum. Fra sin opvækst på Jyllandssiden af Lillebælt kendte hun fiskernes og bøndernes barske liv. Hun færdedes hjemmevant ved havet og dyrkede i sit forfatterskab menneskets samliv med naturen på en virkelighedsorienteret og sensuel måde.
Thoresen vævede på sin særlige måde en ny naturalisme ind i romantikkens gammelkendte køns- og kulturmyter. Som kvindelig forfatter havde hun ikke de mandlige romantikeres mulighed for at skyde naturforbundetheden over på det modsatte køn. Tværtimod løb hun en stadig risiko for, at naturen skulle opsluge hendes kvindelighed og udslette dens kulturelle identitet. Derfor bekræfter hun romantikkens patriarkalske hierarki, der lader kulturen og manden/Gud sætte grænser for naturen og kvinden. Thoresens syn på naturen og kvinden udtrykker både beundring for naturkræfternes styrke og angst for deres identitetsopløsende grænseløshed. Fra beundringen udgik forfatterskabets mange magtfulde kvindetyper, fra angsten den stærke bekendelse til patriarkatet.
På rejse i mytens landskaber
Tilknytningen til norsk natur og folkeliv viser sig ofte direkte i titlerne på Thoresens historier. I det første bind Fortællinger fra 1863 indeholder fire ud af fem titler norske stednavne. »En Aften i Bergen« er Thoresens debutnovelle; den havde tidligere været trykt i Illustreret Nyhedsblad, Kristiania 1858. Herefter følger »Vørringen«, »Fra Hardanger« og »Fra Sognefjorden«. I 1872 udsendte hun sin første rejsebog, Billeder fra Vestkysten af Norge, fra fjord- og kystlandet Sunnmøre syd for Ålesund. Magdalenes mand var, da de blev gift i 1843, provst på Herøy, en af Sunnmøres mange øer, så hun kendte området ved selvsyn. Godt ti år efter tilbragte hun en vinter hos sin yngste datter, hvis mand var kommandant på Vardø, og det resulterede i Billeder fra Midnatsolens Land, et ambitiøst projekt, der kortlægger den lange tur med rutebåden fra Polarhavets nedre grænse og op til Varangerfjorden, Vardø, Finnmarken og tilbage over Lofoten.
Rejsebogen var en yndet romantisk genre. Mange var fulgt i sporene efter Goethes Italienische Reise 1816-17. H.C. Andersen og Fredrika Bremer vandt europæisk berømmelse med deres rejsebøger fra Sydeuropa og Orienten, og Bremer skrev siden seks bind om en Amerikarejse. Magdalene Thoresen valgte i klar opposition til tidens Italiensbegejstring at rejse i den modsatte retning. Hun ville vise, at Norden har et lige så malerisk folkeliv og nok så fantastiske prospekter at byde på. Når hun sammenligner med de kendte turiststeder sydpå, falder det ud til Nordens fordel; Ishavet kalder hun »langt skjønnere i sin kolde Styrke end Neapels smilende Havbugt«, og »Alperne og alle Schweitserbjergenes Toppe« betyder for hende intet ved siden af Lofotens klipperække. Thoresen lukkede med disse rejsebøger op for en fascination af »Midnatsolens land«, som bl.a. Hamsun senere skrev videre på i romanen Pan, 1894.
Et af Thoresens formål med rejsebøgerne var at optegne norske folkesagn. Hun var måske her inspireret af J. M. Thiele, der havde udgivet samlinger af danske folkesagn siden 1818 og senest bogen Den danske Almues overtroiske Meninger, 1860.
Thoresens rejsebøger blander tre genrer. Yderst ligger den æstetiske naturbeskrivelse; fra turistens synsvinkel gengives oplevelsen af naturens skulpturelle og maleriske kvaliteter, klippernes formationer, havets bevægelser, kystlinjens slyngninger og lysets farveskift. Dernæst er der kultursociologiske indslag om lokalbefolkningens livsvilkår langs ruten; sædelighedsnormer, religiøse skikke og kulturelle vaner forklares ud fra den fundamentale kamp for at fravriste naturen de nødvendige ressourcer til livets opretholdelse; her finder man mange konkrete oplysninger om fiskearter, fangstmetoder, handel, rensdyrhold og minedrift. Endelig indlægger Thoresen med mellemrum større eller mindre historier; det kan være folkesagn og anekdoter om originale beboere, f.eks. de tidligere kommandanter på Vardø, eller fortællinger om enkeltskæbner, der eksemplificerer de forskellige lokaliteters livsformer.
De romantiske myter binder de tre genrer sammen til en æstetisk helhed. Naturbeskrivelserne menneskeliggøres, og sociologien psykologiseres, så de kan danne baggrund for mytens narrativisering i fortællingen. Thoresens fortæller, vor rejsefører, søger stadig hen imod det mytiske, som benævnes »Skjæbnestoffet«:
»Det er et gribende Syn at have Kjæmpen (Nordkap) foran sig med Snekaaben om de brede Skuldre, og den truende Pande vendt mod Havet. Man ser han giver ikke Vige. Havet kan løbe an med sin vildeste Kraft, det rokker ham ikke; det kan lægge sit lyse Aasyn kjærtegnende til hans Bryst, det rører ham ikke. Han har Aartusinders Kjendskab til Havets troløse Mildhed og til dets Havfruhjerte, og han lader sig ikke lokke! Stevnet mellem ham og det er Kampen mellem tvende Stormagter, de kan slutte Fred for en Stund, Venskab aldrig«.
Nordkap bliver et billede på manden og hans åndelige kraft (de brede skuldre, den truende pande), som står beherskende over havet, der er et billede på kvinden og hendes flygtige driftsstyrede stemninger (den troløse mildhed). De to stormagter i Thoresens univers, fader-guden – »Jordens sidste Hjørnesten« som Nordkap også kaldes – og havfruen, kulturen og naturen, manden og kvinden, mødes i et evigt dramatisk favntag.
I de kultursociologiske afsnit fremstilles den samme magtkamp mellem kystlandets to grundtyper, handelsmanden og fiskeren. En velberegnet kreditpolitik har gjort handelsmanden til den naturbundne fiskers herre. Fiskeren sætter livet på spil for at fravriste havet fisken, som han dernæst leverer handelsmanden til den pris, denne fastsætter. Hvis fiskeren rovfisker og tømmer havet, hvis handelsmanden udpiner fiskeren, eller manden hjemme undertrykker kvinden, så vendes magtforholdet mellem natur og kultur imidlertid om, så slår naturen igen. Thoresen har adskillige økologiske betragtninger om rovdrift på naturen, f.eks. en kritisk analyse af den mekaniserede hval-fangst, der ikke efterlader de store legesyge havdyr nogen chance.
Billeder fra Midnatsolens Land afsluttes med den 100 sider lange fortælling om Thames, der får en større fangst end de øvrige fiskere, da han finder en metode til at sætte sine garn på den rigtige dybde. Med fortjenesten gifter han sig til et handelshus, men herefter vender hans griskhed efter kultur i form af social position og magt sig imod ham selv. Hans kone og børn dør eller forlader ham, og først da en stakkels svagelig efternøler blandt børnene lærer ham at dele sin overflod med medmenneskene, kan han genindtage sin kulturskabende faderrolle.
Til forfatterens 80-års-dag genudsender hendes forlag Gyldendal den første rejsebog forsynet med et nyt forord. Thoresen giver her en kort og direkte beskrivelse af sin kulturmyte og dens personlige baggrund. Hun fortæller, at da hun som ung kom til Norge, indgød fjeldene og havet hende en vældig skræk, men at de også vakte hende til kamp og personlig vækst. Hverken kulturen eller naturen havde hidtil budt hende rigtig modstand: »Civilisationens Storværker havde aldrig kunnet befrugte min Aand i den Grad, som naar jeg ved Stranden sad paa en nøgen Sten og saa ud over Havet … I Naturen havde jeg hidtil truffet min Lige, nu havde jeg for første Gang truffet min Overmand, og det fordrede Kamp … i denne Kamp vokste min Aand og fik et videre Stevne«.
Der blev således knyttet en ledetråd, skriver hun, der »gjennem et Tidsrum af 57 Aar har baaret op den lige Linje i mit Forfattervirke, idet den bandt min Aand til Kystlivets mægtige Saga«.
Følelsernes overfylde
Magdalene Thoresen blev i det hele taget behørigt fejret, da hun kort før århundredskiftet nåede de 80 år. Fra Danmarks og Norge-Sveriges konger fik hun fortjenstmedaljer. Dansk Kvindesamfund udsendte et særnummer af medlemsbladet Kvinden og Samfundet, og Kvindelig Læseforening udnævnte hende til æresmedlem ved en fest. Illustreret Tidende, det københavnske borgerskabs magasin, genoptrykte den 4.6.1899, næsten på dagen, hendes debutnovelle ledsaget af en selvbiografisk skitse. Denne skitse indleder Thoresen med om sin livsbane at bemærke, at den har »føjet sig helt ujævnt sammen«, et svagt udtryk, må man sige, for en særdeles broget skæbne.
Magdalene var datter af fragtskipper Thomas Nielsen Kragh i Fredericia. Hendes mor supplerede mandens ringe indkomster ved at holde beværtning i hjemmets største stue. Der var knap tid og råd til at sørge for de fem børn, så Magdalene voksede op hos sin farmor, der boede i nabolaget og klarede dagen og vejen ved at tilberede og sælge fisk. Den gamle fyldte hende med folkeeventyr og al slags fantasteri og forkælede hende oven i købet.
»Jeg skulde konfirmeres før mit 14. Aar. Ofte talte min Bedstemoder om det vidunderlige, som da skulde foregaa, især naar vi to sad alene i den lange Mørkningsstund: da var der grønt og sandstrøet foran hvert Hus i Gaden, hvor hun og jeg gik til Kirke sammen, og alle tog de Hatten dybt af for os. – Ak vi to stakkels Fantaster!« (Illustreret Tidende 4.6.1899).
Magdalene læste ivrigt, hvad der bød sig, hun skrev digte og undfangede tidligt planer om at »skifte Stand«, men barndomsmiljøet kunne ikke hjælpe hende med at lede begavelsen i nogen fornuftig retning. Hun skriver i den selvbiografiske skitse: »Jeg nødtes jo til at skjule mine Fantasier; og da disse vare altfor levende til at kunne dø af Tvang, voksede de i det skjulte og fik efterhaanden fastere Former. Men der var alligevel en saadan Overfylde i min Natur, at det til trods for al god Vejledning af Orden og Pligt banede sig Ve j i mange forvildede og ravgale Indfald«.
Som 20-årig fik hun hjælp af en fabrikant til at læse til lærerinde i København. Her sled hun i godt to år med at tilegne sig den dannelse, som opvæksten havde snydt hende for. Samtidig kastede hun sig ud i et for periodens middelklassekvinder og kvindelige forfattere enestående erotisk eventyr. Hun indlod sig i et længevarende kærlighedsforhold til en husfælle, islændingen Grímur Thomsen, der også var studerende og uden udsigter til foreløbig at kunne etablere sig. Da hans følelser langt fra heller havde den samme styrke som hendes, forlod hun byen i skuffelse for at blive huslærerinde hos den norske provst og stortingsmand Hans Thoresen på Herøy. To ægteskaber havde efterladt Thoresen med fem børn. Han trængte til en kone og børnene til en mor, så i løbet af et år giftede han sig med sin nye guvernante, og i 1844 flyttede familien til Bergen. Forinden havde Magdalene dog været på et kort besøg i København for at føde en søn på fødselsstiftelsen. Barnet, hvis fader enten var Grímur Thomsen eller Hans Thoresen, blev sat i fremmed pleje i Danmark.
Magdalene Thoresen har ud over de nævnte selvbiografiske skitser efterladt sig en stor mængde breve. Flertallet stammer fra tiden efter hendes mands død i 1858, hvor hun forsøgte at slå igennem som forfatter og skabe en ny vennekreds blandt danske og norske kulturpersonligheder. Korrespondenterne var i reglen kvinder, hvis situation mindede om hendes egen, enker eller ugifte midaldrende damer med kulturelle interesser: skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, professordatteren Mathilde Reinhardt og Hanne Wiehe, skuespilleren Michael Wiehes søster.
Thoresen og Johanne Luise Heiberg forstod hinanden, selv om deres venskab ikke altid var lige nært; de havde den fattige barndom, kunstnerlivet og kærlighedslængslen til fælles. »Til Ingen har jeg udtalt mig, som til Dem«, skrev Heiberg til Thoresen den 14.9.1866, som svarede: »Eros – han er ikke blot min Gud, han er ogsaa Deres«.
Dem betroede hun, så åbenhjertigt som hun turde, oplevelserne fra sin kaotiske barndom og voldsomme ungdom. Til Hanne Wiehe skrev hun i 1856:
»Jeg var fra Lille af altfor stor for min Omgivelse, jeg voxede dem over Hovedet… Kan De tænke Dem hvad det vil sige at have en stærkt – i alle Retninger – begavet Natur … Og saa ingensomhelst Opdragelse, Intet der kan stramme Tøjlen i rette Tid… vild som Skovens Dyr, fri som det, følgende Guds Lov, glemmende Verden«.
Som man kan se, havde Thoresen tidligt den fortolkning af sin »ujævne livsbane« færdig, som hun siden konstruerede sin køns- og kulturmyte over. Ikke »overfylden« i hendes natur, men savnet af én, der kunne »stramme tøjlen i rette tid« var årsagen til, hvad hun opfattede som sit livs ulykke.
Hvis man bliver i Thoresens eget billedsprog, kan man sige, at hun havde havet i sig, men manglede klippen at brydes mod; hun havde en stærk natur, men måtte i mangel af mandligt modspil lære selv at tøjle den. I første omgang fik hun hjælp af provsten, der var 17 år ældre og derfor snarere indtrådte i faderens end i ægtemandens rolle. Magdalene var en omhyggelig stedmoder og siden mor for deres fire fælles børn, og provsten sørgede for hendes litterære videreuddannelse. Han opmuntrede hende til at deltage i Bergens kulturelle liv. I 1850 var Magdalene Thoresen således medstifter af Det norske Teater i Bergen, hvortil hun selv, anonymt naturligvis, leverede fire (utrykte) stykker, historiske dramaer og moderne vaudeviller. Desuden skrev hun teaterkritik i byens blade. I 1855 sendte ægtemanden hende på en dannelsesrejse til Paris og London.
Mens hun boede i Bergen, lærte Magdalene Thoresen både Ibsen og Bjørnson at kende. Ibsen var det nyoprettede teaters første instruktør indtil 1857, hvor han forlod Bergen til fordel for en lignende stilling i Kristiania. Magdalene bevarede forbindelsen med ham, eftersom han i 1858 giftede sig med Susanna Thoresen, en af steddøtrene. Efter Ibsens afrejse overtog Bjørnson stillingen ved teateret; forholdet til ham fik dybtgående indflydelse på hendes liv og forfatterskab. I det ovenfor omtalte brev til fru Heiberg nævner hun Bjørnson som sin anden store kærlighed efter Grímur Thomsen:
»Da traf jeg for ti Aar siden atter paa en Naturkraft, hvorfor jeg godt kan sige jeg bøjede mig i Støvet – men det var Diamantstøv – elskede Veninde! og jeg rejste mig i Digtningen. Jeg havde fundet min Mage«.
Da provst Thoresen døde, netop som Magdalene mødte Bjørnson, havde hun måske håbet på en varig forbindelse. Hun var dog, med sine 13 år forud for vennen og sine store forsørgerpligter over for børn og stedbørn, ikke hans ønskemage. Tre måneder efter provstens død giftede Bjørnson sig med Karoline Reimers. Han fastholdt imidlertid en stærkt følelsesbetonet forbindelse med Magdalene, lige indtil hun i novellen »Min Bedstemoders Fortælling eller De to Aftener«, 1867, offentliggjorde en nærgående fremstilling af deres »åndelige ægteskab«. Det blev Karoline for meget, og Bjørnson måtte bryde med sin veninde.
Thoresens bondefortællinger opnåede ikke særlig anerkendelse eller succes: »… råd hende til at holde op med bondefortællingerne. Både Bjørnson og jeg kan benytte ord og vendinger af almue-sproget, fordi vi véd og kender, hvad der har sin berettigelse, som udgået fra oldsproget, og hvad der er forvanskning og uvorren dagligtale; men herimellem formår fru Thoresen ikke at skelne, og derfor er hendes sprog nu blevet et sammensurium, som hverken har været eller er eller nogensinde kan blive norsk«, skrev Ibsen til deres fælles forlægger, Gyldendals direktør Hegel den 20.2.1869.
Inden da havde han søgt at hjælpe hende i gang med den forfatterkarriere, som i økonomisk henseende skulle bøde på hendes lille enkepension og i psykologisk henseende tøjle og aflede hendes – for en kvinde så problematiske – intellektuelle og erotiske tilbøjeligheder. Han udgav Digte af en Dame, åbnede publikationskanaler i tidsskrifter og antologier og skaffede hende oversættelsesarbejde, så længe hendes egne bøger kun langsomt fandt afsætning.
I 1861 var Magdalene Thoresen flyttet til København med sine fire egne børn for at lette forfatterkarrieren. Hermed blev den kulturens »hjørnesten«, som hendes natur kom til at brydes mod, den litterære offentlighed. Kvindens møde med manden og hendes selvrealisering i kærlighedsforholdet blev transformeret til forfatterens møde med læsere og kritikere og hendes selvrealisering i den litterære profession. Men også for forfatteren blev der noget »tilovers«, det giver både brevene og teksterne markante fingerpeg om. Thoresen betroede Hanne Wiehe, at hun i studietiden »lærte Alt udenad for sikrest og hurtigst at reussere«. Dannelsen var for en vis dels vedkommende udvendig, noget af pige- og almuebarnet forblev skjult og stumt, og den isolation fra verden, som en sådan uformulérbar kerne i subjektet indebærer, er netop temaet i to af Thoresens betydeligste prosafortællinger.
»Studenten«, den sidste og længste historie i Fortællinger, knytter isolationstemaet til kulturmyten. Fortællingen handler om vanskeligheden ved at omsætte en intuitiv sans for naturen til abstrakt viden. Bondedrengen Brune tuller under sin opvækst alene om i naturen med hovedet fuldt af tågede fremtidsvisioner. Han har evner for at finde lægeurter og hjælpe syge, men da kvaksalveri er forbudt, sendes han af folk fra bygden til byen, så han kan studere medicin og siden vende tilbage som rigtig læge. Men Brune klarer ikke vejen fra den sanselige erfaring af naturen, »der hvisker fortroligst med Barnet«, til erfaringens sproglige symbolisering i bøgerne; læsningen river »Tanken ud af dens Vugge«. Brunes natur lader sig ikke civilisere, og den fattige dreng har heller ikke midler til at kæmpe sig frem i samfundet:
»Og dog bar Brune paa en stor Tanke; men den laa som en Embryo i hans Væsen, indhyllet i Formens tunge Taagekappe, og man kunde næsten sige, at han var det, hvoraf en Anden eller Tredie skulde udvikle sig. Han var som et af disse Insecter af vexlende Generation, først den fjerde eller femte af Slægten faar Vinger«.
Brune er en tidlig udgave af den bondestudent, der blev en af det moderne gennembruds mest karakteristiske litterære figurer.
I romanen Herluf Nordal fra 1879 knyttes isolationstemaet til kønsmyten. Benedikte er en forældreløs guvernante, der så at sige ikke har råd til at have nogen stemme i samfundet: »Hendes Sjæl var lidenskabelig som et bølgende Hav; men hun forstod, at der maatte dækkes over det, som over en farlig Drift«.
Når hun tror sig ubemærket, udtrykker hun sin lidenskab i en sang, der er »som en Skat hun hemmeligt rugede over«. Sangen åbner Herlufs hjerte: »…længe efter at Sangen var ophørt, lyttede han endnu… (den sang) ham ind i en ny Verden med nye
Tanker, nye Formaal og Længsler… som en magisk Nøgle havde (sangen) aabnet Vidunderets Verden«. Omvendt åbner hans kundskaber hendes forstand: »Hvert Ord, han talte, var et udtryk for hendes stærke Følelse, den hun aldrig kunde tolke uden i Sang«.
Ligesom kvindens sang forløser mandens følelser, omsætter mandens ord kvindens sang (følelser) til tanker. Romanen ender tragisk, fordi Herluf glemmer Benediktes magiske sang og vælger den forkerte brud. På et andet niveau forbliver han dog Benediktes »brudgom«: »ham der var hendes Hjertes Tanke, hendes Sjæls Mage – udkaaret i Tid og Evighed«. Dette niveau er på én gang mystisk religiøst og sanseligt erotisk. Følelsernes overfylde var et konstituerende træk ved romantikkens kvindelighed og et almindeligt tema i den romantiske kvindelitteratur. Få har dog beskrevet disse følelsers styrke og krav på borgerrettigheder som Magdalene Thoresen. I forhold til en forfatter fra 1830’erne som Thomasine Gyllembourg er Thoresens fremstilling af den kvindelige følsomhed tydeligere erotiseret, og det kulturelle mål er mindre ægteskabet og intimsfærelivet end den erotiske forening i kærlighedsforholdet.
Tankens embryo i formens tågekappe
Magdalene Thoresen havde bedst held med sine rejsebøger hos kritikere og læsere, men de repræsenterede ikke forfatterskabets hovedgenre. Størstedelen af hendes litterære produktion falder inden for to andre genrer, nemlig »bondefortællingen« og det realistiske samtidsdrama.
Fra Rom skrev Brandes den 3.2.1871 til sin mor om et møde med Thoresen et par år før: »Endelig maa Du endnu vide, at hun en Aften, mens hun boede paa Klampenborg, paa den plumpeste Maade søgte at forføre mig, først ved at bede mig blive der om Natten, senere paa en mere Haandgribelig Maade; jeg fik da en saadan Væmmelse for den svære Maskine, at jeg rev mig fra hende«.
»Bondefortællingen« er som genre karakteriseret ved at handle om bønder og deres landbrugsbaserede kultur. Synsvinklen på disse for det dannede læsepublikum så fremmedartede væsener har igennem litteraturhistorien været skiftende fra satire til romantisering. Danske læsere var blevet præsenteret for en realistisk version af genren med Blichers noveller, og Bjørnson havde netop med Synnøve Solbakken, 1857, og flere efterfølgende historier indført den i norsk litteratur. Eftersom Thoresen kendte den norske landbefolkning fra sine første år på Herøy, og genren desuden egnede sig som form for det mytiske skæbnestof, hun arbejdede med, var det nærliggende at følge inspirationen fra Bjørnson. I det første bind fortællinger falder tre af historierne inden for genren (»Vørringen«, »Fra Sognefjorden« og til dels »Studenten«). Det efterfulgtes af romanerne Signes Historie, 1864, og Solen i Siljedalen, 1868, samt en lang række kortere fortællinger, der blev publiceret i tidsskrifter og magasiner for siden at udkomme i novellesamlingerne Nyere Fortællinger, 1873; Livsbilleder, 1877; Mindre Fortællinger, 1891; Elvedrag og andre Fortællinger, 1893; Livsluft, 1895; Udenom Afgrunden, 1897; og Skjæbner og Viljer, 1899.
I Signes Historie udspiller konfrontationen mellem natur og kultur, kvindelighed og mandlighed sig i en mindre bygds sociale spændingsfelt. Det foregår mellem den store gårdmand og den lærde præst. De to mænd styrer med patriarkalsk jernhånd hver deres familie. Mens fædrene er optaget af deres magt, finder imidlertid gårdmandsdatteren Signe og præstesønnen Gudmund hinanden som »mager« i Thoresens mytiske, erotiske forstand.
De to unge mødes tilfældigt og ser på hinanden »med den underlige Forvirring som ligger i en Gjenkendelse uden Kjendskab«. De kender ikke hinanden rent socialt, men genkender alligevel »naturligt« hinanden, fordi de samtidig oplever deres egen kærlighedsdrift i den anden.
Fædrenes efterfølgende forsøg på at bruge børnene i den indbyrdes magtkamp betales med vanvid og død. Skønt Signe er gravid med Gudmund, må de unge ikke blive gift. Hun tvinges ud på en bodsgang til kirken iklædt skammens hvide hovedtørklæde, men det syn bryder både faderens og præstens magt. Faderen dør under et forsøg på at redde Gudmunds liv, og præsten magter ikke længere sin gerning og bliver vanvittig. Naturen og kvindeligheden unddrager sig kulturens og patriarkatets magt, når denne bliver ødelæggende i stedet for forløsende.
Romanen fortsætter herefter ad to konkurrerende spor. Det ene er kvindeemancipationens, som man ellers kun sjældent krydser hos Thoresen, og som heller ikke i Signes Historie viser sig at være farbart. Præstens søster Rebekka overtaler Signe til at oprette en skole for sognets hjemløse børn, et typisk projekt for den romantiske kvindeemancipation, der for så vidt også lykkes. Alligevel dementeres det af teksten, idet lynet slår ned i præstegården, og Rebekka brænder inde i studereværelset.
»Rebekka, saa hed Præstens Søster, var maaske bestemt til en stor Skjebne, thi der hvilede stærke Evner i hendes Sjæl, Evner, som fordrede en Virkekreds, hvortil hendes strenge, mandlige, næsten uskjønne Ansigtstræk nægtede hende Adgang. Hun fik gaa hen ugift, der var ingen Raad med det; og de rige Evner og den friske Daadkraft blev dysset hen lig uartige Børn, der bryde Legetøiet istykker, fordi de trænge til de store Udbrud paa Frihedens Felt« (Signes Historie).
Rebekkafiguren kan være inspireret af Fredrika Bremers Hertha, der også indeholder en markant ildebrandsbeskrivelse, og hvis heltinde også opretter en skole.
Det er det andet spor, forsoningens, der er romanens budskab. Præsten og hans søn dør i kirken, efter at Gudmund har taget skammens klæde af Signes hoved. Hun lever videre forsonet med fædrene og har nu sin søn, en lille ny patriark, som sit livsindhold. Kvindeemancipationen, som den tegnede sig i 1860’erne med seksuel afholdenhed, studier og filantropi, var ikke noget for Thoresen. Hun foretrak lysten og lidelsen i den mytiske dyst mellem naturen, kønnet og kulturen.
Den hurtigste vej til berømmelse og økonomisk udbytte for den tids forfattere var at skrive for teateret. Den vej var Magdalene Thoresen allerede slået ind på i Bergen. Da Ibsens første samtidskomedie De unges Forbund med stort held opførtes i Kristiania i 1869 og i februar 1870 kom op på Det Kongelige Teater i København, var Thoresen allerede to måneder efter klar med premieren på sit første stykke samtidsdramatik, Et rigt Parti.
»… var Fru Thoresen i mange af sine Sager heldig at ramme ogsaa dette nationale – og det skabte hende et Navn i Norge, saa var hun igjen netop paa det Feldt ofte saa inderlig bare udenpaa-original og eftergjørende Rariteterne i en genialere Mands Stil, at det igjen stødte an, og detsto mere, jo mere man søgte at føre dette ind som ægte hos os«, skriver Lie til Edvard Brandes.
Inden hendes næste stykke, Inden Døre, 1877, var færdigt, havde yderligere Bjørnson haft sit gennembrud som samtidsdramatiker med En fallit og Redaktøren, begge 1875.
Thoresens samtidsdramaer har selvsagt en anden karakter end bondefortællingerne. Dialogen og miljøet er moderne, tilpasset et storbypublikums hurtige konversation og samværsformer. Tematisk er forskellen imidlertid ikke så stor, hvilket nok medvirkede til stykkernes begrænsede succes. Thoresen evnede ikke fuldt ud at dramatisere sine mytiske grundkonflikter, at nuancere de psykologiske portrætter og at udfolde et bredt individualiseret persongalleri. Men hun fik også overvældende konkurrence fra både svigersønnen og elskeren. I 70’erne og 80’erne erobrede Ibsen og Bjørnson og siden Strindberg den skandinaviske scene i en grad, der gjorde det mere end almindeligt svært at være med som kvindelig forfatter.
Efter opførelsen af Et Dukkehjem, 1879, der overbeviste Thoresen om Ibsens geni, resignerede hun over for muligheden af selv at få succes som dramatiker.
Knap var blækket tørt på Thoresens manuskript til Et rigt Parti, før fru Heiberg modtog det med et brev: »Paa Scenen, som overalt, hvor Aanden forkynder sine Love – skal Kvinden tale med! … vi ville dog hellere rives tilblods i Striden, end vi, paa jævn Kvindevis, ville sidde stille i en Krog og visne hen«. (10.11.1869).
Den kvindelige fordring
Magdalene Thoresens forsørgerpligter over for fire børn og en gammel mor nødte hende til professionelt at forfølge en alsidig forfatterkarriere.
»… skulde det virkelig komme dertil, at ogsaa vore nordiske Forfattere begynder at holde Butik og selv stiller sig ved Disken?« spurgte Erik Bøgh retorisk i sin anmeldelse af Thoresens oplæsninger (Folkets Avis 20.10.1868) og svarede selv ved at fremhæve det fornuftige i, at forfatterne på den måde søger at skaffe sig indtægter; han roser Thoresens mod til at gå i spidsen.
Ved siden af prosaen og dramatikken udgav hun endnu et bind Digte, 1887. Denne samling er mere ujævn end debutbogen, lejlighedspoesi, f.eks. to digte til Johanne Luise Heiberg, står mellem digte, der er personlige indtil det intime. Lyrikken var ikke udpræget Thoresens genre, endskønt hun også på det felt nåede længere end samtidens øvrige kvindelige forfattere. Som den første kvinde læste hun offentligt op af egne værker mod entré, i 1867 i Kristiania og året efter i København.
Thoresen har dog på ingen måde været overset. Som ganske ung skrev Brandes en ærbødig hyldest til hende i Illustreret Tidende, 22.4.1866, og Vilhelm Andersen kalder hende »Tressernes Digterinde ligesom Amalie Skram er Firsernes«.
Thoresens personlighed var sikkert for kontroversiel til, at hun kunne indtage den position i offentligheden, som hendes talent, flid og indsats over en genremæssig bred front egentlig berettigede. Hendes dobbelte nationalitet, dansk og norsk, hendes dobbelte klassetilhørsforhold, almuebarn og professionel skribent, og ikke mindst hendes dobbelttydige kvindelighed, den grænseløse begærlige naturlighed i den romantiske følsomheds former, gjorde hende vanskelig at placere. Interessant nok kulminerede uviljen mod hendes forfatterskab efter offentliggørelsen af den fortælling, »Min Bedstemoders Fortælling«, der er hendes mest åbne tekst og mest utilslørede fremstilling af den position som kvindeligt subjekt og jeg, som hun skrev ud fra. Bjørnson opfattede fortællingen som forskruet: »Saa hendes Digtning, der bare i sin Tanke er sand, men i sit Udtryk som oftest af Helvede til«, skrev han i 1867. Men fru Heiberg havde den stik modsatte opfattelse: »Verden taaler ikke saa megen Oprigtighed«.
I 1869 søgte Thoresen under henvisning til sit litterære arbejde om at måtte beholde den tillægspension, som Stortinget i 1859 havde bevilget hende, indtil hendes yngste barn fyldte 18 år; ansøgningen blev afslået. Samme år søgte hun et stipendium hos Videnskabernes Selskab; ansøgningen faldt med 12 stemmer mod 11.
»Min Bedstemoders Fortælling eller De to Aftener« blev trykt i antologien Ved Løvfaldstid, Kristiania 1867, der også indeholdt bidrag af Bjørnson og andre kendte norske forfattere. Det er en rammefortælling, hvis indre del består af bedstemoderens livshistorie, som hun selv i sin alderdom fortæller til sine to sønner og deres børn. Mens rammefortællingen har sønnesønnen som fortæller, har den indre historie altså bedstemoderen som fortæller, og hun er Thoresens eneste kvindelige jeg-fortæller; alene det giver historien en særstilling i forfatterskabet.
Kernen i bedstemoderens livshistorie er et dramatisk kærlighedsforhold. Agathe, som bedstemoderen hedder, har levet en del år i et konventionelt ægteskab, da hun som 35-årig bliver enke. Hun rejser til et badested for at samle kræfter og møder her en mand, der tiltrækker hende med mystisk kraft. Det viser sig imidlertid, at manden er gift, så de må skilles. Efter otte år læser Agathe i avisen, at mandens hustru er død, og da hendes kærlighed er lige stærk, beslutter hun efter et års tøven at opsøge ham for nu at realisere forholdet. De bliver gift og får en søn, men efter to år indtræffer ulykken. Manden har haft en bondepige som elskerinde ved siden af sin nye hustru. Pigen opsøger Agathe, overlader hende deres uægte søn og forårsager derefter mandens og sin egen død.
Fortællingen er præget af stærke sanseligt-erotiske momenter. »Hvad var det for en mægtig Naturdrift, som var vaagnet i mit Væsen? Var ikke paa en Gang alle mine Evner og Sandser satte i dens Tjeneste?«; »Alt Godt strømmede saa rigeligt ud af hans Væsen og gød sig over mig som en varm Kilde«; »Jeg følte mig som i et himmelsk Bad med tusindfold Vellugt og Beruselse«.
Men som det fremgår af kritikeren Clemens Petersens anmeldelse i Fædrelandet den 9.11.1867, var det ikke det sanselige i sig selv, man fandt så forargeligt. Det oprørende og chokerende var, at erotikken skulle udgå som en aktiv kraft fra en kvinde: »En Mand, der paa denne Maade betages af Elskov, kan være skjøn, fordi Mandens hele Væsen er Attraa, Begjæring, Villie; men en Qvinde, hvis hele Væsen er Hengivelse, og som derfor ikke kan røre sig af Pletten, uden først at være forlangt, bliver i det Tilfælde, at hun selv forlanger, hæslig, og kan kun behandles af Konsten paa den Betingelse, at hun gjøres komisk«.
Når Agathe bruger magtsprog i omtalen af sin kærlighed: »Jeg følte i denne Stund min ubestridelige Ret til ham… jeg vilde vise ham min Fordring«, havde Thoresen vendt om på det traditionelle aktiv-passiv-forhold mellem mand og kvinde.
Ti år senere udsendte Thoresen en revideret version i Livsbilleder. Bedstemoderens historie er betydeligt forlænget, og de erotiske passager er ikke svækkede; det er derimod Agathes erotiske magt og aktivitet. Som f.eks. i følgende passager, da de mødes igen: »Ak hvor jeg elskede ham« bliver til »Ak hvor mit Hjerte bankede«; »Jeg følte i denne Stund min ubestridelige Ret til ham« bliver til »Jeg følte en dyb og hellig Glæde«; »jeg… lagde mig trygt op til hans Bryst« bliver til »Da aabnede han sin Favn«.
Thoresen havde en tvetydig holdning til forholdet mellem aktivitet og kvindelighed. På den ene side skrev hun om Agathe til Mathilde Reinhardt: »Det er i Kraft af den højeste Kvindelighed, at hun selv tager Manden«. På den anden side skrev hun om sin »Rovfuglenatur« til fru Heiberg: »Hvorledes har jeg ikke med graadig Higen slaaet ned over Alt – Modent og Umodent!« Hun troede på de kvindelige følelsers ret, men frygtede dem også, hvis de tog magten.
Det moderne gennembruds mænd, der snart skulle vise kvindesagen så megen velvillig interesse, så mere entydigt på sagen. De følte sig chokerede og frastødte over dette portræt af en erotisk aktiv og krævende kvinde.
»Jeg vilde skildre Vidunderet«, skrev Thoresen om kærlighedsforholdet i »Min Bedstemoders Fortælling« til Mathilde Reinhardt. Idéen om seksualitetens religiøse dimension genfindes hos Ibsens Nora, der forgæves venter sig »det vidunderlige« af sin mand.