Man kan betragte Fredrika Bremers (1801-1865) litterære bane som tre etaper, sådan som hun selv gør det i en skitse til et brev. Den første periode er »ungdomsildens«, »uvidenhedstidens« inspiration. Den anden er den langtrukne »tærsklens«, den bevidste og af viljen styrede skaben. Den tredje er anelsen om en syntese: at »skabe af fri og bevidst, ånd uden at miste inspirationen fra min underbevidsthed«.
»Tidligere førte instinktet mig, det var bedre, tror jeg – skønt nej! Dets magt var slukket sammen med min ungdoms ild – og jeg havde da stået forladt. Nu forestår det mig at kunne træde over tærsklen, som jeg nu står foran, hvis jeg skal kunne blive noget virkeligt, uafhængigt og ikke kun lejlighedsvist. Jeg begynder at ane dybere kilder, jeg kan skimte kunstens indefra dannende magt – ak, ‘jeg tørster’!«, skriver Fredrika Bremer i et brev til Böklin den 22.12.1834.
At »tærsklen« var så bred og vanskelig at overtræde må tilskrives den »opgave«, som Bremer pålagde sig selv: Som én ud af ganske få gør hun krav på at skabe systemsprængende litteratur. Hendes romaner er dele, skærver, af en labyrintisk »befrielsesopgave«. Det sikreste instinkt for denne befrielsesopgave viser Klara Johanson, udgiveren af Fredrika Bremers breve fra begyndelsen af 1900-tallet. Oven over hver eneste behandling af Fredrika Bremer burde der som motto stå et par bemærkninger af Klara Johanson. Den ene er: »Har der nogensinde eksisteret en lignende kombination af en betydelig forfatter og en mangelfuld skribent som Fredrika Bremer?« Den anden er, at der skal læsekyndighed, »filologi« til for at tolke Fredrika Bremer. Det, der kan tage sig ud som kristelig opbyggelighed – »from fadæse« ifølge Klara Johanson – kan vise sig at være en »lynende frihedsformel«.
Måske er denne kombination ikke så usædvanlig blandt kvindelige forfattere. »Betydelig« har noget at gøre med visionens egenart og radikalitet, »mangelfuld« med kontrollen over udtryksmidlerne. Jo mere oprindelig visionen er, desto mindre er udbuddet af udviklede udtryksmidler.
Det er ikke helstøbte, vellykkede »værker«, man skal vente sig hos Fredrika Bremer. Så sidder man tilbage med et par læseværdige, men middelmådige 1800-tals romaner. Men spredt rundt om i forfatterskabet, parat til at blive føjet sammen, findes det, som Klara Johanson kalder »Fredrika Bremers bog«. Det er den bog, vi her vil lede efter.
»… at jeg for mit vedkommende gerne barfodet ville foretage en valfart på tres kilometer for at se de ansigtstræk og høre den stemme, der så levende, så ømt, så rask og så hjertegribende overrasker os i hver linie af Deres herlige digte«. (Carl Gustaf von Brinkman i et brev til Fredrika Bremer, den 6.12.1830).
Ungdomsild og uvidenhedstid
»I litteraturens store salon var der stort bal«. Sådan begynder et aldrig medtaget forord til anden del af Famillen H***, 1830-31. Forordet lader ane et billede af den svenske litteratur som en broget, men velordnet danseopvisning. Dér svinger herrerne – de etablerede, mandlige forfattere – sig i forskellige importerede danse: fransk menuet, tysk vals, engelsk selskabsdans osv. Uden for døren står der en uindbudt dilettant – Fredrika Bremer selv. Hun mangler stadig adgangsbillet til den akademisk orienterede romantik i Sverige. Men i sit »hjertes munterhed« gør hun et par Assemblées – nogle improviserede »Tegninger af Hverdagslivet«: En »stor prægtig Herre går forbi – ‘det var pænt, du lille!’ – og giver en skilling: ‘Oh, nu bliver det muligt for mig at få en adgangsbillet!’«
Fredrika Bremer fik Svenska Akademiens lille guldmedalje for det første bind Teckningar utur Hvardagslifvet, og dermed adgangsbillet til den litterære scene. Taknemmeligheden hindrer hende dog ikke i at se sagen under en lidt ironisk synsvinkel.
Det var tonefaldet i Fredrika Bremers »Teckningar«, som slog det dannede Sverige med forbløffelse. Den geniale opfindelse til denne nye stemme var husjomfru Beata Hvardagslag i Famillen H***. Beatas mellemstilling – både som del af familien og som en udenforstående, både solidarisk og skeptisk – bliver den evigtgyldige og aldrig overtrufne formel for Fredrika Bremers tvesyn.
Beata kunne være blevet en af romantikkens akademiske »måneskinsdigtere«. Hendes første ord »på denne lave jord« var måne. Nu er hendes køn en hindring for hende. Der var ingen pastorater eller skriverembeder til kvindelige lyrikere. I det dejlige måneskin var hun også nær sultet ihjel, står der, hvis ikke nogle andre stråler – strålerne fra komfuret i et greveligt køkken – var kommet hende til undsætning: »Tilberedningen af en vingelé lykkedes for hende, og så var hendes lykke gjort«. Beata bliver gelékogerske i stedet for poet. Vingeléen bliver en metafor for det mere prosaiske romanskriveri. Beata selv bliver en »prosaisk måneskinsven« – men altså dog i forbund med månen, og hvad den symboliserer.
»… og morgenen af et liv, der senere udviklede sig så tørt og prosaisk, var en yndig, poetisk måneskinsdrøm«. (Om Beata Hvardaglag i Famillen H***, 1830).
En af Beatas formidlingsopgaver som fortæller er at få udlignet forskellene mellem realisme og romantik, »måneskin« og prosa. Famillen H*** indfører hverdagsrealismen i Sverige, men bogen er i lige så høj grad en af Sveriges fornemste Sturm und Drang-romaner. For at slippe af sted med dette kunststykke bruger Fredrika Bremer både en realistisk og en romantisk-melodramatisk kode. Som fortæller bliver det Beatas sag at koge disse koder sammen til en spiselig »romangelé«.
»… sammen med Arvid … bliver min verden som et spisekammer, – jeg selv som et stykke mugnende ost«. (Om Julie, en af døtrene i Famillen H***).
Ikke blot Famillen H*** men hele Fredrika Bremers produktion kan betragtes under såvel en realistisk som en romantisk kodes synsvinkel. På den ene side beskæftiger hun sig med stadig større overblik med kvindens stilling i samfundet, med hendes ret til uddannelse og udvikling. På den anden side er hun optaget af det indre livs ret over for det ydre, af lidenskabens, det kvindelige hjertes og den kvindelige ildsjæls mulighed for at styrte det bestående – en holdning, der er beslægtet med Sturm und Drang. De to tendenser kulminerer i den sene roman Hertha, eller en sjæls historia, 1856, med dens to skoler. En hverdags-skole, der er indrettet til at undervise i ting, som er nødvendige for unge kvinder i »denne verden« – sprog, historie, geografi osv. Og en søndagsskole, der under dæknavnet »sprog- og samtaleøvelser« sigter mod »befrielsesopgaven«. Det er ikke det mindst originale ved Fredrika Bremer, at hun hele livet igennem formår at fastholde begge dis se to bestræbelser.
I Famillen H*** beskrives de tre »ægte« døtre og deres muligheder for et nogenlunde rigt og selvstændigt liv inden for de givne rammer ud fra en realistisk synsvinkel. Fredrika Bremers humor, iagttagelsesevne og sans for detaljer fejrer allerede her triumfer. Hvis der ikke var overleveret andet fra den tid end hendes romaner, ville man alene herigennem kunne få et temmelig fuldstændigt billede af livet i de højere samfundslag, især af kvindernes.
Den blinde Elisabeth, familjens uægte datter, beskrives derimod ud fra den romantiske kode. Hendes optræden er omgivet af alle Sturm und Drangs rekvisitter – suk, følelsesudbrud, storslåede tordenvejr og ekstreme sjælstilstande. Elisabeth er den, som legemliggør lidenskab og ild, og som viser, hvordan begge dele kvæles inden for kvindens snævre kreds: »Åh, hvor ulykkelig er ikke den kvinde, som naturen har givet en sjæl fuld af ild, følelsesstyrke og begejstring! Ulykkelig er den kvinde, som i den snævre kreds, i hvilken hun er kaldet til stille og uforandret at leve og virke, blot ser en glædesløs tilstand, et fængsel, en livets grav. … Underkast dig skæbnen og samfunds-lovene… bekæmp dig selv… eller du skal lide og knuses som jeg!«
Elisabeth bliver knust. Det er almindeligt at se hende som en overspændt oprørsskikkelse og betone hendes undergang.
»Hvad der herskede i dybet af hendes sjæl, om det var storm eller stille, havde man svært ved at se, – dens spejle var fordunklede, og noget stift, koldt, næsten halvdødt hvilede i det ydre og stødte alle spørgende blikke bort«. (Om Elisabeth i Famillen H***).
Men man bør ikke overse, hvad Elisabeth selv får lov til at sige om sin lidenskabelighed. Den er en »offerflamme«, et fødende og forvandlende »ildskød«. Ilden i Elisabeth peger frem mod ildtemaet i Hertha, oprørerskikkelsen Elisabeth foregriber skolegrundlæggeren Hertha.
Famillen H*** er en tæt roman skrevet med ungdommens ild som inspiration: »Jeg kunne mærke ordene moussere ud af mig som champagnebobler af en bouteille og følte, at det, jeg skrev, duede til noget«.
Det kom til at vare noget, inden den følelse indfandt sig igen. Som forfatter træder Bremer efter Famillen H *** ind i den lange tærskelfase. Som tænker og som søgende går hun mod et nybrud.
Et brevuniversitet
En gang i løbet af 1831-32 får Fredrika Bremer kontakt med Per Böklin, en mangesidig teolog og magister fra Lund. Sammen med ham opretter hun sit personlige »livsanskuelsesuniversitet«. Resten af hendes liv forbliver han hendes lærer, kammerat og rådgiver. Brevvekslingen fra begyndelsen af deres bekendtskab er et sandt vulkanudbrud af spørgsmål, emnet var, som Klara Johanson skriver: »Gud og hele verden«. Fredrika Bremers behov for klarhed vidner ikke mindst om, hvor frustrerende den tids kvindedannelse var: »… lys! lys! frem for alt! selv om jeg i dets klarhed skulle se mig selv som kulsort!!«, skriver hun. Hun taler om en »sygdom«, der har ramt hende: »… en umådelig sult, en uudslukkelig tørst efter viden, efter alt det der kan lade de tågede halvtanker blive klare og lyse, blive heltanker«.
Sammen med en lille selvbiografi fra 1831 rummer brevene til Böklin Fredrika Bremers opgør med sin barndom og opvækst – »Hele min ungdom forløb under en mandlig jernhånds undertrykkelse«. Kvindeundertrykkelsen bliver for Fredrika Bremer grundmønsteret for undertrykkelse og magtforhold, det, ved hvis hjælp hun kan identificere ufrihed og overgreb i det hele taget. At give kvinden – ikke mindst den ugifte kvinde – hendes værdighed tilbage bliver det stadigt mere bevidste mål for Fredrika Bremers skribentvirksomhed.
»Broderende på en evig og grå halsstrimmel, faldt jeg mere og mere hen, det vil sige i mine mere levende kræfter, i min lyst til at leve. Følelsen af smerte faldt ikke hen, den blev skarpere for hver dag, ligesom frosten i vinteren, som strenges. Flammen i min sjæl flakkede ængstelig og ville kun ét – slukkes for altid«. (Fredrika Bremer: Sjelfbiografiska anteckningar, bref och efter-lemnade skrifter, 1831).
Den brede tærskel
Husjomfruen Beata genopstår i den næste roman som guvernanten jomfru Rönnqvist. I sin nye skikkelse er fortælleren tilpas intellektuel til at kunne aflytte samtaler om Platon og til at føre en nok så åben emancipatorisk tale. Men man kan tit mærke, at det er Beatas pen hun fører – »det salige menneske« har testamenteret den til hende – og det er Beatas opskrifter, hun bager efter. Heller ikke her mangler således en mangetydig ironi.
Romanen hedder Presidentens döttrar, 1834,
»Læse, frem for alt, bør de ikke mere end det, som er nødvendigt for i selskabslivet smidigt og let at kunne tale med om de sædvanligt forekommende samtaleemner dér. Al større belæsthed, al virtuositet, er skadelig for kvinden og rykker hende ud af den sfære, inden for hvilken hun alene kan gavne samfundet«. (Præsidenten i Presidentens döttrar, 1834).
og i centrum står den unge Edla. Hun repræsenterer den rendyrket intellektuelle kvinde, der risikerer at gå under, hvis ikke hun får lov til at finde sin særlige føde: næring for tanken: »Verden bliver rig for mennesket i den udstrækning, det orienterer sig i den. Tænkerens liv er smukt som elskerens«. Men Edla repræsenterer også ilden, vreden. I begge henseender foregriber hun Herthafiguren i romanen af samme navn. Der er en scene, som er en direkte forstudie til Hertha, en samtale, der drejer sig om det af samtiden så højtpriste hjem: »De har sammenlignet hjemmet med himlen«, siger Edla, »ved De, hvad det også kan ligne?« Hendes opsigtsvækkende svar er: »Et forbedringshus«. Et øjeblik efter går der ild i et tilstødende værelse. Konstellationen er den samme som i Hertha: en kvindelig protest – først og fremmest rettet mod faderen – går over i en ildebrand, som truer hele det fædrene hus. I begge ti lfælde er faderens liv truet af flammerne, men han bliver reddet af den oprørske datter.
De direkte anstiftere af ilden i Presidentens döttrar er Edlas små søstre. De ligner for så vidt Fredrika Bremer selv, som var kendt for som barn at have haft anlæg for pyromani. Det er nemt at se en protest mod det indskrænkende og indsnævrende i samtidens pigeopdragelse i de »eksperimenter«, som Fredrika hengav sig til: at smide tøj ind i ilden og klippe stoffer og inventar i stykker. Det »var så morsomt at se, hvordan det blussede«, som hun sagde.
Flammen fra Elisabeth videreføres også af den kvindelige maler Angelika, en Corinne i Fredrika Bremers produktion, en udbryderskikkelse, hvis oprør faktisk lykkes. I Presidentens döttrar føres der en vigtig diskussion om hjemmet kontra det offentlige. Hører kvinden, som den salige præsidentfrue mente, kun hjemme i intimsfæren? Eller har hun ret til at træde ud i og repræsentere det almene?
Angelika vil det sidste, med sin kunst vil hun kun det højeste, det absolutte. Hun afslår ethvert råd om kvindelig beskedenhed og klog tilpasning: »… mal små scener af hverdagslivet – og I skal blive rig, leve rolig, agtet og elsket«. Angelika dør ung, men fuldbyrdet, i en selvforbrænding, som har været produktiv: »Hendes ildfulde sjæl fortærede hytten, i hvilken den boede«. Hun dør med penslen i hånden, »en dityrambe sunget i udødelighedens tempel«.
Angelikas sidste maleri forestiller Mariæ bebudelse: »Se, jeg er Herrens tjenerinde!« Disse ord fra evangelisten Lukas kommer til at optræde mange gange hos Fredrika Bremer. De går tilbage til hendes første konfrontation med det officielle patriarkat, hendes modskrift mod biskop Wallins prædiken på Mariæ Bebudelsesdag i 1827 om »Qvinnans ädla och stilla kallelse«. Hvis Lukas’ ord, i patriarkatets version, betyder kvindens underdanighed, hendes dobbelte underkastelse under manden og den guddommelige orden, så betyder de for Fredrika Bremer en selvstændighedserklæring: »Jeg tjener ikke!« Over for Gud har mand og kvinde lige værd. Det er ikke herrernes tjenerinde, kvinden skal være. Hun stiller sig under en anden kommando, den indre stemmes. For at adlyde den må hun »venligt, men bestemt«, som Klara Johanson skriver, opsige »den tjenestepigeplads, hun hidtil har haft i samfundet«.
Angelika dør, mens hun føjer endnu et par træk til billedet af den indre stemme, englen, der hilser Maria. Da dette sker, befinder vi os allerede inde i den næste roman, Nina, 1835, hvor pennen er blevet leveret videre fra jomfru Rönnqvist til den anonyme forfatter selv. Nina er en underlig roman. Den giver virkelig indtryk af, som litteraten Gunnar Axberger skriver, at være blevet til »under en affekttilstands tryk«. Som litterær tekst er den ikke vellykket. Men den fascinerer som tegn på det, som åbenbart tvinges frem, når trykket stiger, og omdømmet bliver sat ud af spillet.
»Som to fortærende flammer brændte i min sjæl begæret efter at vide og begæret efter at nyde, uden at de i mange, lange år blev tilfredsstillet«. (Fredrika Bremer i sine Sjelf-biografiska anteckningar, bref och efterlemnade skrifter).
Universitetet som elsker
En del af »affekterne« har noget at gøre med Per Böklin og det vaklende forhold til ham. For Fredrikas vedkommende var der sikkert aldrig tale om rigtig kærlighed:
»Jeg havde aldrig tænkt mig muligheden af, at du skulle elske mig – jeg syntes, du var en bog, en lærd som blot levede blandt bøger, af bøger«.
Sådan kan det lyde i et opgør. En anden gang lyder det således: »O! du er en herlig ånd, Böklin, og jeg må næsten forbavses og vredes på mig selv, fordi jeg ikke kan elske dig tilstrækkeligt til at hellige dig hele mit liv«.
På afstand vokser følelserne, men deres møder bliver tit skuffelser. De almindelige magtforhold mellem kønnene spiller også en vigtig rolle. For Fredrika Bremer og hendes heltinder er det at påtage sig elskerindens og hustruens rolle ensbetydende med at indtage positionen som den underlegne, at iføre sig umyndighed, nedvurdering og retsløshed.
Presidentens döttrar bærer i alle henseender præg af tankeudvekslingen med Böklin, mange kapitler har endog mottoer hentet fra hans breve. Fredrika Bremer mener selv, at bogen er præget af en »tilstand af slaphed« efter al den sjælelige anspændelse, som tiden inden medførte. I Nina er spændingen mere akut. I sin selvbiografi taler Fredrika Bremer om to »flammer«, der er blevet resultatet af hendes indholdsløse og indelukkede opdragelse: »… begæret efter at vide og begæret efter at nyde«. Præsidentens döttrar er optaget af det første, Nina af det andet.
Forholdet mellem Böklin og Bremer er i tiden før Nina temmelig anspændt og præget af en misforståelse, som bringer Bremer i affekt. I et »opgørsbrev« til Böklin fra april 1834 kommer Fredrika ind på en hændelse fra sommeren før, hvor Böklin misforstod en ømhedsytring. Han skulle have forvandlet sig til en erobrer, være kommet med beviser på ynkelig forfængelighed.
Det fremgår mere end tydeligt af brevet, hvor følsom Fredrika Bremer var over for det traditionelle forhold mellem kønnene. Ifølge Klara Johanson har der også været tale om en splittelse over for de seksuelle følelser som sådan. Den seksuelle lyst giver manden en magt over kvinden, »som hun ikke frivilligt gav ham, og som hun ikke ville underkaste sig«.
En hændelse i højsommeren 1834 spiller dog en endnu vigtigere rolle for den voksende afstand mellem Fredrika og Böklin. Fredrika Bremer kom til at høre en historie om en vivisektion, et smertefuldt eksperiment på en hundehvalp. Spørgsmålet om lidelsen i verden skyller på ny ind over hende. I den tids trosanskuelse, som også Böklin delte, havde dyrene som enkeltvæsener ingen del i forsoningen og opstandelsen. Fredrika Bremer vender gang på gang tilbage til denne »plet« på skabelsen, »dyreverdenens lidelse«. Böklin fremstår pludselig som selvtilstrækkelig og elitær. Hun annullerer et jabrev, som hun netop havde tænkt sig at sende til ham: »… livet æklede mig. Min opgave forekom mig at være en dårskab«.
»Den privilegerede bøddel – videnskabsmanden – siger: ‘Jeg må vide! Mennesket, den privilegerede morder, siger: jeg må spise! Begge har de ret. Hvem har uret? Almægtige Gud – hvorfor denne plet, dette uløselige spørgsmål i din Skabning – Dyreverdenens lidelse? De ligger i timer, dage, måneder, år, – under tortur, – og de kan intet forædle i sig under denne lidelse, og de ejer ingen udødelighed!!!« (Fredrika Bremer i et brev til Böklin 21.6.1834).
Spørgsmålet kommer igen i en besynderlig episode i Nina. En mand, »den ulykkelige«, bærer af mange af Fredrika Bremers træk, har trukket sig tilbage til vildmarken. Der lever han alene med dyrene. I sin stald har han i et særligt rum indrettet en dødshjælp i form af to guillotiner, der er tilpasset dyrene.
For Fredrika Bremer bliver spørgsmålet om dyrenes lidelse en skillelinje mellem en mandlig og en kvindelig teologi: »Ak, de dumme apostle – der ikke tænkte på at spørge Frelseren derom«, skriver hun. »Hvor meget mere i det hele taget ville verden ikke vide, om en af de tolv havde været et fruentimmer«.
Nina handler om udeblevet kærlighedslykke. Den er rendyrket Sturm und Drang, en dyster forgænger for Selma Lagerlöfs Gösta Berlings saga. I begge tilfælde er der en ideal elsker, en forening af præst og kavaler, og i begge tilfælde forekommer ildsvåde og oversvømmelse. Hos Fredrika Bremer står oversvømmelse ofte for det modsatte af ildsvåde, dvs. udslukkelse af følelser og lidenskab. En oversvømmelse er den melodramatiske omstændighed, der får Nina til at afstå fra sin elsker. Hendes liv reddes af søsteren, Edla, der med sin krop standser en nedfaldende bjælke. Under en langsom og filosofisk død aftvinger Edla søsteren et løfte om, at hun skal gifte sig med den kolde og hårde grev Ludvig. De voldsomme affekter i Fredrika Bremers eget indre har ført til, som forfatteren forbavset konstaterer i romanen, at »hverdagslivet er blevet som en begravelsesprocession«.
Afsæt
Fredrika Bremer har vundet respekt som personlighed, som brevskriver og rejseskildrer. Men når man kommer til romanerne, plejer forbeholdene at indfinde sig. Burde hun overhovedet have skrevet romaner? Var det ikke en storslået, men forkert satsning? De eneste undtagelser, man plejer at gøre, er Grannarne (Nabofamilierne), 1837, og Hemmet, 1839. Dér trives læseren, dér hersker det gode humør, dér er der balance mellem skildring og tendens. Og dér er de berømte portrætter: Ma chère mere i Grannarne, Petrea, forfatteren som ung, i Hemmet.
»Jeg har også en lille smule imod romaner i almindelighed, når jeg sammenligner dem med romanernes roman, det virkelige, levende liv, og det er, at de alt for meget beskæftiger sig med i en vis udelukkende mening at konjugere det evige verbum: jeg elsker, du elsker, vi elsker osv. «, skriver Fredrika Bremer i »Romanen och Romanerna«, 1840’erne.
Men måske er det snarere vore æstetiske kriterier, der bør ændres? Det er ikke balance, som er Fredrika Bremers originalitet. Det er snarere selve uroen i bøgerne, der fængsler. Fredrika Bremer var lidenskabelig – både som intellektuel og frihedssøgende og i sin bestræbelse på fællesskab, fred og kærlighed. Det lidenskabelige eksisterer side om side med det, som Klara Johanson kalder Fredrika Bremers »allermest egne eget«, »den vidunderlige glemsel af jeg’et og dets prætentioner«.
I Grannarne finder man en spænding mellem to lag. På den ene side den romantiske kærlighedshistorie mellem Bruno og Serena, der tilhører fortællingens øverste lag. På den anden side det kvindelige netværk, som er romanens grundlag og undertekst. Grannarne udspiller sig i en slags originalt udformet matriarkat. Der går ikke alene tråde fra Grannarne til Selma Lagerlöf, men også til Agnes von Krusenstjerna.
Hemmet er et af de vigtigste led i Fredrika Bremers bestræbelse på at ændre bøjningen af verbet »at elske« – væk fra den ensidigt begunstigede romantiske kærlighed og hen mod søskende-forhold og søstersolidaritet. Romanen er samtidig med Carl Jonas Love Almqvists Det går an; i begge tilfælde drejer det sig om at udvide erotikkens rammer og forøge kvindens muligheder for at skabe sig en meningsfuld eksistens.
Skønt Hemmet selv således kan opfattes som et »modskrift« –mod tidens gængse romantiske romanlitteratur – så forsynede Fredrika Bremer den med sit eget, interne, modskrift. Parallelt med både Hemmet og Grannarne arbejdede hun på et oldnordisk drama, Trälinnan, 1840. Dets heltinde, Kumba, er med hensyn til ild og lidenskab en søster til såvel Elisabeth i Famillen H*** som til Hertha i romanen af samme navn. I et brev til Böklin om Hemmet og dens rolige karakter skriver Fredrika Bremer: »Når anm. har nået at få den i sig og glæde sig over, at forf. nu endelig har indset sin kreds og har taget sig i agt for unaturlige og lidenskabelige karakterer og situationer, så vil jeg slynge dem min Kumba i halsen. Så må de se, om de kan sluge den«.
Med Grannarne og Hemmet blev Fredrika Bremer en af verdens mest læste romanforfattere. Ingen svensk forfatter, ikke engang Selma Lagerlöf, har haft den samme succes i den engelsktalende verden. Få har været oversat til så mange sprog. Verdensryet medførte ansvar. I hele Europa er 1840’erne et årti med politisering og liberalisering, og Fredrika Bremer tilslutter sig denne tendens gennem sine romaner. Strid och frid, 1840, handler om det norsk-svenske spørgsmål, En dagbok, 1843, om »Qvinnans emancipation«, I Dalarna, 1845, og Midsommar-Resan, 1848, er to natur- og folkelivsskildringer. Årtiet kulminerer for Fredrika Bremers vedkommende i revolutionsåret 1848 med Syskonlif, der er påvirket af den franske utopiske socialisme. Søskendeforholdets jævnbyrdige fællesskab skildres som model for samfundslivet. Romanen begynder med sætningen »Det var aftenskumring«. Det er en grænsetilstand, der peges på. Hele romanen kan ses som en række grænsetilstande. Ikke k un – som hele Fredrika Bremers produktion – mellem realisme og romantik, men også mellem hverdag og myte, mellem borgerligt og socialistisk. Ikke mindst er det i grænsetilstande, der har med kærlighed at gøre, at vi bevæger os: ikke forældrekærlighed, ikke heteroseksuel erotik, men kærligheden mellem søskende, mellem søster og søster og mellem søster og broder.
Året efter, i 1849, påbegynder Fredrika Bremer den første af sine to store udenlandsrejser, rejsen til USA. Det er den nye verden, hun søger, dens kvinder, dens lys over tingene – »fra hjemmets tærskel at få udsigt over menneskehedens fremtid«. Fredrika Bremer rejser alene, hun er næsten halvtreds. Hun bliver modtaget som en berømthed. Hendes rejseskildring er breve, stilet til søsteren Agathe hjemme i Sverige. Brevene giver det bedst tænkelige indblik i USA: dets politiske liv, den afvekslende natur, jernbanerejser, selskabsliv og omgangsformer, datidens store forfattere, slavespørgsmålet, sociale eksperimenter som f.eks. hjem for faldne kvinder. Men brevene giver også et billede af Fredrika selv og hendes kærlighed til søsteren. Hver linje er karakteristisk for Fredrika Bremer og vidner om grundtrækkene i hendes personlighed. Da Hudsonfloden bryder frem af den mørke skov, er det, som når tanken spreder tågerne inden i den unge Fredrika. Følelsen af gråhed inden i hende fordrives, når hendes øjne drikker farve og lys. Rejsebrevene blev offentliggjort både på engelsk og på svensk, Hemmen i den nya verlden, 1853. De er udgivet igen i seks bind med Fredrika Bremers egne tegninger.
»Jeg gik alene; alt var tavst og stille, men mit hjerte sang. Det jeg havde ønsket og længtes efter i hele min ungdom; det jeg havde ment, mere end nogen anden, at have været lukket ude fra – et levende bekendtskab med livets mangfoldige skikkelser, det var nu blevet mig til del, blevet det i et usædvanligt mål. Vandrede jeg nu ikke fri – fri som få er det – i den frie, store og nye verden, fri til at se og lære alt det at kende, som jeg ville?« (En maj morgen i Georgia, skildret i Hemmen i den nya verlden, den 7. maj 1850).
I 1856 begav Fredrika Bremer sig ud på en ny rejse. Målet var Schweiz. I virkeligheden kom rejsen til at gå til Italien, Grækenland, Tyrkiet og Palæstina. Den 55-årige Fredrika Bremer improviserede en rejse, der varede i fem år. Hendes ungdoms eventyrlyst og appetit på mandlig dåd blev tilfredsstillet i lange dage på hesteryg over rivende floder, gennem vilde skove.
Den svenske digter Esaias Tegnér skriver fra Tyskland til Fredrika Bremer: »På alle nat- og skriveborde ser man dine og mine skrifter, ikke kun i oversættelse, men sædvanligvis også i den svenske original. Ingen dame, der gør krav på dannelse (og det gør de alle), kan undvære kendskab til svensk, så længe denne mode varer«.
Syntesen
Amerikarejsen tog en vending, som bekræfter, hvor vigtig romanen var i Fredrika Bremers søgen. Hun begav sig ud, skriver hun, for at studere det ydre og »almene«. Men hun blev tiltrukket af det indre og »private«:
»Jeg kom i den hemmelige hensigt at løsrive mig fra romanen og dens stof og leve med tankerne på andre mål; og jeg bliver stærkere end nogen sinde tvunget ind i det førstnævnte«.
Noget i hende tvinger hende allerede helt fra ankomsten til USA til at beskæftige sig med ting, som »i dunkle skygger« har rørt sig i hende i 20 år. Vi bliver ført tilbage til tiden for Famillen H***, men ikke i form af en gentagelse: Resultatet af amerikarejsen blev Hertha, 1856.
I Hertha forenes ungdommens ild og vrede med en fri og bevidst ånd – vi har syntesen i den indledningsvist skitserede tretrinsmodel. Hertha har, ligesom Famillen ****, både en realistisk og en romantisk kode, den har, ligesom Syskonlif, såvel et hverdagsligt som et mytisk plan. Allerede stedet, »Kungsköping«, peger med sit navn i både en konkret geografisk og en universelt patriarkalsk retning. Den ildsvåde, som hærger dette Kungsköping, er både symbol for en revolutionær, kvindelig vrede og en henvisning til en helt bestemt brand i Örebro, der var genstand for stor opmærksomhed i Sverige i 1854. Bogens mandlige helt, Yngve, er ingeniør og jernbanebygger. Han er dermed den første i svensk litteratur, som repræsenterer den moderne, realistiske heltetype. Som endnu et moderne og realistisk kendetegn er han forsynet med emancipationsidéer fra USA. Men også Yngves navn peger mod det mytiske: Ynglingeættens stamfader, dvs. den første af en ny æt – de nye mænd.
Heltinden Hertha er en forbitret og intelligent ung kvinde, dødtræt af selskabslivet i provinsbyen. Men hendes navn peger også mod Moder Jord, hun fremstilles, klædt i sort og hvidt, som modergudinde, frugtbarhedsgudinde, hersker over liv og død. Hun er urkvinden, lige siden patriarkatets sejr dømt til en eksistens i underverdenen. Da hendes stemme første gang hæves en aften ved et selskab i det højere borgerskab i Kungsköping, er det som en stemme fra underverdenen: »Jeg synes, det er en ussel verden…«
»En sky syntes at indhylle hele hendes væsen og forlenede hendes desuden ikke regelmæssige træk med et uklart, ikke indtagende præg«. Om titelpersonen i Hertha.
Herthas gravkammer er det fædrene hus, hvis dystre, kvælende fængsels stemning udmales i kapitlet »Det gamle hus«. I en drøm går denne grav over i et andet billede, en krog eller vugge i granitbjerget. Kapitlet »Herthas dröm« er eller burde være en svensk klassiker. I drømmen forlader Hertha midlertidigt sin krog i bjerget. Hun flyver ud over verden, hendes drøm viser et nøjagtigt og ubønhørligt billede af patriarkatet, land for land: krige, oprustning, bevidstløs dyrkelse af teknikken, undertrykkelse, kvindefornedrelse.
Drømmen ender med, at Hertha er tilbage i granitbjerget igen. Flammen i hendes bryst flakker fortvivlet, hun kan mærke, hvordan den breder sig gennem kroppen, trænger ud gennem huden… Da hun vågner, står det fædrene hus i flammer. Den kvindelige vrede vil en voldsom »befrielse«. Men sagen er mere kompliceret end som så. Romanen Hertha er en labyrintisk, tålmodighedskrævende, forviklet proces mod patriarkatet. Der er ingen gordiske knuder at hugge over. Vi er alle indspundet i den, processen går gennem hver fiber af vores krop og sjæl.