Charlotta Dorothea Biehl udgav i 1781-82 fire bind moralske fortællinger, og de var et regulært brødarbejde. Hun havde hårdt brug for at skaffe sig indtægter efter sin fars død og teaterdirektør Warnstedts afvisning af hendes dramatiske arbejder. I efterskriften til bind fire gør hun opmærksom på, at et af hendes »Øyemed« var »at kunde paa en anstændig Maade vinde min Underholdning«.
Det var Biehls vurdering, at prosaen kunne blive en indtægtskilde, og selv om det første bind af fortællingerne ikke solgte særlig godt, fik hun alligevel ret. 1780’erne blev prosaens første store tiår i den danske litteratur. Mens de svenske mandlige og kvindelige digtere dyrkede klassicismen og den nye sentimentalisme fortrinsvis inden for de lyriske og dramatiske genrer, og Det norske Selskabs medlemmer koncentrerede sig om lystige og satiriske versefortællinger, begyndte danske skribenter at interessere sig for prosagenrerne.
Den svenske forfatter Anna Maria Lenngren foretrækker i modsætning til den jævnaldrende danske Charlotte Baden at skrive sine portrætter og avissatirer på vers.
Den engelske Samuel Richardsons berømte Pamela eller Dydens Belønning, 1740-42, var allerede i 1743-46 blevet oversat til dansk, men først 40 år efter oversættelsen var der et større borgerligt publikum for Richardsons moralske og følelsesopdragende prosa. I 1780’erne oversættes alle Richardsons romaner, og på få år mangedobles antallet af oversatte engelske, franske og tyske romaner og fortællinger. Selv tegner Biehl sig for en af periodens helt store oversættelsesbedrifter, nemlig oversættelsen af Cervantes, Don Quixote af Manchas Levnet og Bedrifter, oversat 1776-77, og i 1780-81 udgiver hun sin oversættelse af Cervantes, Lærerige Fortællinger sideløbende med, at hun udsender sine egne moralske fortællinger.
De danske og enkelte norskfødte skribenter tog hurtigt ved lære af de udenlandske succesromaner og fortællinger. Selv om de dramatiske og lyriske genrer stadig blev anset som de fineste og vigtigste genrer i det sene 1700-tal, gik både skribenter og publikum med udholdenhed i gang med højst forskellige prosagenrer. Bind efter bind, tidsskrift efter tidsskrift blev fyldt med moralske fortællinger, sentimentale brevromaner og brevfortællinger, opdragelsesromaner, føljetoner, prosaiske forsøg og samfundssatiriske fortællinger.
Biehl og Sophia Lovisa Charlotte Baden (1740-1824) dyrkede sammen med pigeskolegrundlæggeren Emanuel Balling og flere anonyme kvindeskribenter en moralsk og følelsesopdragende prosa.
Emanuel Balling, 1733-95, var et fremtrædende medlem af Selskabet for Borgerdyd og oprettede i 1787 en realskole for middelstandens pigebørn. I 1783 blev han redaktør for avisen Kiøbenhavns Aftenspost, hvori han offentliggjorde en række moralske og underholdende føljetonromaner i Richardsons stil.
Her stod familietematik og kærlighedsintriger i centrum, og en konflikt omkring ægteskabets indgåelse var ofte den langtrukne handlings drivfjeder. De store forbilleder var Richardson, hans franske elev Marmontel og den tyske Gellert, hvis ægteskabsroman Den svenske Grevinde af G. Liv og Levnet Beskrivelse, 1747-48, første gang var blevet oversat til dansk i 1749 og senere genoversat i 1775.
Biehl genbrugte dele af handlingsintrigen fra Gellerts roman i sin fortælling »Den forklædte Maler« (bd. II), ligesom hun også flittigt benyttede sig af Richardsons beskrivelse af Pamela og hendes mange prøvelser i »Emilie eller den belønnede Standhaftighed« (bd. I) og lod Marmontels »Le bon Mari« fra Contes moraux, 1761, spøge i flere af sine fortællinger. Desuden fik Gellerts afhandlinger om brevkunsten og breveksempler en uhyre stor betydning for både Biehl og Charlotte Baden, hvis mand professor Jakob Baden havde oversat en af Gellerts afhandlinger.
Charlotte Badens mand, professor Jakob Baden, oversatte i 1762 Christian Fürchtegott Gellerts Breve, tilligemed en Praktisk Afhandling om den gode Smag i Breve, 1751, og i 1778 oversatte skuespilforfatteren Peter Topp Wandall igen breve af Gellert, »tilligemed nogle didhenhø-rende Breve fra hans Venner«, og præsten H. J. Birch udgav i 1777 et bind oversatte breve af bl. a. den aristokratiske kulturs skribenter madame de Sévigné og madame de Pompadour. 1700-tallets interesse for at fremelske en ny naturlig brevstil og brevkultur bliver uhyre inspirerende for de moralske prosaister.
Både de mandlige og de kvindelige skribenter brugte og genbrugte uden skrupler rask væk de mange inspirationskilder. Charlotte Badens prosahovedværk var en fri fortsættelse af Richardsons roman The History of Sir Charles Grandison, og i sine små brev- og dialogfortællinger til avisen Morgenposten lånte hun idéer til at prise dyden og kritisere et overdrevent føleri i den tyske pædagog J. H. Campes »Om Følsomhed og Føleri«, 1779, oversat til dansk 1780. Ligesom Biehl havde også hun med tydeligt udbytte læst Marmontels moralske historier, Contes moraux.
Både Baden og Biehl er i stand til at fylde mange sider med dydige belæringer og følsomme moraler, og især Biehl ser ingen grund til at spare på siderne. Hendes moralske fortællinger omfatter over 1.400 sider, og i den store Brevvexling imellem fortroelige Venner, 1783, lægger hun yderligere 1.000 sider frem for sine læsere. Hun når frem gennem de mange sider ved at oparbejde en slags standardudstyr af scener og personbeskrivelser, der kan genanvendes fra fortælling til fortælling. Af og til skifter hun mening om fortællingens mål og retning undervejs i historien, således at intrigen trækker i en helt anden retning, end hun selv havde lagt op til, men det generer hende ikke synderligt, og det generer hende heller ikke at sende et par personer hastigt i graven eller dramatisk lade dem ændre karakter, hvis det er nødvendigt for at følge en idé, som hun har faet undervejs i sit arbejde. Det gælder f.eks. fortællingen »Det stille Vand har dyb Grund«, der starter som en fortælling om en ung adelsmand, der bryder med sin fornemme familie for at gifte sig med en købmandsdatter, men da Biehl tilsyneladende selv er begyndt at kede sig over historien, skynder hun sig at gøre den til en fortælling om jalousi imellem adelsmandens to døtre. For at få historien til at gå op må hun fratage adelsmanden en portion af hans ædle sindelag og opmærksomme følelse for sine omgivelser. Frem for at begynde på en ny historie vælger Biehl at fylde stof på og forandre den historie, hun har i gang. Hvor der skrives, der skal der ikke spildes, men moraliseres.
Oftest vælger Biehl at lade sine fortællinger udspille sig i franske eller engelske familiekredse, men hun gør ikke meget ud af selve miljøbeskrivelsen. Hun kan til nød fortælle lidt om den parisiske selskabsverden, sine personers færden i selskabslivet, ved spillebordene, i teateret, på promenader eller maskerader, men hun er kortfattet, også i beskrivelsen af de engelske landsteder og herresæder, som personerne kan opholde sig på.
I de fortællinger, der omtaler danske omgivelser, ses enkelte glimt af det københavnske gadeliv, som i fortællingen »Den fortvivlede Elsker«, hvor bondepigen Grete har begivet sig til hovedstaden for at gå i forbøn hos myndighederne for sin frier Hans, der i sin rasende jalousi har været godt på vej til at tage livet af hende. Det er de familiære og venskabelige relationer mellem mennesker, der interesserer Biehl, og den sparsomme omverdensbeskrivelse tjener faktisk kun til at give fortællingerne en vis aura og autoritet over for den danske læser, der belæres om, hvordan dyden sejrer blandt engelske købmænd og godhjertede franske aristokrater, mens det moralske fordærv lurer ved de parisiske spilleborde og ved Pavehoffet i Vatikanet.
Biehls personer beskrives ud fra deres plads i familien som mødre, døtre, fædre, sønner, brødre, søstre eller bedsteforældre. Gang på gang understreger hun energisk, hvorledes fædre eller mødre med »griller« præger deres børn på en uheldig måde. I »Den Foranderlige« giver den adelige fru Dervieux sin egen umættelige lyst til forlystelser og forandringer videre til sin datter. Frøkenen bliver en storforbruger af kjoler, diamanter, guldfisk, aber og tilbedere. Men en streng og ufølsom opdragelse kan også give uheldige resultater som i »Den unge Wartwig«, hvor den unge student Wartwig kompenserer for sin fars strenge og kærlighedsløse opdragelse ved at hengive sig til et farligt »Sværmeri« efter at have læst Millers roman Siegwart. Eine Klostergeschichte (Siegwart. En klosterhistorie.) Wartwig bliver »stærk siegwartiseret« og løber forvildet rundt uden for kirkerne for som sin helt Siegwart at møde sin udkårne Mariane. Wartwig møder ikke nogen ung klosterfrøken, men derimod en luder, der er parat til at spille med og udgyde en passende tårestrøm på de rigtige steder, hvis Wartwig kan forsørge hende. »… dog var hun efter en heel Maaneds Forløb ikke kommet videre med Wartwig end den første Dag; han segnede i hendes Arme stum af smeltende Følelser, eller og med et afbrudt Udraab, om hvor vel det var ham om Hiertet, og hvad han var uden hende; hun vidste han var riig, men holdt ham for at være karrig, siden han ingen Foræringer havde gjort hende, Klopstocks værker undtagen«.
»At Gud! Barmhiertige! Evige! Mægtige! begyndte hver Periode, kan enhver, som kiender hans Mønster, let slutte sig til, og han var alt for stærk siegwartiseret, at han ikke skulle følet samme Trøst og Forvisning, som Siegwart ved slige Leyligheder bekom«. (»Den unge Wartwig«).
Wartwig reddes selvfølgelig fra sit farlige sværmeri og den beregnende luder af en følsom ven og forsones med sin fader. Som oftest hos Biehl er det et forstyrret familieforhold, der er fortællingens udgangspunkt, og genetableringen af familierelationer på et nyt følsomt og kærligt grundlag, der er dens slutning. Hun sørger altid for at få også sine ugifte personer placeret i familielignende forhold som i »Pebersvenden«, hvor den gamle forfængelige rentier Danby opdrages og belæres således, at han trods sin ugifte stand kan blive et overhoved for sine unge slægtninge og derfor alligevel indlemmes i familielivets herligheder.
Der var særdeles praktiske og konkrete moraler at tilegne sig for den datidige læser af Biehls fortællinger. Hendes kontante »familieterapi« var netop et forsøg på at finde sprog og adfærdsmønstre for det borgerlige familieliv. I efterskriften til læseren anførte Biehl, at hun ville gøre »min erhvervede Kundskab om Verden og det menneskelige Hierte nyttig for unge og uerfarne Personer af mit Kiøn«. Med den for en kvindelige skribent uundgåelige beskedenhed understreger hun, at hun trøstes af den overbevisning »at om jeg ikke har kundet gavne, saa har jeg i det mindste ikke skadet, men efter bedste Indsigt aagret med mit lidet Pund«.
Med »Den falske Ven« fik Biehl effektivt og offentligt sagt tak for sidst til Warnstedt, og bind II blev en salgssucces, der nogenlunde kompenserede for den manglende indtjening på de øvrige bind af de moralske fortæl-linger. Biehl skånede nu heller ikke helt sig selv i portrættet af Don Carlos, der lider af et nærmest skadeligt sværmeri for det ømme venskab, »disse varme Følelser for andre havde giort ham til en Art Sværmer i Venskab, som han holdt for den største jordiske Lyksalighed. Han havde elsket med al den Hæftighed, som den varme Luft indskyder, men da Døden havde berøvet ham sin Elskede, saa havde han sagt Kierligheden for evig Farvel, hvorved hans Sværmeri for Venskab var bleven forøget«.
»Ved denne Leylighed, saae Don Varini Sebastiano meget ofte, og fandt saa stor Behag i ham, at han hverken havde Rist eller Roe førend han kom i nøyere Bekiendtskab med ham. Denne Behag forvandlede sig omsider til en voldsom Sindslidelse, og drog den skiendige Fortrolighed efter sig, for hvilken der faldt Ild ned af Himmelen til at fortære Sodoma og Gomorra. Endskiønt denne Last ansees med mindre Grue af Italienerne end af alle andre Folkefær, saa føler dog alle Retsindige iblandt dem den største Afskye for de, der overgive sig til denne gruelige Last, og især ere de overmaade foragtelige i Fruentimmernes Øyne«. (»Den falske Ven«).
Hvad enten Biehl skadede eller gavnede sine læsere, lykkedes det hende i al fald at skabe sensation med bind II af de moralske fortællinger, hvor hun i fortællingen »Den falske Ven« leverede et højst afslørende og pågående portræt af teaterdirektør Warnstedt, der havde foregivet at være Biehls ven og støtte på teateret. Der var ingen af hendes læsere, der havde svært ved at fatte, at hun skildrede Warnstedt i skikkelse af den falske, homoseksuelle Don Varini, der udnytter sin troskyldige ven Don Carlos, dvs. Biehl selv, til det yderste.
»… men da han ikke kunde dølge for sig selv, at han ikke besad de fornødne Indsigter til at beklæde slig en Post som han attraaede, saa fandt han det nødvendig at pløye med andres Kalve, og sige efter hvad andre havde sagt, for at faae Anseelse af at have erhvervet sig Videnskaber«, hedder det spydigt om Don Varini alias Warnstedt. I modsætning hertil har Don Carlos alias Biehl selv store kundskaber og fortjenester: »Der levede et Menneske i Rom ved Navn Don Carlos der var nogle og tredive Aar, og som ved adskillige Værker i de skiønne Videnskaber havde gjort sig bekiendt. Han havde vunden Premier paa et par fremmede Steder«.
Der er 357 navne på den store subskribentliste til Biehls moralske fortællinger, og blandt dem Warnstedt selv, uvidende om den højst ubehagelige overraskelse, der ventede ham i bind II. Også et par af Biehls gamle friere figurerer på listen. Oberstløjtnant Ellebracht, som Biehls moder havde forsøgt at påtvinge hende, kunne læse med om kærlighedsægteskabets betydning, og en slægtning til frier Ramshart, der ifølge Biehl selv havde belært hende om hendes overdrevne »hæftighed«, og som hun ikke kunne få sin forældres samtykke til at gifte sig med, kunne opleve den ene forlovelsesintrige efter den anden. Også den sidste frier Peder Normann, som ikke omtales i Biehls selvbiografi, subskriberede på jomfruens fortællinger.
Følsomhed og føleri
Det insisterende og nærmest heftige opgør med det såkaldte sværmeri, som Biehl havde ført i sine moralske fortællinger og sin Brevvexling imellem fortroelige Venner, fortsætter Charlotte Baden i sine brev- og dialogfortællinger. Den litterære anledning er ligesom for Biehl den nye tyske romanlitteratur, frem for alt Goethes Die Leiden des jungen Werthers, 1774, og Millers meget omtalte og læste roman Siegwart. Eine Klostergeschichte, 1776, oversat til dansk i 1778.
En dansk oversættelse af Den unge Werthers Lidelser blev standset af censuren.
Baden foretrækker Richardsons dydigt grædende heltinder frem for den tyske sentimentalismes sværmende og vilde elskende. Hun bliver så begejstret for Richardsons The History of Sir Charles Grandison, 1753, at hun begynder at digte videre på personernes skæbner. Hendes fortsættelse af historien om Grandison, brevromanen Den fortsatte Grandison blev trykt i Bibliothek for det smukke Kïön i 1784 og blev genudgivet i 1792.
Baden var især interesseret i at få skabt en slutning på historien om den unge italienske adelsfrøken Clementina. Hos Richardson er Clementina forlovet med den engelske helt Grandison, der forelsker sig i den smukke Harriet Byron, som han frelser fra en skurkagtig forfører. Clementinas forældre har svært ved at acceptere den protestantiske Grandison som svigersøn, og først da Clementina er ved at sørge sig ihjel, beder de Grandison om at komme til Italien. Men da også Clementina insisterer på, at han skal konvertere, rejser han tilbage til England og gifter sig med Harriet Byron. Det nygifte par bliver opsøgt af Clementina, der er flygtet fra et kloster, og Richardson vælger at opløse den truende kærlighedskonflikt ved at gøre dem alle tre til fortrolige venner. Clementina rejser tilbage til Italien for at gifte sig med Belvedere, en trofast bejler, som hendes forældre foretrækker.
»Vor Clementine har paa nogen Tid sysselsat sig med at brodere en hvid Atlaskes Kiole… Hendes Camillla fortæller, at hun har spurgt, om hun syede sig en Brudekiole. ‘Maaske!’, gav Clementine til Svar«.
»Hun havde ladet sig iføre en hvid Atlaskes, med Sølvkniplinger besat Kiole, og som Camilla siden fortalte, sagt: ‘Dette er det sidste Stykke jeg ifø-rer mig, for at pryde den jordiske Deel som skal nedsænkes i Graven dermed’«. (Den fortsatte Grandison).
Det nære venskab mellem Clementina, Grandison og Harriet tiltaler Baden, men hun føler sig overbevist om, at Clementina ikke uden videre sjælekamp vil gifte sig med Belvedere, som hun respekterer og værdsætter, men ikke elsker. Baden er interesseret i, hvorledes hun kan slutte Clementinas historie og samtidig fastholde en konsekvens hos heltinden. Hvis Clementina uden videre gifter sig med Belvedere, vil hun svigte sin kærlighed til Grandison. Men hvis hun insisterer på kærligheden til Grandison, svigter hun sit venskab med Harriet. Baden er ikke i tvivl om, at den eneste mulighed for Clementina er en heroisk død, og den giver hun hende i Den fortsatte Grandison.
Baden lader sin Clementine vende tilbage til klosteret for at prøve at vende sin kærlighed til Belvedere. Men hun sygner hen i sin sjælekamp. På dødslejet tilstår hun i alle sine venners og families nærværelse sin kærlighed til Grandison og gifter sig med Belvedere med den begrundelse, at hun på dødslejet har overvundet sin jordiske kærlighed til Grandison.
Det er en særdeles patetisk og klassisk heroisk afslutning, Baden får skrevet sig frem til, og det mest bemærkelsesværdige ved den er, at hun har blik for, at det nye intime og tætte liv i familien og venskabskredsen hvirvler kvinden ind i et sådant netværk af følelsesforhold, at hun enten hurtigt må være i stand til at forandre sine følelser eller tilkæmpe sig en meningsfuld død.
I den muntre Charlottes breve bliver Badens stil mundtlig og meget livlig, som da Charlotte i et brev fortæller om sin gamle faster: »Tidender om Brylluper og Barsler ere hende altid velkomne. Der sidder hun nu, imens jeg skriver, og læser Deres Brev – Punktum! Hvor mon troe hun nu standsede? thi nu tog hun Brillerne af, tørrede det høire Øie, som er mere genegent til Vemodighed end det andet – her tog hun Brillerne paa igen – nu af igien, for at tage en Prise Tobak – ‘hm! hm! den stakkels Clementine vil fra Verden! det bør ikke nægtes hende’«. (Den fortsatte Grandison).
Badens brevroman fremkaldte i Bibliothek for det smukke Kïön en reaktion fra en interesseret læserinde, der varmt opfordrede Baden til at fortsætte som »Sædelærens Udbrederinde« og stillede enkelte spørgsmål til udformningen af fortællingen: »De tilgive mig et Spørgsmål: Ilede De ikke alt for meget fra een Over-gang til en anden i de sidste Scener af denne sørgelige Act?« Den anonyme læserinde, der muligvis er identisk med frøken Charlotte Sophie Møller, til hvem Baden dedicerer genudgivelsen af brevromanen i 1792, fik svar fra Baden i det følgende hefte i biblioteket. Baden benyttede den gunstige lejlighed til at gøre sig betragtninger om kvinders læsning og kvindelig følsomhed.
»Vi bør også giøre Parti, Høistærede! Synes Dem ikke, at man angriber vort Kiøn for meget, ved den Følsomhed, vi beskyldes for at have høstet af en Siegwarts, en Werthers og slige Bøgers Læsning…
Paa hvad Maade – mine Herrer, der bebreide vort Kiøn Følsomhed – maatte jeg spørge, skulde man læse en rørende Fortælling med Eftertanke, uden at sætte sig i den lidende Persons Forfatning? Kan man see en Emilie Galotti opføre, uden at føle med Faderen og afsky Marinelli? … Er det ikke en tilladt Følsomhed, og som snarere bør opvækkes hos vort Kiøn, end svækkes?«
Baden var ikke i tvivl om, at læsning kunne opvække og kultivere både mænds og kvinders følsomhed, men som Biehl advarer hun samtidig imod føleriet og sværmeriet. I en lille brevfortælling ironiserer hun over en nyrig borgerfamilie, hvor både mor og datter er ramt af Siegwartfeberen: »…den har kostet mig og Dorotte mange Taarer. Ja jeg er meget følsom, sagde Frøkenen, ligesom min ma chère Mère«. Følsomheden bunder dog ikke så dybt, for da faderen skælder ud over, at en af bønderkonerne er gravid, bemærker Frøkenen: »’… dersom Kierlingen kun ikke giør Barsel før den af Monfrere foreskrevne Tid’. ‘Ligemeget’, svarede Fruen, ‘saa kan hun tage Glutten paa Nakken’. ‘Ja, det behøves endelig ikke, at slige Folk holde længe Barselsstue’, var Datterens Anmerkning«.
Charlotte Baden er en undertiden særdeles velskrivende prosaist. Både i Den fortsatte Grandison og de små brevfortællinger arbejder hun med at individualisere sine fortællere og sine brevskriveres sprogbrug; 1700-tallets interesse for modersmålet får en ny og overraskende udformning i Charlotte Badens følsomme og moralske skrift.
I en lille brevfortælling lader Baden en forfængelig ung pige komme til orde. Hun har anskaffet sig en ny solhat, som hun håber vil gøre indtryk på promenaden i Kongens Have: »Men det var om Soelhatten, jeg vilde fortælle dig. Da jeg kom i Haugen, saae jeg mere end een, der havde den samme Facon; jeg forsikrer dig, at mine Been neppe kunde bære mig til den første Bænk, hvor paa jeg kastede mig med Ærgelse, og gjorde et Løfte, ikke at bære nogen Soelhat mere den Sommer«.
Baden har ofte en kunstnerisk styrke netop i den korte situationsbeskrivelse.