Fredrika Bremer fortæller i Aftonbladet, 1861, hvordan hun som barn hørte tale om »en frøken med fireogtyve talenter, desuden smuk, åndrig« – der havde det som fisken i vandet i Stockholms finere selskabsliv. Eftersom hun selv var en lille pige, der sværmede for Jeanne d’Arc, tabte hun straks den mondæne Sophie Zelow af syne. Da de til sidst mødtes i 1838, var det som litterære konkurrenter, der hele tiden blev sammenlignet af anmelderne. 1810’ernes talentfulde adelsfrøken var da blevet friherreinde Sophie von Knorring, som under navnet »Författaren till Cousinerna« havde udgivet seks romaner. Sammen blev de i 1839 i Aftonbladet udnævnt til »vor kvindelige lærde verdens klassikere«. Den brystsyge Sophie von Knorring (1797-1848) døde næsten tyve år før Fredrika Bremer, der gik af med sejren i den litterære strid. I litteraturhistorien er »författaren till Cousinerna« nu kun en fodnote. Måske fordi hun var et paradoks, og hvordan sætter man etiket på et sådant?
Som aristokrat af nærmest gustaviansk tilsnit, men samtidig en skånselsløs kritiker af standshovmodet, hører hun hjemme i de mest forfinede miljøer, som hun ubarmhjertigt afslører. Hendes adelsskab hindrede hende på ingen måde i at skrive en af Sveriges første og bedste folkelivsskildringer, Torparen och hans omgifning (Husmanden og hans omgivelser), 1843. Kritikken taler om hendes forældede kvindesyn og mener, at hendes centrale emne er ægteskabets uopløselighed. For en moderne læser bliver den egentlige hensigt med Sophie von Knorrings romankunst snarere at skildre den kvindelige erotiks problematik og lidenskabens idealiserende magt. Selv mente hun, at hun afdækkede »hverdags-menneskehjertets dybeste hemmeligheder«.
På grund af dette er hun blevet kaldt »afvæbnende naiv«, hendes heltinder anses mere eller mindre for at være identiske med hende selv, og alle de forfaldne borge og herresæder i hendes romaner formodes uden videre at være kalkeret over hendes barndoms slot, Gräfsnäs i Västergötland. Den ældre litteraturhistorie skildrer hende med nedladende beundring. I samme åndedrag som hun bliver taget i skole for sin kvindepsykologi, bliver hun prist som »vor eneste kvindelige erotiker«.
Og det til trods for at de mandlige kritikere er uvillige til at give ekspertisen fra sig på dette område. Man mærker ofte en tydelig irritation over for det kvindelige blik, der falder på Sophie von Knorrings mandskikkelser, når de af forfatteren anbringes i situationer af langstrakt erotisk karakter uden at få lov til at fyre skuddet af. Også styrken i kvindernes hjertebanken menes at være overdrevet. F.eks. indvender Johan Mortenson skråsikkert om den unge Otilia i Illusionerna, 1836: »Desuden opfatter forfatterinden hele denne hændelse alt for tragisk. De sår, som den første kærlighed til en køn løjtnant har tilføjet et syttenårigt hjerte, læges hurtigt«.
Johan Mortenson skriver i Från Aftonbladet till Röda rummet – Strömningar i svensk litteratur 1830-1879, 1905: »Friherreinde Knorring er langt mindre naiv end Fredrika Brerner: hun har til en vis grad rede på de unge herrers sidespring, hun tager dem ikke uden videre for pålydende, hun ved, at de har en side, som de ikke viser frem i salonerne, og det er ikke mange kvinder, som i deres romaner røber dette kendskab«.
Ligesom de fleste litteratur-historikere, der har behandlet Sophie von Knorrings romaner, læser han dem fejlagtigt, som om de i første række handlede om mændene.
Men Sophie von Knorring vidste bedre. Hun fastholdt den 17-åriges ret til at elske af hele sit væsen. Som en gift, men hele livet omsværmet skønhed, var hun ikke ukendt med, hvordan mændenes attrå er beskaffen. Allerede i debutromanen Cousinerna (Fætter og kusine), 1834, er mændene latterlige eller sværmerisk svage, mens heltinden Amalia håber på at indgyde mændene, især den unge helt Axel, mod og sjæl ved åndelig talt at påtage sig de forpligtelser, som det adelige navn (krigeræren!) medfører.
Valsen i Illusionerna er et godt eksempel på Sophie von Knorrings erotiske prosa. Måske er endnu en årsag til Otilias henrykkelse også det faktum, at den berømte romanforfatterinde Germaine de Staël svinger sine bastante ben i de samme kredse.
Germaine de Staël, der var gift med Sveriges ambassadør i Paris og således svensk statsborger, besøgte under en flugt fra Napoleon Stockholm i 1812. Det var lykkedes hende at komme over i en skrøbelig fiskerbåd fra Åbo, hvor hun havde fået et møde i stand mellem tsar Alexander og den franske marskal Bernadotte (der ved hjælp af blandt andre hende snart blev Carl Johan, Sveriges regent). Sophie Zelow debuterede, i lighed med sin romanheltinde Otilia, ved Amaranter-ordenens årlige bal, som også præsenterede Madame de Staël for den svenske overklasse.
At hendes offer har været forgæves, viser den efterfølgende del Axel, 1836.
I Cousinerna har Amalia, på grund af et helligt løfte på faderens dødsleje, lovet sig selv bort til en prægtig, men kedelig godsejer og forstår først sin fejltagelse på bryllupsdagen, hvor hendes ubemidlede fætter Axel efter mange år dukker op og vækker hendes vilde attrå. Analysen af fætterens og kusinens stærke følelser er henrivende subtil og meget erotisk. Tappert kæmper de mod deres forbudte lidenskab, men Amalia bliver stadig mere ulykkelig og dør til sidst. Axel, en ikke helt vellykket krydsning mellem Faust og Don Juan, er ikke engang i Cousinerna nogen helgen, og i romanen af samme navn beskrives hans tungsindige og udsvævende liv, inden han dør af lungetuberkulose.
Cousinerna, udgivet af »Författaren till Cousinerna«, var årets roman, da den udkom i 1834. Man læste og havde meninger om dens stærkt erotiske intrige. Hvem kunne forfatteren være? Mand eller kvinde? Knap var Sophie von Knorring, trods sin benægtelse, blevet afsløret, før man kastede sig over bogens, som man syntes, tvivlsomme moral. I Aftontidningen, 1835, påstod man, at Cousinerna var udtryk for »den bestanddel af kold udsvævelse og munter foragt for sædelighed, som tidens bedre ånd kun langsomt havde formået at trænge til side«. Cousinerna var noget så usædvanligt i Sverige som en ægte europæisk roman.
Den skandaløse sandhed, som Sophie von Knorrings bøger giver udtryk for, er, at kvinderne gerne skelner mellem erotik og seksualitet. Det første kan gå for sig i en evighed og fuldbyrdes i døden, i sammensmeltningen med idealet deroppe, det smukke billede af manden. På jorden resulterer en kødelig forening af elskende – sanktioneret eller ej af loven – i graviditetens pine og fødslens smerter. Cousinernas heltinde Amalia dør faktisk efter en abort, og i Ståndsparalleller (Standsparalleller), 1838, dør grevinde Blenda, måske på grund af en følgesygdom efter mæslinger, men frem for alt bare ved tanken om at skulle gå i seng med sin træge mand igen for at give ham en arving, efter at hans søn er død: »Jeg, med hjertet fuldt af HAM, der nu er mit ét og alt! – Hu! – og hun slog begge hænder for ansigtet«. Blenda er lidenskabeligt forelsket i informatoren, den dannede bondesøn Herman. Denne roman er fejlagtigt blevet fortolket som et udslag af standshovmod fra Sophie von Knorrings side, som en illustration af, at en grevinde i hendes øjne ikke burde nedlade sig til at elske en ikke-adelig. Men forfatteren står helt på Blendas side, da hun fortvivlet udbryder: »Tror du da, at kvindehjertet kender nogen standsforskelle?« Det, som står mellem mand og kvinde i Sophie von Knorrings romanunivers, er foruden mændenes ofte durkdrevne dobbeltmoral seksualitetens ødelæggende konsekvenser for kvinden.
Sophie von Knorring analyserer utrætteligt dobbeltmoralens bud og de hårfine nuancer, der adskiller »rene« og »dårlige« kvinder. En mand ærer ikke en »falden« kvinde, skønt han har sagt, at han ville give sit liv for hende – lige inden hun faldt i hans arme. Paradoksalt nok hviler især den modne kvindes tiltrækningskraft på balanceakten mellem at være »smittet« af verden og fordærvet af den. Der ligger ikke nogen fordømmelse i skildringen af den sjælfulde og forføreriske grevindes sublime koketteri i Axel:
»Mine sengeforhæng vil ikke gerne åbne sig så tidligt – tilføjede hun med dette henrivende smil, som dog ikke er den rene himmelske uskylds, men den livlige, af verden smittede, skønt ingenlunde fordærvede kvindes«.
Et eksempel på Sophie von Knorrings forfriskende humoristiske side finder vi i Förhoppningar, hvor den smukke enke, udsat for et overraskende kurmageri, samler sig i følgende drastiske billede: »’Sig ikke sådan’, spøgte Otilia, som nu –da isen endelig var brudt –havde genvundet hele sin kvindelige fatning, som er af et helt andet stof end mændenes; thi omendskønt den nok stundom er artificiel, er den ikke af den grund mindre urokkelig. Den er ligesom kunstige tænder: stærkere end de naturlige, skønt de ingen rødder har«.
Sophie von Knorrings romanheltinder er nødt til at forholde sig til mændenes splittede driftsliv, eftersom det er mændene, der dikterer deres livsbetingelser. Forfatteren giver de kvindelige læsere det råd, at de skal holde sig inden for flirtens indledende faser. Ikke af moralske grunde, men fordi mændene næsten aldrig kan håndtere den store tillid, det er for en kvinde at hengive sig – bogstaveligt eller billedligt – til dem. Mændenes følelsesliv, der fremstilles som mindre udviklet end kvindernes, bygger på konkurrence med andre mænd om den smukkeste pokal. Dette mandlige, mimetiske begær udforskes og forkastes – med Goethes Valgslægtskaber som model – i Vännerna, 1835: »’Venner!’ sagde Edward bittert. ‘Smukke venskab, der viger for følelsen for en pige, som du endnu ikke har set, andet end med indbildningens og mine øjne’«.
Samfundets normer kræver af kvinden, at hun skal forstå, at hun ikke kan optræde som mand. Det betyder ikke, at hun er nødt til at afstå fra at føle et brændende begær, tværtimod, men hun bør ikke give efter for det, da det af natur er anarkistisk og øjeblikkelig bliver udnyttet af mændene. I Vännerna beskrives det med afsky, hvordan den kokette og udannede Olivia hengiver sig til sit uhæmmede, efter mændene kopierede, driftsliv: »Det var ikke hans gode råd, det var ikke hans smukke sjæl, det var ikke hans varme hjerte, hans dyder, hans fromhed, hans mandige kraft, hans lyse forstand og fine dannelse, Olivia savnede og begræd, nej, det var hans kys, hans arme, der trykkede hende til sit bryst, og den salighed, der da havde gennemstrømmet hende. Mange ville måske kalde dette kærlighed; men denne følelse fortjener et helt andet navn. – Bevis: Den kan overflyttes til en anden«.
Når Sophie von Knorring i sine romaner undersøger, hvordan kvindernes lidenskaber bliver »forbryderiske« i forhold til mændenes dobbeltmoral, er hun i godt selskab med verdenslitteraturens store. Germaine de Staël, der i Corinne skildrede den melankolske Ossians vaklen mellem det kvindelige geni og den huslige uskyld, har gjort et dybt indtryk på Sophie von Knorring, men det gælder også Rousseaus La nouvelle Héloïse, hvor Julie kæmper mod sin ulovlige, udenomsægteskabelige kærlighed. En anden inspiration var Johanna von Schopenhauers Gabriele, hvis hovedperson, i lighed med Amalia i Cousinerna, ofres af sin despotiske far og bliver giftet bort til en egoist. I den europæiske romanlitteratur lader pligt og tilbøjelighed til at være uforsonlige størrelser for kvinder. Da Sophie von Knorring, til forskel fra Fredrika Bremer, ikke var den mindste smule religiøs, fandt hun ingen forsonende syntese mellem disse to og formår ikke at skildre sine kvinder som andet end i bund og grund splittede. Derfor er der stadig meget at hente i hendes forfatterskab, hvis man koncentrerer sig om den psykologiske tegning af skikkelserne og ser bort fra den af og til alt for tidstypiske handling og den aristokratiske miljøskildring.
Allerede som teenager havde Sophie von Knorring en litterær dannelse på fem sprog, som ikke har noget sidestykke i dag. Hendes stil bygger på litterære allusioner, spirituelle og skarpt skårne dialoger, og den opnår tit en lethed, som hos ingen anden svensk forfatter. I 1830’ernes og 1840’ernes svenske kulturelle klima var hun en fremmed fugl.
Den kultiverede unge enke Otilia, heltinden i Sophie von Knorrings Förhoppningar, 1843, præsenteres først som inkarnationen af opofrende moderlighed i forholdet til sin myndling Hugo. Men karakteristikken af hende: »hun var en kvinde i ordets hele potens«, antyder allerede den komplikation, der alt for tidligt lægger hende i graven; snart overskrides moderkærligheden, og hun stilles nøgen i sit begær efter den unge mand.
Når Sophie von Knorring er bedst, er hun i verdensklasse. Man har læst hende biografisk og alt for bogstaveligt, men hun er ikke realist, hun er romantiker af blodet. Som sådan benytter hun sig flittigt af ironi, et stilgreb som P. D. A. Atterbom allerede i 1823 i Svensk Literatur-Tidning beskrev som en dødssynd for kvinder.
Eva Borgstrøm påpeger, hvordan Atterbom i en artikelserie om Euphrosynes forfatterskab (Svensk Literatur-Tidning, nr. 28-35, 1823) adskiller kønnenes litterære muligheder, især når det gælder ironi. Det negative eksempel er Anna Maria Lenngren, hvis »qwickhet« (ånd) er ukvindelig: »Dette er et af de punkter, hvor Naturens indretning på den mest afgjorte måde har afsondret kønnene fra hinanden; og det har den gjort vel i: thi Kvinden er således beskaffen, at hun, hvis hun forsøgte at overskride sin naturs grænser, intet andet ville vinde end en uendelig frækhed i stedet for en uendelig ironi«. (»Om jag får be om ölost«. Kring kvinnliga författares kvinnobilder i svensk romantik, 1991).
Sophie von Knorrings romanæstetik – originalt udviklet i Förhoppningar, 1843 – er avanceret. Den kommer bl.a. til udtryk i den romantiske brug af rammefortællinger, hvorved hun skaber en ironisk distance til den kvindelige offermoral, der kan slå igennem i teksten. Her er Sophie von Knorring konsekvent blevet forkert fortolket helt op til vore dage. Et eksempel er den rammefortælling, man finder i Sophie von Knorrings absolutte mesterværk, Illusionerna. Dens morale forkaster helt »illusionen« om, at kvindens opgave er at fornægte sin lidenskab og ofre sig for at adle manden. Denne dæmonisk behændige roman kan således også læses som e n bidsk replik til Fredrika Bremers tro på kvindens højere kald som mandens bedre jeg. Sophie von Knorring vidste bedre.
Wendela Hebbe, tidens kritiske kvindestemme, anmelder Sophie von Knorrings Skizzer i Aftonbladet den 11. december 1845. Hun fremhæver Sophie von Knorrings særegenhed som mesterlig skildrer af en særlig epoke, det tidlige 1800-tal, og af et særligt miljø, det adelige. Træfsikkert karakteriserer Wendela Hebbe Sophie von Knorrings litterære kvaliteter og hendes af europæisk romantik influerede stil, som hun mener udgør en modvægt til tidens »hverdagsagtige tegninger af hverdagslivet«: »Her står hun alene blandt sine kvindelige konkurrenter, og derfor er der sandsynligvis ingen af dem, der har det samme umiddelbare kendskab dertil som hun, og endnu mindre det samme sprog til beskrivelsen deraf, dette sprog, som var det sædvanlige, netop dér – denne tone comme il faut – klar, spøgefuld, stundom åndfuld, ikke sjældent skarp, og som aldrig forfalder til det sentimentale eller idylliske«.