Gennem hele sit forfatterskab kredser danske Inger Christensen om de samme grundlæggende forhold: eksistensens, kønnets, kroppens og bevidsthedens organiske sammenhæng med natur og kosmos – og, i kraft af sproget, menneskets særlige status i forhold hertil.Kunsten er ikke blot det sted, hvor disse forhold omtales og beskrives – som i den tidlige modernisme. Kunsten er hos Inger Christensen også det sted, hvor eksistensen, kønnet, kroppen og bevidstheden kan sættes i spil, undersøges og afprøves, fordi de er grundlaget for poetisk artikulation.
Tag: Kroppen
Efterkrigstidens unge forfattergeneration i Finland oplevede et enormt behov for at bryde båndene til den klassiske lyriktradition og det retorisk tomme lyriske sprog fra førkrigstiden. Fællestræk inden for prosamodernismen i Finland er sprogets oprør mod tidligere traditioner, synsvinkelskift, en ironisk stil, som kan slå over i parodi. Ofte forekommer syntaksbrud. Nyt er også, at udramatiske hændelser skildres nøje, får symbolsk betydning, og at virkeligheden beskrives mere kompliceret end tidligere.
Den svenske forfatter Sonja Åkesson debuterede 1957 med Situationer og fik udgivet endnu en digtsamling i løbet af 1950’erne. I de tidlige bøger svinger hendes måde at skrive på mellem det forfinede billedsprog og den groteske stil, hun senere udviklede i skildringen af mennesker. I august 1960 var hun med til at skrive manifestet »Front mot formens tyranni«, der var et vigtigt skridt ud af 1950’ernes modernisme og ind i de mere realistiske 1960’ere.Hun fandt sin egen særlige tone inden for den nyenkle æstetik med inspiration fra konkretismen. Hendes foretrukne måde at skrive på er en ligefrem, fortællende realisme. Det persongalleri, der strømmer forbi, fortæller levende om andre mennesker. Men samfundssatiren var for hende en lige så vigtig genre som personportrættet. Det mest fremtrædende træk i hendes digtning er den groteske ironi.
Den danske 1960’er-modernisme, som forfatteren Dorrit Willumsen var en del af, var kulturkritisk vendt mod det moderne forbruger- og massesamfund og dets indflydelse på den enkeltes eksistens. Moderniteten som varesamfund fremmedgør jeg’et for sig selv.I Dorrit Willumsens tekster bliver kvinden fra starten skildret som modernitetens primære offer og foretrukne udtryksform, hun er både kulturens andet og kulturens udtrykte billede. Det er i det hele taget kvindebilledet, der i forfatterskabet bliver billedet over alle på konflikten mellem ydre og indre.
I de tidlige 50’ere indledtes et stort svensk forfatterskab med den unge Birgitta Trotzigs romandebut Ur de älskandes liv (Fra de elskendes liv) fra 1951. I romanen er der en stræben efter at nå ud over jeg’ets grænse, at nå frem til det livsvigtige du, og dette forbliver en grundlæggende tematisk og stilistisk bevægelse i hele forfatterskabet.Men er Birgitta Trotzig egentlig ikke lyriker? De mest intense partier i hendes værk har prosalyrikkens form. Alligevel bliver den lange fortælling, som anskueliggør livsforløbet, en nødvendighed for hende. »Det store problem er stadig enkelt. Et kort forløb mellem fødsel og død. At menneskenes verden skulle være et kærlighedsfællesskab. Hvorfor er den ikke det?« skriver hun i essayet Hållpunkter, hösten 1975 (Holdepunkter, efteråret 1975). Denne koncentration om livsløbet i dets helhed finder man i alle hendes fortællinger.
Nye litterære fronter.
Den norske lyriker Eldrid Lunden debuterede i 1968 med digtsamlingen f.eks. juli, en bog, der på en ny og fræk måde protesterede mod etablerede konventioner i norsk lyrik. Hun er en pioner blandt de lyrikere, der fra en feministisk position undersøger sproget som magtmekanisme og mulighed i poetisk form.I hendes digte knyttes kvindelighed ofte til metaforer som vand, regn, slim, mund, mens mandlighed konnoteres af »hårdere« metaforer som bil, insekt og puls. Men dette retoriske spil er samtidig åbent og dynamisk; en pointe er at undlade at fastlægge betydning, men at nedbryde de konventionelle forestillinger, der kan cementere kønsrollemønsteret. Bevægelse, musik, melankoli og oprør fejer som en blå bølge gennem forfatterskabet: Ingenting må falde til ro i dette sprog; poesien er evigt utålmodig.
Stina Aronson udgav 17 bøger og er især kendt for sine norrbottniske ødemarksskildringer. Men da hun fik sit gennembrud med romanen Hitom himlen (På denne side af himlen) i 1946, havde hun allerede et langt forfatterskab bag sig. Til det nyskabende i hendes Norrlandsskildringer hører, at de kun sjældent er fortællinger i gængs forstand. Det, der »sker«, er frem for alt opdagelsen af verden, af dens fredfyldthed og pludselige indgydelse af rædsel.Den største indre spænding i hendes senere værker ligger i forholdet mellem en modernistisk registrering af verden og en etisk måde at forholde sig til den på. Der findes navne for dette sidstnævnte: medlidenheden og resonansen. Hendes Norrlandsfortællinger er en sådan resonansens skrift, en lydmodtager ud mod den fremmede stilhed, som gøres fortrolig. Men som samtidig grundlæggende forbliver ukendt og ubevidst.
En forfinet erotisk mystik, langt fra 1930’er-modernisternes primitivistiske seksualromantik, kendetegner Rut Hillarps forfatterskab. Hendes slægtskab med den svenske romantiks store erotiske digter Erik Johan Stagnelius er blevet påpeget, den samme vaklen »fra åndeliggjort sanselighed til sanseliggjort åndelighed«. Men mere end noget andet er det måske »øjeblikket«, som binder dette forfatterskab sammen.Rut Hillarp er imidlertid også blevet sammenlignet med både Edith Södergran og Karin Boye; den første i sin egenskab af erotisk lyriker og den sidste i kraft af den erotisk farvede åndelighed. I sidste instans handler det om at åbne sig. Smerten og ekstasen er en vej til modtagelighed.
Efter 1945 kastede krigen lange skygger ind over norsk litteratur, og Gunvor Hofmos tekster skal læses ud fra en sammenbrudt virkeligheds perspektiv. Men forfatterskabet er ikke blot en tematisering af krigs- og efterkrigserfaringer. Det drejer sig i lige så høj grad om en række menneskelige konflikter, der er knyttet til krop og køn.I hendes forfatterskab træder et polariseret og disharmonisk verdensbillede frem, hvor barnet og kvinden står under manden, og digteren står under Gud. Men verden er ikke det eneste, der er styrtet i grus, forfatterskabet – kroppen er det også. De første fem samlinger fremstillede ikke blot lidelsen, men også lidenskaben. De næste 15 fremviser ikke blot kroppens offer, men også åndens poesi. Fra kroppens smerte rejser sig en poesiens stemme. Denne dialektiske spænding mellem ånd og krop er kernen i hendes poesi.