En forfinet erotisk mystik, langt fra 1930’er-modernisternes primitivistiske seksualromantik, kendetegner Rut Hillarps (1914-2003) forfatterskab. Tre digtsamlinger, udgivet i de sidste år af 40’erne, markerer den første fase, fire prosabøger fra 1951-1963 den anden. Derefter følger 19 års »tavshed« og en tilbagevenden med indtil videre tre samlinger, hvor digt og billede – dobbelteksponerede fotografiske billeder – udgør en enhed.
Rut Hillarp var gymnasiast i Lund i begyndelsen af 30’erne. »Gymnasiaststad«, det digt i debutsamlingen Solens brunn (Solens brønd) som traditionalisterne blandt kritikerne kunne fæste sig ved, knytter an til århundredskiftet og til 1910’ernes og 20’ernes svenske lyrik, Bo Bergman, Vilhelm Ekelund, Erik Lindorm, Dan Andersson.
Rut Hillarp voksede op i Hässleholm, en lille provinsby, som var stærkt præget af vækkelseskristendom. Biograf og dans var synd, Jesu genkomst i skyerne og helvede var skræmmende realiteter. Hendes mor havde været omkring-vandrende vækkelsesprædikant, og faderen, isenkræmmer Nils Bengtsson fra Hillarp, stiftede Det Svenske Missionsforbunds menighed i byen.
Som 18-årig og nygift kom Rut Hillarp til Stockholm i 1932. Hun læste litteraturhistorie og sprog og blev licentiat på en afhandling om Heidenstams roman Hans Alienus, 1892. Debuten fandt sted i hendes første år som gymnasielærer. Tiden var 1946, det stormfulde gennembrudsår for 40’er-modernismen i Sverige. Afgørende, forløsende for Rut Hillarps vedkommende var Erik Lindegrens Mannen utan väg (Manden uden vej), 1942, med dens eksplosive følelsesbetoning og mættede billedsprog. Slående er dog hendes personlige anslag, det erotisk-mystiske tema og det »dobbeltkopierede« billedsprog, sanseligt/sakralt, krop/kosmos i Solens brunn:
O vandrande pelare
virvel av smärta och lust
låt dina rytmers bågar brista mot mina ådrors genomlysta hud!
O vandrende søjle hvirvel af
smerte og lyst lad dine rytmers
buer briste mod mine årers gennemlyste hud!
Skal man tale om erotisk selvtilbedelse eller erotisk mystik? Jeg’ets fangenskab eller jeg’ets død? »Hver nat venter jeg ham lænket til klippen«. Rut Hillarps digtning er dybt foruroligende – og dybt stimulerende. Kvinden er Prometeus, Alkestis, kvinderne ved Jesu grav, Isolde … Den mytiske metode hører tiden til, en 40’ernes fortsættelse af Joyce og Eliot. Men tillempningen er Rut Hillarps. Begærets og hengivelsens ild, at tømme solens brønd, at søge manden og favne ekkoet, en bue hårdt spændt af venten.
Er det digtene eller kvinderne, der skal anmeldes? I en stor artikel i Göteborgs Handelstidning den 3.6.1948 skriver digteren og kritikeren Ebbe Linde om forårets ni kvindelige digtere, deriblandt Rut Hillarp med Dina händers ekon (Dine hænders ekkoer): »Man bøjer sig i beundring for Eva Wichman, man begår selvmord med Solveig Johs, men man gifter sig med Martha Larsson. Alle de tre skildrede poetiske temperamenter har det tilfælles, at de er udpræget virile … Rut Hillarp er derimod kvinde til fingerspidserne … Der er nok sensualitet også hos Martha Larsson, men det er sensualiteten hos en crawlende, brun sommerpige, mens Rut Hillarps er en direkte afglans af kroppenes leg i kærlighedssengen, med stænk af den højeste åndeliggørelse«.
Hendes slægtskab med den svenske romantiks store erotiske digter Erik Johan Stagnelius (1793-1823) er blevet påpeget af Gunnar Ekelöf, den samme vaklen »fra åndeliggjort sanselighed til sanseliggjort åndelighed«. En gennemerotiseret livsfølelse. Men mere end noget andet er det måske »øjeblikket«, som binder dette forfatterskab sammen. Fra bønnen i Dina händers ekon (Dine hænders ekkoer), 1948, om et sekund af kærlighed, selv om den er umiddelbart dræbende, til Eurydike i Spegel under jorden (Spejl underjorden), 1982, den samling, der blev Rut Hillarps tilbagevenden som lyriker og forfatter:
Instängd instängd
jag hör hur mitt blod bultar i väggarna
ropar efter en dörr
men här finns inga dörrar inga fönster inget tak
bara väggar väggar
krympande hårdnande
Var finns jag
i vilket rum
Är detta hans hjärta?
Bara ett ögonblick vände han sig om för att se mig.
Bara ett ögonblick var jag verklig.
Mitt liv varade ett ögonblick.
Mellan tomhet och vanmakt.
Indestængt indestængt
jeg hører hvordan mit blod hamrer i væggene
råber på en dør
men her er ingen døre ingen vinduer intet loft
bare vægge vægge
krympende stivnende
Hvor er jeg
i hvilket rum
Er dette hans hjerte?
Bare et øjeblik vendte han sig om for at se mig.
Bare et øjeblik var jeg virkelig.
Mit liv varede et øjeblik.
Mellem tomhed og afmagt.
Alligevel er denne kærlighed ikke dødslængsel, livsfornægtelse, snarere en rituel overskriden. Den første gang Isolde, kærlighedsdødens repræsentant, optræder i Rut Hillarps forfatterskab, er i en særdeles nøgtern sammenhæng, »Råd till Isolde« i Solens brunn. Nogen forening i en fælles død er der ikke tale om, den romantiske drøm er en sabotage mod virkeligheden. Men helt forvises drømmen dog ikke fra dette digt. Drømmens overskridende kraft føder kunsten. Digt og drøm har, som Rut Hillarp senere formulerer det i et interview, den opgave at gøre livet til noget mærkværdigt.
I lighed med andre af 40’ernes forfattere blev den debuterende Rut Hillarp beskyldt for at have »et forvirret sjæleliv«. Det kostede hende afgjort en højeste karakter i praktik som lærer. Hendes kammerater på Martin Lamms licentiatseminarium i Stockholm havde heller ingen sans for »uforståelig« poesi. Da hun havde fået et par digte optaget i tidsskriftet 40-tal, 1945, morede det dem meget. Et af digtene begynder med linjen: »På den sorte og svimlende rejse kyssede han høfligt mit øre«. Mændene klappede hende på skulderen og sagde: »Når en mand kysser en kvindes øre, er han i en tilstand af den største ophidselse, da er han næppe høflig«.
Fremmedgørelsens blodformørkelse
I 1951 udgav Rut Hillarp sin første roman, Blodförmörkelse. Romanen, kaldt en »Lyrisk historie«, skildrer i en fortættet prosa et kærlighedsforhold. Hvor ekstremt forholdet end kan vise sig at være, så handler bogen netop om det, som bagsideteksten siger: »Hvad er egentlig kærlighed?« Er det en vej ud af os selv? Er vi fanget i vore egne fantasmer?
Manden i denne fortælling står uden for den romantiske kærlighedsmyte. For ham er kærligheden en kunst, en skabelse, et arbejde: »Jeg er ikke nogen egoist, jeg oplærer ikke kvinder for mig selv«. For kvinden hører kærligheden hjemme i to sfærer. Rødt for det menneskelige, for »lykken«. Sort for det, der ligger uden for mennesket, det ikke-subjektive, »nydelsen«: »Underkastelsens sorte salighed, der sammentrækker min hud, sænker mine øjenlåg«. Sort og rødt betinger hinanden – ligesom de forudsætter visse »illusioner«. Illusionen om mandens vilje til at beherske, hans slægtskab med Gud. Og illusionen om hans evne til kærlighed: »Dette, at han på en eller anden måde, i hvert fald, og så videre, elskede mig, ville mig det godt. At han var et menneske«.
Kvinden er »subjektet« både som undersåt og som bevidst handlende. Underkastet, domineret, ja vist! Men det er hende, der skaber det begær, som kuer hende, skaber kravet om underkastelse. Den tolkende, meningsskabende aktivitet er hendes. Underkastet, ufri i egentlig forstand, er hun kun i forhold til sin egen illusionsskaben. Det er her, man finder romanens dybeste problem.
I sin tilspidsede, afskallede form får Blodförmörkelse fat på kærlighedens grundlag. Begærets fangenskab i fantasmen. I den lyriske ligning, romanen opstiller, er kvinden for manden drømmesynet af Den Anden, det mangelfulde, anderledes, objektet for begær og foragt: »Du er den sygdom, der hedder kvinde«. Kvinden lader sig anbringe på den plads, men på sine egne vilkår. Objektiveringen, underkastelsen, bliver hendes eget projekt, det passive ændres til aktivt. Kvinden bliver til, virkeliggør sig selv, gennem mandens begær. Her er vilkåret blot, at han elsker hende – eller at hun kan opretholde illusionen om, at han gør det. Men samtidig løfter dette begær, dette blik, hende ud over sig selv. Samlejet som eksponering, selvudlevering, bliver jouissance (nydelse), et konkret møde med dette ikke-subjektive. På dette punkt er vilkåret dog, at manden lader sig placere som et utilgængeligt subjekt: den ubegribelige, den uforklarlige Anden.
Da Rut Hillarp havde fået trykt 500 eksemplarer af Blodförmörkelse, gik hun rundt i Stockholms boghandler og fik afsat de fleste af dem. I Bonniers stipendienævn udvirkede Artur Lundkvist og Eyvind Johnson et stipendium til den afviste bog. For pengene kunne Rut Hillarp trykke et nyt oplag på 400 eksemplarer. Alligevel antog Bonniers ikke den næste bog, Sindhia, som i stedet blev en stor succes på Norstedts forlag.
Blodförmörkelse gengiver både forførelsen og fremmedgørelsen i dette erotiske projekt. Samlejets nydelse hinsides alt menneskeligt kan fanges i den lyriske prosa.
Men fremmedgørelsen er stærkere, der indtræffer en blodformørkelse. Bogen kulminerer i et fortættet mareridt i »laboratoriet«. Eksperimentet er havareret. Mandens, eksperimentatorens, projekt fører til en i det uendelige mangfoldiggjort kvinde, den stereotype masseudgave af Den Anden. Kvindens projekt placerer hende i isolering. Hun er hildet, fanget i det imaginære blik – det, der viser sig bare at være et spejl: »Og jeg ville se i hans ansigt alt det, som jeg ved ikke er der. Og hans øjne ville følge mit ansigts spejling af et spejlbillede«. Det virkelige ansigt er det ikke muligt at nå. Kvinden lukkes inde i sin venten og sin spejling. I telefonen, når den endelig ringer, hører hun sin egen stemme.
At Blodförmörkelse er foruroligende og væsensforskellig fra samtidens litteratur viser sig bl.a. i, at Rut Hillarp måtte udgive den på eget forlag. Bonniers, som hidtil havde været hendes forlag, bakkede ud, og det samme gjorde andre forlag. Den modernistiske prosaform i sig selv er ikke tilstrækkelig grund, perioden medførte faktisk en højkonjunktur for eksperimentel prosa. Snarere er det »eksperimentet« med erotik, den tilspidsede fremstilling af vore erotiske fantasmer. Begæret blotlagt af en, der tilhører den »underlegne halvdel«.
Modtagelsen af romanen var dog klart positiv, tydeligt berørt. Den næste roman, Sindhia, 1954, er mere virkelighedsforankret, mere »lettilgængelig«, for mange et højdepunkt i Rut Hillarps prosakunst. Følelsesanalysen drives længere her, spillet mellem kønnene bliver mere konkret. Konflikten mellem erotik som ritual og kærlighedens mere medmenneskelige sider kommer på den måde til at fremstå skarpere.
Sindhia, moderne erhvervskvinde og urgammel præstinde i en eller anden hedensk kærlighedskult, har kåret kunstneren Reger til Manden, den absolutte Anden. Hendes ene side er den suveræne iscenesættelse af attråværdig kvindelighed: »En sensualisme, der var så bevidst, at den blev ironisk: Værsgo at kigge, mine herrer, men kom ikke nærmere! Har De nogen anelse om, hvad man skal stille op med en sådan umættelighed«. Hendes anden side, selve umætteligheden, som kan bringe hende ud over alle grænser, fremkaldes kun af Reger.
Udadtil er kønnene ligestillede eller bør stræbe derefter som en »selvfølgelighed«. I seksualiteten hersker der andre love. »At beherskes. Erotisk, ikke på andre områder«. En kamp, en offerreligion, med given udgang: »… magtesløs – ja, jeg elsker at se dig magtesløs som en kvinde, for senere at stå oprejst i din rette skikkelse og vriste smilet ud af hænderne på mig«. Ikke fornedrelse, men hengivelse. Et begær efter det absolutte, der søger sin tilfredsstillelse i seksualiteten.
I Blodförmörkelse var elskeren uden et jeg, et redskab, et nærvær stillet til rådighed for kvinden. I al sin mærkværdighed var kærlighedsforholdet trods alt en sand pagt, et partnerskab. I Sindhia er manden en mere normal person, som skaber andre vanskeligheder.
Spejlingerne bliver mere snærende og mere vanskelige at gennemskue. »Du digter det om!« siger manden. Og det er klart. Manden skal være hersker og verdensorden, det redskab, der skal bringe kvinden i ekstase. Samtidig er han den, der skal se og tage imod. Normalt har det været mandens privilegium at »digte om«, gøre kvinden til symbol, beholder, metafysisk repræsentant. For så vidt er det en befrielse at få ønsketænkningen vendt om. Alligevel er man ikke fri for at føle medlidenhed med manden: »Se ikke på mig, som om du ventede et sakramente!«
Den hedenske mystiks idéroman
En eld är havet (En ild er havet), 1956, deler Hillarps kvindefigurer op i tre. Rakel repræsenterer driften mod selvopofrelse og det absolutte, Charlotte bliver den, der – i det mindste tilsyneladende og i længden – vælger nærheden, »det røde«. Cynthia er talerør, fortolker af seksualiteten som myte og ritus. Bedømt som roman, med krav om figurskildring og indlevelse, ligner bogen en flugt fra den lyriske udtryks- og oplevelsesform, som er Rut Hillarps egenart. Rimeligere er det at se bogen som en idéroman, en gestaltet tankeverden.
Tankeverdenen er den erotiske mystik, erotik som offerreligion – en »hedensk mystik«, som teologen Olof Hartman karakteriserede den. Underkastelsesdriften indkredses fra alle sider. En arv fra kristendommens og Det gamle Testamentes lunefulde despot. Et produkt af kvindernes mangetusindårige undertrykkelse. Tidligt indprentede skyldfølelser. Faderbinding. En nødvendig meningsskabende aktivitet. Men romanen giver sig også i kast med det andet spørgsmål, forholdet mellem alvor og leg, virkelighed og rite.
Rut Hillarp er blevet sammenlignet med både Edith Södergran og Karin Boye, med den første i sin egenskab af erotisk lyriker og med den sidste i kraft af den erotisk farvede åndelighed. I sidste instans handler det om at åbne sig. Smerten og ekstasen er en vej til modtagelighed: »Når du er åben, kommer Gud«. Det mystiske træk i dette digt handler om at forbinde mennesket med kosmos.
Stærkest, mest absolut, sker dette i de sene digt/billed-samlinger, Spegel under jorden, 1982, Penelopes väv, 1985, og Strand för Isolde, 1991. I fortættede, korte digte møder vi her den erotiske livsfølelse, afklaret og nøgen. Antikkens myter er klangbund for skildringen af begæret og dets forviklinger. Attråens øjeblik er ophøjet til evighed. Grundtonen er melankoli.