I de tidlige 50’ere indledes et af de store svenske forfatterskaber med en drømmeagtigt fragmentarisk bog om tre unge piger. Det er den unge Birgitta Trotzig (født 1929), som debuterer med Ur de älskandes liv (Fra de elskendes liv), 1951. Dens indledende sætning lyder: »Som barn var Aimée altid sulten«. Sulten viser sig i denne bog at være en stræben efter at nå ud over jeg’ets grænse, at nå frem til det livsvigtige du, og dette skal forblive en grundlæggende tematisk og stilistisk bevægelse i forfatterskabet.
Ur de älskandes liv fortæller om at vælge en kunstnerisk identitet for at kunne udtrykke begæret efter den anden. Det handler først og fremmest om at bryde ud af den æstetiserede kvindeligheds fængsel. Fortællingens unge kvinde synes først at smelte sammen med det kvinderum, der omgiver hende. Men bag narcissismen truer forsteningen, pigen ser det i billedet af moderen: »moderen foran spejlet… ubevægelig som en sten«.
Pigen føres ud til en grænse, hvor det indestængte jeg kan løsgøre sig. En biologisk proces – det kønslige bryder frem: »pubeshårets triangel: som om en lodden, mørk parasit har suget sig fast i hendes skød og er svulmet op af hendes blod«. Som modsætning til billederne af den indestængte kvindes silkesvøb står syner af kroppe, som åbner sig og slår revner: »som om en sygdom gnavede sig udad inde fra dem selv« – en anden slags kvindelighed end det hyggelige rums. Og jeg’et møder verden i områder, der er den litterære modernitets: i en vision af Paris’ husmasser og menneskestrømme.
Birgitta Trotzigs næste bog Bilder (Billeder), 1954, en samling prosalyriske skitser, demonstrerer en anden æstetisk grundholdning i forfatterskabet – reduktionen, afskrælningen af verden. Gennem prosadigtenes verden af kropslighed og urtidsstilhed taler en kristen mystik. Mystikkens traditionelle billeder: Rosen på livstræet, rosen som er et sår, træder frem. Sproget skildrer i modernistisk ånd noget, der umiddelbart kropsligt eksisterer: »Såret: en slette af lummert slimet kød«.
Med De utsatta, 1957, med undertitlen »En legend« får Birgitta Trotzigs fortælleverden sit grundlæggende præg: en verden plaget af vold og krig. I 50’erne og de tidlige 60’ere, som er tiden for velfærdsstatens opbygning og den kolde krigs ideologier, indfører Birgitta Trotzig noget anderledes, forskelligt fra de historiske romaners årstalsmærkede krig. Det er et landskab af død og ødelæggelse, der kræver at blive set.
»Jeg er født i ’29. Det vil i historisk perspektiv sige: en grund til alting, den store fø-lelsestilnærmelsesværdi, grundoplevelsen, som bestemte alle kommende værdier og værdidomme, er det, der kaldtes ‘krigen’ – det totale mørke, den totale uretfærdighed, som indbefattede jødernes parkbænke i 30’rnes Tyskland, torturen, udryddelseslejrene, okkupationerne, bombardementerne, flygtningene. Ødelæggelsens store tradition«. (Hållpunkter, 1975).
De utsatta begynder i det næsten tomme: »ikke i nogen retning mødte øjet modstand«. Ud af dette intet skabes en landsby i »provinsen Skåne« i »ulykkernes tid«, under krigen mellem Danmark og Sverige i det sene 1600-tal. Ud af det historiske stof vokser en religiøs problematik om den fraværende gud og en eksistentiel om »menneskets ensomhed mellem sine vægge, inde i sin krop«. De utsatta formulerer et tema, som udvikles gennem forfatterskabet: en kamp mellem to verdensopfattelser: Den ene er forbundet med den fødende krop, barnet, grænsetilværelsen, og den anden er knyttet til den grænsesættende lov, den religiøse og samfundsmæssige magts orden.
Fortællingens hovedperson, præsten Isak Graa, er længselsfuld og sulten og samtidig forvalter af den straffende patriarkalske religion, som han har arvet fra sine forfædre, der vidste, »at barnet ligesom kvinden er natur, og at naturen er ond«. Isak samler en skat af retfærdighed til Herren: »lovens ord forkyndt, ordenes tjeneste forrettet helligdag som hverdag«.
Først da Isak er drevet til den yderste fornedrelse, lader fortællingen ham nå frem til en befrielse. Der sker en forvandling af ham selv, men også af fortællingen, som når et lyrisk højdepunkt i forvandlingens hymne. Den lovlydige far træder ud af jeg’ets knuste skal og møder den anden – den lidende Kristus, legemliggjort i Isaks datter, det fornægtede barn, den fornægtede kvinde: »Nu bøjer jeg mig under din øjenbues lave hvælving af ben, nu indtræder jeg i dit blods trange kreds; nu er din smerte min og vil knuse mig, nu er din angst min og vil opløse mig … I dig er jeg opstanden«.
Birgitta Trotzigs fortælling knytter an til genrer som legenden, den bibelske beretning, klagesangen, hymnen – men næsten altid sådan, at det ældre forlæg bruges kropsligt konkret. Legenden om Isak Graa omskriver Kristi lidelseshistorie, så den fjernes fra enhver forestilling om en smuk og ren passionsfortælling. I pinagtige detaljer skildres, hvordan den ynkelige Isak Graa tvinges til at blive en del af »tiggerdyret« og senere en af de fastlænkede i »dårekisten«. Her hos de sårede lever den korsfæstede: »hans krops dødsstund var i dem«. I »en underlig krop af kun medtagne, plettede, slidte, revnede, tilsølede kar; knækket, afjasket, skæv; skrigende; lige ved at briste i urenlighed, dødt stof«. Fra denne lave position kan bevægelsen opad ske, mod lovsangen over det levende jordiske, som da Isak Graa til sidst ser datteren:
»Og hendes ansigt udåndede ildens duft som dug; som en frugt var det med huden fuld af frisk sødme; det søde blod strømmede og duftede gennem dets vege varme; og det var en levendes ansigt.
Et tempel var hun, et alter og en lovsang: den grimme«.
Den gravides tale
Prosalyrikken er en grundform i Birgitta Trotzigs forfatterskab. Den gror frem af en »kvindelig« motivsfære, som betragtningen af det spæde barn i Bilder. I Ett landskap, 1959, med undertitlen »dagbog – fragment 54-58«, bliver den gravide kvinde selve centrum for refleksionen over kunst og liv – og hun færdes i Paris, den modernistiske skabelses hjemsted. Birgitta Trotzig formulerer her, på linje med en modernistisk tradition, tanken – og ønsket! – om forfatterens død: »Sproget: oprettelsen af et forhold til virkeligheden. Træde i forhold til virkeligheden – gå ind i den, knuses, knuses til slam, forsvinde og bestandigt forsvinde mere«.
Birgitta Trotzigs Sammanhang – material, 1996, veksler igen mellem forskellige genrer, prosadigtet, det centrallyriske digt, fragmentet, refleksionen, visionen og drømmen. I centrum af det digteriske univers findes en stærk og uafviselig figur: Det døde barn og en fortvivlelse og sorg, intet menneske alene kan eller skal magte, kun vedstå sig.
Tilintetgørelsen af jeg’et er i Ett landskap uløseligt forbundet med fødselsprocessen. Der skabes en slags graviditetens tale. Her formuleres den indsigt, at den fødendes virkelighed er »at dø for at en anden skal leve«. I fødsels- og dødsprocessen findes muligheden for forening med den anden: i jegofret, i hengivelsen. Det elskende menneske med alle sine behov skildres i billeder, der minder om den fødende kvindekrop. Den elskende er udsat, ubønhørligt brydes jeg’ets grænser:
»I midten af mit liv er der det gabende sår. Savn. Og hvilket savn! Den dybe, blottede sult.
Ved den mindste bevægelse bryder det op, og jeg bløder voldsomt, voldsomt, umuligt at skjule – hvem som helst kan se ind i mig, jeg er bare en åbnet krop«.
I Ett landskap kritiseres det moderne arbejdsliv ud fra kærlighedstanken. Arbejdets organisering og hierarkisering må ske »i rimelighedens navn, sagtmodigt og med omsorg for det levende og voksende, som er i ens hånd«. En omsorgsetik antydes i tilslutning til Simone Weils udtalelser om arbejdet – i den svenske tradition er der en baggrund i Ellen Keys skrifter omkring kærlighedsarbejdet.
Pariserbilledets centrum er kirken, der sammenlignes med livmoderen: »Notre Dame, en livmoderhules mørke. Stengrotten, menneskegrotten, som er ved at føde«. Den gravides tale fører ind i en eksistens, hvor sted og begivenhed, rum og proces ikke kan skilles. En »menneskegrotte … som er ved at føde« – hvad er indre, hvad er ydre? Grænsen mellem jeg og verden, mellem »kultur« og »natur« opløses.
Den gravides tale forbindes med modernismens kritik af kunsten som repræsentation. Kunsten bliver noget tingsligt, kropsligt, måske tydeligst i samlingen Ordgränser, 1968, en prosalyrisk refleksion over kunstens vilkår. I fragmenter fortælles om nogle lasede, udsatte mennesker – en gammel russisk malerinde i Paris, en hjemløs digter i Toscana eller Prag. Gennem deres beretninger søger den skrivende »det levende ord« – et ord, som kan bryde samtidens kakofoni af »formler, paroler, definitioner«, alt det, som skjuler livets dybeste smerte.
Bogens sidste fragment taler til et lidende medmenneske, det kunne være blevet en rørende smuk afslutning: »Du min sønderbrudte næste«. Men det handler om et menneske »indespærret i jernburet«, forvandlet til »en skrigende, ubegribelig masse, i hvilken alt livs ophør hærger«. Et menneske hinsides enhver mulig fortælling: »tiden løber blind og stum frem gennem dig, hvem kan nogen sinde få noget egentligt at vide om dette«. Slutordene er rettet til et guddommeligt du: »Dette har du kastet i vægtskålen, os til oprejsning« og fremstår som en hån og samtidig som en paradoksal bekræftelse. Paradoksalt er det også, at teksten Ordgränser er et bestandigt sammenbrud af fortællingen: »hvordan skulle det kunne meddeles?« – og samtidig en uafladelig stræben mod et levende sprog, som måske kun eksisterer ved den grænse, hvor »alt livs ophør hærger«.
Birgitta Trotzig er gennem hele forfatterskabet virksom som intellektuel. Hun reflekterer, bl. a. i Utkast och forslag, 1962, over kunstnerens rolle i det moderne samfund. Jaget och världen, 1977, diskuterer modernismens tradition af »spørgende, afsadlen-kastende. Modbillede. Modsprog«. Her analyseres også hendes eget forfatterskab: »Jeg arbejder med en slags prosapoesi – arbejder så at sige i et i al evighed retarderet moment af sprogtilblivelse … oplever sprogvanskeligheden som en slags eksistensvilkår: man er bestandigt i selve begyndelsen af sproget og oplever uden ophold, hvor truet det er«. Blikket rettes mod dialogens nødvendighed: »Digtningen kan ikke naivt tage en tavs sten fra naturen. Den er altid i splid med, hvad ordene allerede er blevet anvendt til. Dens rige oprettes i bestandig kamp med de erhvervede og nedarvede betydninger«.
Mellem fødsel og død
I essayet Hållpunkter, hösten 1975 (Holdepunkter, efteråret 1975) skriver Birgitta Trotzig: »Det store problem er stadig enkelt. Et kort forløb mellem fødsel og død. At menneskenes verden skulle være et kærlighedsfællesskab. Hvorfor er den ikke det?« Denne koncentration om livsløbet i dets helhed finder man i alle hendes fortællinger. En berättelse från kusten, 1961 (En berettelse fra kysten, 1962), begynder: »En langfredag næsten fire lange årtier inden århundredskiftet 1500 fødtes et pigebarn i Åhus« – og slutter med denne pige Meretes død: »Så sænkedes hun i havet og var forsvundet«.
Mens De utsatta følger den lovlydige mand, kommer En berättelse från kusten til at bevæge sig nærmere den anden pol i Birgitta Trotzigs menneskelandskab: den fødende kvinde. I denne krønikeagtige fortælling skinner tabet af en mor som et skarpt skår. Hvor er hun, som skulle lindre menneskers nød? Ikke i den officielle religions moderskikkelser: »deres smil var for søde«. Noget andet end dette søde fremhæves i hastige glimt: en amulet fundet på en krigsskueplads på den anden side af Østersøen, »billedet af en moder med ansigtet næsten slidt bort« – måske billedet af en gammel frugtbarhedsgudinde. Gudindens slidte krop forbindes i fortællingen med den forkuede mor, Merete – hos hende skimtes en frelsende kærlighed, en livets kilde. Men Merete bliver voldtaget af byens leder og dræbes af pøblen. Fortællingen lader det ske – dommens dag finder til stadighed sted her: mordet på den lille kærlighedsskikkelse.
Kærlighedens nære forbundethed med døden er emnet for Sveket. En berättelse, 1966 (Svig, 1968). Den varierer et motiv, som i svensk litteratur er fremstillet af Selma Lagerlöf i Kejsarn av Portugallien: den vanskelige kærlighed mellem en far og en datter – hos Birgitta Trotzig er det på samme tid konflikten mellem det, der er »fornuft, ord, fremtid«, og det, der eksisterer på den anden side af ordenes grænse: »en galnings smil, en drøm, en sønderrivende sødme«. Faderen Tobit skyr den truende opløsning, som kærligheden viser sig at være – hans hjælpeløse kærlighed til datteren og det brutale svig mod hende væves ubønhørligt sammen.
En verdenskrig skimtes i Selma Lagerlöfs fortælling som en betydningsladet baggrund. I Sveket har verdenskrigen nået at gentage sig: Man befinder sig i et bagefter, som ikke bare gælder den sønderknuste far, men alle mennesker. Teksten spørger: »Hvordan kunne kærlighed sådan blive til ødelæggelse?« Fortællingens svar er ikke en psykologisk forklaring. Svaret ligger i bevægelsen hinsides tematiske og formelle grænser, som når fortællingen dvæler ved billedet af mennesket ved det ækles grænse, mennesket der ofres »hjælpeløst uden egen holdning«. Skrivearbejdet går ud på at gøre den ofrede genkendelig og erkendt, »det fornedrede, ødelagte barneansigt«.
Er Birgitta Trotzig egentlig ikke lyriker? De mest intense partier i hendes værk har prosalyrikkens eller den lyriske visions form. Men den lange fortælling, som anskueliggør livsforløbet, bliver en nødvendighed. I Sjukdomen fra 1972 handler det om den sent udviklede Elje, »født en martsnat 1914, året, hvor verden snart overalt skulle befinde sig i en altødelæggende krig«. Længe bevæger fortællingen sig i et landskab, hvor moderen er fraværende, og sproget smuldrer: »Alting vender sig indad. Det er angrebet af noget hvidt. Det fungerer ikke« – det er Eljes syn på verden, men også fortællingens, når den bevæger sig fra den sammenhængsløse yderverden ind mod sindssygehospitalets hvidhed.
Men Eljes og fortællingens liv har en anden side: En tilværelse, hvor faderen er alt. Faderen er den fornedrede, arbejdsløse proletar: »hele hans krop higede i pine efter orden som efter at forbindes«. Ordenen og livsværket bliver sønnen, som undervises i læren om den hierarkiske verdensordens straffende Gud.
Således foregribes i skildringen af modertabets verden og i portrættet af den vildledte proletar den følgende skildring af den fascistiske krig. I endnu en dialog med Selma Lagerlöfs kejserfortælling føres sønnen ind i galskaben. Elje formulerer patriarkens lære: » – hug af og voldtag, råbte kejseren, hug af og voldtag ind i den mindste fertile krog! Mine hære! Mine hære! Mine herrer! Skær af og begrav, skær af og begrav!«
Hans sindssyge parodi bliver virkelighed. Ud af skildringen af Eljes sammenbrud vokser visioner om verdenskrigens rædsler i et sprog, som knytter an til apokalypsens genrer, Johannes’ åbenbaring eller Vølvens spådom. Slutakkorden bliver et sorgens afsnit, hvor kvindemorderen Elje i sit dødsøjeblik hører »det græde i jorden«. Således følger fortællingen de gamle riters og myters forløb: En bevægelse stadig dybere ned mod sorgens og tabets egne, hvor fortællingen til sidst – renset, forløst – skal munde ud i ordet, en tiltale, som tager form af en bøn. I Sjukdomen lyder den: »Forbarm dig«.
Den af krigen fødte moderne verden fremtræder som en blændende lysets verden, en Kafkas verden, hvor mennesket færdes hjælpeløst: »I det flammende, dræbende lys vokser den lille mand frem som et insekt. Gaderne løber morgengrytomme. Han løber med dem. De løber med ham. Som en flue arbejder han sig frem over det uoverskueligt belyste tomme. Bare han kunne komme ud af lyset. Men morgengryet flammer som en triumfsang over alt og alle: alle døre er låst, alle vinduer er haspet til. Han kan ikke slippe ud«. (Sjukdomen, 1972).
Den store fortælling Dykungens dotter, 1985, (Dyndkongens datter, 1990) står i modsætning til Sjukdomen, idet moderen og med hende frugtsommelighedens og fødslens krop danner fortællingens centrum. En kvinde kommer vandrende. Hun bærer et nyt liv i sig, og derfor bærer hun også død og mørke – Birgitta Trotzig skildrer en frugtsommeligs krop som en dobbelthedens krop, den rummer liv og død i en altomfattende ambivalens. Således dominerer her den »karnevalistiske« verdensopfattelse, der går som en understrøm gennem hele Birgitta Trotzigs værk. Livet er et sammenspundet hele af skabelse og undergang.
Birgitta Trotzigs kvinde, kaldet Mojan efter det skånske børneudtryk for mor, er tegnet i nogle få, elementære streger: Hendes styrke, hendes arbejdsomhed – hun kommer fra det fattigland, hvor liv var det samme som tavst, hårdt arbejde – hendes angst efter den første kærligheds forvirrede hengivelse for alt det, som kan få hende til at glide ned i dybet, bort fra de »tilhørendes« verden. Et grundtema bliver Mojans og samfundets angst for barnet i dets forbindelse med hængedyndet af liv og død.
»Så gik tiden, så stod tiden stille«, hedder det i fortællingen. I en verden præget af krig og svigt får denne formel en bitone af lede eller angst: Skal menneskets bestandige af drift mod ødelæggelsen bare fortsætte? Men så, ved siden af den historiske tid og livsforløbets tid, skaber fortællingerne i det lyriske fragment en forvandlingens tid. Her brydes det lineære forløb, her blandes fødsel og død, »paradis« og »ulvetid«. Grænser overskrides. Det skadede liv er en ny begyndelse – Mojan ammer en lille pige, som er den nye skabelse: »Jorden er endnu lille. Hun stikker sit ømme bryst i munden på den og giver den die«.
Dykungens dotter knytter an til den svenske arbejderlitteraturs tradition: skildringen af modernitetens gennembrud set ud fra en arbejders perspektiv. Ligesom hos Moa Martinson ligger centrum hos den gravide kvinde og hos moderen/datteren. Men udsigtspunktet er et andet: et samfund på vej til at blive en »apatiens gråhvide stad« – »hvor alt levende, det bløde kød, planterne, dyreverdenen, alt blødt organiseret og opbygget skal gå under. Og hvis ånds verden, elektrisk strålende, skal herske? Vindenes røster i den store Verdenskløft«.
Mere rendyrkede fremtræder forvandlingens fragmenter i prosadigtsamlingen Anima fra 1982. Her er den lange livsfortælling om »afdriften« lynsnart sammenfattet: »Hvordan vokser dog isøjnene frem/ den dybe kulde«. Ved siden af forvitringsinskriptioner skaber Anima billeder af livet som et sammenhængende hele. Forbindelsen mellem kosmisk og jordisk og menneskeligt fremmanes af et jeg, som »ser ind i det grønne«: »på hvilken måde er jeg skilt fra det, jeg er ikke skilt fra det, jeg er til i et øje«. Billeder, erindringsfragmenter, drømme, fremmede digtlinjer væves sammen i denne iagttagelse, som ikke skelner mellem fjern og nær, sommerfugl og menneske, myte og livshistorie: »alt er rødder, forbindelser, blodomløb«.
Trækkene af legende og rite findes også i de kortere beretninger. Levande och döda fra 1964 bevæger sig omkring et tema om sårbart udsat liv stillet op imod forskansning og forstening, en kamp, som forbliver uafgjort. I kejsarens tid, 1975, rendyrker den tilknytning til sagaen og koncentrationen af nogle grundlæggende elementer: – en mor, en far, en datter, en kejser. Der er et rige, hvis centrum er den store fangeø, »bygget af is, sorte mure og blod«. Et rige, som en dag skal revne. Og kejserens lemlæstede lig skal komme flydende i vandet.
Mere udtalt end i Birgitta Trotzigs fortællinger knyttes der her bånd til beslægtede digtere – Anna Akhmatova, Rainer Maria Rilke, Paul Celan, Marina Tsvetajeva, Boris Pasternak. Fragmenter fra deres digte eller livshistorier træder ind og inspirerer Birgitta Trotzigs verden, koncentreres til lynsnare portrætter eller forvandles til elementer i en ny kosmogoni.
Denne dialog med beslægtede forfattere danner grundstammen i Birgitta Trotzigs essays, en vigtig bestanddel i forfatterskabets helhed. Samlingen Porträtt, 1993, har undertitlen: »Ur tidshistorien« (Fra tidshistorien). Den handler om at se digtningen i sin tid, ikke som et aftryk af den, men som passager ind til tidens dybeste virkelighed. Som det hedder i essayet om Anna Akhmatova: »Nogle forfatterskaber er som en hemmelig port direkte ind til deres epokes virkelige liv«.
Noget lignende kan siges om Birgitta Trotzigs eget værk. Her høres i forvirringens tid jorden græde. Et øje ser sviget, myrderiet og samtidig den uafbrudte nye skabelse. En dialogens og nyskabelsens forfatterautoritet er blevet til, hvor de patriarkalske traditioners sprog opløses. Nutidssproget fyldes af legendernes, martyriernes, sagaernes og lovsangenes tonefald – en sådan rigdom.
I »Ormflickan« (Slangepigen) fra I kejsarens tid skildres noget, som måske er Den Skabende Kvinde i Birgitta Trotzigs verden – en forvandlingens skikkelse, med rødder hos de forhistoriske lægekyndige kvinder. Skilsmissen fra den gamle verden fører hende ud i grænseverdenen mellem natur og kultur, mellem jeg og verden, hvor hun erfarer, at i sidste instans er alle tilværelsens sprog et eneste: »Kiselstenens tale er et, ildstjernens og dødsplanetens et andet – mørkesvævende – sværmersommerfuglens et tredje, menneskets et fjerde, men altsammen er det et eneste kaldende sprog«.