Krigen kaster lange skygger ind over norsk litteratur efter 1945, og Gunvor Hofmos (1921-1995) tekster skal læses ud fra en sammenbrudt virkeligheds perspektiv. Men samtidig kan en sådan læsemåde overse vigtige aspekter af forfatterskabet, aspekter der bliver tydelige, når man en generation senere kan læse hendes 20 digtsamlinger i sammenhæng. Gunvor Hofmos forfatterskab er ikke blot en tematisering af krigs- og efterkrigserfaringer. Forfatterskabet drejer sig i lige så høj grad om en række menneskelige konflikter, der er knyttet til krop og køn.
Barnet og barndommen er et hovedmotiv i Jeg vil hjem til menneskene, 1946. »I tomme gater vandrer/et barn som er blitt blindt,/og rører ved ditt vindu/så sakte og så lindt«. Næstsidste strofe lyder: »Dypet bakom bilder/og ømhet uten bunn/ ensomhet som flammer/uten mæle, uten munn«. Barnet skildres som et lille menneske, der ikke kan se, ikke kan tale og ikke har en mund.
Barndommen i Jeg vil hjem til menneskene er forbundet med rødt blod og sår, der aldrig kan læges. Barnet er blevet blindt, bittert, stumt og ensomt. Det hjælpeløse og svigtede barn er et tilbagevendende motiv i hele forfatterskabet. Scenen med barnet der står uden for en dør og banker på, barnet der står ude i den kolde vinter og ser op mod et vindue, og barnet der vandrer hjemløst rundt i tomme gader, findes i forskellig variation.
Barndommens oplevelser, som Gunvor Hofmos efterkrigsdigte til stadighed kredser om, er altid blevet tolket som en almen bearbejdelse af krigens vold mod mennesket. Der findes imidlertid et så stærkt indslag af sårmetaforer og ord som skam, urenhed og fornedrelse, at en sådan læsning overser et lige så grundlæggende aspekt ved teksterne, nemlig det mishandlede barn. I de fem første digtsamlinger – før en 16 år lang pause i forfatterskabet – udspilles en dyb disharmoni, som således har både med krig og krop at gøre.
Gunvor Hofmos debut i 1946 med Jeg vil hjem til menneskene og hendes næste digtsamlinger Fra en annen virkelighet, 1948, Blinde nattergaler, 1951, I en våkenatt, 1954, og Testamente til en evighet, 1955, er blevet fortolket som en reaktion mod 2. Verdenskrigs rædsler. Hendes nære forhold til en jødisk kvinde, der blev dræbt i en koncentrationslejr, er desuden blevet fremhævet som den personlige baggrund for krigstemaet.
Kniven: Den nære mand
Motivet med det blinde barn er genkommende hos Gunvor Hofmo. Det uddybes i digtsamlingen Blinde nattergaler, 1951. Åbnings- og titeldigtet er en klagesang om nattergalene, der har fået deres øjne stukket ud og derfor evigt må synge om smerten. Motivet »at blive blindet« varieres på følgende måde: »øjets skrig/mod knivens æg«, »noget flammer gennem mørkets væg«, »det onde, rå lyn«, »stak de dybe drømmerøjne ud«, »Du, Gud, er den som har/ stukket vort øje ud«.
Det er mænd, der blinder, og mænd, der er krigens aktører, men hvilken krig er der tale om? I Jeg vil hjem til menneskene finder man kun ganske få konkrete krigsdigte. Det maskuline fremtræder først og fremmest som kolde abstraktioner. I senere digte gestaltes den aggressive mand i en række figurer, der kan tyde på, at krigen i dette virkelighedsbillede lige så meget handler om en voksens overgreb mod et barn eller ét køns mod et andet. Her en strofe fra digtet »Jeg har våket« fra I en våkenatt, 1954:
Jeg så min far i rommet,
vis, men også hård.
Og bakenfor ham
en dønning
av menn med våpnene løftet,
mordere, selv fylt av sår.
I »Et drømt brev« fra I en våkenatt hedder det: »Hvor lenge er man et barn som venter i skumringsgaten på at et vindu åpner seg? Hvor lenge kan man stå og stirre på et slikt lysende vindu? Til slutt går man bort i kroken, bort i mørket, der grådige hender venter, der slibrige lepper smiler i mett trygghet, og når man kommer derifra igjen, vil man vaske seg, men i hva?«
Frosten: Den fjerne mand
Det første digt i Gunvor Hofmos første digtsamling hedder »Vinterkveld« og er en kølig portal ind til hendes forfatterskab. Første strofe lyder:
De høye, kuldeklare vinterkvelder
de kryster hjertet som en farlig venn
som suger siste trevlen av ens varme
og selv gir kjølig uvisshet igjen.
Digtets motiv er vinteraftenen, der sammenlignes med »en farlig ven« – tiltrækkende, men også skræmmende. Teksten fortsætter derefter med en beskrivelse af denne farlige vinter, der sprogligt markeres med pronominerne han og hans: »frosten stiger i hans øynes rum«.
Som kontrast til »han« finder man et lyrisk du, som i sit udgangspunkt er varmt, men som bliver stadigt koldere, efterhånden som forsøgene på nærhed og kontakt afvises. Du’ets tilstand er karakteriseret af ordene smerte, uvished, vildt du søger, stum, hjælpeløs. I de to sidste strofer vendes motivet vinteraften til et spejlbillede af du’ets sindsstemning, og afstanden, kulden, de uforløste drømme og den resultatløse kommunikation bliver billeder på menneskets ensomhed.
Digtet her er karakteristisk for den modernistiske fremmedfølelse og afgrunden mellem individet og virkeligheden. Her er splittelsen konkretiseret i et »du« og et »han«. »Han« er en »farlig ven«, et maskulint princip, der vækker såvel lyst som smerte, men mest kulde og ensomhedsfølelse.
Men lokket av dybere øyne
du gav deg sorgen i vold.
For sent forstod du hans mening,
for sent ble din lengsel kold.
I Gunvor Hofmos tidlige digte fremstår det maskuline enten som aggressivt og angstskabende i sit nærvær eller som et abstrakt fravær, der fremkalder tomhedsfølelse og savn.
Begærets krigsmetaforer
Begæret har som tema stærke dissonanser i det tidlige forfatterskab. Inden for koldfronten af indledningsdigtet i Jeg vil hjem til menneskene lever et sanseligt og lidenskabeligt begær, men det vendes i lige så høj grad indad i selvdestruktion som udad mod et andet menneske. Digtet »Forventning« er måske det bedste eksempel på en tekst, der tematiserer ambivalensen i det seksuelle begær:
Ditt bilde gnistrer heftig
og ømt bak alt jeg ser,
et vanvidd av forventning
som truer meg og ber!
Å dype dype trygghet:
var du engang til?
Allting er begravet
i denne hungers ild.
Ja, mellom meg og verden
ligger en avsvidd bro
fordi min sjel er brent ned
av ilden i mitt blod!
Metaforikken i dette digt er hentet fra krigens hærgen og gru: gnistrer, truer, afsvedet bro, hunger, ild, brændt ned. Men digtets tema er ikke krig. Det er heftig lidenskab.
I sidste strofe bliver begæret ophav til både jeg’ets afsondring fra verden og en splittelse i og destruktion af jeg’et selv: Sjælen ødelægges af »blodet«. Skal det forstås således, at følelsen tager overhånd over fornuften? Eller er det også en angst for et destruktivt begær, der her kommer til udtryk? Det ekspressionistiske billedsprog kan pege i retning af sidstnævnte. Krigens rædsler bliver et billede på jeg’ets indre opløsning. Læst på denne måde bliver krigsmetaforikken et sprog. Et sprog, der er patetisk nok til at reflektere angst, lidenskab og desperation.
Det erotiske begær kan også synes helt ødelagt, tilbage bliver kun savn og tomhed og et selvdestruktivt ønske om, at kroppen skal forsvinde. Når begæret ikke tilfredsstilles, og den enkelte i stedet føler savn og tomhed, forsvinder også en del af livets mening. Sådan kan digtet »I en mørk natt« tolkes. Det åbner sådan her: »Jeg elsker ingen,/ stjernetomme natt,/jeg elsker ingen!« I digtets sidste strofe udtrykker jeg’et ikke bare sin dødslængsel, men beder også om en pinefuld udgang på livet:
Så kom da gribber!
Sus med ville skrik
igjennom regn og storm
og hakk meg opp, et lik,
og sleng meg så for orm
og la meg ligge der:
Ynkelig, som ikke
er livet nær!
I Gunvor Hofmos første fem digtsamlinger udspiller der sig en dramatisk kamp mellem barn og voksen, kvinde og mand, livstro og dødslængsel. Mens »børnedigtene« og »kuldedigtene« udtrykte en stærk angst, der var knyttet til det mandlige, rummer »begærsdigtene« en angst for, at begæret skal virke ødelæggende på identiteten, at kroppen skal fortære tanken, og dertil et ønske om, at kroppen forsvinder.
Et voldeligt sprog
Hofmos billedsprog er til tider meget ekspressivt og efterlader et indtryk af, at kun de allerstærkeste ord kan dække den følelse, der ligger til grund for teksterne. Kontrasten mellem barnets tragiske tavshed og digterens højlydte sprog er formidabel.
I norsk sammenhæng genfindes det samme fænomen f.eks. hos Inger Hagerup, og selv om det kan kaldes en ekspressionistisk konvention, kan det voldelige sprog også tolkes som et svar på den vold, digterne observerer i samfundet omkring sig. Polariseringen og smerten, de føler, kan ikke få et udtryk, der er stærkt nok. Samtidig kan det voldelige sprog være en strategi for overhovedet at blive hørt.
Barneperspektivet
Barnet som offer for meningsløs vold er et grundtema hos Gunvor Hofmo. I de senere digtsamlinger nedtones voldsaspektet, men barneperspektivet fastholdes så meget desto mere. Det poetiske subjekt identificerer sig gerne med et uskyldigt og sårbart barn, der søger omsorg.
Fosteret i moders liv og det diende spædbarn ved moders bryst er både hyppige motiver og poetiske billeder, der bruges til at karakterisere naturen og universet som i »Jeg ligger« fra Nabot, 1987:
I altets morsarmer
vugger jeg
og dier fjell og vann
Orale billeder – at drikke, at die – er genkommende i de senere samlinger og bliver et billedsprog for behov og savn. Det seksuelle begær synes altså gradvis at have flyttet sig fra et voksent og kvindeligt perspektiv til et infantilt. Samtidig ses nye træk ved Gudsbilledet: Den almægtige, skræmmende, maskuline far er nu også blevet en omsorgsfuld mor.
Vugg meg, å Gud, med din
varlige
hånd
til angstens skranker faller
og jeg blir en nyfødt
i din ånd …
(»Vuggesang«, Nabot, 1987).
Teksternes dimensioner forandres ligeledes. De bliver mere ekstreme. Barnet bliver mindre og mindre: Fosteret i maven og det diende spædbarn træder i stedet for barnet, der går omkring i gaderne. Rummet bliver større: Universet og altet træder i stedet for vinteraftenen og slagmarken. Volden, anklagen og polariseringen fra de første digtsamlinger, afdæmpes i løbet af forfatterskabet og afløses af en mere passiv sorg, af lidelse og afmagt. Det poetiske jeg er mere hjælpeløst og magtesløst end nogensinde.
Gunvor Hofmos første digte holder sig inden for en nogenlunde fast metrisk komposition. Men forholdet til meteret er ret frit og brydes en række steder fortrinsvis ved at fremhæve ord med trykstærk stavelse, hvor der egentlig skulle have været en tryksvag. Dette bidrager til digtenes markante præg, og de mange udråbstegn understreger dette indtryk.
Et ufrugtbart univers
Gunvor Hofmos billedsprog er ofte knyttet til forplantning og fødsel: ord som befrugte, modne, frugter, skabelse, sædekorn, føde. Men det er ikke kvinden, der føder, og afkommet er ikke et levende væsen. Det er abstrakter, der føder, og afkommet er ånd, tanke eller ensomhed: »Dagen synker/ fødende i/ nattens jordmorarmer« (fra Stjernene og barndommen, 1986). Billedsproget knytter sig til en kvindelig identitet og krop, men er underlagt en vigtigere instans og opgave, nemlig poesiens søgen efter erkendelse og mening – eller Gud. Dette er en poesi spændt ud mellem krop og ånd.
I Gunvor Hofmos forfatterskab træder et polariseret og disharmonisk verdensbillede frem, hvor barnet og kvinden står under manden, og digteren står under Gud. »Det finnes en skygge/ I Verden/ Veldig, som fra/ Guds træ«, siger Gunvor Hofmo. Ja, og denne skygge fandtes før krigen, den fandtes allerede i barndommen, og den har været der siden.
Verden er ikke det eneste, der er styrtet i grus i Gunvor Hofmos forfatterskab – kroppen er det også. De første fem samlinger fremstillede ikke blot lidelsen, men også lidenskaben. De næste 15 fremviser ikke blot kroppens offer, men også åndens poesi. Fra kroppens smerte rejser sig en poesiens stemme. Denne dialektiske spænding mellem ånd og krop er kernen i Gunvor Hofmos poesi.
Det finnes en skygge
I Verden
Veldig, som fra
Guds tre
der stjernene er blader
som skjelver gjennomrislet
av lys
og svalt er mørket
der tankene modnes
som frukter
på stjernetreet.
(»Det finnes (Natt)«, Stjernene og barndommen, 1986).