»Front mod formens tyranni« lød en slagkraftig parole i Dagens Nyheter 1960. Sonja Åkesson (1926-1977) og P.C. Jersild (født 1935) var to af de fire unge, vrede underskrivere. De anklagede den samtidige svenske litteratur for »stejl akademisme« og for »en stadigt voksende interesse for den ydre form på bekostning af det spontane udtryk og engagement«. Parolens kritik rettede sig mod dominansen af modernistisk efterklang i 1950’ernes Sverige. De fire hævdede, at »det er af stadig større vigtighed, at den litterære skaben genfinder sin karakter af originalitet. Formel durkdrevenhed må ikke erstatte eller skygge for det bærende indhold, forfatteren forsøger at skabe«.
Et af tidens litterære paradokser var på den ene side kravet om en demokratisering af kunsten, på den anden side en stærkt akademisk, næsten teknisk betonet eksperimentalprosa.
På en række områder kunne man imidlertid skimte kimen til udviklingen i de kommende årtier. En provokatorisk ny kvindelighed kom til udtryk inden for prosaen. Man vovede sig på det litterære plan nærmere seksualiteten, såvel den heteroseksuelle som den homoseksuelle. Loka Enmark (født 1931) og Nine Christine Jönsson (født 1926) skrev romaner, hvor mænd på opsigtsvækkende måde blev skildret som seksualobjekter. Britt Arenander (født 1941) gik i tiårets slutning endnu videre med sin oprørske og seksuelt frimodige Steget (Skridtet), 1968, og Off, 1969.
Interessen for verden og politikken voksede sig stærkere, og fascinationen af fremmede kulturer kom stadigt tydeligere til udtryk. Blandt de kvindelige forfattere, der rejste ud i verden, var Birgitta Stenberg (født 1932), Annakarin Svedberg (født 1934) og Sun Axelsson (født 1935). Disse kvindelige rejsende var ikke først og fremmest registrerende flanører eller distancerede analytikere som nogle af deres samtidige mandlige kolleger. De gav sig verden i vold såvel eksistentielt som politisk.
Samtidig med at den fiktive vold bliver omsat i nyskabende detektivromaner af bl.a. Kerstin Ekman (født 1933), Maj Sjöwall (født 1935) og Jenny Berthelius (født 1923), åbnes den svenske litteratur også på en ny måde for den faktiske, ydre vold.
Om den svenske detektivroman skriver Lena Persson på dens 100-års dag: »Det virkeligt moderne gennembrud kom med Kerstin Ekman og De tre små mästarna, 1961, måske den første rigtige ‘psykologiske thriller’ på svensk, og da Maj Sjöwall og Per Wahlöö introducerede deres senere verdensberømte politikollektiv omkring Martin Beck i Roseanna i 1965. Efter dette kom den svenske krimi aldrig mere til at ligne sig selv«.
I forbindelse med verdenskrigen modtog Sverige en række jødiske flygtninge. Mange af dem var veluddannede og med kunstnerisk skoling. Zenia Larsson (født 1922) kom til Sverige med en af Røde Kors’ transporter. To årtier senere udgav hun sine selvbiografiske bøger. Skuggorna vid träbron (Skyggerne ved træbroen), 1960, handler om ghettoen i Lodz i Polen. Lång är gryningen (Langt er morgengryet), 1961, er en skildring af helvedet i Bergen-Belsen frem til befrielsen, og Livet till mötes (At gå livet i møde), 1962, beskriver den første tid i Sverige.
Cordelia Edvardson (født 1929) har sit fangenummer fra Auschwitz, A 3709, brændt ind i huden, og da hun udgiver romanerne Bränt barn söker sig till elden (Brændt barn søger ilden), 1984, og Viska det till vinden (Hvisk det til vinden), 1988, har hun allerede tidligere i digte og artikler (hun fik Stora Journalistpriset 1983) i forskellige medier igen og igen fortalt om, hvad hun har hørt, set, synes, føler.
Krigen var strøget forbi svenskerne, men rapporterne om 2. Verdenskrigs grusomheder aktualiserede etiske spørgsmål på ny. Den kolde krig strukturerede verdenspolitikken, og USAs krig i Vietnam mobiliserede de unge forfattere til politisk modstand.
1960’erne var en ekspansionstid for Sverige. Tiåret gav plads til udvikling på alle niveauer, det økonomiske som det kunstneriske, og en række betydelige, kvindelige forfatterskaber tog form: Anna Rydstedt (1928-1994), Majken Johansson (1930-1993), Ulla Isaksson (født 1916), Sara Lidman (1923-2004), Birgitta Trotzig (1929-2011) og Sonja Åkesson, alle dog med udgangspunkt i 1950’erne. Set i bakspejlet er det imidlertid på mange måder snarere en forfatter som Eva Alexanderson (1911-94), der i 1960’erne udgav den religiøse rejseskildring Pilgrimsfärd (Pilgrimsfærd), 1967, den katolske omvendelsesroman Fyrtio dagar i öknen (Fyrre dage i ørkenen), 1964, og Kontradans, 1969, med dens lesbiske passionsdrama, som er repræsentativ for de intellektuelle kvindelige 60’er-forfattere. Her er såvel de modernistiske udtryksformer som kampen med modernismen, religiøsiteten, rejserne, bekendelsen, seksualiteten, tavsheden og genkomsten.
Gunnel Vallquist (født 1918) var en af de mange svenske intellektuelle, der i 1960’erne konverterede til katolicismen. Hun udviklede sig til en af Sveriges mest kvalificerede oversættere, tydeligst at se i oversættelsen af Marcel Prousts À la recherche du temps perdu.
Med den kontroversielle roman Kontradans indstillede Eva Alexanderson sit forfatterskab. Først året før sin død, 1995, fandt hun igen en forlægger. Samtidig med at man kunne se, hvordan de kvindelige forfattere inddrog nye emneområder og tog nye litterære midler i brug i løbet af 1960’erne, endte mange af dem også i en litterær blindgyde. Nogle forsvandt hastigt, som Eva Alexanderson og Kristina Widman (født 1929), der bl.a. skrev den meget omtalte novellesamling Ett glas campari, 1965, hvor hun fortæller om eksistenser i det såvel psykiske som sociale grænseland. Andre som f.eks. Birgitta Stenberg, Sun Axelsson, Annakarin Svedberg, Gunnel Ahlin (født 1918) og Gerda Antti (født 1929) holdt i en periode op med at skrive.
Madeleine Gustafsson skriver i en nekrolog, at Eva Alexanderson fulgte den indre nødvendighed og aldrig lod sig føre af nogen tidsånd. »I sin første bog, Resa til Smältpunkten (Rejse til smeltepunktet), 1954, omtalte hun fattigdommen i et uland, før svenskere i almindelighed begyndte at interessere sig for den tredje verden. Hun skrev i jegform, før de såkaldte bekendelsesbøger blev et begreb, og om spørgsmål, der stadig havde hele deres provokerende kraft i sig: Om at blive katolik, om at være homoseksuel«. (Dagens Nyheter, 2.1.1995). Den lesbiske roman Kontradans (»det eneste barn, jeg kan give dig«) var selvbiografisk og indeholdt flere tabuer på én gang: To kvinder, en yngre og en ældre, mødes i en lidenskabelig forelskelse, til og med i et klostermiljø. »Vi tier. Din pande mod min pande, din næse mod min, dine læber mod mine læber, dine bryster mod mine, dit skød mod mit«, kunne man læse i Kontradans, og skandalen var blandet op med fascinationen over, at en lærd forfatter og højt anset oversætter og kulturpersonlighed vovede at udsætte sig for den form for opmærksomhed, som romanens udgivelse førte med sig.
Gunnel Ahlin, som var meget produktiv i 1960’erne, hvor hun fik udgivet de personlige tankebøger Röster en sommar (Stemmer en sommer), 1960, Här dansar, 1962, Puls, 1964, og Refuge, 1967, fik sit gennembrud med en historisk roman om den karthagiske feltherre Hannibal, Hannibal sonen (Hannibal sønnen), 1974. Derefter varede det otte år, før hun i 1982 udgav fortsættelsen Hannibal segraren (Hannibal sejrherren), som hun skrev sammen med sin mand, Lars Ahlin (født 1915).
Gerda Antti fremstod som færdigudviklet forfatter allerede med novellesamlingen Kväll efter kväll (Aften efter aften), 1965, men vendte så først tilbage et tiår senere som enke, hvor hun fik sit gennembrud med Inte värre än vanligt (Ikke værre end sædvanligt), 1977. Her udviklede hun den ironiske stil og den saglige indignation, der var hendes særkende allerede midt i 1960’erne. Novellesamlingen blev begyndelsen til et omfattende og højt værdsat forfatterskab.
De sene 1970’ere bliver ikke blot for Gerda Antti en tilbagevenden. Flere af de kvindelige forfattere, der med modernistisk fortegn debuterede i 1950’erne og 1960’erne, men så blev tavse, som f.eks. Sun Axelsson og Birgitta Stenberg, vender nu tilbage og fortæller deres historier på ny i et helt andet tonefald.
Eva Waldemarsson (1904-86) fra Rinkaby uden for Kristianstad er blevet sammenlignet med Sara Lidman, på trods af at hun kommer fra den modsatte ende af Sverige. Himlavargen (Himmelulven), 1959, skrevet på dialekt, var den første af en lang række historiske romaner, der kom i stadigt nye udgaver i tre årtier. Eva Waldemarsson vandt med sin himmelulv en konkurrence om den bedste roman fra Skåne. I 1960’erne var det først og fremmest den samtidige Himlaland (Himmel-land), 1961, og Madonneleken (Madonnalegen), 1967, der fangede kritik og publikum.
Tyvenes marked
Birgitta Stenbergs (født 1932) selvbiografiske roman Kärlek i Europa (Kærlighed i Europa), 1981, begynder sidst i 1940’erne. Den unge Birgitta sidder på konditori Pagod i Stockholm: »Hver gang jeg rakte armen frem, mærkede jeg skuldervattet stikke i huden tværs igennem det tynde jakkefor og blusen. Jeg var snøret i taljen og måtte hele tiden tænke på at holde maven ind … Ærmebladene klistrede i armhulerne. Lårene holdt jeg presset mod hinanden, så strømpebåndsknapperne ikke skulle ses gennem dragtstoffet«.
Den kvindelige krop, indestængt og plaget, er et fængsel for en frihedstørstende ånd. Den store verden derude, så hedt attrået, er ikke stort mere end et eksotisk navn på et svensk konditori.
Døren til verden er mændene – og adgangsbilletten er seksualiteten. Det stod klart allerede for konfirmanden Birgitta Stenberg, hvis man skal tro den selvbiografiske romansuite fra 80’erne: Kärlek i Europa, 1981, Apelsinmannen, 1983, Spanska trappan, 1987. Suiten begynder på grænsen til 1950’erne og strækker sig til og med 1964. Den første del gør ophold ved tiden for kong Faruks afsættelse i sommeren 1952, den anden tager et skridt tilbage til begivenheder i Stockholm omkring 1950, og den tredje rykker frem til årene 1956-1964 i Stockholm og Rom. Perspektivet er hele tiden den unge Birgittas. Beretning blandes med uddrag af den unge Birgittas dagbøger og stilebøger, visse begivenhedsforløb gengives gennem citater fra egne tidligere skønlitterære værker, dokumentarisk realisme blandes med drømmeagtige sekvenser osv.
1950’ernes verden var mændenes. I Sveriges rigsdag sad mindre end 40 kvinder, dvs. ca. 10 %. På stolene i firmaernes direktørkontorer, i Svenska Akademien eller i universiteternes konsistorier sad der ingen. Heller ikke på prædikestolene var de, adgang til præsteembedet fik kvinder først i 1959.
11 kritikere ud af 12 i 1950’erne var mænd. Den obligatoriske prosaantologi for årtiet, 50-tal, 1959, optog i alt 35 forfattere, og af disse var kun fire kvinder: Ulla Isaksson, Sara Lidman, Birgitta Stenberg og Birgitta Trotzig. Oversigtsværket Moderna svenska författare, 1959, hvor både lyrikere og prosaister tages med, medregner 48 forfattere i 50’erne. Igen er der kun fire af disse, der er kvinder: Sara Lidman, Birgitta Trotzig, Majken Johansson og Tove Jansson.
I 1959 samlede Lennart Nilsson 50’ernes mest kendte personer til et stort gruppebillede. Af de 35 han fik samlet, var der fem navngivne kvinder: rektoren og krimiforfatterinden Dagmar Lange (Maria Lang), balletdanserinden Marianne Orlando, journalisten og boligindretningseksperten Lena Larsson, operasangerinden Margareta Hallin og skuespillerinden Bibi Andersson. Som en sjette fremtræder, anonymt, en kvindelig parkeringsvagt, den nye sensation i bilismens 50’ere.
Birgitta stjæler verden – og vinder i tilgift sit køn. Hele suiten begynder med lyden af et samleje forenet med skridtene af en tyv. Men tyveriet gælder først og fremmest sproget. »Les voleuses du langage«, taler man om i Frankrig med en dobbelthed i udtrykket: Kvinderne som sprogets »tyve« og samtidig som dem, der formår at »flyve« i sproget. Den, der er i besiddelse af sproget i den unge Birgittas verden, er digteren Paul Andersson (1930-1976): »Åh, Paul. Han var sammenstrømningen af al levet og skrevet poesi, i hans person fandtes digtningen og fortryllelsen. Ordekstase«.
Tilsyneladende er det i fortællingen Paul Andersson, som med geniets ret udnytter den unge Birgitta. Men parallelt sker det omvendte. Det Paul Andersson tilegner sig er småting – en øl, en amfetaminpille, rejsepenge. Imidlertid er det, som om de poetiske rigdomme, han besidder, stykke for stykke overføres til Birgitta. Til og med selve titlen, Kärlek i Europa, viser sig i bogen at være stjålet fra Paul Andersson.
Vejen ud i verden går gennem Birgitta Stenbergs krop. Efter at kroppen endelig er sluppet ud af den snævre dragtnederdel, er parolen for dens indehaver blevet: »Udnytte sig selv«. Kroppens funktion er at give adgang til erfaringer og materiale til forfatterskabet. Noget sæde for lyst er den under ingen omstændigheder. Billedet af kroppen og det kvindelige køn er farvet af to af tidens autoriteter på områ-det: Bengt Anderbergs åben-hjertige roman Kain, 1948, og oplysningsfilmen om veneriske sygdomme, Snigende gift.
Selv om kroppen er et hensynsløst udnyttet instrument, så begynder den dog at gøre sine egne opdagelser. Det kan indtræffe på de mest uventede steder som hos den stinkende mand med snørebåndene i Genève, hvor Birgitta får sine første jublende orgasmer. Men det sker også gennem målbevidst stræben, som da Birgitta finder frem til sine lykkelige lesbiske erfaringer på kontinentet.
Samtidig beviser suiten, at der er en hel del, der giver Birgitta Stenberg særlig ret til titlen. Grundholdningen i Kärlek i Europa er en altbekræftende kærlighed, en vilje til at se, som bliver til en ufordømmende glæde over alt, hvad der er til.
Den vigtigste genstand for denne fundamentale kærlighed er musen, Paul Andersson, poeten og forræderen. Han er med allerede fra begyndelsen af forfatterskabet som en af titelfigurerne i Mikael och Poeten, 1956. Den anden person i titlen er en lyssky stockholmerkarakter, narkoblanderen og antikvitetshandleren Mikael. I lyrisk stilisering drejer det sig om den samme verden som i Apelsinmannen – underverdenen i Stockholm i begyndelsen af 1950’erne med bl.a. den såkaldte Kejneaffære, en homoseksuel skandale med indblanding højt oppe i statsapparatet.
Levet og skrevet
»Sammenstrømningen af al levet og skrevet poesi«, taler Birgitta Stenberg om. Selv tilegnede hun sig tidligt denne dobbelthed, men det var først med Chans (Chance), 1961, den tredje roman, den slog igennem i det offentlige billede af hende. Og effekten blev ikke positiv. Man kunne have ventet en særlig interesse for hende som kendt person, som det blev tilfældet for Bo Setterlind og Pär Rådström. Men for Birgitta Stenberg blev resultatet snarere, at hun blev stillet uden for den litterære verden, en rapportør fra en pirrende, halvprostitueret og småkriminel verden. Som »raggarprinsesse« og udsvævende eventyrerske havde hun ingen indfødsret på parnasset.
Hovedpersonen i Chans er en teenage-pige på flugt fra et optagelseshjem. Hendes møde med forskellige miljøer anskueliggør klasse- og kønsbarriererne i det datidige svenske sprog og samfund. Men skildringen vokser også til noget mere, et drama med religiøse fortegn. Pigen, hvis navn for øvrigt er Mari, når i selve udsatheden, fornedrelsen, frem til, hvad der er hendes egen værdi.
Våldgästen (Voldsgæsten), 1963, foregår i den kriminelle verden. De frånvända (De bortvendte), 1964, rummer initierede skildringer af narkoafhængighed. Rapport, 1969, indpasser sig i bølgen af rapportbøger – Sara Lidmans Gruva, 1968, (Grube, 1969), Carin Mannheimers Rapport om kvinnor, 1969, Maja Ekelöfs Rapport från en skurhink, 1970, (Rapport fra en gulvspand, 1971) osv. Hos Birgitta Stenberg drejer det sig om amfetaminrusen, dens lyst og dens paranoide rædsel.
Med stor nærhed og effektivitet skildrer Rapport vejen fra den første narkosprøjte med dens voldsomme seksuelle nydelse frem til den hjælpeløse rekonvalescens. Derimellem er der det sammensatte og intense kærlighedsforhold til narkomanen og pusheren Baku. Kronologisk kan Rapport betragtes som fjerde del af den selvbiografiske suite.
Som »straffet« med udelukkelse fra parnasset har Birgitta Stenberg haft frihed til at bevæge sig, som hun vil, mellem genrer og udtryksformer. Hun har skrevet tv- og filmmanuskripter: Chans, 1962, Katarina, 1967, Garderoben, 1969, Raskenstam, 1983 – en historie om en virkelig lyksaliggørende ægteskabssvindler – dele af den svenske sæbeopera Lösa forbindelser, 1980’erne. Hendes stærke og oprørske kvinder genfinder man også i børnebøgernes piger, bl. a. Klara Färdiga (Parate Klara), 1976, Emily och Eddy, 1986, Falkboet (Falkereden), 1987, Billy och arga Lotta (Billy og vrede Lotta), 1992. I slutningen af 80’erne begyndte hun på en romantrilogi om den spredt bebyggede eller affolkede svenske bygd: Tusenbröderna (Små-fiskene), 1988, Detta med Doris, 1989, og Arabesk,
1994.
Den indre vej
Hvis nogen kan siges at være 50’ernes genius, så er det Birgitta Stenberg – når det gælder åbenheden, det ekstreme og det at opleve med alle sanser. Hvad der opnås i 50’er-litteraturen, er indblik i sociale og psykologiske forhold. Overblikket lader vente på sig. Dette gælder også for Annakarin Svedberg, endnu en af dem, som personificerer de sene 50’ere og tidlige 60’ere. Vårvinterdagbok, debuten fra 1957, vakte i sin tid enorm opmærksomhed. Vægtløshed, ynde, renhed talte man om. Men også uanstændighed, frækhed, egocentricitet. Et nyt anslag indeholder bogen utvivlsomt – man kan tale om den umiddelbare nedskrivnings teknik. »Skriver knak, knak, skriver bare for, at det skal lyde omkring mig«. Horisonten er ikke videre, end at den kan overskues fra skrivemaskinen, henvendelsen til læ-seren er direkte og ivrig, selvhævdelsen afvæbnende uforblommet. – »Jeg vil være et geni! Jeg vil jeg vil jeg vil jeg vil!« Tonefaldet er grundlæggende dog snarere alvorligt end letsindigt.
To stemmer fra koret omkring Annakarin Svedbergs Vårvinterdagbok, 1957: Olof Lagercrantz skriver i Dagens Nyheter 12.12.1957: »Det lovende i Annakarin Svedbergs bog ligger frem for alt i det sproglige ordspils renhed, i hendes kvikhed, der gnistrer om kap med den tidligste forårssol i hendes rude, i frasens ynde, i den udsøgte smag, hun demonstrerer i hvert afsnit«. Ingemar Björstén skriver i Norrköpings Tidningar samme dag: »Det er ikke interessant at få at vide, at forfatterinden i egne øjne er et geni, eller at hun er mandfolkegal; måske har hun villet chokere, men hvem har ikke allerede læst Françoise Sagan?«
Der er fra første øjeblik en stærk kvindeidentifikation hos Annakarin Svedberg, mærkbar både i de forfattere, der dukker op i teksten – Selma Lagerlöf, Edith Södergran, Karin Boye, Sara Lidman – og i den måde, hvorpå romanerne bygges op og befolkes. Den anden bog, der udkom kun et halvt år efter debuten, Ack, denna själ!, 1958, indeholder i sin første del en livsanskuelsesmonolog, rettet til en kvinde, og i anden del et hverdagssamvær mellem jeg’et og en anden kvinde, genkendelig som digteren Elsa Grave.
En anden form for gennembrud kom med den tredje bog, Vingklippta (Vingestækkede), 1962, en »beatnikroman« i Stockholmermiljø at sammenligne med Kerouac og Jackson Pollock. Tidens debatter og spørgsmål flyder direkte ind i romanen, psykoanalysen og den seksuelle frigørelse, men også den dengang aktuelle forestilling om, at vi lever i et »psykologisk matriarkat«.
Vejen for jeg-personen bliver her at søge alternative livsformer, muligheder ved siden af den borgerlige og patriarkalske orden. Lesbiske forhold. Et kvindeligt fællesskab. Hvad der bringes på bane i Vingklippta, er noget af det samme, som Birgitta Stenberg forsøgte sig med allerede i 1955, men som dengang var for tidligt – et positivt billede af et lesbisk kærlighedsforhold.
Ad snoede veje – bl.a. via en vidunderlig genfortælling af myten om Ariadne – når romanen frem til sit slutbillede, den store matriarkalske fællesskabsseng. I en og samme seng den nyforløste moder (fader ukendt), det diende barn, den sovende elskerinde og – som et indre billede – den trøstende moder. En dristig nyordning.
I roligere baner forløber Det goda livet (Det gode liv), 1963, som skildrer et fællesskab mellem to kunstnerisk aktive kvinder og en femårig datter – en lavmælt skildring af et lesbisk kærlighedspar og i den henseende en forløber for Tove Janssons Rent spel (Rent spil) fra 1991. Fra samme år, 1963, er den mere voldsomme Se upp för trollen! (Pas på trolden!), en videre-udvikling af den mytiske interesse fra Vingklippta. Med Din egen, 1966, ophører Annakarin Svedberg i en rum tid med at udgive skønlitterære bøger, og dermed bekræfter hun det billede af 1950’erne, der lader det umiddelbare liv gå forud for kunsten.
Mere konsekvent end de fleste har Annakarin Svedberg gjort den indre vej til sin. Kärlek är det innersta av hjärtat (Kærlighed er det inderste af hjertet) er den karakteristiske titel på en natur- og tankedagbog fra 1975. Ideologisk kom hun til at gå via buddhismen til en politiskreligiøs, feministisk bevidsthed. Rejser til Indien og Sydøstasien forenedes med medvirken i den radikale Kvinnobulletinen. I slutningen af firserne var hun med til at starte Kvindepartiet i Sverige.
Bedst forstås måske Anna-karin Svedbergs valg af en indre vej i bogen om Indira Gandhi. Indira Gandhi, »verdens mægtigste kvinde«, var også en af verdens mest omstridte skikkelser. Annakarin Svedberg vælger kærlighedens stemme, den forelskelsens impuls, der driver hende til at opsøge Indira Gandhi og skabe sig sin egen opfattelse af hende, hinsides alle politiske overvejelser. Bogen redegør for det skrøbelige venskabs- og kærlighedsforholds udvikling, og den følger Indira Gandhi frem til hendes genindtræden som premierminister i 1980 og sønnen Sanjay Gandhis død ved en flyulykke samme år. Indira Gandhi – en bok om kärlek udkom i 1980.
Politik og seksualliberalisme
Erotisk udlevelse – men i mere entydigt heteroseksuelle baner – kendetegner også Nine Christine Jönssons forfatterskab. Udsatte personer og tilspidsede skæbner befolker værkerne. Nine Christine Jönsson har sin baggrund i arbejderklassen. Selv sadlede hun om i slutningen af 50’erne fra en succesrig karriere som skuespiller til at blive forfatter. Vanhävd i Paradiset (Vanrøgt i Paradiset) kom i 1960.
Debuten er en skildring af en slægts og en gårds forfald, en »Orestiade« omplantet til svensk bondeland ifølge kritikeren og forfatteren Artur Lundkvist. Romanen består af monologer anbragt ved siden af hinanden. Teknikken har genklang af Faulkner, og som en svensk Faulkner fremstod Nine Christine Jönsson, den eneste, der kunne konkurrere med ham med hensyn til intensitet, hidsighed, grumhed. Erotisk og seksuel besættelse bliver en slags rød tråd i det tidlige forfatterskab. Likvaka (Vågenat), den anden roman, 1962, er en båndet monolog, indtalt af en kvindelig læge, mens hun er ved at dø. Symbolsk nok dør hun af forgiftning fra et foster efter et mislykket forsøg på abort. Manden, der har drevet hende ned i den sidste afgrund, er en moderne, afromantiseret Gösta Berling, Per Maria, en kold psykopat med en uimodståelig tiltrækningskraft over for alle slags mennesker.
I en præsentation af sig selv i tredje person skriver Nine Christine Jönsson i Författare om sig själva, 1993: »Forældrenes baggrund og interesser skænkede klassebevidsthed, en politisk radikal stillingtagen og et kunstnerisk og gudløst grundsyn. Sygelighed i barndommen gav en følelse af på én gang at være ramt og udvalgt«.
Noget mindre ekstatisk er Kärlekar (Kærligheder), 1963, som også handler om erotisk besættelse. En katt i munnen (En kat i munden), 1965, fremstiller en anden form for besættelse. Det drejer sig om en elleveårig piges besættelse af »faldet«, her repræsenteret ved et dødsspring fra Katarinahissen i Stockholm, i hendes øjne det eneste alternativ til »faldet« ind i den voksne seksualitet. I en langt udtrukken og dygtigt gennemført slutscene, svævende mellem drøm og virkelighed, hænger den unge pige i en mandlig galnings greb ud over rækværket på Katarinahissen, »reddet« først i det øjeblik, hvor hendes krop sløves af matheden ved den første menstruation og den første »voksne« erotiske følelse.
50’ernes »uanstændige« forsvarer deres stilling. Nine Christine Jönsson og Loka Enmark er de to kvindelige forfattere, der flittigst har medvirket i serien Kärlek 1-14, 1965-1970. Det var seriens formål i god seksualliberal ånd at producere litterær pornografi på svensk. Nine Christine Jönsson og Annakarin Svedberg repræsenterer det kvindelige indslag i det første bind, hver især med en novelle, som nok afspejler deres respektive karakter. »Kösamhället« (Køsamfundet) af Nine Christine Jönsson skildrer en voldtægt i en kø, mens Annakarin Svedberg laver en pacifistisk og promiskuøs pastiche på eventyret om Rødhætte og ulven.
Da Ann Smith (født 1930) debuterede med digtsamlingen Två i stjärnan (To i stjernen), 1963, vakte hendes erotiske poesi stor opstandelse. »I en af den igangværende kvinde-emancipations pikanteste blindgyder har den ene kvikke pige efter den anden set sig omkring og forstået, at man nok uden tvivl kan gøre et vist indtryk på mandssamfundet ved på en letfattelig måde at udbrede sig om sit kønsliv«, skrev Urban Torhamn i sin anmeldelse i Expressen.
Mindre fredelig og idyllisk er Loka Enmark. Som et »obskønt granskende ansigt« – sådan kan man med et udtryk fra en af hendes bøger karakterisere forfatterskabet. Også her finder man det seksuelle frisprog og den promiskuøse livsstil. Forskellen til de to andre ligger i den totale kynisme, der udvikles. Hovedmiljøet er snuskede kunstnerfester med tilfældige forbindelser, indledt i beruselse. Mændene er forsøgsdyr. Kvindernes nydelse ligger i deres observationer, samlejerne forekommer bare at være et springbræt hertil.
Der står en ram lugt af køn om Loka Enmarks prosa fra 1960’erne. Hun er blevet sammenlignet med Agnes von Krusenstjerna. Hun har i løbet af godt 30 år skabt en stor produktion af titler, hvor Isgrottan fra 1961 er en af de mest omtalte. I denne roman er det en dømt morderske, der taler: »Dejligt at kunne blive fri for at leve videre i denne udvandede fornøjelse og i stedet kunne ligge og mindes. På den måde skilles jeg som sagt fra menneskene på et højt venskabsplan. Jeg vil beskæftige mig med det bedste hos hver og en«.
I debutbogen Bedrageriet (Bedrageriet), 1960, lader kvinden en af sine elskeres morder flytte ind hos sig. Mod slutningen af bogen har hun oven i købet sagt ja tak til hans frieri – bare for »fornøjelsen ved at sige et ord for meget«. Med tilfredshed – mens hendes egne tanker går i mere uortodokse retninger – kan hun i biografrækken på forlovelsesaftenen notere sig: »Alex tillod sig den nyforlovedes tankevækkende følelser: hans fugtige, kødfulde fingre lukkede sig igen og igen om mine«. I Isgrottan, 1961, er det kvinden selv, som myrder en tilfældig elsker, drevet af hans uskyld og romantiske syn på erotikken. Energien i Loka Enmarks bøger er hævnen. Hævn over mændene, hævn over samfundet, hævn for en uudtalt, men grundlæggende krænkelse.