Udskriv artikel

Som en blå bølge

Skrevet af: Unni Langås |

Eldrid Lunden (født 1940) debuterede i 1968 med digtsamlingen f.eks. juli, en bog, der på en ny og fræk måde protesterede mod etablerede konventioner i norsk lyrik. Bogen er symptomatisk for holdningen til sprog og litteratur hos den unge forfattergeneration omkring 1965, en holdning der blev udgangspunktet for en stadig stærkere sprogbevidsthed hos de feministisk orienterede forfattere i 1970’erne.

f.eks. juli er et oprør mod lyrikkens højtidelige aura i almindelighed og 1950’er-modernismens højpatos i særdeleshed. Den alvorlige tone ved lyrikoplæsninger og litteraturarrangementer latterliggøres. Nu gælder det om at trække den såkaldte finkultur ned fra piedestalen! Lyrikken behøver ikke kun at være abstrakt og højtidelig, subjektorienteret og tragisk. Den skal også kunne være enkel og ligefrem eller fandenivoldsk overrumplende og selvironisk udleverende.

Hagen, Else (f. 1914) (no.): System, u.å. Farveætsning. Nasjonalgalleriet, Oslo

Naturen, kroppen og de menneskelige relationer er udgangspunktet for Eldrid Lundens udforskning af det kvindelige subjekt.

Hagen, Else (f. 1914) (no.): System, u.å. Farveætsning. Nasjonalgalleriet, Oslo 

Det litterære opbrud i Norge midt i 1960’erne knyttede sig til den såkaldte Profilkreds med forfattere som Jan Erik Vold, Paal-Helge Haugen, Dag Solstad, Tor Obrestad, Espen Haavardsholm og Einar Økland. I tæt kontakt med denne inderkreds stod to kvindelige forfattere, der kom til at udvikle store forfatterskaber op gennem 1970’erne: Eldrid Lunden og Liv Køltzow. Miljøet bar præg af eksperimenter, europæisk orientering og høj litterær ambition. Kritik og litterær praksis gik hånd i hånd. Det æstetiske program handlede om større fokus på tingene, det banale og hverdagsagtige blev interessant som emne for litterær behandling. Virkeligheden var konkret. Findes der et jeg inderst inde, eller er identiteten et sæt af roller, var et af de spørgsmål, der blev stillet, og som blev tematiseret f.eks. i Kari Bøges Asmorelda, 1970. Det blev væsentligt at synliggøre litteratur som tekst: at digte var »at gøre noget med sproget«. Læseren blev gjort opmærksom på forskellen mellem litteratur og virkelighed og åbent opfordret til at digte med. Man stillede sig frit i forhold til formkategorier og genrer, havde en vis skepsis over for metaforer og symboler. Teksten fremstod som en historisk bestemt situationsrapport, et eksempel hentet fra et bestemt sted og en bestemt tid: f.eks. juli.

Sprog er magt, sprog er undertrykkelse; ingen frigørelse er mulig uden frigørelse i sproget. Det er en grundlæggende indsigt for lyrikeren Eldrid Lunden, der med sine tre digtsamlinger fra 1970’erne forenede feminisme og sprogbevidsthed på en sådan måde, at litteraturen kunne få politisk kraft uden at miste æstetisk kvalitet. Hendes forfatterskab kan læses som en sammensmeltning af og en kulmination på 1960’ernes sproglige opbrudstendenser og 1970’ernes kvindepolitiske engagement. Her mødes de to linjer i digte, der kom til at fungere litterært bevidstgørende og uhyre produktivt for både jævnaldrende forfattere og for en yngre generation af skrivende kvinder.

De unge ser det som en helt central side af deres forfatterskab at finde en ny form og et nyt sprog, fordi form er indhold: Det er ikke kun det, man siger, der betyder noget, men også måden man siger det på. Vælger man en genre, har man også valgt en række konventioner, der knytter sig til selve genren. Vælger man et billede, følger der automatisk nogle konnotationer med, der kan udvikles eller brydes ned, men de er der. Sproget er ikke uskyldigt; det er bærer af holdninger, normer og magt, og det forandrer sig hele tiden.

Om sproget siger Eldrid Lunden: »Sproget er ikke kun et redskab, det er en social struktur, og denne struktur kan formes og tilpasses af dem, der lever inden for den. Dette indebærer, at magthaverne i ethvert samfund har afgørende indflydelse på sproget og er aktivt interesserede i at forme det. Mange forskere, filosoffer – fra Nietzsche til Foucault og Lacan har været optaget af dette – hvem der i et samfund tilraner sig herredømmet over sproget og dermed over tanker og værdier. Men hvis man er bevidst om dette, så kan man vælge at presse sin egen stemme frem«. (Essays, 1982).

Sproget er derfor en del af virkeligheden, der på linje med alt muligt andet tiltrækker sig en forfatters opmærksomhed. Ja, for kvindelige forfattere er sproget særlig vigtigt, fordi det erkendes som et af samfundets stærkeste midler til undertrykkelse. Sproget må derfor være genstand for feministisk og digterisk analyse, og identitet og frigørelse har nær sammenhæng med sproget. Som Eldrid Lunden siger det i et digt fra Gjen-kjennelsen, 1982:

Du må bestemme om du vil bli noen
uttalt nå, du må skifte språk
for ditt bare liv.

Eldrid Lunden er en pioner blandt de lyrikere, der fra en feministisk position undersøger sproget som magtmekanisme og mulighed i poetisk form. f.eks. juli var en oprørsbog. I midten af 1970’erne udkom de tre digtsamlinger inneringa (indringet), 1975, hard, mjuk (hård, blød), 1976, og Mammy, blue, 1977, der rummer de fleste af de temaer, der optog kvindebevægelsen og kvindelige forfattere i 1970’erne: Hvem er jeg? Hvad er kvindelighed? Hvem bestemmer over mig? Hvordan kan jeg udtrykke mig selv? Hvordan kan jeg realisere mine ønsker og mine drømme? De tematiserer perception og kreativitet, forholdet mellem kvinde og mand, forholdet mellem mor og datter og det indbyrdes forhold mellem kvinder. Efter disse tre tætte, minimalistiske samlinger udkom den åbne og politisk reflekterende Gjenkjennelsen i 1982, den mere filosofisk spørgende Det omvendt avhengige i 1989 og den historisk orienterede Noen må ha vore her før i 1990.

Eldrid Lundens indflydelse skyldes ikke mindst den kritik, hun retter mod kvinderne selv og mod kvindebevægelsen. I et interview siger hun: »Grundlaget for den kvinde-frigørelse, vi i dag ser forsøg på, stammer i mindre grad fra kvindekampen end fra arbejderbevægelsen og lægevidenskaben. … Efter min opfattelse har nyfeminismen rodet tingene grundigt sammen, når det gælder nogle væsentlige problemstillinger. F. eks. ved at opføre sig som om det at være kvinde i sig selv skulle være noget radikalt. Men hvis det er radikalt at være kvinde, gør man det umuligt at være en radikal kvinde«. (Café Existens nr. 20).

De tre bøger fra 1970’erne har en søgende holdning og et meget komprimeret sprog. Digtene udforsker det kvindelige subjekt i hendes naturomgivelser, i hendes krop og i hendes relationer, inneringa er knyttet til et bygdemiljø på Vestlandet, hvor naturforholdene og vejret bliver ydre paralleller til en ung piges indelukkede tilværelse. Hun er både »omringet« af en trykkende natur og »indelukket« i sproget. Vand er det dominerende element i denne tilværelse; regn og væde bliver metaforer for både det naturlige og det menneskelige.

hard, mjuk arbejder retorisk med kontraster: sorthvid, varmkold, aktivpassiv, kvindemand. Som en undertone i hele samlingen ligger et savn efter kropslig nærhed og varme og samtidig en længsel efter at træde ud af en stillestående »normalitet« og sætte sig i bevægelse:

Ho (hun) vil skape seg om
til ei rørsle (en bevægelse), ho blir logisk
sett over alt.

At sætte sig i bevægelse kan læses som at blive et aktivt handlende subjekt – en central problemstilling hos mange kvindelige hovedpersoner i 1970’erne: Deres »projekt« er at blive selvstændige individer med en aktiv holdning til omverdenen.

Lange linjer av væte
flyt langsamt nedover i tida,
vatnet slit
med tynn sans
og sender sine hovuddrag
gjennom kvite sluser som
uunngåeleg
og ingenting.
(inneringa,
1975).

Forholdet til manden er et andet centralt tema. Han – eller hendes afhængighed af ham – er tydeligvis en hindring for hendes realiseringsmuligheder. Af og til virker det, som om en dybere kontakt aldrig kan opnås:

Gang på gang
bøyer han seg fram for å sjå (se)
kven (hvem) ho er og
blir, men morgonen er ennå
ei (en) glasklokke omkring henne
og ryggen trekker brått (brat)
ei (en) kald (kold) linje om det som er igjen (tilbage)
å seie (sige).

hard, mjuk tematiserer kvindelig identitet og forholdet mellem kønnene. I en defensiv – om ikke passiv – position bliver kvindekroppen et aktiv: Sanser og kropslig følsomhed er det eneste sikre udgangspunkt for refleksioner omkring sprog, identitet og virkelighed.

Mammy, blue tematiserer faser i en kvindes liv, fra hun er barn, til hun er omkring 28 år. Forsøget på at blive synlig, at blive et aktivt handlende subjekt og at få et eget sprog, er sider af samme selvrealiseringsproces:

Eg (jeg) er Anna, eg er tjueåtte (28) år,
eg er synleg
mot entredøra kvar morgon, ei (en) open
rørsle (bevægelse) i lufta.

Eg er Anna, eg er tjueåtte
år. Eg tenker oftare og oftare
på at eg er synleg mot entredøra
kvar morgon, så sit eg i bilen.

Eg er Anna, eg har
ein flekk (plet) på tunga
det er eit ord der, det
veit eg.

Hos Eldrid Lunden knyttes kvindelighed ofte til metaforer som vand, regn, slim, mund, mens mandlighed konnoteres af »hårdere« metaforer som bil, insekt og puls. Men i Lundens tekster er dette retoriske spil samtidig åbent og dynamisk; en pointe i hendes digte er netop at undlade at fastlægge betydning, men at nedbryde de konventionelle forestillinger, der kan cementere kønsrollemønsteret. Også kvinder kritiseres i Lundens lyrik – mødre og søstre – der selv er med til at føre skævhederne videre:

Dei eldste straumane (strømme)
frå mødrene, det lukka (lukkede) mørkret (mørke)
kring laus (løs) væte (væde), og lufta
skarp av underliv.

Bilete (billeder) som aldri heilt vil flyte
opp, vatnet som ikkje
let seg vaske
vekk.

Under digtet ligger forestillingen om den almægtige mor, der på et andet niveau bliver et oprør mod mødres opdragelse af deres døtre:

Mødrer som held deg tett
i den store straumen (strøm)
grip etter halsen din, bakfrå
med ein liten kvit krage (krave).

Mammy, blue er en blues om kvinden, en bittersød sang fra et kvindeligt ståsted, hvor historien og biologien har sat grænser, der nu står for fald: En blues er også oprørsk!

Gjenkjennelsen har 1980’ernes reflekterede distance til den ophedede debat, der foregik i tiåret før. En vigtig problemstilling er stadig kampen om sproget, men nu er der tale om sproget i en videre forstand: Både historiske overleveringer og nyskabte mediebilleder er en del af en kompleks mandsdomineret kultur:

Å henge fast, slik (sådan)
Å organisere sin eigen drukningsdød, slik
i eit hav av bilde (billeder)
som trugar (truer) med å likne
ein sjøl (selv) til forveksling, og
nobody has to guess
that Baby can’t be blessed
till she sees finally that she’s like all the rest

Det omvendt avhengige er en bog om liv og død, om meningen med tilværelsen og det, der ligger hinsides. Hos Eldrid Lunden bliver poesien et sted, hvor man kan nærme sig det ukendte med de begrænsninger – eller muligheder – der ligger i sproget.

Möbiusbåndet er en parallel til tekstens tilbagevenden til sit udgangspunkt, men hvor der er »sket noget« undervejs. Möbiusbåndet er gengivet på omslaget af Det omvendt avhengige. Det er et rundt, sammenhængende bånd, der er snoet en halv omgang – der også viser, at modsætninger er »afhængige« af hinanden.

De to digte, der indrammer samlingen, er på den måde karakteristiske: »Det stille punktet i konstant/ forskyvning (forskydning)« hedder det indledningsvis, mens følgende paradoks sætter punktum: »Det er fordi vi skal vere heilt rolege/ for/ at alt er sagt/ og ingenting«. Paradokset er frem for noget tropen i denne digtsamling, mens repetition af et udgangspunkt bliver den narrative struktur, der på én gang lukker teksterne om sig selv og åbner dem mod det, vi nok aner, men ikke forstår:

Som å opne døra til eit rom du trur (tror) du kjenner
og plutseleg sjå (se) lyset lette, snø (sne) gjennom rommet
gjennom auget (øjet). Så lett som om rommet ikkje
lenger er der

Haren som berre (bare) snør og snør vidare gjennom
haren

I Noen må ha vore her før gør Eldrid Lunden det lidt lettere for læseren. Digtsamlingen er i vid udstrækning en intertekstuel dialog med kvinder og kvindeskikkelser i norsk litteratur: Oda Krohg, Dagny Juel og Christian Krohgs Albertine. Gennem konstellationen Oda/Dagny på den ene side og Albertine på den anden tematiseres og aktualiseres en række problemer, som frigørelse, klasseforskelle, seksualitet, prostitution, iscenesættelse, solidaritet osv.

Samtidig står denne bog i et særligt forhold til Mammy, blue. Begge sætter forholdet mellem mødre og døtre i centrum, og begge har inden for deres blå omslag bølgen og blues’en som centrale motiver. Bevægelse, musik, melankoli, men også oprør fejer som en blå bølge gennem Eldrid Lundens forfatterskab: Ingenting må falde til ro i dette sprog; poesien er evigt utålmodig.

I digtsamlingen Slik sett, 1996, formulerer Eldrid Lunden atter skarpt tilværelsens og poesiens paradokser:

Flekker av berørt og berørt og
uberørt
Solidaritet vi ikkje vil ha og
har
Dette at vi ikkje alltid veit kva
vi er mest glad eller redd for,
og at vi ein gong må ha visst
kva dette var.